lørdag den 16. januar 2010

Dødsrute i farver

Nå, men trods heftige tømmermænd fik jeg og Louise slæbt os ud til en gallerirundfart i området omkring Kgs. Nytorv. Der var ferniseringer en masse, og man kan roligt sige, at vi kunne have fået klodens største bøhmand på, hvis vi havde tømt et glas/en flaske/et dåse hvert sted, men nej: Der skulle ikke køres kultur-bumsestil, men studeres billedkunst med et klart, nøgternt hoved.

Nu ikke at det hjalp alverden, for der var ikke ret meget at komme efter. Man var hurtigt ved at drukne i en klæbrig postmoderne, trendkneppende billedsovs efter devisen "et dyr her, et dødningehoved her, masser af pangfarver og så lidt lo-fi-streger ind imellem, så det virker rigtigt råt og progressivt". Enten det eller installationer, der fyldte langt mere, end det beskedne indhold berettigede dem til.

Bunden var at besøge Galleri Asbæk, hvor en eller anden havde taget nogle papparazzi-fotos af bl.a. Britney Spears og Christina Aguilera, eksponeret dem op på et stykke papir og tegnet dem op med blyant. Derefter havde vedkommende udtømt den lille smule konceptuelt indhold, der var at komme efter, totalt på nogle post-its, som var klasket op på selve værkerne. Jeg ved ikke, om det var den samme person, der også havde malet nogle ganske sjove portrætter af katte med Hitler-overskæg, men udover dem var der intet - absolut intet - at komme efter.

Men der var også anderledes glimrende ting ind imellem. Bedst i min bog var nok Katrine Borups udstilling Hvor er det bare typisk dig på Officinet,hvor hun havde designet beklædningsgenstande ud fra de ni typer i Enneagrammet. Morede mig f.eks. meget over "Jeg synes det samme som dig" - bygget over fredsskaberen - som var en heldragt i pudestof, der var klasket ud i en stol og dekoreret med badges, der roste alt fra Ungdomshuset til de royale. Her var der tænkt originalt, og der blev fremsat nogle stærke pointer med mere end et glimt i øjet. Kunne også godt lide Karin Lorentzens installation Cultivator på Skulpturi.dk i Store Kongensgade, hvor et hav af blomster i gips var sat fast i loftet, mens gulvet var dækket af blade, stilke og gipsrester fra produktionen. En fin kommentar til det, der sker, når menneskets bevidsthed møder den levende natur...

Der var delte meninger om Mads Tegler og Eloise Florios i på Esplanaden Gallery. Louise syntes, at denne billedfortælling om en pige, der bevæger sig rundt i krydsfeltet mellem barndommens uskyld og det brutale voksenverden bevæbnet med rifler, afslørende påklædning, blod på håndleddet og et alt for vidende blik, nærmest var tegneserieagtigt. Jeg, derimod, syntes, at det meget godt ramte de tidlige teenageår, som jeg huskede dem, og at udtrykket i værket både var enkelt, klart og markant. Jeg blev ramt, og sådan er det!

På Galleri Christoffer Egelund løb vi ind i gruppeudstillingen Categorization, som til gengæld ikke sagde dette par øjne det store, når man da ser bort fra Ursula Andkjær Olsens indslag: En række labyrintiske digte, som var organiseret i en cirkel med to hemisfærer, der sled i hinandens betydninger. En god, enkel idé. Og på Peter Lav Gallery løb jeg - godt gemt væk bag en større udstilling af generelt ikke ophidsende værker - på en genial lille bunke readymades ved Torben Eskerod. En fotoserie, hvor han havde støvsuget en italiensk kirkegård for gravsten med portrætfotos, som han så havde fotograferet, som de var - med slid, fuglelort og hvad har vi. Budskabet var jo ikke ligefrem nyt - "memento mori" - men de halvt udviskede ansigter havde et meget stærkt nærvær, og som værk fungerede billedserien på et næsten primalt plan. Som den bedste kunst efter min mening bør.

Og midt mellem alle de farverige eksperimenter løb vi så på Kristian Begtrups udstilling Sommerlys i Bredgade Kunsthandel. Når man ser bort fra det faktum, at galleriejeren strålede af entusiasme og havde god tid til at fortælle om billederne - i dén grad et plus i den lidt stuck up kunstverden - var det også en befriende "no nonsense"-oplevelse at være der. Der var simpelthen tale om en stak kraftfulde landskabsmalerier fra Mols, der var udført af en gammeldags maler, som både formåede at få hjertet og teknikken ud på lærredet. No more. No less. Intet fims, bare kunst. Tag dén, suckers!

Og selvom jeg så altså fandt nogle ting og sager, der begejstrede mig, var det alt for få på en aften, hvor de hule tønder rumlede øredøvende. Hvor man i dén grad var i sin tids vold, og alt for få syntes at have noget på hjerte, endsige noget så basalt for et kunstværk som en klar idé. Jeg mener: Burde en serie habile landskabsmalerier fra Mols, som er lavet af en maler på over 80 år, føles som noget af det mest vitale og fremadrettede på en aften, hvor blomsten af landets billedkunstneriske ungdom ubesværet burde have foldet sig ud?

Og hvor stiller det min generation af kunstnere i det hele taget? Er vi ved at drukne i mediernes "information overload", vores egne uretfærdigt oppustede egoer, vores eget smålige, overfladiske, perspektivløse lort?

Ville vi ikke, bare for afvekslingens skyld, have godt af at droppe "her kommer jeg"-attituden, klappe hesten lidt og bare lære?

Ingen kommentarer: