torsdag den 11. februar 2010

Tre mennesker, jeg ser op til


(og nej, her taler jeg ikke nødvendigvis om folk med geniale idéer, blændende karrierer eller deslige, men om essens...)

Min oldemor Maren Konradsen (1901 - 1977, se billedet) fra Vemb/Ulfborg, som voksede op i en gigantisk børneflok i noget, der måske bedst kunne betegnes som en jordhule, under meget fattige vilkår, kom ud at tjene i en meget ung alder og, under kun marginalt bedre vilkår, fødte 11 børn - heraf to dødfødte. Som hun mere eller mindre egenhændigt opfostrede, da hun mildt sagt havde en mand af den gamle skole. Efterfølgende enten lavede eller købte hun gaver til hvert enkelt af hendes utallige børnebørn, selvom hun stadig ikke sad godt i det, og da os oldebørn kom til, spinkede og sparede hun af sin lille pension, så vi kunne få et sølvkrus i dåbsgave. Magen til selvopofrelse og stamina! Der eksisterer ved grød ikke mange mennesker af hendes støbning i dag. Flertallet af dem, der nu til dags bliver regnet for at være "helte", ville snuble i dén lille kones fodspor...

Det bliver i familien, men den næste må være min 7Xtipoldemor, Margrethe Nielsdatter, fra Brørup, Hylke Sogn. I foråret 1709 blev en ung tjenestepige, Karen Christensdatter, tilføjet et sår med en økse under markarbejde af bonden Mads Nielsen fra Hylke, som syntes, at hendes arbejdsindsats var for slatten (hun led efter alt at dømme af en heftig omgang tuberkulose, som hun ignorerede for at kunne tage fra på marken, så kunne det tænkes, at det var derfor???). Dødssyg af følgesygdomme gik hun efterfølgende rundt på egnen og søgte nyt arbejde, men mødte stort set kun lukkede døre, selvom alle kendte hendes historie. Kun Margrethes dør stod ubetinget åben, og der udåndede Karen. Det kom til en retssag mod Nielsen, men alle egnens mænd støttede - nogle med pludseligt ændrede forklaringer og dårlig samvittighed - op omkring deres kollega. Den eneste, der turde at sige tingene, som de var, var Margrethe, Som selvfølgelig endte med at "tabe" sagen, selvom dommeren var på hendes side. Se, det er et menneske, man kan bruge til noget!

Sokrates. Ikke blot for en uerstattelig filosofisk indsats, men også for den standhaftighed, han udviste i sofisternes retssag imod ham. Vel vidende, at han stod til at blive dømt til at drikke skarntydesaft, foreslog han, at han resten af sine dage skulle leve på statens regning, fordi han var uundværlig som dens bedste kritiker. Det endte naturligvis med, at han fik sig en bitter dram. Men for mig at se startede alt, der senere blev kaldt "punk", her...

Ingen kommentarer: