søndag den 10. januar 2010

Kraniemælk og sådan.

Taster Victors memoirer ind på livet løs. Er nu kommet til nogle af de - for mig - mere absurde passager med tungetale osv. Men i øvrigt et interessant fænomen. Meget af dette påstås at foregå i Enoks sprog - dvs. englenes, for at være mere specifik. Et sprog, som indtil flere sprogforskere har studeret transskriptioner af og fundet såvel en grammatik som et tilbagevendende ordforråd i. Så vidt, jeg husker, skulle det langt ude være beslægtet med mesopotamisk. Det kan enhver så konkludere det, han eller hun vil, ud fra, men under alle omstændigheder synes jeg, at fænomenet er interessant. Selv betragter jeg det som et kunstsprog á la volapyk, hvis overførelseskanaler bare er mere underbevidste, om man vil, end normalt. Der findes mig bekendt ikke lærebøger i det - folk lærer det simpelthen, tror jeg, pr. gehør i bestemte religiøse sammenhænge, hvorefter det simpelthen bobler op fra sindets dynder under en art trancetilstand. Hvilket vel understreger hvor meget, det underbevidste faktisk betyder i en læreproces. Men det overrasker mig nu heller ikke som sådan. Har selv oplevet lange tekster forme sig selv hen over natten, så jeg uden større besvær bare kunne sætte mig og skrive dem ned om morgenen. Kan på den anden side godt forstå det overvældende i, at der lige pludselig vælter noget ud af ens mund på et sprog, "man ikke kan tale"...

Meanwhile: Min bedre halvdel har i dybeste hemmelighed, og trods mangen et løfte om det modsatte, lavet sin egen lyrikblog: Kraniemælk. Find linket i kolofonen. Første digt derude er en passende giftig kommentar til politiets rolle under COP15.

Ingen kommentarer: