søndag den 28. februar 2010

Copenhagen Art Fair

Var til Copenhagen Art Fair i går. Ligesom bogmessen i Forum noget af et horn at befinde sig i, men dog den tand mere udholdelig. De kommercielle interesser var mere nedtonede, og man havde ikke samme lyst til at gribe sin huggert for at bane sig vej gennem menneskehavet.

Så meget sagt var der ikke hysterisk meget at komme efter. Ok, lagde kun mærke til to kunstnere, hvis værker var gennemført ringe - den værste havde direkte plagieret Warhols silketryk og smidt et par Bowie-citater ind på lærrederne - men omvendt var der meget lidt, der stod positivt frem mellem alle stiløvelserne.

Den, der gjorde størst indtryk på mig, var den noget underrepræsenterede Kuhn Rozi Kwanjai, som - på en egentlig ret gammeldags manér - havde malet nogle skovlandskaber, der, med en millimeterpræcis spartlingsteknik, stod frem med en næsten psykedelisk klarhed og plasticitet. Men i ligaen lige under fandt man Billie Bailey, hvis lyse, sarte, tågede og alligevel stærkt hjemsøgte barndomsbilleder var right up my alley, og A.ben, som tydeligvis var post-Kvium med sine fordrejede, groteske skikkelser, men formåede at løfte inspirationen til et selvstændigt og stort format.

I et spændende krydsfelt mellem surrealisme og street art fandt man Brian Saaby, der både var en pissedygtig tekniker og formåede at lade sine billeder med klare, rammende budskaber - mindes med glæde maleriet af en astronaut på rumvandring, der rækker ud efter en cola. Og endelig var der Bettina Molsner - alias Artworker - som åbenbart var blevet sagsøgt af arvingerne for at benytte Den Lille Havfrue i et af sine tidligere værker. Og som reagerede ved at lave en billedserie, hvor hun tog stenen, som ingen da for pokker kunne have copyright på, placerede en levende model på den og brugte det som platform til at fremsætte alskens underholdende, men også tankevækkende udsagn. I øvrigt i en digital form, som hele tiden stod til revision - eller remix, om man ville. En klar parallel indenfor billedkunsten til den debat om sampling, der foregik på musikscenen for efterhånden mange år siden... Visse kunstarter er åbenbart på visse planer trægere end andre... Men derfor var billedserien - og den debat, den forsøgte at rejse - måske blot så meget desto vigtigere.

Men igen: Der var et stykke vej mellem snapsene. Mangt og meget førte bare mere eller mindre døde traditioner videre, og andet var så fokuseret på "nybrud", at det slet ikke opdagede, at det allerede tilhørte en fortærsket tradition... For hvad nytter det at være "oppe på beatet" og "avantgarde", hvis man ligner alle de andre, der forsøger at være dét?

Men til dem, der synes, at der ikke er nyt under solen: Det er der altid. Og man kan altid finde nye territorier som kunstner. Det kræver bare, at man virkelig har formatet til at kunne stille skarpt og tænke selv. Og dén slags lærer man ikke på akademierne...

Liv endnu.

Grundet håndværkere på overetagen skete der ikke alverden i går. Men fik mig slæbt mig ned til et eftermiddagsarrangement i Møllesgades Boghandel, hvor Ida Marie Hede og Josefine Klougart - begge af de nyere årgange på Forfatterskolen - gav smagsprøver på deres nyeste værker: Henholdsvis Seancer og Stigninger og Fald. Kendte ikke nogen af dem i forvejen, og jeg må sige, at de begge gjorde et positivt indtryk, om end af hver deres grund. Hede var både charmerende og en glimrende oplæser, men til gengæld virkede hendes krogede, surrelle tekst mere som om, at den var skrevet på fascination end erfaring. Klougart, derimod, var mere stiv og nervøs at høre på, men omvendt leverede hun nogle endda meget stærke og levende billeder fra sin barndom på Mols. Fik jeg lyst til at læse mere? Ja, specielt af sidstnævnte. Og i det hele taget var arrangementet opløftende - ikke mindst fordi den viste, at der var liv i Forfatterskolen (som jeg ellers i mange år har haft mistænkt for at udvande og ensrette folk) endnu.

lørdag den 27. februar 2010

Kinesisk nytår

Var til kinesisk nytårsfest på Hotel Marriott i går aftes - gennem Cph-art har Louise og Zenia haft gang i en del kontakter til den side, og i et stykke tid har de været med til at indøve det stort anlagte dansenummer, som til UG blev fyret af i går. Men ellers havde jeg det lidt som om, at jeg var gået galt i byen. Ser ikke den store grund til at snakke om menneskerettigheder osv. her - kan godt skelne den almindelige kineser fra "sit land" (ligesom jeg jo selv meget nødigt vil sættes i bås med DF bare fordi, jeg er dansker) - men lige pludselig sad jeg altså i stue med nogle fra toppen af dansk politik og erhvervsliv, og det var bare ikke min flok. For mange suits , simpelthen. Nærer ikke det samme indgroede had mod jakkesæt og guldure nu, som jeg gjorde engang, men jeg hører ganske enkelt mere til mellem piercinger og partisantørklæder...

Men derudover gjorde Bertel Haarder - ikke til min store overraskelse, for selvom jeg er rygende uenig i mandens politik, ved jeg godt, at han ikke er blottet for charme og talegaver - et sympatisk indtryk som taler, ligesom det også var et højdepunkt at se Venstre-politikeren Heidi Wang slå på tromme, mens en stor flok studerende dansede tigerens år ind forklædt som to vældige drager, der krydsede ind og ud mellem hinanden, og et større fyrværkerishow, som var bestilt af Hemming Van fra Daloon, bragede løs i baggrunden.

På minussiden gjorde det, at aftenen havde et meget stramt program, at der ikke foregik så meget af den networking på tværs af grænserne, der var tilsigtet - man blev meget ved de borde, man var placeret ved - og der var så mange lodtrækninger om diverse præmier, at man til tider mere havde fornemmelsen af at være til bingo, end til en fest.

Alligevel må jeg sige, at jeg, da Louise og jeg sad i taxaen hjem, havde fået én på opleveren. Og i øvrigt et glimrende indtryk af kineserne som folkefærd. En kende formelle, måske, men høflige at all times.

torsdag den 25. februar 2010

Pump up the jam!

Superfed aften i Underskoven i går. René Sandberg stod for programmet, og han har i længere tid arbejdet meget med jam-formen - dvs. det, at en række poeter læser tekster på kryds og tværs af hinanden i et improviseret flow. I går blev hele holdet udsat for disciplinen. Med blændende resultater. De fleste var, som undertegnede, en kende forsigtige i starten, men lige pludselig kørte det bare. Alle lyttede intenst efter, og stort set alle bidrog. Det hele gik i ét. Af samme grund er det svært at fremhæve nogens præstationer fren for andres, men man fik hørt en hulens masse poesi, og det bedste var næsten, at ingen bare kunne ride direkte frem på sin egen krikke uden at kigge sig til siden, som det ellers er sædvane inden for lyrikmiljøet. Hvilket jeg ikke hørte nogen, der ikke påskønnede. Tænker, at alle i virkeligheden føler sig meget ensomme i deres egne ambitioner, når det kommer til stykket...

Fik også ganske enkelt lidt påskønnet erfaring indenfor formen... Skal jo i ilden sammen med Pablo Llambias her i marts engang, og der er det rart nok at vide, hvad man går ind til...

Så thumbs up til Sandberg for dét show!

onsdag den 24. februar 2010

Er...

...en præstekrage forklædt som påfugl.

Brikker

På arbejde igen efter otte måneders "ledighed". På en institution for autister på Østerbro. Dejlig og overskuelig plads. Har godt nok kun 15 timers rengøring om ugen indtil videre, men som arbejdsmarkedet er nu, er lidt i den grad bedre end intet.

Efter tjansen gik jeg hele vejen ud til Cille på Vesterbro, hvor vi fik samlet op på alt, der var sket siden sidst, og kridtet banen op til fornyet samarbejde efter ca. et halvt års pause. Der er et par gamle numre, der trænger til den sidste finish, der er nyt i gære, og jeg skal også have indtalt en ny stak digte til min MySpace-side på et tidspunkt. Herligt!

Senere på dagen lykkedes det mig endda at få skrevet et mere end halvhæderligt digt. Jojo, helt tomhændet møder jeg da ikke op i Underskoven senere i dag.

Men Louise er stadig sløj. Skod. Vi skal til kinesisk nytårsfest i morgen aften, og hun skal vist danse, om hun så hyler eller skriger, så jeg tror nok, hun kan mærke en deadline puste sig i nakken.

tirsdag den 23. februar 2010

Mere Mlah

Må tilstå, at jeg ikke just skriver mesterlige digte for tiden. De er for løse, for forcerede, for prægede af manglende overskud - rummer slet ikke den klarhed, jeg tilstræber. Igen tror jeg, at det er vinteren, der spiller ind. Der er bare ikke ret meget strøm på batterierne.

Kom heller ikke afsted i går - skulle have været til en oplæsning på Nørrebro Bibliotek. Nu må vi se hvor meget, der sker i dag.

mandag den 22. februar 2010

Nord og Syd

Er på stand by igen. Fra i aften og fremefter er ugen pænt fyldt ud med oplæsninger osv., og det er mere et spørgsmål om hvor meget, jeg gider, end hver meget, der foregår. Men lige nu sidder jeg bare og lytter til den bidende polarvind og de hylende sirener udenfor, mens Louise, for hvem forkølelsen har udviklet sig til noget lidt mere ubehageligt, forsøger at komme sig i drømmeland inde ved siden af.

Vores nye projekt: At gense Nord og Syd på dvd. Vi har allerede moret os meget over den svulstige, overbenyttede underlægningsmusik og en del af persongalleriet, der simpelthen er de rene papfigurer. Men så igen har Patrick Swayze og Kirstie Alley - med henholdsvis Orry Main og Virgilia Hazard - fat i roller, som trods alt har en vis resonansbund: Han er ikke kun en helt, hun ikke kun en skurk. Bare to mennesker, der efter bedste evne forsøger at gøre det rette ud fra det, de tror på - med hvad det så indebærer af konflikter og brådne pander. Hvilket - tilsat et nogenlunde nuanceret billede af tiden omkring den amerikanske borgerkrig og et vellykket episk swoon - lige akkurat redder serien fra at være tv-dramatikkens svar på Faktas billigste ketchup.

National?

Har taget den nye indfødsretsprøve for sjov. Kvalificerede mig lige akkurat til at være dansk statsborger. På den anden side spiser jeg gerne svinekød. Det må vel også tælle noget i det samlede regnskab, selvom jeg - i kølvandet på Dansk Folkepartis tagen copyright på vores nationalsymbol - har det med spontant at gribe ud efter en dunk benzin, når jeg ser et dannebrogsflag.

På den anden side har jeg udviklet en vis forkærlighed for de ikke-danske elementer i mit stamtræ. Er faktisk stolt over at være "Magleby-perker" - del af en befolkningsgruppe, der efter 500 år stadigvæk ikke fuldt ud har ladet sig integrere. For hvorfor hulen skal man ikke være stolt af, hvad man er - fremmedartet eller ej? Og af samme grund er jeg også stolt af de romaer, der befinder sig andetsteds i træet, selvom en del af min familie var ved at få kaffen galt i halsen, da jeg havde fundet frem til dém. Der er ikke en døjt i vejen med at være "sigøjner" - dele blod med et folk så livskraftigt, at det har kunnet eksistere videre gennem i hvert fald 1000 år, selvom det hele vejen igennem har været udfordret af fordomme, forfølgelse og dårlige sociale forhold, der meget af tiden har henvist det til at hustle sig igennem livet. Jeg er ikke "folkelig" by any means - tilhænger af lave fællesnævnere - men jeg har en del respekt for den slags stolthed og menneskelig stamina. Det er den slags sammenhængskraft, et godt folk har - og et endnu bedre tilmed anerkender og respekterer, når det genkender den hos andre.

Jeg er selvfølgelig også stolt af at være dansker. Dansk kultur har mange udmærkede træk, og jeg er endda sådan indrettet, at jeg ville tabe en væsentlig del af mig selv, hvis jeg ikke kunne henleve min hverdag i netop disse landskaber. Har bare aldrig oplevet at være så lidt stolt af det, som jeg er nu. Utroligt at en gruppering som DF, der i hvert fald har rummet mange gamle frihedskæmpere, og som for et godt ord slynger omkring sig med ordet "landsforrædder", i dén grad kan forråde sit eget land ved at få en stor del af de indfødte til direkte at skamme sig over deres ophav...

søndag den 21. februar 2010

...

Mere snot. Mere vinterdepression eller noget, der ligner. Frost og sne igen efter et par dages ganske oplivende tø. Blah.

fredag den 19. februar 2010

Not there?

Er én stor snotklat. Der var hundeholdt i onsdags - gik gennem marv og ben - og det fik åbenbart det bedste af mig. Der var snak om, at Louise og jeg skulle have været til Moi Caprice i går, men eftersom hun også har fået baciller, endte vi med at skrotte dén plan. For til gengæld at se I'm Not There. En kæmpestor filmoplevelse. Selvfølgelig hjælper det jo nok at bide en smule om Bob Dylans liv og karriere, inden man sætter den på, men ellers havde den en suveræn måde at portrættere manden på - gennem temaer i hans sangskrivning mere end et stringent biografisk forløb. Således kunne man opleve "Dylan" som f.eks. Billy the Kid (den ældre, filosofiske og dødsbevidste figur), en sort dreng i 1930'erne (rødderne i blues), Arthur Rimbaud (poeten Dylan) og sågar en kvinde! Med andre ord: Jævnfør titlen blev der tegnet et endda meget dybt og præcist billede af manden ved - jævnfør titlen - at abstrahere fra manden selv. Hvilken mangen en dylanolog - om man spørger mig - kan lære noget af.

Ellers tillader den gulgrønlige substans i mine næsebor mig mest at arbejde med småting som at opdatere min slægtshjemmeside. Hvilket nu også er interessant nok i disse dage. Har lige fået kontakt med en af min mormors slægtninge fra Djursland, som ligger inde med en masse af de oplysninger, jeg selv har allermest svært ved at få adgang til. Så det skal nok blive interessant. For mig, i det mindste.

torsdag den 18. februar 2010

Forfatternes bestiarium

Undrer mig over hvorfor, at selv den mest sleske svenske kriminal-forfatter skal afbildes med hånden tænksomt placeret under hagen som om, at vedkommende enten parodierer Rodins berømte statue Grubleren eller har opfundet begrebet "tænkning" fra bunden af igen. Jeg mener: Er det myten om forfatteren som en særligt ophøjet bevidsthed, man gang på gang forsøger at bestyrke? I så fald har jeg - eftersom jeg kender flere af slagsen og forhåbentligt selv kvalificerer mig som én - dårlige nyheder: Der er intet - intet - der tyder på, at forfattere er en døjt bedre til at administrere deres tilværelser end "manden på gulvet". Det kan da godt være, at vi gennemsnitligt er bedre til at analysere det, vi ser omkring os, end flertallet, men så kan vi omvendt ikke bygge en mur, køre en bus eller presse en halmballe. Vis mig en landmand, der er dårligere til at administrere sin hverdag end en forfatter, og jeg skal vise dig en tvangsauktion. Vis mig en kontorfunktionær, som er dårligere til at passe sine aftaler end en kunstner, og jeg skal vise dig en fyreseddel. Og helt ærligt: Det sker da, men hvornår har du sidst læst et skønlitterært værk, der fuldstændig vendte dit verdensbillede på hovedet?

Jeg vil så medgå, at det ikke er alle forfatterfotos, der følger grubler-modellen, men så løber de typisk ind i stereotyper, der om muligt er endnu værre. Der er billederne i profil, hvor personerne stirrer ind i kameraet med et enten meget forpint ("se mig, alt er værre for mig, fordi jeg er kunstner!") eller et meget køligt og målrettet ("se mig, jeg er dansk litteraturs store, skånselsløse reformator!") blik. Eller billedserien i forbindelse med Lone Hørslevs sidste digtsamling, hvor hun "kiggede op på farmand" i positurer, der ville have gjort sig lige så godt i Playboy som i dagbladene. Paradoksalt nok er det sidste eksempel måske det mindst forløjede, for Hørslev er lækker - det er bare lidt svært at se, hvad dét har med litteratur at gøre, og man spekulerer da også på, om en tydeligvis intelligent og fremadrettet kvinde som hende vitterligt har lyst til at fremstå som en plaything. De andre positurer, derimod, virker direkte lattervækkende på mig, for hvor usmageligt er det for det første at sælge en måske reel sårbarhed som en vare, og for det andet: Hvor stor er chancen lige for at fremstå som reformator i et så blandet litterært billede som det, man har i dag? Er der ikke en væsentligt større sandsynlighed for, at man simpelthen er en opblæst nar, hvis man foretrækker dén type foto?

Endelig er der så en lille gruppe forfattere - vel specielt Jens Blendstrup - der forsøger at danne et alternativ til de andre positurer ved at indtage en absurd klovnerolle. En forfriskende antiposition, måske, men også noget, der, så vidt, jeg kan se, hurtigt bliver en blindgyde...

Hvad skal man så gøre i stedet? Jeg ved det ikke. Måske man bare skal vedkende sig det menneske, man nu én gang er, på celluloid - ikke lade sig lokke ud i kunstige, klichéfyldte opstillinger af fotografer, der kun kender de her tre-fire forskellige måder at portrættere "en forfatter" på? Måske man omvendt kan benytte sig af den kunstige situation, en sådan fotosession altid vil være, og stille noget intelligent op med den - som f.eks. Per Højholt på bagsiden af 6512? Ellers kan man gøre det, jeg har tænkt mig at gøre, når og hvis det bliver aktuelt: Bare lade dét felt i bogens inderomslag være tomt og lade værket tale for sig selv...

onsdag den 17. februar 2010

Closure i Valby

Var til en i øvrigt ganske vellykket jobsamtale i Valby. Inden da var jeg forbi min farmors barndomshjem på Valgaardsvej - ifølge min farfar noget "vældigt fint nybyggeri" dengang. Nu lignede det bare så meget andet i bydelen, og sliddet var til at tage og føle på. Men nu er det set, og med dét havde jeg følelsen af endelig at få hende lagt ordentligt i graven. Det tog mig også kun 7 år...

Resten af dagen gik med at opdatere slægtshjemmeside, sende et par mails og lave en Twitter-profil for Cph-art. Ved ikke hvor meget, jeg tror på Twitter-konceptet - har ikke selv følt noget behov for at vise mig på den side - men giver da gerne en hjælpende hånd.

mandag den 15. februar 2010

Fastelavn - the sequel


Fin eftermiddag i Hollænderbyen. Ikke kun pga. den blændende - og stærke - traditionelle rompunch, de serverede på Amagermuseet (sikrede mig en flaske af "råvaren" bagefter), men også selve tøndeslagningen, der jo foregik på den måde, ar byens gårdejere hamrede til skidtet - som var dekoreret med nederlandske farver og mønstre - med køller fra hesteryg i en sen udgave af amagerdragten. Kraftfuldt - og en opgave, jeg ikke ville have påtaget mig, hvis jeg, som dem, havde været rundt et x antal steder forinden for at søbe punch. Men ned kom den - og nej, der var hverken en levende kat (som for et par hundrede år siden) eller slik til børnene indeni (det sidste ville have været en tand for risikabelt). Og det var en større oplevelse for mig end som så. Jeg mener: Det var jo "mig", der red dér engang...

Inden da havde Louise og jeg - mens de andre var til koncert med Hugo Rasmussen i kirken - lige været museet rundt, så hun (vel primært) kunne se dragterne. Ved svinehuset rendte vi på en dreng, som eksalteret udbrød: "Der er en død due derinde! Totalt populært!" Det var der også. Der var til gengæld ingen grise i aflukket. Surreelt.

Fik en kop kaffe med Mogens, Karen et. al. (noget af hendes familie var med herovre) på Christianshavn bagefter. Han havde fået en stak slægtshistoriske materialer fra min oldefar Johannes' anden bror, Paul, der var et blik værd - og i det hele taget var det også skønt at se levende ansigter "hjemmefra".

Familie er guld værd at have.

Fastelavn

Vågnede op til, at der ikke var noget vand i lejligheden. Reparation af forsyningssystemet, I guess. Så er det, man lærer at holde øje med opslag i opgangen.

Om et par timer går turen til Christianshavn, hvor min farbror Mogens og hans kone Karen, som er installeret i en ferielejlighed derude, giver mad inden turen til Store Magleby, som vi gør sammen. Louise tager også med for at tage billeder til artiklerne. Skægt. Kommer i tanke om, at jeg nok ikke har glædt mig til fastelavn, siden jeg var 10 år gammel eller noget. For det meste er det - nu om stunder - lig med forkælede, nævenyttige unger, der bliver sure, hvis man stikker dem mindre end 10 kroner hver, når de er ude at rasle... Men frustrationen er åbenbart ikke dybere, end at lidt punch, nogle lunkens og en god portion ættestolthed kan kurere den.

søndag den 14. februar 2010

Vin

Ok, vinen var måske ikke ad libitum i går, men ikke desto mindre blev der indtaget en del, mens foreningen, som håbet, kom op at stå. Lod mig vælge som førstesuppleant til bestyrelsen - det er primært Louises og hendes veninde Zenias projekt, og andre er længere inde i den daglige drift, men jeg ved dog nok til, at jeg kunne træde til i en snæver vending.

Bagefter: Et stk. formidabel, afdæmpet mini-koncert med Farmen, en rask oprydning og mere vin i Cph-arts lokale på Store Kongensgade, hvor stemningen efterhånden blev temmelig eleveret. Her til morgen er både Louise og Zenia til kineser-dans igen, og jeg misunder dem bestemt ikke...

Pilerokker er sjove.

fredag den 12. februar 2010

Brrr

Mere sne her til morgen. Hader det lort. Alt har været pakket ind i frosset og krystalliseret vand i hen imod to måneder nu, og det æder af både min fysiske og mentale energi. Det eneste, der trøster mig, er, at solen for det første har fået mere magt - den er varm nu - og at kalenderen siger, at der ikke kan være langt igen.

Lå vandret med tømmermænd det meste af i går. Men heldigvis kom svigermor forbi, og så var der både indisk mad og Cobra-øl på en god og meget service-minded restaurant nede på Nørrebrogade.

Dagens projekt er at tage til stiftende generalforsamling i Cph-art som forening. Farmen spiller - formidabelt moderne sadcore-orkester - og der skulle være glimrende rødvin ad libitum.

Og i overmorgen er der så fastelavn i Store Magleby. Endelig får jeg set det. Og skulle der være en kjende køligt, skulle den lokale udgave af rompunch med garanti give varmen.

Ud af røret

Ganske vellykket "ilddåb" for det nye materiale i Underskoven i går - tror aldrig, at jeg har fået så stor og positiv respons. Blev også tilbudt et musikalsk samarbejde, som jeg ikke lige havde set komme, men som kan vise sig at være meget spændende, hvis det bliver til noget.

Men ellers igen en aften, der bar en smule præg af, at folks form var en kende rusten oven på efterhånden to måneders hård vinter. Bedst var umiddelbart Toke Blicher-Hansen, som bliver ved med at bygge nye dimensioner oven på det, som i starten var ligefrem hip hop-lyrik, og Kirsten Martedal, hvis nye serie, der bærer titlen "Blow Jobs" - og handler om, ja, den slags, men med mere raffinesse end som så - jeg egentlig er meget begejstret for.

Men så igen: Fik ikke det hele med, for kl. 20 begyndte der Poetry for Charity på Zusammen, og jeg skulle jo også nå at komme derhen. Men igen et meget fint arrangement. Arash Sharifzadeh Abdi var i topform på scenen. Rimede løs, så der stod røg af mikrofonen. Det, der til tider kan virke lidt stift og konstrueret på bogsiden, blev levende og trak tænder ud (er det egentlig ikke meget typisk for rimede digtformer, at de fungerer mest optimalt i oplæsningssituationer?) - og det må jeg sige på trods af, at vi ikke har den mest heldige forhistorie. Men ros til den, der fortjener det. Som f.eks. også til Line-Maria Lång, som jeg har set før, men igen var usvigeligt sikker i formen, og Maja Elverkilde, som måske var lidt for underspillet - den humor og sans for det absurde, der lå i det, hun skrev, kom aldrig rigtigt ud gennem mikrofonen - men også gjorde en god figur. Endelig var det show, Kasper Schulz og Frank Langmack fyrede af til sidst bevæbnet med legetøj, A4-ark og en loopstation, måske ikke gennemført godt - de forsøgte en del ting, der ikke rigtigt kom til at fungere for dem - men når improvisationen kørte bedst, var det en herlig sproglig og musikalsk skrammelbutik. Jojo, det hele var bestemt turen ud i kulden værd.

Men så skulle jeg til gengæld også direkte hjem og på hovedet i seng bagefter.

torsdag den 11. februar 2010

Tre mennesker, jeg ser op til


(og nej, her taler jeg ikke nødvendigvis om folk med geniale idéer, blændende karrierer eller deslige, men om essens...)

Min oldemor Maren Konradsen (1901 - 1977, se billedet) fra Vemb/Ulfborg, som voksede op i en gigantisk børneflok i noget, der måske bedst kunne betegnes som en jordhule, under meget fattige vilkår, kom ud at tjene i en meget ung alder og, under kun marginalt bedre vilkår, fødte 11 børn - heraf to dødfødte. Som hun mere eller mindre egenhændigt opfostrede, da hun mildt sagt havde en mand af den gamle skole. Efterfølgende enten lavede eller købte hun gaver til hvert enkelt af hendes utallige børnebørn, selvom hun stadig ikke sad godt i det, og da os oldebørn kom til, spinkede og sparede hun af sin lille pension, så vi kunne få et sølvkrus i dåbsgave. Magen til selvopofrelse og stamina! Der eksisterer ved grød ikke mange mennesker af hendes støbning i dag. Flertallet af dem, der nu til dags bliver regnet for at være "helte", ville snuble i dén lille kones fodspor...

Det bliver i familien, men den næste må være min 7Xtipoldemor, Margrethe Nielsdatter, fra Brørup, Hylke Sogn. I foråret 1709 blev en ung tjenestepige, Karen Christensdatter, tilføjet et sår med en økse under markarbejde af bonden Mads Nielsen fra Hylke, som syntes, at hendes arbejdsindsats var for slatten (hun led efter alt at dømme af en heftig omgang tuberkulose, som hun ignorerede for at kunne tage fra på marken, så kunne det tænkes, at det var derfor???). Dødssyg af følgesygdomme gik hun efterfølgende rundt på egnen og søgte nyt arbejde, men mødte stort set kun lukkede døre, selvom alle kendte hendes historie. Kun Margrethes dør stod ubetinget åben, og der udåndede Karen. Det kom til en retssag mod Nielsen, men alle egnens mænd støttede - nogle med pludseligt ændrede forklaringer og dårlig samvittighed - op omkring deres kollega. Den eneste, der turde at sige tingene, som de var, var Margrethe, Som selvfølgelig endte med at "tabe" sagen, selvom dommeren var på hendes side. Se, det er et menneske, man kan bruge til noget!

Sokrates. Ikke blot for en uerstattelig filosofisk indsats, men også for den standhaftighed, han udviste i sofisternes retssag imod ham. Vel vidende, at han stod til at blive dømt til at drikke skarntydesaft, foreslog han, at han resten af sine dage skulle leve på statens regning, fordi han var uundværlig som dens bedste kritiker. Det endte naturligvis med, at han fik sig en bitter dram. Men for mig at se startede alt, der senere blev kaldt "punk", her...

Skrift om skrift (skulle have været publiceret i går)

Har haft lukket ned for nettet hele dagen, eftersom vores udbydere, TELIA, er en flok klaphatte og papnæser, der hverken kan finde ud af at erstatte én type regning med en anden eller levere den service, man betaler for. Ubehagelig fornemmelse. Det er fandeme som at mangle både øjne, ører og mund. Det moderne menneske har fem ganske rimelige basisbehov: Ilt, vand, mad, sex og en tilregnelig server!

Men nød lærer nøgen, øhm, mand at spinde. Kastede mig over min to-do-liste inden for slægtsforskning. Fik skrevet nogle kilder ind og banket en hurtig artikel af om bomærker i Store Magleby.

Slår mig gang på gang, at en af mine store styrker her i livet nok er min noget nær ukontrollable rastløshed. Jeg er vitterligt ikke ret god til at lave ingenting. Og kommer der noget i vejen for én ting, finder jeg da bare en anden at kaste mig over.

Men fratag mig omvendt enhver fornuftig manøvredygtighed, og du skal se en mand, der brænder sammen i lyntempo...

Nå, men så er det i morgen, at jeg skal op på de skrå brædder igen. I Underskoven. Glæder mig. Mit instinkt siger mig, at det nok skal blive indledningen på en pænt interessant og underholdende sæson "i ilden"

Så fuld kraft fremad - og en hel flaske rom!

mandag den 8. februar 2010

Af en poetik - kort appendix

Skægt - eller vel egentlig meget logisk - som mange poeter har det med at smage på ordene. Har da selv en rem af huden. Der er, indrømmet, nogle, som klinger bedre end andre, og dem, jeg holder mest af, er dem, der "lyder som sig selv": "Fnug", "grøde", "duft", "summen" etc. Men det er mange år siden, at jeg gjorde mig nogen illusioner omkring sprogets "magiske virkning". Man kan bare ikke fremmane en frugthave ved at skrive om den - udsøgte ord eller ej forbliver den på papiret.

Nej, for mig er ord noget, man bygger af, og deres værdi er praktisk - ikke magisk. Med andre ord: Holder lortet, hvis jeg bruger det ord her, eller gør jeg klogere i at bruge et andet? Den eneste magiske - eller bare suggestive - kraft, jeg ser i et digt, ligger i enten tekstens symboliserende enhed eller de brudflader, det evt. formår at skabe i hverdagslogikken. Resten er et spørgsmål om at bruge den rette størrelse søm til den rette type tømrerarbejde.

søndag den 7. februar 2010

Fut i kineserierne

Louise øver sig i disse dage på kinesisk dans - det er meningen, at vi skal til kinesisk nytårsfest her inden så længe, komplet med drager og det hele. Ideelt set skulle jeg vist endda have været klædt ud i amagerdragt, så det internationale aspekt virkelig blev understreget, men det er nok ikke muligt. Lyden af ømme muskler og deslige overskrider nu også mange sprogbarrierer, skulle jeg hilse at sige.

Selv tilbragte jeg søndagen med at pleje tømmermænd og se Frasier, en doven hund, som jeg er.

Af med skægget!

Var til lyrikhelvede i går - nærmere bestemt Fausts tilbagevendende arrangementsrække Talerummet, der denne dag udmærkede sig ved, at Dyst ikke blot var konferencier, men holdt reception for sin nye digtsamling Louicifer. Den seneste i en række samlinger, som har haft det til fælles, at de har behandlet længere eller korterevarende kærlighedsforhold. Skal jeg være ærlig, har han behandlet emnet mere elegant, end det skete her - ville nødigt være den, bogen handlede om - men det påvirkede selvfølgelig ikke kvaliteten af materialet, som det meste af vejen var særdeles glimrende.

Men det korte af det lange: Dysts tilstedeværelse trak mange fra den mere etablerede del af byens lyrikmiljø ind til noget, der vel som udgangspunkt var en hyggekreds for Faust-gængere. Og for begge parter var det lidt af et kulturchok, tror jeg. For "os andre" var den friske, uhøjtidelige tone inspirerende, mens "de faste" muligvis fandt os lidt døde i sværen. Og niveaumæssigt var der langt til de faste aftener i f.eks. Underskoven - der lå et præg af indforstået gotisk "legestue" over det hele. Så meget sagt var der et par glimrende indslag. Tommy Heisz gjorde en god figur, og der var en lille, spinkel pige - fik desværre ikke fat i navnet - som læste en række tekster om "peak experiences" op med en fejende flot, klokkeklar diktion. At jeg så i mindre grad nød de par tøser, der stod og sang Tokio Hotel-numre acapella, er så noget andet. Har som udgangspunkt altid hadet dét goth light-orkester (synes, de lyder som en Otto Duborg-version af Evanescence, der igen lyder som en K-Mart-udgave af The Cranes), og det havde jeg nok uretfærdigt svært ved at abstrahere fra...

Aftenens ubestrideligt højdepunkt var dog, da Dyst barberede sit lange, røde skæg af, mens Kirsten Marthedal spillede grumme hedensk violin. Efter sigende set før, men et godt show nonetheless.

Vadede op til Nørreport med en mindre flok halv- og helkendte ansigter, mens der blev snakket poesi i almindelighed, og satte derefter kursen ud mod Bureauet, hvor jeg havde lovet at aflevere en stak Geiger-blade. Fin lille krølle på aftenen, eftersom det band, der tilfældigvis optrådte - Jake Strikes Backwards - faktisk var glimrende. Jazz af det, jeg kalder "den nye skole" - i virkeligheden mere funderet i en rocksensibilitet, selvom instrumentparken og grundlyden hører den anden genre til. De kom tydeligvis fra en konservatorie-baggrund - i den indledende fortolkning af Rodgers & Hammersteins "My Favourite Things" fra The Sound of Music blev der liret soli af, som de tydeligvis forventede, at folk klappede af. Men - og det var det, jeg kunne lide - de tabte aldrig grebet om nerven i musikken. Lod ikke virtuositeten overskygge materialet. Og efter en meget flot version af Radioheads "Paranoid Android" var jeg i virkeligheden solgt. Desværre begyndte min mave på samme tid at brokke sig over for megen cider og for liden aftensmad.

Tilbragte resten af aftenen derhjemme, mens Louise og jeg drak rødvin og hørte gammel Kyuss. Ikke ringe, ikke ringe.

fredag den 5. februar 2010

Måger


Gu' ve', hvad kulden egentlig har gjort for dyrebestanden i år? Har ikke set en eneste småfugl i flere dage. Mågerne, til gengæld, stortrives af en eller anden grund.

Mågen er mit totemdyr, by the way. Højtsvævende, frihedselskende og fleksibel, men også hidsig og altædende. Har haft visioner af den, siden jeg var 13-14 år, og er altid åben for, hvad den så at sige forsøger at fortælle mig.

Mærkeligt, at jeg så selv har svært ved at holde fanen højt her i kulden og mørket. Men måske skal jeg bare gøre ligesom den: Holde flugten høj og skide på det hele.

Funktion

Fik, pga. uigennemskuelige computerproblemer, først postet Victors erindringer i går. Læs dem evt. her. Lagde samtidig så at sige tredje del af min artikelserie om hollænderne på Amager, "En lille, men stor gave", ud her. Mine egne refleksioner over den hollandske arv. Sikkert ikke vildt relevant læsning for udenforstående, men for mig har det været tekster, der har rumsteret i mig altid, og som det har været rart at få forløst.

De to første dele af trilogien vil blive tilgængelige i forbindelse med fastelavnsfesten i St. Magleby d. 14.

I den helt modsatte ende af skalaen var jeg til lyrikoplæsning i Operaen på Christiania i går. Lidt en rusten omgang - ingen var helt på toppen efter halvanden måneds massiv vinter med et tilsvarende fald i aktivitetesniveauet. Bedst var vel egentlig værten Gordon Inc., der lagde hele sin fysik i en udsyret reportage fra en rejse til Grækenland, vor han bl.a. formåede at blive forvandlet til en minotaur. Men Rasmus Bjørkvig vendte også det faktum, at hans computer havde svært ved at læse det elektroniske bagtæppe til oplæsningen ind, til en fordel ved at prøve at recitere sine tekster med computerstemme. Både passende og underholdende. Men ellers en aften, hvor folk fungerede mere, end de blændede - og for undertegnede vel nok nærmest en måde stille og roligt at falde tilbage i det poetiske gænge på igen. Den næste tid vil se mig betræde de skrå brædder igen med en pæn bunke nyt materiale, men lige nu passer det mig fint bare at mingle og være tilskuer.

onsdag den 3. februar 2010

Hall of mirrors

Delte blade ud for Geiger i går - to solide kasser, der blev båret rundt på Nørrebro til fods i sne og ælte. Fanden til arbejde. Men så fik jeg mig også en sludder over kassen i Møllegades Boghandel. Altid godt at komme dér. En højborg for litterær idealisme - uanset hvem, der står ved kassen, kan man være sikker på, at det er en velbelæst ildsjæl.

Købte Wolfgang Flürs I was a Robot i Stereo Studio på tilbud - hans magnum opus om årene i Kraftwerk. Interessant læsning. Ikke mindst fordi den bare har gjort mig endnu mere forvirret over hvad, mit store idol i æstetisk henseende, Ralf Hütter, er for en fisk. En psykopat, der ville have været et sandt hit i SS, hvis han havde været født nogle årtier tidligere, eller i virkeligheden en ensom, potentielt selvmordstruet stakkel, der er faret vild i sin egen spejlsal af robotter, cykler og teknik i forsøget på at distancere sig fra sin egen enorme sårbarhed? Flür giver netop ikke svaret. Han fremlægger situationer og synspunkter, men konkluderer ikke det store. Bortset fra, at han - alt efter fasen i samarbejdet - skiftevis har trivedes og frosset i Mr. Hütters kuldezone.

Men ellers en meget sludrende bog. Flür er ikke forfatter. Han havde bare en enkelt historie, der skulle fortælles.

tirsdag den 2. februar 2010

Ridser i sneen

Massive snefald igen. Havde sikkert tilbragt hele dagen i en altomsluttende depression, hvis ikke Pia igen havde kaldt mig ud for at være barnepige for Helena - en gang gemme, fup-ludo og pudekamp er et effektivt middel mod enhver tristesse.

Inviterede dem med ud for at se fastelavn i Store Magleby d. 14. Kan levende forestille mig den bettes reaktion over tøndeslagning til hest i rigt dekorerede folkedragter.

Geiger har offentliggjort sin liste over årets bedste plader. Mine bidrag er Balstyrko, Manic Street Preachers og Supermelle.

Bandmøde i går blev aflyst.

Venter stadig på, at verden går ordentligt i gang igen.

mandag den 1. februar 2010

Nuvel II

"Bevar roen - støt melis!"

(Graffiti set på muren ved Assistens Kirkegård)

Mlah!

Shoppede plader i Route 66 i går - assorterede titler med Dj Hvad og Mit Nye Band. Men holdt ellers lav profil. Vinterdepression eller noget. Følte mig i hvert fald 117 procent kraftløs og initiativforladt.

Trænger til varme, øl og udendørsarrangementer. Brænder langsomt sammen i det her forpulede snehelvede.

Men de nye rotter har i øvrigt fået navne: Battery (efter Metallica-nummeret) og Fnug (min idé).