fredag den 8. januar 2010

Halvanden dollar

Længe leve Hovedstadens second hand stores! Specielt Second Beat, der ligger lige om hjørnet. Fandt tre nuværende og kommende klassikere for en tyver i går: En syrejazz-opsamling fra Ilk med bl.a. Tys Tys, Aheadahead og Sekten, Jets Ok og - sidst, men ikke mindst, Max M's Technology is God. En overset, men stærk dansk EBM-klassiker.

Er møjsommeligt ved at taste min oldefars bror, Victor Greisens, selvbiografi ind. Ved ikke, om jeg har fortalt om ham før (det har jeg nu vist nok), men i 1909 - som 14-årig - stod han af det skib, han var med, i New York for at begynde en tilværelse i USA med halvanden dollar på lommen. Efter at have levet et stykke tid i en park og pådraget sig en alvorlig lungesygdom under 1. Verdenskrig, hvor han kæmpede på amerikansk side, oplevede han en religiøs vækkelse, som førte ham frem til en position som biskop i Pinsekirken derovre. Det sidste har jeg mest af alt teoretisk respekt for - jeg er ikke pjattet med sekteriske trosretninger - men jeg må alligevel tage hatten af for hans mod. Tænk at tage så voldsomt et spring ud på så dybt vand i så tidlig en alder - og så rent faktisk ende med kunne bunde! Af samme grund nyder jeg det ellers så rutineprægede arbejde. Han var simpelthen en spændende mand.

Den digitale version, der i sidste ende kommer ud af det, har jeg - hvis jeg kan få tilladelse til det fra hans arvinger - planer om at publicere på min slægtshjemmeside. Og eftersom Lokalarkivet i Dragør søger efter oplysninger om udvandrere derfra, regner jeg også med at indlevere en kopi dér på cd-rom.

Koncert med Lotus Krokus på Bureauet i aften. Har godt nok lagt stedet lidt på is efter en række ubehageligheder i den senere tid, men det er på høje tid at hilse på Michael Marino igen.

Ingen kommentarer: