søndag den 7. februar 2010

Af med skægget!

Var til lyrikhelvede i går - nærmere bestemt Fausts tilbagevendende arrangementsrække Talerummet, der denne dag udmærkede sig ved, at Dyst ikke blot var konferencier, men holdt reception for sin nye digtsamling Louicifer. Den seneste i en række samlinger, som har haft det til fælles, at de har behandlet længere eller korterevarende kærlighedsforhold. Skal jeg være ærlig, har han behandlet emnet mere elegant, end det skete her - ville nødigt være den, bogen handlede om - men det påvirkede selvfølgelig ikke kvaliteten af materialet, som det meste af vejen var særdeles glimrende.

Men det korte af det lange: Dysts tilstedeværelse trak mange fra den mere etablerede del af byens lyrikmiljø ind til noget, der vel som udgangspunkt var en hyggekreds for Faust-gængere. Og for begge parter var det lidt af et kulturchok, tror jeg. For "os andre" var den friske, uhøjtidelige tone inspirerende, mens "de faste" muligvis fandt os lidt døde i sværen. Og niveaumæssigt var der langt til de faste aftener i f.eks. Underskoven - der lå et præg af indforstået gotisk "legestue" over det hele. Så meget sagt var der et par glimrende indslag. Tommy Heisz gjorde en god figur, og der var en lille, spinkel pige - fik desværre ikke fat i navnet - som læste en række tekster om "peak experiences" op med en fejende flot, klokkeklar diktion. At jeg så i mindre grad nød de par tøser, der stod og sang Tokio Hotel-numre acapella, er så noget andet. Har som udgangspunkt altid hadet dét goth light-orkester (synes, de lyder som en Otto Duborg-version af Evanescence, der igen lyder som en K-Mart-udgave af The Cranes), og det havde jeg nok uretfærdigt svært ved at abstrahere fra...

Aftenens ubestrideligt højdepunkt var dog, da Dyst barberede sit lange, røde skæg af, mens Kirsten Marthedal spillede grumme hedensk violin. Efter sigende set før, men et godt show nonetheless.

Vadede op til Nørreport med en mindre flok halv- og helkendte ansigter, mens der blev snakket poesi i almindelighed, og satte derefter kursen ud mod Bureauet, hvor jeg havde lovet at aflevere en stak Geiger-blade. Fin lille krølle på aftenen, eftersom det band, der tilfældigvis optrådte - Jake Strikes Backwards - faktisk var glimrende. Jazz af det, jeg kalder "den nye skole" - i virkeligheden mere funderet i en rocksensibilitet, selvom instrumentparken og grundlyden hører den anden genre til. De kom tydeligvis fra en konservatorie-baggrund - i den indledende fortolkning af Rodgers & Hammersteins "My Favourite Things" fra The Sound of Music blev der liret soli af, som de tydeligvis forventede, at folk klappede af. Men - og det var det, jeg kunne lide - de tabte aldrig grebet om nerven i musikken. Lod ikke virtuositeten overskygge materialet. Og efter en meget flot version af Radioheads "Paranoid Android" var jeg i virkeligheden solgt. Desværre begyndte min mave på samme tid at brokke sig over for megen cider og for liden aftensmad.

Tilbragte resten af aftenen derhjemme, mens Louise og jeg drak rødvin og hørte gammel Kyuss. Ikke ringe, ikke ringe.

Ingen kommentarer: