tirsdag den 16. marts 2010

En musikjournalist lukker ned...

Der rives i mig igen som anmelder for Geiger. Af diverse musikere. Hvilket sådan set er beærende nok, for så må jeg da have gjort en eller anden form for varigt - og i flere tilfælde tilsyneladende også positivt - indtryk. Men også lidt ubehageligt, for lysten er der kun meget svagt for tiden, og jeg gider ikke hele tiden at skulle forsvare, at det er sådan, eller svare på spørgsmål om, hvorvidt redaktionen i Århus, som jeg kun har sporadisk kontakt med, nu har modtaget dén og dén plade.

For det første gik jeg i sin tid ind i Geiger, fordi jeg slet ikke kunne lade være med at skrive om musik, og syntes, at den øvrige musikjournalistik i Danmark bar al for meget præg af pligt- og rutinearbejde. Samtidig lovede jeg mig selv, at jeg ville stoppe, hvis jeg nogen sinde fik det sådan - landet havde ikke brug for flere lusede levebrødsskribenter. Hvilket jeg sådan set gjorde for snart to år siden, selvom porten stadig er åben for mig i tidsskriftet, og jeg af og til har brudt min tavshed, når jeg virkelig var motiveret for at sætte pen til papir i dén kontekst igen. Men som sådan har jeg virkelig ikke lyst til at komme tilbage til en position, hvor der hober sig bjerge op på 30-40 cd'er, jeg bare skal have en kvalificeret mening om, mens rykkerne tikker ind i min mailbox...

Jeg elsker musik lige så meget, som jeg altid har gjort, og arbejder faktisk en del med det på andre planer for tiden. Men jeg har givet 10 af de bedste år af mit liv til fremme af andres karrierer og visioner, og jeg synes pt., at det er ganske rimeligt, at jeg reserverer nogle år til mig selv og mine drømme, der for øjeblikket går i nogle helt andre retninger, og så ellers bare nyder alle de spændende toner, der stadigvæk findes derude, som en del af publikum: Fri til at begejstres uden partout at skulle forvandle oplevelsen til alligevel aldrig helt dækkende skrift...

Tænker nogle gange på, hvad der skal til, før folks opfattelse af mig bliver en anden end "anmelder-Steffen". Er det virkelig nødvendigt at bryde helt og aldeles med Geiger? Ikke noget, jeg har lyst til, i hvert fald - bladet er stadig lidt af et hjertebarn, og det er også rart for en ræv at have flere udgange. Jeg har bare hverken lyst eller tid til at byde ind med så meget lige nu, og den smule, jeg gør, vil jeg gerne have fuldstændig fri hånd til at bestemme, hvad skal være.

Så tilgiv mig, hvis nogen skulle løbe ind i en mur fra min side - det er simpelthen en klassisk forsvarsmekanisme og ikke et udtryk for arrogance. Det signalerer ikke engang ligegyldighed. Det er et spørgsmål om Lebensraum - om plads til at være den, jeg er nu. Og måske engang - om lang tid - samle appetit til fornyet (og frisk) anmeldervirksomhed.

Ingen kommentarer: