torsdag den 28. januar 2010

Rattus Rattus og Homo Rattus Poeticus

Nå, men hvis nogen skulle undre sig over, hvad jeg lavede i Værløse i går, skyldtes det, at Louise og jeg var på et dyreinternat i Rødovre for at kigge på nogle afleverede rotter, man kunne få for en slik. Yzma, den nuværende alfahun herhjemme, har på det seneste rendt rundt med en mega udbuling omkring skridtet, som vi ikke kan hitte ud, hvorvidt er en byld eller en knude, så for at Sally - den anden "gamle" rotte - ikke skal blive for ensom, hvis Yzzen skulle falde fra, besluttede vi, at bestanden burde udvides. Og det er den så blevet nu. Med to sølvgrå vidundere, der ikke har fået navne endnu, men hygger sig gevaldigt i et lille bur inde i soveværelset, hvor de er i foreløbig karantæne.

Så er det i aften, at digte.dk lægges i jorden. Vist nok uden ejernes tilstedeværelse, men det er vist også synd at sige, at de slap godt fra lukningen. Og hvad pokker: Der er lagt op til rigeligt med rævekager og svidende bemærkninger uden dem. Selv har jeg bare tænkt mig at hælde rigeligt med Øko-Thy på motoren og være fluen på væggen. Intet som lyrikmiljøet til at levere real-life udgaver af Dallas og Dollars...

For 11 år siden - hvor jeg læste op på det daværende Husets Musikteater i Århus, der lagde scene til et arrangement med 10-12 "Tidsskriftsdigtere" - var jeg helt ved at holde op med at skrive pga. den mentalitet. Indtil da havde jeg siddet i nogenlunde isolation og arbejdet med mine ting, kun afbrudt af knappe breve fra Poul Borum med ordlyde á la "Tak. Bringer 5 i nr. 3.", så det var lidt af et chok for mig lige pludselig at sidde mellem så mange kolleger og et tilsvarende antal wannabe's. Jeg havde dog forestillet mig, at det ville være et godt chok, men nej. For det første var aftenens konferencier den daværende redaktør af Ildfisken, Carsten René Nielsen, som stadig bar nag til mig over en fem år gammel, lidt uheldig skrivelse, og startede med at betro mig, at han syntes, mine nye ting var noget lort. Hvorefter han - falsk som ind i helvede - gik på scenen og introducerede mig som en anden sprechstallmeister fra Cirkus Benneweis! Efter showet sad han så i en sky af andre deltagere, der efter bedste evne forsøgte at charme sig ind på ham, så han - måske - fik lyst til at putte deres gyldne ord på tryk, hvilket han nød med en overvældende selvtilfredshed. Ved et andet bord på den café, efterfesten blev holdt på, sad holdet fra det endnu spæde Øverste Kirurgiske, som - til deres ros - var helt nede på jorden, men blev slikket lige så kraftigt i røven af lyrikere, der tilsyneladende var villige til at sætte enhver værdighed over styr i jagten på (I guess) en plads i litteraturhistorien. Ved et tredje sad så jeg, Robert Christensen og Mette Garfield Mortensen, udmærket tilfredse med at have ladet ordene tale for sig selv. Jeg selv med en dårlig smag i munden, for ikke nok med, at Carsten havde gjort sit bedste for at dræbe min entusiasme - knivene fløj i det hele taget gennem luften i alle retninger den aften. Folk spidsede albuerne som om, at det var en lederstilling hos Mærsk - ikke en side papir eller to - det drejede sig om. Og jeg svor for mig selv, at hvis det var det, der skulle til for at klare sig som lyriker, så ville jeg hellere ikke klare mig. Med det resultat, at alt det, jeg alligevel ikke kunne lade være med at skrive, endte i skrivebordsskuffen de næste 5 år...

Efter mit "second coming" - eller er det mit tredje? - har jeg besluttet mig for, at jeg i hvert fald ikke vil lade mig skræmme væk af den mentalitet, som tilsyneladende har overlevet de nybrud, der kom i slutningen af 90'erne, og eksisterer uhæmmet videre i dag med den meget lille forskel, at folk er mere tilbøjelige til at bruge ord som "slattenkusse" eller "skrumpepik" nu, end de var det under den hermetiske digtnings dødskramper. Og jeg har også set min del af den slags i nyere tid - der er temmelig meget, jeg i en art solidaritet ikke har fortalt om de ting, der sker bag ryggene og de lukkede døre på Bureauet, og digte.dk er om muligt en endnu større legeplads for voksne babyer. Men, hey, let get the games begin! Jeg vil - som altid - sidde og lure skælmsk ved et bord med mit håndværk og en bajer i hånden, mens hyænerne flår hinanden i arenaen til min store fryd og moro.

Men jeg vil - også - sidde der for at tage ordentlig afsked med et site, jeg havde stor glæde af gennem 5 år...

Ingen kommentarer: