fredag den 15. januar 2010

Zusammen auf Zusammen

Glimrende arrangement på Zusammen i går. Åbenbart det første i en tilbagevendende række, hvor overgrund bevidst blandes med undergrund, og jeg må sige, at man fik lyst til nærmere bekendtskab. Ikke blot fordi navnene var håndplukkede, men også pga. den fine akustik og den intime stemning, de røde tæpper på stedets vægge skabte. Samt ikke mindst arrangørernes meget entusiastiske attitude.

Dyst var Dyst. Måske har han til tider været mere oppe at køre, men han er altid garant for et fint indslag, og i går var ingen undtagelse, selvom han - som aftenens eneste optrædende - valgte at ignorere det samlede tema "barndom". Ole Bundgaard, som jeg ellers til tider synes fortaber sig lidt rigeligt i haikuets verden, leverede omvendt det nok bedste sæt, jeg nogen sinde har set ham lave. Også fordi han brugte temaet til en flot ekskursion tilbage til sin opvækst ved Vestkysten - et levende, karskt tilbageblik på en svunden tid, der samtidig undgik at blive sentimentalt. Skønne ord.

Skønne ord fik man også fra Maja Lucas, hvis elegante - men også både morsomme og tragiske - måde at skrive sig udenom barndomstraumer osv. på, så de slår med dobbelt styrke, jeg er kommet til at holde meget af. Nej, det er ikke alt, der kommer fra Forfatterskolen, som skal holdes i skak med hvidløg og vievand.

Jakob Vedelsbys sæt sagde mig derimod ikke så meget. Han var ikke verdens mest rutinerede oplæser, men det var sådan set ikke det, der fik mig til at stå af. Det var mere det, at de ting, han skrev, mere syntes at bygge på fascinationer end egentligt udtryksbehov. I could be wrong - jeg må tilstå, at jeg aldrig har nærstuderet nogle af hans bøger - men faktum er, at jeg ikke blev grebet, som jeg burde.

Bagefter endte vi nogle stykker på et nærliggende værtshus. Fik smidt et par invitationer til en lyrikfestival i Aalborg, min ven, Søren G., er med til at arrangere, ud. Og drukket en masse Leffe.

Den slags lønner sig ikke i længden. Har i den grad smerter i fidusbeholderen i dag.

Ingen kommentarer: