onsdag den 31. marts 2010

Ny blog?

Er på det seneste begyndt at spekulere over hvorvidt al den tid, jeg mellem år og dag bruger på at skrive specielt denne blog - min lyrikblog er pt. i en helt anden grad et udstillingsvindue, som jeg kan og vil styrke udbredelsen af ved enhver given lejlighed - er vel brugt. Jeg mener: Der ligger snart to års arbejde i den, men den har kun vundet seks faste læsere, og den er stadig ikke over de 1000 hits.

Ikke at det indtil nu har gjort mig så meget. Jeg skrev dagbog som teenager, hvor jeg gennemgik en kriseperiode, som på mange måder mindede om den, jeg har været igennem siden det første indlæg her, og ligesom dengang har denne blog været en stor hjælp i forhold til at sortere i og bearbejde mine tanker. Fra tid til anden er der endda dukket ting op her, som har haft en eller anden skæv, litterær kvalitet. Men jeg ved ikke i hvor høj grad, jeg egentlig synes, at bloggen har den funktion nu. Også netop fordi den indtager en mærkelig position mellem det private og det offentlige: I kraft af netmediets udbredelse kan jeg kun i ret overfladiske tilfælde skrive om de ting, jeg virkelig gør, tænker og føler her - resten er der pga. diverse hensyn trukket et slør over. Så det er hverken en ordentlig dagbog eller et ordentligt stykke litteratur/fagligt arbejde...

Umiddelbart er min indskydelse at lukke og slukke den her blog, som man kender den, og lave en mere offentligt rettet - men af samme grund selvfølgelig mindre personlig - side, der kun inkluderer kunstneriske, filosofiske og politiske udsagn. Jeg har ikke tænkt mig at slette alt det, der allerede er skrevet - selvom meget af det gør ondt at læse læse igen, er det allerede delt én gang, og jeg véd, at passager er værdifulde for andre end mig. Har endda overvejet, om noget af det kan omarbejdes i bogform. Den nuværende side bliver, om end i "frosset" udgave. Men for mig vil det være en stor befrielse, hvis man én gang for alle kan skille skæg fra snot - lade privat være privat og offentligt offentligt. Så undgår man også at skulle gå på listefødder over for sine nærmeste, der til tider synes, at man har overskredet en fin grænse alligevel - skellet mellem det, der kan offentliggøres, og det, der ikke kan, er forskellig fra person til person, og jeg er sgu nok ret hårdhudet, hvad den slags angår. Hvilket ikke er skide praktisk.

Men hvad siger I, læsere? Er der en overvejende stemning for, at bloggen fortsætter, som den er, kan det selvfølgelig lade sig gøre. Jeg har gjort det her i lang tid, og selvfølgelig synes jeg stadig, at det er interessant at have sit liv og sine tanker dokumenteret fra dag til dag. Men i modsat fald vil det også passe mig fint at få et ordentligt panser...

Tænke- og kommentarperiode: Påsken over.

tirsdag den 30. marts 2010

Udmattelse

Er usigeligt træt for tiden. Er jeg gerne hvert år ved denne tid, når foråret for alvor sætter ind. Føler mig som en mand, der har svømmet langt og længe for at overleve, omsider er nået ind til stranden - og så kollapser totalt.

Havde en halv aftale med Pia om at tage til et elektronisk arrangement i aften/nat, men har måttet melde fra. meget blus er der bare ikke på pt. - specielt ikke hvis jeg gerne vil nå et relativt tidligt tog til Silkeborg i morgen. Men glæder mig til, at der er.

Til gengæld har jeg fået skrevet et par anmeldelser igen over det sidste halvandet døgn. Helt rart at få noget fra hånden på dén front igen, selvom jeg også ved, at det snart vil hænge mig langt ud af halsen, som det plejer.

søndag den 28. marts 2010

Den åbne dør

Ved ikke, om det bare er mig, der tænker så kringlet... Men faktum er, at der i vores opgang er en hoveddør, der har stået på klem i en uges tid. Der er stadigvæk navneskilt på den, og jeg har ikke registreret en flytning i et stykke tid, men under alle omstændigheder er indehaveren væk på den ene eller anden måde, og det er da en såre mærkelig måde at efterlade døren på. Så hver gang, jeg går forbi, føler jeg mig fristet til at kigge ind og checke, om alt nu også er, som det skal være. Men så igen: Har der været indbrud, og skulle vedkommende ligge død inde på gulvet eller lignende, er man omvendt heller ikke enormt interesseret i at være den, der gør fundet... Men så igen: Nogen skal jo. Osv. osv.

Skåret ind til benet handler det hele vel bare om, at sådan en åben dør, der ikke burde være åben, kan få de mærkeligste film til at køre i den indre biograf - og få det til at krible i hænderne af lige dele nysgerrighed og gru...

(PS: I øvrigt blev Rottschen, efter at have ligget i nedkølet tilstand en i kasse på altanen siden januar, bisat i Hareskoven i går. Først nu var jorden tøet så meget op, at det kunne lade sig gøre. Godt at få hende sendt ordentligt afsted til rottehimlen.)

Column

Var til Column på Faust i går aftes. Var meget glad for at få dén mulighed - projektet har ligget underdrejet i et pænt stykke tid, og jeg mener seriøst, at deres Centipede-album fra 2001 var noget af det flotteste, der kom fra Danmark i nullerne. I det hele taget et hovedværk inden for dansk industrial/dark electro.

Nuvel, meget var der ikke sket siden. Der arbejdedes tydeligvis hen mod et nyt album med et mere regulært industrielt udtryk, hvilket klædte duoen, men meget af materialet stammede stadig fra Centipede. Det gjorde nu heller ikke noget, for det var og blev fantastisk, og selvom der var en del tekniske kiks, blev de taget med højt humør af Nino Orio og Janine Neble, som er kernen i gruppen i dag. Et godt, afslappet show, hvor sidstnævntes stemme virkelig - modsat i Alive With Worms, som hun ellers er mest kendt for - fik mulighed for at folde sig ud. Og den er stor! Uden tvivl den stærkeste, mest markante vokal, der er vokset ud af dansk postpunk. Utroligt, at hun stadig i den grad er et undergrundsfænomen.

Men Column sparker stadig 120 procent røv, for at sige det rent ud. Glæder mig til at høre mere. Meget mere!

Endte på diverse barer på Vesterbro bagefter sammen med Louise og slænget, der havde været til Peter Sommer-koncert. Åbenbart også en optursoplevelse - og jeg må da tilstå, at hans seneste album viste glimrende takter. Men jeg var nu glad for, at jeg havde vandret af min egen sti indtil da.

fredag den 26. marts 2010

Kvalificeret demokrati, tak!

Der skal nok være dem, der vil fare i flint over et indlæg som dette - om ikke herinde, så andre steder. Ved pølsevognene og foran bardiskene, f.eks.?

Men der er efter min mening en væsentlig fejl ved demokratiet, som det fungerer i Danmark. Man ser problematikken den ene gang efter den anden - specielt for tiden, hvor balancepunktet i meningsmålingerne hele tiden skifter mellem rød og sort blok. En sag kommer op - sikkert ofte i forvejen plantet strategisk af en spindoktor - og alt efter hvor godt, de to blokkes spindoktorer får udnyttet dens mediepotentiale, tipper vægtskålen.

Der er sikkert dem, der vil mene, at dette spil er spændende. Selv hælder jeg til det standpunkt, at det er lidt for spændende, for det er jo ligesom reelt folks liv, muligheder og helbred, spillet handler om, ikke?

Den stødpudezone mellem fløjene, der hele tiden bejles til, er de nok så berømte "ved ikke"-vælgere. Dvs. dem, der automatisk får tilsendt deres stemmekort, når valget nærmer sig, men dybest set ikke har en holdning, og som derfor er nemme ofre for diverse manipulationer og mediestunts. Hvilket har enorme konsekvenser for os alle sammen.

Dem mener jeg simpelthen skal fratages stemmeretten. Eller rettere: Jeg synes ikke, at stemmeret skal være noget, man bare får, fordi man tilfældigvis eksisterer. Man skal kvalificere sig til den. Og nej, kriteriet skal ikke være økonomi, ren straffeattest eller lignende, som det er set før. Det skal være basal politisk viden.

Adgangskravet skal være, at man har bestået en helt enkel test: Placér partierne bare omtrent rigtigt på højre-venstreaksen. Navngiv fire-fem partiformænd og hvilken gruppering, de hører til. Definer helt grundlæggende socialisme i forhold til socialdemokratisme, konservatisme og liberalisme. får man sin stemmeseddel. Hvis man i det hele taget vil have den.

Har egentlig haft det på den måde siden valget i 2001, hvor jeg stod foran stemmeboksen i Aalborg Øst og blev kontaktet af en fyr, der spurgte mig om, hvor man skulle sætte sit kryds, hvis man ville stemme på "ham der Anders". Selv mente han, at det vistnok var Det Radikale Venstre, men generelt hjælpsom, som jeg er, viste jeg ham den rette liste. Det har jeg ofte græmmet mig over siden... Spøg til side: Det har jeg faktisk. For en mand med så lidt regulær politisk indsigt fortjente simpelthen ikke at få lov til at sætte et kryds.

Jeg synes ikke, at det klæder og gavner det politiske klima i Danmark - uanset blokkene - at en stor procentdel af landets vælgere er regulært stemmekvæg, der vindes af dem, som er dygtigst til manipulation, mudderkastning, charmeoffensiver eller stupide, men åbenbart populære slagord som "af med burkaen!" Nej, ud med dem, og lad os så en anden gang få en saglig valgkamp, der afgøres af kvalificerede vælgere.

Og til dem, der skulle mene, at indlægget decideret er vendt mod den borgerlige fløj, der jo som bekendt har flest kontanter at føre kampagne for, og derfor også har overtaget på spinnesiden, må jeg faktisk sige nej: Det er ikke det lys, min mening skal ses i. Jeg kan til enhver tid respektere en ærlig borgerlig stemme - én, der ligger regulær viden og tankevirksomhed bag. Skal f.eks. heller ikke lægge skjul på, at jeg til enhver tid vil sætte mere pris på habile borgerlige kommentatorer som Qvortrup og Jarl Cordua (sidstnævnte definerer endda sig selv som "liberal blogger", så alle véd, hvor de har ham), der er knivskarpe og nøgterne i deres analyser af de aktuelle politiske landskaber, end en socialdemokrat på automatpilot, der ræber med på "Danmark for Folket" foran en partibod 1. maj. Det handler simpelthen om, at jeg foretrækker en ærlig og ren politisk tvekamp, hvor udfaldet afgøres af folk med et minimum af baggrundsviden og omløb i hovedet. Punktum.

Politik er en dødsens alvorlig sag. Alt for vigtig til stemmekvæg.

torsdag den 25. marts 2010

God skov

Var til årets første virkelig gode Underskoven-session i går. Folks kreative årer var åbenbart tøet op, og der var fine, nye ting fra bl.a. Pia, Bo Lille og Uschi Tech - folk, der enten havde været helt væk eller bare holdt skansen i et stykke tid. Selv oplevede jeg - vist for første gang nogen sinde (og så dernede, hvor stemningen som oftest er lettere reserveret) at folk afbrød med bifald midt i et digt! Men ok: Det var nu heller ikke de mest hermetiske ting, jeg havde med i går.

Overraskelsen var en pænt syret film af Saxi, der kombinerede poesi med bl.a. en monolog på de tilfrosne søer og billeder af en dværg og en kæmpe på stylter, som dansede ballet foran et fransk slot. Sælsomt, men også smukt. Desuden var der reception for en ny digtsamling af Pia Valentin Lorentzen: 117 Zoologiske Senryu. Glimrende, humoristiske kortdigte. Måske ikke stor, stor kunst, men sådan præsenterede hun dem heller ikke - nærmere som små, lyriske forfriskninger. Hvilket de var.

Og champagnen smagte godt.

Et menneske

Jeg har mødt et menneske.

Et menneske, der uden videre kvababbelser forvandler et andet menneske til en funktion og en ting.

Et menneske, hvis tålmodighedstærskel kun varer til den næste tilfældigt udløste humørsvingning.

Et menneske, der kan køre en oprigtig hadfølelse op over ingenting.

Et menneske, der forlanger alt af andre, men ikke stiller spørgsmålstegn ved sine egne (specielt menneskelige) kompetencer.

Et menneske, der tildeler ethvert sekund af sin tid så meget betydning, at vedkommende åbenbart forventer dyb taknemmelighed over et par blikke og iscenesat imødekommende ord.

Et mennneske, der tilfældigvis havde en lille uges magt over mig - hvilket var en lille uge for længe.

Den skræmmende tanke, I hope: Hun var leder af en vuggestue.

onsdag den 24. marts 2010

XVI


Spøg aldrig med tarotkort. Da jeg skulle trække dagens kort i går, var jeg sikker på, at jeg ville få The Tower. Det fik jeg. Og stort set hvert sekund dagen igennem var derefter: Magen til katastrofal dato har jeg ikke oplevet i månedsvis. Godt nok gik der ikke noget i stykker, men alt var så sort, så sort. A rotten day to end all rotten days.

I dag har jeg trukket Ti Bægre. Noget bedre perspektiver.

tirsdag den 23. marts 2010

Lokum

Man er i grunden omgivet af små ting, hvis funktion man tager alt for givet, indtil de lige pludselig svigter. Som f.eks. éns toilet. De sidste 14 dage har den store, hvide telefon her i lejligheden opført sig mere og mere mærkeligt, indtil der lige pludselig begyndte at løbe styrtsøer af fækalier ud under bunden, mens man sad der. Louise har haft gummistøvler på hver gang, hun har skullet noget derude, og hele lejligheden har været svøbt i en herlig, landlig duft.

Men så er det jo godt, at man har friends in low places. Nu er problemet fikset godt og billigt, og man kan atter tale med Gud uden at komme i nærkontakt med underverdenen...

mandag den 22. marts 2010

Brøgger da capo

Læser Suzanne Brøgger igen igen. Denne gang Transparence. Og er igen fængslet af hendes evne til konstant at fortælle den samme historie - den om hendes liv - med bittesmå variationer uden egentlig hverken at gentage sig selv eller tabe den litterære kvalitet på gulvet. Hos hende er det de filosofiske bylines, der betyder alt - de små erkendelser fra vejkanten, som alligevel er ekstremt væsentlige og mættende. For hendes vedkommende eksisterer litteraturen på bedste vis i periferien af selve livet - som det egentlig bør være.

Er fortsat ikke utilbøjelig til at mene, at hun er den største, vi stadigvæk har.

søndag den 21. marts 2010

Alder

Jeg har fundet ud af, at jeg er 13252 dage gammel i dag. Lyder af mindre, end det er, så det er en glimrende måde at formulere det på.

Ikke at jeg er hyleangst for at blive gammel - så længe der er energi, bevægelse og visioner, er det for mig lige meget, hvad der står på dåbsattesten, og når det kommer til synlige tegn på aldring, har jeg alligevel i adskillige år fundet kroppe og ansigter, der bærer præg af en vis portion levet liv, fascinerende. De fortæller en historie - er ikke blot blanke ark. På samme måde finder jeg heller ikke tanken om, at jeg en dag skal dø, særligt skræmmende - det modsatte ville, med al den erfaring og erindring, man gennem årene får akkumuleret, være det sande skrækscenarium, og på samme måde tror jeg, at alt ville miste værdi, hvis ikke livet havde en deadline. Så aldring og død? Ja tak! Evig ungdom og evigt liv? Nej tak!

Men travlt med nogen af delene har jeg naturligvis ikke. Så udregn da bare mit liv i dage og spørg mig endelig én gang til, om jeg har Wild Card...

"De andre"

Et gennemført roligt døgn oven på de sidste dages hektiske aktivitet. Åd, drak vand og saft og så Seinfeld i lange baner, mens jeg filosoferede over en ny undersøgelse, der "beviser", at folk, som køber økologisk, opfører sig dårligt over for andre mennesker: Stjæler, lyver og går amok for et godt ord. Pointen var vist, at man føler, man køber sig "aflad", hvis man køber grønt, og derfor har lov til at opføre sig som et gennemført røvhul!

Ved ikke hvem, der foretager den slags undersøgelser, men den får mig til at tænke på sure, gamle mænd i forstæderne, der tror, at folk med langt hår stjæler og tager stoffer, og renskurede fitness-karriere-menneskelige-brækklatter, der, omgivet af et skærende dommedagslys af selvretfærdighed og Apartheid-hysteri, jublende udråber rygere og overvægtige til at være "tabere".

Og først og fremmest får det mig til at tænke over, hvorfor os mennesker ind ad en kant tilsyneladende har et uudtømmeligt behov for at behandle "de andre" som lort, og ikke skyr nogen midler for at retfærdiggøre den type opførsel...

lørdag den 20. marts 2010

Clash of the titans (eller noget)!

Havde i de foregående dage bygget en del op til gårsdagens poetiske stævnemøde med Pablo Llambias og Troels Boberg på Bureauet, men efter en lang og hård arbejdsdag, der blev efterfulgt af flere timers kritisk gennemgang af det sidste halve års lyriske produktion, havde jeg muligvis slet ikke energi til at være nervøs, og det virkede for mig. Selvom det pludselig viste sig, at jeg skulle læse 2 sæt á 10-15 minutter i stedet for det ene, jeg havde forberedt, kørte jeg bare på, og det hele sad stort set i skabet. Det gjorde det også for de to andre. Bobergs indslag var sublimt musisk, mens Llambias leverede underfundig civilisationskritik fyldt med stærke pointer og punchlines, og bagefter var alle, man snakkede med, enige om, at vi havde matchet hinanden godt, selvom vi ret beset var to opkomlinge versus en fra "parnasset", og at arrangementet på stort set alle planer var vellykket. Det, der måske havde kørt mest trægt, var jam-delen, eftersom de to andre ikke rigtigt havde prøvet den før, men efter et par false starts kom dét nu også til at fungere ganske rimeligt.

Men i det hele taget var det lidt skægt at se, hvordan rektoren fra Forfatterskolen reagerede på, at han lige pludselig stod på en decideret undergrundsscene - og i en uvant situation. Han var meget tavs og indesluttet til at starte med, hvilket jeg ikke vidste, om jeg skulle tolke som arrogance, men efter et stykke tid - specielt under jammet - kom det til at stå klart, at det simpelthen var usikkerhed over for konteksten, det handlede om. Og bagefter var han høfligheden selv. Men det er jo det: Af og til kan man glemme, at "ikoner" også simpelthen er mennesker, og at det kan kræve et vist mod at vove sig ned i "vækstlagets fugtige kældre" og eksperimentere med nye former for optræden, når man først har etableret sig, selvom det efter min mening er lige præcis det, alle bør gøre. Llambias vovede springet, han kunne bunde, og han har i dén grad vundet min respekt på det. Og på sit fine materiale, naturligvis.

Næste gang er det Søren Ulrik Thomsen, der skal ud i samme situation. Bliver spændende at se, hvordan dét kommer til at spænde af...

Bagefter blev der udvekslet idéer til oplæsningerne under 9000 Ord i Aalborg om en måneds tid. Både Louise og Tanja Truelsen, som skal med, var der, og bliver tingene, som vi vil have dem, venter der publikum deroppe en del overraskelser d. 24/4...

torsdag den 18. marts 2010

Sprødt

Skøn koncert i går. Rasmus' repertoire var vokset betragteligt - både kvantitativt og udtryksmæssigt - siden jeg hørte hans første demo for et par år siden, og backingen fra Red Ink gjorde bestemt ikke materialet værre. Og man kom hele vejen rundt - fra en art fordrukken sømandsvise til den afsluttende psykedeliske kraftudladning af et dobbeltnummer. Købte ep'en Stranger, men der skulle vist være et helt album under opsejling, og det glæder jeg mig til!

Et andet projekt, der skulle være på vej fra Rasmus' side, er en lille, uhøjtidelig festival på Fanø til sommer, og jeg hørte, at bl.a. Marc Kellaways Flowers of Yes! skulle spille der. Der bliver vist arrangeret transport herovre fra, og det kunne være, man skulle hoppe på karavanen...

I aften er det mig, der skal på scenen - i det før omtalte jam med bl.a. Llambias. Det er kl. 20 på Det Poetiske Bureau, Griffenfeldsgade 52, om nogen skulle være kække...

onsdag den 17. marts 2010

Lidt slet skjult reklame

Apropos Geiger holder bladets pladeselskab reception for So Like Dorians debut-ep på Bureauet i aften kl. 21. Bag navnet finder man min gamle medredaktør-kollega Rasmus Steffensen, der altså også har en temmelig heldig hånd, når det kommer til blåtonet singer-songwriting Og i øvrigt er en flink fyr, jeg ser for lidt til, eftersom han flyttede til Tyskland sidste år. Så der skal jeg hen.

Hvad skal du?

tirsdag den 16. marts 2010

En musikjournalist lukker ned...

Der rives i mig igen som anmelder for Geiger. Af diverse musikere. Hvilket sådan set er beærende nok, for så må jeg da have gjort en eller anden form for varigt - og i flere tilfælde tilsyneladende også positivt - indtryk. Men også lidt ubehageligt, for lysten er der kun meget svagt for tiden, og jeg gider ikke hele tiden at skulle forsvare, at det er sådan, eller svare på spørgsmål om, hvorvidt redaktionen i Århus, som jeg kun har sporadisk kontakt med, nu har modtaget dén og dén plade.

For det første gik jeg i sin tid ind i Geiger, fordi jeg slet ikke kunne lade være med at skrive om musik, og syntes, at den øvrige musikjournalistik i Danmark bar al for meget præg af pligt- og rutinearbejde. Samtidig lovede jeg mig selv, at jeg ville stoppe, hvis jeg nogen sinde fik det sådan - landet havde ikke brug for flere lusede levebrødsskribenter. Hvilket jeg sådan set gjorde for snart to år siden, selvom porten stadig er åben for mig i tidsskriftet, og jeg af og til har brudt min tavshed, når jeg virkelig var motiveret for at sætte pen til papir i dén kontekst igen. Men som sådan har jeg virkelig ikke lyst til at komme tilbage til en position, hvor der hober sig bjerge op på 30-40 cd'er, jeg bare skal have en kvalificeret mening om, mens rykkerne tikker ind i min mailbox...

Jeg elsker musik lige så meget, som jeg altid har gjort, og arbejder faktisk en del med det på andre planer for tiden. Men jeg har givet 10 af de bedste år af mit liv til fremme af andres karrierer og visioner, og jeg synes pt., at det er ganske rimeligt, at jeg reserverer nogle år til mig selv og mine drømme, der for øjeblikket går i nogle helt andre retninger, og så ellers bare nyder alle de spændende toner, der stadigvæk findes derude, som en del af publikum: Fri til at begejstres uden partout at skulle forvandle oplevelsen til alligevel aldrig helt dækkende skrift...

Tænker nogle gange på, hvad der skal til, før folks opfattelse af mig bliver en anden end "anmelder-Steffen". Er det virkelig nødvendigt at bryde helt og aldeles med Geiger? Ikke noget, jeg har lyst til, i hvert fald - bladet er stadig lidt af et hjertebarn, og det er også rart for en ræv at have flere udgange. Jeg har bare hverken lyst eller tid til at byde ind med så meget lige nu, og den smule, jeg gør, vil jeg gerne have fuldstændig fri hånd til at bestemme, hvad skal være.

Så tilgiv mig, hvis nogen skulle løbe ind i en mur fra min side - det er simpelthen en klassisk forsvarsmekanisme og ikke et udtryk for arrogance. Det signalerer ikke engang ligegyldighed. Det er et spørgsmål om Lebensraum - om plads til at være den, jeg er nu. Og måske engang - om lang tid - samle appetit til fornyet (og frisk) anmeldervirksomhed.

mandag den 15. marts 2010

En slutning og en begyndelse.

Man er sgu ikke børn længere... I går fik jeg at vide, at min tidligere klassekammerat fra Voel Skole, Luise, lige er død. Hun var ikke en, jeg overrendte, men jeg husker hende kun for det gode. Hun burde kun have været omtrent halvvejs nu...

Ellers tilbragte jeg eftermiddagen sammen med Sams, mens vi forsøgte at kante os ind på samarbejdet. Sang decideret ind i en mikrofon for første gang i årevis - lettere grænseoverskridende, men resultatet blev rimeligt. Ser meget frem til at komme videre med dét.

søndag den 14. marts 2010

En tur i haven

Eftermiddagstur i Frederiksberg Have - Louise og jeg var taget derud for at se på fiskehejrer, og det lykkedes da også at spotte et par eksemplarer af den smukkeste fugl i den danske fauna. Men lige så interessant var havens stærkt romantiske præg, komplet med falske ruiner og vejrbidte amforaer. Og at se kernen af det gamle Frederiksberg, som man faktisk godt kunne fornemme engang havde været Amager-hollandsk område. Således mindede tårnet på kirken ikke så lidt om det i Store Magleby.

Inglorious Basterds bagefter. Glimrende Tarantino. Og ét træk, jeg enormt godt kunne lide ved den, var, at alle de deltagende parter i handlingen, som var henlagt til Frankrig under 2. Verdenskrig, snakkede hver deres sprog. Har altid haft en vis aversion mod filmnazister, der taler engelsk. Skægt, at man - af alle instruktører (for hulen, filmen ender med, at Hitler fås das Pulver!) - skal gå til Tarantino for at finde noget så basalt autentisk!

Noise på Lygten

Var til The Loudspeaker på Lygten. Forinden var der et par åbningsacts, der gjorde sig i kompetent free noise, men hovednavnet tog dog prisen med sine buldrende, knitrende og prikkende lydudladninger, som blev frembragt på laptops og en effektbelagt saxofon, som mere blev brugt til at opfange vibrationer fra gulvet i, end den decideret blev spillet. Vil altid have noget for den type musik - det her på én gang lutrende og overvældende støjrum, man bare kan gå ind og meditere i. Men var pænt fuld, og der var ikke ret mange mennesker, så det kom alligevel lidt som en udfrielse, da Louise meldte, at hun var på vej hjem efter en tilsvarende våd, men lidt antiklimaktisk Nephew-koncert. På det tidspunkt var mine ører også pænt medtagede af det næsten lidt for gode PA, der gik lige i indvoldene.

Udenfor forsvinder de sidste hårde, beskidte snedriver i tilfredsstillende tempo. Er lige ved at tro, at jeg har overlevet endnu en vinter.

lørdag den 13. marts 2010

Klukklukkluk

Sov det meste af i går væk. Har haft en meget skiftende arbejdsplan det meste af ugen, der omsider hævnede sig. Men nåede da at se Nicholas Cage (spændende skuespiller!) drikke sig ihjel igen i Leaving Las Vegas. Altid herlig underholdning.

Et par digterkolleger kører uhæmmet had på hinanden på Facebook for tiden. Vist mest som en gimmick i forbindelse med en snarlig oplæsning på staden. Det må man da håbe, i hvert fald. Det foregår virkelig på børnehaveplan, og skulle der være et minimum af bund i det, ville jeg have mistet en hel del respekt for dem begge.

Skal til avantgardehelvede på Lygten i aften. Louise skal til Nephew. Men bajere en masse skal det nok blive til begge steder - og sammen i byen bagefter.

torsdag den 11. marts 2010

Underskoven igen

Glimrende aften i Underskoven i går. Mine egne ting blev fyret nogenlunde planmæssigt af, og et par ansigter, som havde været fraværende i et stykke tid - ikke mindst Louise, som dog ikke læste op, men også bl.a. Thurston Magnus - kiggede forbi. Afmatningen i miljøet er dog stadig påfaldende. Har til tider fornemmelsen af at være den eneste, der er bare nogenlunde on a roll. Og mest fordi jeg har besluttet mig for at være det: Et digt om dagen, tak. At skrive på inspiration er noget lort. Der skal arbejdsdisciplin til.

Skulle egentlig have været videre til Poetry for Charity, men meget strøm var der alligevel heller ikke på batteriet.

onsdag den 10. marts 2010

Robotgear

Grønt lys fra Sams. Det er meningen, at vi skal lave et par technopop-klassikere om, så de kan fremføres på en scene engang ved lejlighed - jeg står for de frie tekstoversættelser og messer (snarere end synger, for det har jeg sgu ikke stemmen til), han tolker musikken lige så frit. Skal nok blive interessant. Første arbejdsmøde mandag.

Ellers stille dage før en - ser det ud til - ok fyldt weekend.

tirsdag den 9. marts 2010

Nogenvegne

Livlige dage. Ikke nok med, at jeg arbejder 7 timer for tiden; ep'en er ved at tage form. Michael Marino (Lotus Krokus) har forvandlet min "Aalborg elegi" til en sang - og hvem kunne være bedre til at gøre dét? Cille slider videre med nogle af de ældre ting, Mnotro melder om, at han har et par tracks, mit navn står på, og jeg har sendt en føler ud til H.C. Sams, der før har lavet glimrende ting i krydsfeltet mellem poesi og electronica. Mere er undervejs, men det er langsomt ved at gå op for mig, at det her sgu nok bliver til noget...

I morgen går det så løs i Underskoven igen - med både jam og individuelle oplæsninger. Og fredag i næste uge - har jeg sagt det før? - skal jeg jam-battle mod selveste Pablo Llambias på Bureauet.

I'm getting somewhere. Skøn fornemmelse.

mandag den 8. marts 2010

Vigtige småting

Har fået at vide, at et indlæg, jeg på et tidspunkt skrev til Dansk Komponistforenings hjemmeside under kategorien "Fredagsbønnen", bliver opsamlet i bogform. Herligt! Ikke fordi teksten er et stort mesterværk eller noget, men hvor er det fedt, at tingene sker af sig selv ind imellem...

På www.frankziyanak.com kan man i øvrigt downloade både musikken og hæftet til albummet Wife Material, som aldrig som sådan er "udkommet". Et brag af en plade (noget af det bedste, jeg hørte overhovedet forrige år!), som den hyperaktive Frank Ziyanak af en eller anden grund - tror jeg - blev træt af, før han kunne nå at få den på gaden. Men inden det nåede så langt, fik jeg skrevet et forord til den, og selvom der er noget i vejen med grafikken, hører dét altså med til det, der kan hentes ned gratis.

søndag den 7. marts 2010

Opmagasineret liv

Siden flytningen fra Odense har 95 % af mine ejendele været opmagasineret i et lager i Rødovre. Nu er der omsider kommet penge ind på kontoen, så jeg kan få mit lort flyttet ud her til Guldbergs Plads. Glæder mig ubeskriveligt. Ikke til fornyet flytterod, men til at se en masse kære ejendele igen. Har sgu ikke helt været mig selv uden mine bog- og pladesamlinger især.

Af samme årsag foregik der lidt udflytning her i går. Zenia havde stadig en del ting stående. Bagefter drev Louise og jeg rundt i byen en times tid, mens vi bl.a. shoppede lidt cd'er på tilbud: Klassikere fra f.eks. Kraftwerk, Trivium, Thom Yorke, The Cure og Red Hot Chili Peppers. Musik skal der til.

lørdag den 6. marts 2010

Bebop

Har ikke så meget andet at skrive i dag, så jeg vil simpelthen benytte lejligheden til at gøre reklame for et forlag, jeg har uendeligt meget sympati for. Nemlig Bebop, der i de senere år ikke blot har specialiseret sig i at udgive obskure, men vigtige titler med folk som Dan Túrell og Per Højholt, men også har udsendt/genudsendt væsentlige internationale modernister som Hugo Ball, Vicente Huidobro, Gertrude Stein, Tristan Tzara og Boris Vian. Check deres overflødighedshorn af et katalog her.

My Blue heaven

Der er den mest fantastiske blå himmel over Nørrebro lige nu. Giver virkelig én lyst til at finde en billig ghettoblaster, en stak slidte bånd med The Falls samlede bagkatalog og en ramme pilsnere, man kan nyde i venners lag under et træ et sted. Men termometeret kunne nu stadigvæk godt bruge et nøk eller to opad.

torsdag den 4. marts 2010

Out of Juice

Endte til lyrikoplæsning på Operaen i Staden i går. Men jeg véd ikke, hvad det er med folk for tiden: Kun Line-Maria Lång virkede rigtigt gearet, selvom Sandberg også morede med et indslag, der formede sig som én lang humoristisk kritik af værten Gordon Inc., som selv ivrigt smædede tilbage. Til gengæld var der hyggeligt ved "digterbordet", hvor der ivrigt blev vendt synspunkter og idéer, mens stedets beholdning af Christiania Pils (Øko-Thy med specialmærkat) langsomt udtyndedes.

***

Undrer mig over, hvad folk nogle gange tænker på, når de navngiver deres butikker eller fremstiller - går jeg ud fra - dyre reklameskilte. På Købmagergade er der en butik, der averterer med "go away"-tilbud, og en anden - en juicebar - som simpelthen hedder Out of Juice! Men det mærkeligste er dog et netcafé på Hamletsgade, jeg fik øje på i går: Den hedder AK 47 og har en silhouet af maskingeværet som logo. En ironisk kommentar til det billede, mange folk har af Nørrebro som en krigszone og terroristrede?

onsdag den 3. marts 2010

Greatest hits?

Har genlæst Dan Turélls Onkel Danny Fortæller - Greatest Hits. En ren sproglig snack som altid. Men det forekommer mig, at selvom Jacob Ludvigsens udvalg holder en fin kronologisk rækkefølge, er det måske for meget bundet op på netop at gøre dét. Den originale bogserie rummede mange andre fine tekster, og skulle jeg have ført saksen, ville den rene og skære kvalitet have været ledetråden. Tror kun, at det er "Willadsen" fra den nuværende bog, der ville have klaret frisag i min version. Men sådan er der så meget.

tirsdag den 2. marts 2010

Sammenhæng

Skærende smukt lys i disse dage. Måske er det bare mig, der er hypersensitiv - og det er jeg, for jeg tog engang en test, hvor jeg kunne genkende 17 ud af fænomenets 20 kendetegn, hvilket var et pænt stykke over bundgrænsen for hvornår, man hørte ind under prædikatet - men jeg går virkelig rundt med en klump i halsen meget af tiden. Fordi mit system virkelig ikke véd, hvordan det ellers skal reagere på det faktum, at verden i den grad er der. De mindste detaljer står frem med den største klarhed - selv det mindste stykke åndssvagt affald på gaden er med en blændende kraft - og alt synes gennemtrængt af sammenhæng.

Det er også bl.a. derfor, jeg nok ikke kan være andet end religiøst indstillet i en vis forstand. Jeg har en skyklap, jeg ikke kan lukke ned.

Tror, at det løber i familien. Ingen tvivl om, at min farmor også kendte fænomenet, og min oldefarbror Victor - nævnt før på disse sider - gjorde muligvis en karriere ud af det i Pinsekirken, hvor han fandt sine forklaringer. Hans selvbiografi myldrer i hvert fald af knivskarpe sansninger, og han havde en lignende evne til at se dybere mønstre i alt. Ingen tvivl om, at troen på Jesus satte ham fri, som digtningen til et vist punkt sætter mig fri. Troen organiserede simpelthen mylderet i hans hoved.

Så nemt kører det ikke for mig. Måske han simpelthen havde andre forudsætninger med hjemmefra for at tro? I hvert fald har jeg mine forklaringer, men de er langt mere tågede, og de giver mig ikke noget eller nogen, jeg kan læne mig op af i det store, kosmiske spil.

Men ordene kan jeg. De er min sikkerhedsventil. Dér bliver mylderet overskueligt og til at formulere.

Min farmor, derimod, fandt aldrig rigtigt noget outlet for sit "mylder", og virkede følgelig ofte forbrændt af tilværelsen. Det må fandeme ikke have været nemt at være hende. Men hun kæmpede sejt og længe. Respekt for dét.

mandag den 1. marts 2010

Fugl

Hørte årets første solsort i går. Den sad et sted i baggården. Den klang... Den giver virkelig tøbrud i sjælen.

Normalt hører jeg den i januar. I år skulle vi så helt frem til den første marts.

Men ok, var jeg solsort, ville jeg nok heller ikke have haft ret meget at synge for før nu.

Hvad snedyngerne gemte:

Plastickrus, smøgpakker, ølflasker, slikpapir, brugte kondomer, opblødt nytårsskyts, tonsvis af grus og trafiksmat, et komplet arkiv over tre måneders hundelorte. Bl.a.