søndag den 28. februar 2010

Copenhagen Art Fair

Var til Copenhagen Art Fair i går. Ligesom bogmessen i Forum noget af et horn at befinde sig i, men dog den tand mere udholdelig. De kommercielle interesser var mere nedtonede, og man havde ikke samme lyst til at gribe sin huggert for at bane sig vej gennem menneskehavet.

Så meget sagt var der ikke hysterisk meget at komme efter. Ok, lagde kun mærke til to kunstnere, hvis værker var gennemført ringe - den værste havde direkte plagieret Warhols silketryk og smidt et par Bowie-citater ind på lærrederne - men omvendt var der meget lidt, der stod positivt frem mellem alle stiløvelserne.

Den, der gjorde størst indtryk på mig, var den noget underrepræsenterede Kuhn Rozi Kwanjai, som - på en egentlig ret gammeldags manér - havde malet nogle skovlandskaber, der, med en millimeterpræcis spartlingsteknik, stod frem med en næsten psykedelisk klarhed og plasticitet. Men i ligaen lige under fandt man Billie Bailey, hvis lyse, sarte, tågede og alligevel stærkt hjemsøgte barndomsbilleder var right up my alley, og A.ben, som tydeligvis var post-Kvium med sine fordrejede, groteske skikkelser, men formåede at løfte inspirationen til et selvstændigt og stort format.

I et spændende krydsfelt mellem surrealisme og street art fandt man Brian Saaby, der både var en pissedygtig tekniker og formåede at lade sine billeder med klare, rammende budskaber - mindes med glæde maleriet af en astronaut på rumvandring, der rækker ud efter en cola. Og endelig var der Bettina Molsner - alias Artworker - som åbenbart var blevet sagsøgt af arvingerne for at benytte Den Lille Havfrue i et af sine tidligere værker. Og som reagerede ved at lave en billedserie, hvor hun tog stenen, som ingen da for pokker kunne have copyright på, placerede en levende model på den og brugte det som platform til at fremsætte alskens underholdende, men også tankevækkende udsagn. I øvrigt i en digital form, som hele tiden stod til revision - eller remix, om man ville. En klar parallel indenfor billedkunsten til den debat om sampling, der foregik på musikscenen for efterhånden mange år siden... Visse kunstarter er åbenbart på visse planer trægere end andre... Men derfor var billedserien - og den debat, den forsøgte at rejse - måske blot så meget desto vigtigere.

Men igen: Der var et stykke vej mellem snapsene. Mangt og meget førte bare mere eller mindre døde traditioner videre, og andet var så fokuseret på "nybrud", at det slet ikke opdagede, at det allerede tilhørte en fortærsket tradition... For hvad nytter det at være "oppe på beatet" og "avantgarde", hvis man ligner alle de andre, der forsøger at være dét?

Men til dem, der synes, at der ikke er nyt under solen: Det er der altid. Og man kan altid finde nye territorier som kunstner. Det kræver bare, at man virkelig har formatet til at kunne stille skarpt og tænke selv. Og dén slags lærer man ikke på akademierne...

2 kommentarer:

Louise Kristensen sagde ...

Louise synes godt om dette!

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Ja, man kunne af og til godt bruge den knap på blogspace :-)