torsdag den 18. februar 2010

Forfatternes bestiarium

Undrer mig over hvorfor, at selv den mest sleske svenske kriminal-forfatter skal afbildes med hånden tænksomt placeret under hagen som om, at vedkommende enten parodierer Rodins berømte statue Grubleren eller har opfundet begrebet "tænkning" fra bunden af igen. Jeg mener: Er det myten om forfatteren som en særligt ophøjet bevidsthed, man gang på gang forsøger at bestyrke? I så fald har jeg - eftersom jeg kender flere af slagsen og forhåbentligt selv kvalificerer mig som én - dårlige nyheder: Der er intet - intet - der tyder på, at forfattere er en døjt bedre til at administrere deres tilværelser end "manden på gulvet". Det kan da godt være, at vi gennemsnitligt er bedre til at analysere det, vi ser omkring os, end flertallet, men så kan vi omvendt ikke bygge en mur, køre en bus eller presse en halmballe. Vis mig en landmand, der er dårligere til at administrere sin hverdag end en forfatter, og jeg skal vise dig en tvangsauktion. Vis mig en kontorfunktionær, som er dårligere til at passe sine aftaler end en kunstner, og jeg skal vise dig en fyreseddel. Og helt ærligt: Det sker da, men hvornår har du sidst læst et skønlitterært værk, der fuldstændig vendte dit verdensbillede på hovedet?

Jeg vil så medgå, at det ikke er alle forfatterfotos, der følger grubler-modellen, men så løber de typisk ind i stereotyper, der om muligt er endnu værre. Der er billederne i profil, hvor personerne stirrer ind i kameraet med et enten meget forpint ("se mig, alt er værre for mig, fordi jeg er kunstner!") eller et meget køligt og målrettet ("se mig, jeg er dansk litteraturs store, skånselsløse reformator!") blik. Eller billedserien i forbindelse med Lone Hørslevs sidste digtsamling, hvor hun "kiggede op på farmand" i positurer, der ville have gjort sig lige så godt i Playboy som i dagbladene. Paradoksalt nok er det sidste eksempel måske det mindst forløjede, for Hørslev er lækker - det er bare lidt svært at se, hvad dét har med litteratur at gøre, og man spekulerer da også på, om en tydeligvis intelligent og fremadrettet kvinde som hende vitterligt har lyst til at fremstå som en plaything. De andre positurer, derimod, virker direkte lattervækkende på mig, for hvor usmageligt er det for det første at sælge en måske reel sårbarhed som en vare, og for det andet: Hvor stor er chancen lige for at fremstå som reformator i et så blandet litterært billede som det, man har i dag? Er der ikke en væsentligt større sandsynlighed for, at man simpelthen er en opblæst nar, hvis man foretrækker dén type foto?

Endelig er der så en lille gruppe forfattere - vel specielt Jens Blendstrup - der forsøger at danne et alternativ til de andre positurer ved at indtage en absurd klovnerolle. En forfriskende antiposition, måske, men også noget, der, så vidt, jeg kan se, hurtigt bliver en blindgyde...

Hvad skal man så gøre i stedet? Jeg ved det ikke. Måske man bare skal vedkende sig det menneske, man nu én gang er, på celluloid - ikke lade sig lokke ud i kunstige, klichéfyldte opstillinger af fotografer, der kun kender de her tre-fire forskellige måder at portrættere "en forfatter" på? Måske man omvendt kan benytte sig af den kunstige situation, en sådan fotosession altid vil være, og stille noget intelligent op med den - som f.eks. Per Højholt på bagsiden af 6512? Ellers kan man gøre det, jeg har tænkt mig at gøre, når og hvis det bliver aktuelt: Bare lade dét felt i bogens inderomslag være tomt og lade værket tale for sig selv...

2 kommentarer:

Louise Kristensen sagde ...

Forslag til kunstnerfotos, der viser at kunstnere er fuldstændig ligesom alle andre:

1: Kunstneren handler i Netto
2: Kunstneren taber sin Nettopose af bagagebæreren
3: Kunstneren brænder sin gryderet på, fordi der er en eller anden i telefonen, der snakker for meget/kunstneren snakker selv for meget
4: Den kvindelige kunstner bløder igennem på lagenet (jfr. Helle Ryslinges "Sirup"
5: Den mandlige kunstner læser tegnesierier på toilettet
6: Portræt med tømmermænd
Og meget, meget mere...
@Gyldendal: I må gerne købe jer til konsulentbistand af mig.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

7) Kunstneren bander over en småsten i venstre sko.
8) Kunstneren presser hudorme ud foran spejlet.
9) Kunstneren taber et halvt stykke rugbrød med tunsalat ned på sin trøje.
10) Kunstneren blæser i den store, hvide tuba efter for megen rødvin.
11) Kunstneren samler en enkrone op fra fortovet.
12) Kunstneren sender onde blikke efter andre kunstnere, det går bedre for.

Egmont: I må også gerne henvende jer, hvis I - og det har I - har brug for hjælp...