søndag den 31. januar 2010

Exit kraut, enter akvavit

Fik officielt meldt mig ud af krautrock-foretagendet i går. Lige børn leger bedst, og både teknisk og attitudemæssigt var jeg mest af alt punk (hvilket vil sige, at jeg i kraut-sammenhæng mest af alt tænkte Neu!, Kraftwerk, Faust og tidlig Amon Düül ), mens de andre hældte noget mere til den proggede side. Samtidig kunne jeg i grunden ikke overskue at skulle til at lege alt for meget musiker lige nu. Men måske bliver jeg ombord som tekstforfatter - skal i hvert fald ned i øveren i morgen for at snakke nærmere om dét.

Der var også en del aktivitet omkring lyrikarrangementet i Aalborg til april, der nu officielt har fået overskriften Publish This! Glæder mig som et lille barn. Dels savner jeg sgu at se gode, gamle, snaskede Aa, dels føler jeg, at der er blevet stillet et godt hold herovre fra (navnene vil jeg ikke løfte sløret for endnu af hensyn til arrangørerne), der nok skal kunne finde ud af at bøje armen sammen før og efter de 10 minutter i ilden pro persona.

Nu tør det. Gu' ve', om der stadig er en verden et sted nede under al den sne?

Klart vejr

Indledte gårsdagen med at lave bacon og æg til gemalinden og undertegnede. Hårdt tiltrængt, eftersom vores depoter af salt, fedt og snavs var godt flade oven på fredagens udskejelser.

Vejret var meget, meget smukt og roligt, og efter det hvide kaos natten forinden var alting blevet nogenlunde farbart igen. Så vi trak i støvlerne og vadede ind mod city. Benyttede lejligheden til at smutte en tur hen over isen på Sortedammen og beundre det barokke, men meget smukke inventar i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, før vi endte i Staden. Ikke for at shoppe, men kun for at fodre fugle med noget rottefoder, vi havde til overs, og nyde stemningen derude. Til sidst var der stempelkaffe på Mokkariet, hvor jeg købte et par albums med The Fabulous Furry Freak Brothers - Gilbert Sheltons totalt dopede, udsyrede mesterværk af en højoktan-tegneserie.

Men så var der ellers også dømt lavt blus resten af dagen. Til sidst så vi The Number 23, der, efter min mening, kun udmærkede sig ved Jim Carreys intense skuespil. Overtroen, det hele var baseret på, var alt for psykologisk gennemskuelig, historien tynd og udviklingsforløbet så forudsigeligt, at jeg på et tidspunkt faldt i søvn et kvarters tid, men uden problemer kunne tage tråden op igen, da jeg vågnede.

Hollywood, Hollywood, Hollywood. Tsk.

lørdag den 30. januar 2010

Gravøl og synth-blær

Nå, måtte konstatere, at det var så som så med rævekagerne i går - bortset fra et enkelt optrin, hvor der blev langet en finger ud, var flertallet af de fremmødte på Støberiet tydeligvis opsatte på at lægge digte.dk i graven med stil. Man kan så diskutere formen på arrangementet - aftenen var plastret til med oplæsninger, gode såvel som dårlige. Man kunne godt have ønsket sig, at det hele var en kende mere freestyle. For det første kan man slet ikke koncentrere sig om at sidde og høre lyrik en hel aften, for det andet var det jo også tænkt som en fest ét eller andet sted. Men som konferencier gjorde Thurston Magnus som altid et godt job, og man fik selv minglet en smule. Bl.a. fik jeg det sidste af en række navne, jeg er blevet bedt om at vælge til en lyrikfestival i Aalborg i april, på plads.

For adspredelsens skyld tilbragte Louise og jeg dog noget af aftenen på etagen nedenunder, hvor Ras Bolding gav den som DIY-Jean Michel Jarre bevæbnet med en Commodore 64, et batteri af analoge synths, en kontrabassist i krigshjelm (!) og tætsiddende tøj i sølvfarve. Det var friskt, det var over the top, det var skidecharmerende, og så havde han rent politisk en masse på hjerte. Som i en technopop-udgave af Shubiduas "Danmark", der blev fyret direkte i fjæset af Dansk Folkeparti.

Kid Kishore var aftenens DJ, og det gjorde han godt. Men desværre fik jeg hørt for lidt af det, han lavede. Er ellers en temmelig stor fan af såvel det, han laver solo, som de ting, han har lavet med Albertslund Terror Korps. Men der byder sig sikkert snart en mulighed for at opleve ham på slap line igen.

Bagefter prøvede vi at føre festen videre på først Blågårds Apotek, senere Barcelona, men der var for mange mennesker, og promillen var for høj. På vej hjem formåede både jeg og gemalinden at skvatte i de massive lag af is og fygesne, hvad der udløste en del svovlen og banden fra min side - er ved at være træt til døden af kulde og vintervejr. Men ellers en glimrende aften.

torsdag den 28. januar 2010

Rattus Rattus og Homo Rattus Poeticus

Nå, men hvis nogen skulle undre sig over, hvad jeg lavede i Værløse i går, skyldtes det, at Louise og jeg var på et dyreinternat i Rødovre for at kigge på nogle afleverede rotter, man kunne få for en slik. Yzma, den nuværende alfahun herhjemme, har på det seneste rendt rundt med en mega udbuling omkring skridtet, som vi ikke kan hitte ud, hvorvidt er en byld eller en knude, så for at Sally - den anden "gamle" rotte - ikke skal blive for ensom, hvis Yzzen skulle falde fra, besluttede vi, at bestanden burde udvides. Og det er den så blevet nu. Med to sølvgrå vidundere, der ikke har fået navne endnu, men hygger sig gevaldigt i et lille bur inde i soveværelset, hvor de er i foreløbig karantæne.

Så er det i aften, at digte.dk lægges i jorden. Vist nok uden ejernes tilstedeværelse, men det er vist også synd at sige, at de slap godt fra lukningen. Og hvad pokker: Der er lagt op til rigeligt med rævekager og svidende bemærkninger uden dem. Selv har jeg bare tænkt mig at hælde rigeligt med Øko-Thy på motoren og være fluen på væggen. Intet som lyrikmiljøet til at levere real-life udgaver af Dallas og Dollars...

For 11 år siden - hvor jeg læste op på det daværende Husets Musikteater i Århus, der lagde scene til et arrangement med 10-12 "Tidsskriftsdigtere" - var jeg helt ved at holde op med at skrive pga. den mentalitet. Indtil da havde jeg siddet i nogenlunde isolation og arbejdet med mine ting, kun afbrudt af knappe breve fra Poul Borum med ordlyde á la "Tak. Bringer 5 i nr. 3.", så det var lidt af et chok for mig lige pludselig at sidde mellem så mange kolleger og et tilsvarende antal wannabe's. Jeg havde dog forestillet mig, at det ville være et godt chok, men nej. For det første var aftenens konferencier den daværende redaktør af Ildfisken, Carsten René Nielsen, som stadig bar nag til mig over en fem år gammel, lidt uheldig skrivelse, og startede med at betro mig, at han syntes, mine nye ting var noget lort. Hvorefter han - falsk som ind i helvede - gik på scenen og introducerede mig som en anden sprechstallmeister fra Cirkus Benneweis! Efter showet sad han så i en sky af andre deltagere, der efter bedste evne forsøgte at charme sig ind på ham, så han - måske - fik lyst til at putte deres gyldne ord på tryk, hvilket han nød med en overvældende selvtilfredshed. Ved et andet bord på den café, efterfesten blev holdt på, sad holdet fra det endnu spæde Øverste Kirurgiske, som - til deres ros - var helt nede på jorden, men blev slikket lige så kraftigt i røven af lyrikere, der tilsyneladende var villige til at sætte enhver værdighed over styr i jagten på (I guess) en plads i litteraturhistorien. Ved et tredje sad så jeg, Robert Christensen og Mette Garfield Mortensen, udmærket tilfredse med at have ladet ordene tale for sig selv. Jeg selv med en dårlig smag i munden, for ikke nok med, at Carsten havde gjort sit bedste for at dræbe min entusiasme - knivene fløj i det hele taget gennem luften i alle retninger den aften. Folk spidsede albuerne som om, at det var en lederstilling hos Mærsk - ikke en side papir eller to - det drejede sig om. Og jeg svor for mig selv, at hvis det var det, der skulle til for at klare sig som lyriker, så ville jeg hellere ikke klare mig. Med det resultat, at alt det, jeg alligevel ikke kunne lade være med at skrive, endte i skrivebordsskuffen de næste 5 år...

Efter mit "second coming" - eller er det mit tredje? - har jeg besluttet mig for, at jeg i hvert fald ikke vil lade mig skræmme væk af den mentalitet, som tilsyneladende har overlevet de nybrud, der kom i slutningen af 90'erne, og eksisterer uhæmmet videre i dag med den meget lille forskel, at folk er mere tilbøjelige til at bruge ord som "slattenkusse" eller "skrumpepik" nu, end de var det under den hermetiske digtnings dødskramper. Og jeg har også set min del af den slags i nyere tid - der er temmelig meget, jeg i en art solidaritet ikke har fortalt om de ting, der sker bag ryggene og de lukkede døre på Bureauet, og digte.dk er om muligt en endnu større legeplads for voksne babyer. Men, hey, let get the games begin! Jeg vil - som altid - sidde og lure skælmsk ved et bord med mit håndværk og en bajer i hånden, mens hyænerne flår hinanden i arenaen til min store fryd og moro.

Men jeg vil - også - sidde der for at tage ordentlig afsked med et site, jeg havde stor glæde af gennem 5 år...

Nuvel

(Skrift på facade set fra bussen et sted i Vanløse:)

"Jydepotten Bodega - fuld af Fyn!"

onsdag den 27. januar 2010

Der, hvor det sner...

Uhæmmet snestorm i går. Kilometer lange køer på Jagtvej og fygning som ind i helvede. Havde ondt af gutten inde fra den lokale fedtbiks, der stod og forsøgte at holde fortovet frit med en skovl, mens de hvide masser lagde sig igen nede i den modsatte ende. Men nu er der klart vejr og tø. Smuk morgen.

Er ved at arbejde mig igennem Krankenheimers bidrag til boxen fra Verbale Pupiller - et ordentligt læs blogtekster. Umiddelbart føltes det som pligtlæsning - nu havde jeg jo betalt for hæftet - men i længden er der noget ved hans originale sprogkunnen og gennemtrængende, men også humoristiske desillusion, der smitter. Også selvom udtrykket kan virke noget hermetisk ved første blik. Det er det ikke, men hans skriftstrategi er bevidst vildledende i et forsøg på at demontere jeget som troværdigt holdepunkt - der bliver ført krig mod det på alle planer. Og det virker. Man får aldrig rigtigt fat om det. Til gengæld blinker og gløder selve skriften. I virkeligheden gør han det samme, som jeg gør - bare på en anden og, synes jeg, mere tung måde. Men fred være med det.

Waiting for the war...

Går rundt og hygger mig med at skrive anmeldelser af Farmens demo og den firedobbelte lp-boks fra Den Nørrejyske Øs Stororkester for Opløst Mønstermusik, mens jeg ser sneen hvirvle rundt udenfor og glæder mig til på fredag, hvor der er afskedsfest for digte.dk. Som bekendt blev sitet opgivet, fordi der havde udviklet sig en direkte ækel tone på dets debatforum, og vi er nogle stykker, der ser forventningsfuldt frem til det, der sker, når disse følsomme, dybe og visionære sjæle bliver kylet ind i det samme rum og forsynet med rigelige mængder væske...

tirsdag den 26. januar 2010

Klassisk foto



Joy Division, Manchester, 1979. Fotograf: Kevin Cummins.

søndag den 24. januar 2010

Noget mere om films

Er omsider kommet mig over gårsdagens hardcore tømmermænd oven på ditto druk i FC Hvidovres klubhus. Heldigvis endte dagen med pizza fra Dilan - en glimrende snask lige omkring hjørnet, der ikke blot er leveringsdygtig i gode, sprøde bunde, men er det eneste sted, jeg har frekventeret, hvor baconen ovenpå rent faktisk er sprød! Og så filmatiseringen af American Psycho på afspilleren. Se, der har vi en glimrende film. Havde ellers længe afholdt mig fra at se den, eftersom jeg kender bogen ud og ind og mente, at der var for meget i den, der simpelthen ikke kunne overføres til lærredet. Hvilket jeg sådan set havde ret i: Den bevidst dræbende monotoni i bogen var erstattet af et stramt flow og en direkte komedieagtig undertone. Men alle de væsentlige pointer var med, de var nøje tilpasset mediet, og, ligesom bogen, fik man lyst til at gense filmen for at lede efter det exit, der bare ikke er der.

Men ellers er mit generelle problem med filmmediet nok, at jeg ikke synes, levende billeder har samme slidstyrke som et godt maleri eller en veldrejet bog. Ikke ofte, i hvert fald. Kan nævne nogle få eksempler - Heimat-trilogien, 1900, Brazil, The Wall, Mulholland Drive. Men selv nogle af de værker, jeg holder mest af - A Clockwork Orange, Trainspotting, Dancer in the Dark, The Straight Story osv. - skal bestemt ikke overrendes, for så bliver de simpelthen slidt i stykker.

Måske fungerer dvælen og dybdeperspektiv simpelthen ikke så godt i biografen, som det gør på et lærrede eller en bogside? Får i hvert fald stadig kuldegysninger af kedsomhed ved at tænke på Kieslowskis farvetrilogi, der netop forsøgte at excellere i de ting, men aldrig blev andet end ét langt, raffineret gab...

lørdag den 23. januar 2010

Overskrift suspenderet pga. manglende relevans

Tilbragte i går aftes med at være barnepige for Helena, der tværede mig helt uhæmmet meget i Ludo. Nu også nemt nok med alle de specialslag, hun indførte til egen fordel hen ad vejen.

Landede, så jeg kunne få slutningen med af Blood Diamond, som Louise var i gang med at se. Drivende sentimental.

Der bliver lavet for få gode film. Selv de gode er i grunden sjældent gode nok.

Aftenens program: Uhæmmet druk i Hvidovre, hvor vi er inviteret til en 40 års fødselsdag. Trænger også til at træne mine armmuskler efterhånden.

PS: Min kat har lige taget kammertonen i næsthøjeste oktav. Louise checkede efter på klaveret.

fredag den 22. januar 2010

Fanget i Nettet

Ind imellem er man rasende kreativ uden overhovedet at forsøge. Således er ét af blogindlæggene her lige pludselig endt med at blive en artikel. Læs den her.

Ellers sidder jeg mest bare og forsøger at opdatere/ombygge en række af mine hjemmesider og profiler. Har hobet en hel del op efterhånden, fordi det simpelthen har været nødvendigt i forskellige sammenhænge. Utroligt med nettet: Det starter med, at man bare vil have sig en mailadresse, og en dag opdager man så, at man har trukket et mega slimspor efter sig gennem cyberspace uden egentlig at ville det.

Men det er vel fint nok. Skammer mig sikkert over for lidt af det.

onsdag den 20. januar 2010

Dæmon

Nissen flytter med. 2010, jo, men vågnede tidligt i morges med en kæmpe klump i halsen efter en drøm, hvor endnu én, jeg holder meget af, havde forladt mit liv.

Oven på sidste års tab, svigt og hvad har vi er jeg ræd for, at det kommer til at vare et stykke tid, før jeg igen tør stole på, at de folk, der er omkring mig, hverken dør fra mig eller dolker mig i ryggen. Traumatiseret er jeg sgu blevet på ét eller andet plan.

Og så kan man ellers forholde sig nok så konstruktivt til sin tilværelse her og nu. Om natten kravler dæmonerne ud af skabet, og de tager ikke fanger.

EP

Så daler sneen igen, og apropos dét føler jeg mig en kende sneet inde. Alt ligger bare stille her i januar. Fra diverse arrangørers side sikkert vel vidende, at stort set alle er broke oven på julen.

Men så må man jo selv få tingene til at ske. Er ved at træffe aftaler med fem forskellige kunstnere om at medvirke på en ep i løbet af året, hvor de tolker nogle af mine digte efter eget valg. Selvfølgelig er det et vanity project, men heller ikke mere, end at jeg har givet dem helt frie hænder. Vil de bruge min karske røst, stiller jeg gerne op foran mikrofonen, men vil de bare bruge teksten og spille/synge alting selv, må de også det. Har efterhånden lært, at jeg først og fremmest er ordets mand, og at musik har det bedst i musikeres hænder. Men krydsfeltet mellem lyrik og musik fascinerer mig som altid, og samtidig har jeg simpelthen lyst til at lave noget med alle de spændende mennesker, jeg stiftede bekendtskab med i min Geiger-tid. Lade nogle kontakter eksemplificere sig i noget.

Selvfølgelig vil samarbejdet med Cille blive repræsenteret, men ellers holder jeg indtil videre lidt tæt med hvem, der er i spil. Lad mig bare sige det sådan, at spektret bliver bredt - fra folkemusik over drone/eksperimental til mere mørk, industriel electronica.

Måske bliver det bare en udgivelse på internettet, som jeg måske brænder lidt hard copies af, når der er mulighed for afsætning. Måske bliver formatet mere ambitiøst, hvis nogen er villige til at smide penge efter det. Vi får se. Men jeg brænder virkelig for at komme videre.

tirsdag den 19. januar 2010

Dagens indlæg...

...har en svag, men umiskendelig duft af sandeltræ.

mandag den 18. januar 2010

Do you remember the first time?

Gav for første gang Tilde, min kat, lov til at stifte bekendtskab med sneen ude på altanen i dag - før har hun altid oplevet den enten gennem vinduet eller tremmerne i en transportkasse. Meget interessant fænomen for hende, åbenbart. Først sniflede hun til det i et par minutters tid - gu' ve' om hun troede, det var coke? - før hun meeeeeget forsigtigt plantede en pote i stadset. Og trak den forskræmt til sig igen - lortet gav jo efter! Men efter en stund fik hun alligevel taget mod til sig og trasket en lille tur derude.

Der er sgu noget smukt og livsbekræftende over at opleve andre væseners "first times". Misunder virkelig dem, der har børn, på det punkt.

Og mindes i øvrigt selv med glæde den tid, hvor der for alvor var nye ting at prøve. I min alder er man desværre nået dertil, hvor man allerhøjst kan prøve det gammelkendte på nye måder.

Med mindre man da er villig til at begå dumheder for med vold og magt at udvide horisonten. Som f.eks. at sniffe coke.

søndag den 17. januar 2010

De er skøre, de romere.


Efter de foregående dages udfarenhed blev i går en rolig hjemmedag. Vi fik gjort hovedrent i den lejlighed, vi mere eller mindre overtog, som den var, mens vi hørte Kliché for fuld hammer. Og om aftenen stod den så på rødvin, musik fra YouTube og lidt tegneri, før vi sluttede af med at se nogle romere dø. Yup, vi arbejder os stille og roligt igennem begge sæsoner af den i øvrigt glimrende tv-serie Rome, og selvom vi efterhånden har sat os nok ind i romersk historie omkring år O til at vide, hvad der sker næstefter - next up på bodycount-listen: Brutus - bliver vi vel holdt lidt fast ved skærmen af de ofte meget farverige måder, folk bliver slået ihjel på. I går var der f.eks. en, der blev pakket ned i en sæk fyldt med giftslanger, halvvejs druknet i et drikketrug til heste og - som den brillante finale - sprættet op med en dolk. Herlig terror! Stikvåben og en livlig fantasi kan nu engang nogle ting, maskingeværer og håndgranater kommer til kort over for.

Så vinterens anbefaling på dvd må være dén serie - evt. suppleret med Caligula-filmen og den lidt ældre serie I, Claudius, hvis man ikke har fået raffineret vold og outreret sex nok. Og det får man vel aldrig.

lørdag den 16. januar 2010

Dødsrute i farver

Nå, men trods heftige tømmermænd fik jeg og Louise slæbt os ud til en gallerirundfart i området omkring Kgs. Nytorv. Der var ferniseringer en masse, og man kan roligt sige, at vi kunne have fået klodens største bøhmand på, hvis vi havde tømt et glas/en flaske/et dåse hvert sted, men nej: Der skulle ikke køres kultur-bumsestil, men studeres billedkunst med et klart, nøgternt hoved.

Nu ikke at det hjalp alverden, for der var ikke ret meget at komme efter. Man var hurtigt ved at drukne i en klæbrig postmoderne, trendkneppende billedsovs efter devisen "et dyr her, et dødningehoved her, masser af pangfarver og så lidt lo-fi-streger ind imellem, så det virker rigtigt råt og progressivt". Enten det eller installationer, der fyldte langt mere, end det beskedne indhold berettigede dem til.

Bunden var at besøge Galleri Asbæk, hvor en eller anden havde taget nogle papparazzi-fotos af bl.a. Britney Spears og Christina Aguilera, eksponeret dem op på et stykke papir og tegnet dem op med blyant. Derefter havde vedkommende udtømt den lille smule konceptuelt indhold, der var at komme efter, totalt på nogle post-its, som var klasket op på selve værkerne. Jeg ved ikke, om det var den samme person, der også havde malet nogle ganske sjove portrætter af katte med Hitler-overskæg, men udover dem var der intet - absolut intet - at komme efter.

Men der var også anderledes glimrende ting ind imellem. Bedst i min bog var nok Katrine Borups udstilling Hvor er det bare typisk dig på Officinet,hvor hun havde designet beklædningsgenstande ud fra de ni typer i Enneagrammet. Morede mig f.eks. meget over "Jeg synes det samme som dig" - bygget over fredsskaberen - som var en heldragt i pudestof, der var klasket ud i en stol og dekoreret med badges, der roste alt fra Ungdomshuset til de royale. Her var der tænkt originalt, og der blev fremsat nogle stærke pointer med mere end et glimt i øjet. Kunne også godt lide Karin Lorentzens installation Cultivator på Skulpturi.dk i Store Kongensgade, hvor et hav af blomster i gips var sat fast i loftet, mens gulvet var dækket af blade, stilke og gipsrester fra produktionen. En fin kommentar til det, der sker, når menneskets bevidsthed møder den levende natur...

Der var delte meninger om Mads Tegler og Eloise Florios i på Esplanaden Gallery. Louise syntes, at denne billedfortælling om en pige, der bevæger sig rundt i krydsfeltet mellem barndommens uskyld og det brutale voksenverden bevæbnet med rifler, afslørende påklædning, blod på håndleddet og et alt for vidende blik, nærmest var tegneserieagtigt. Jeg, derimod, syntes, at det meget godt ramte de tidlige teenageår, som jeg huskede dem, og at udtrykket i værket både var enkelt, klart og markant. Jeg blev ramt, og sådan er det!

På Galleri Christoffer Egelund løb vi ind i gruppeudstillingen Categorization, som til gengæld ikke sagde dette par øjne det store, når man da ser bort fra Ursula Andkjær Olsens indslag: En række labyrintiske digte, som var organiseret i en cirkel med to hemisfærer, der sled i hinandens betydninger. En god, enkel idé. Og på Peter Lav Gallery løb jeg - godt gemt væk bag en større udstilling af generelt ikke ophidsende værker - på en genial lille bunke readymades ved Torben Eskerod. En fotoserie, hvor han havde støvsuget en italiensk kirkegård for gravsten med portrætfotos, som han så havde fotograferet, som de var - med slid, fuglelort og hvad har vi. Budskabet var jo ikke ligefrem nyt - "memento mori" - men de halvt udviskede ansigter havde et meget stærkt nærvær, og som værk fungerede billedserien på et næsten primalt plan. Som den bedste kunst efter min mening bør.

Og midt mellem alle de farverige eksperimenter løb vi så på Kristian Begtrups udstilling Sommerlys i Bredgade Kunsthandel. Når man ser bort fra det faktum, at galleriejeren strålede af entusiasme og havde god tid til at fortælle om billederne - i dén grad et plus i den lidt stuck up kunstverden - var det også en befriende "no nonsense"-oplevelse at være der. Der var simpelthen tale om en stak kraftfulde landskabsmalerier fra Mols, der var udført af en gammeldags maler, som både formåede at få hjertet og teknikken ud på lærredet. No more. No less. Intet fims, bare kunst. Tag dén, suckers!

Og selvom jeg så altså fandt nogle ting og sager, der begejstrede mig, var det alt for få på en aften, hvor de hule tønder rumlede øredøvende. Hvor man i dén grad var i sin tids vold, og alt for få syntes at have noget på hjerte, endsige noget så basalt for et kunstværk som en klar idé. Jeg mener: Burde en serie habile landskabsmalerier fra Mols, som er lavet af en maler på over 80 år, føles som noget af det mest vitale og fremadrettede på en aften, hvor blomsten af landets billedkunstneriske ungdom ubesværet burde have foldet sig ud?

Og hvor stiller det min generation af kunstnere i det hele taget? Er vi ved at drukne i mediernes "information overload", vores egne uretfærdigt oppustede egoer, vores eget smålige, overfladiske, perspektivløse lort?

Ville vi ikke, bare for afvekslingens skyld, have godt af at droppe "her kommer jeg"-attituden, klappe hesten lidt og bare lære?

fredag den 15. januar 2010

Zusammen auf Zusammen

Glimrende arrangement på Zusammen i går. Åbenbart det første i en tilbagevendende række, hvor overgrund bevidst blandes med undergrund, og jeg må sige, at man fik lyst til nærmere bekendtskab. Ikke blot fordi navnene var håndplukkede, men også pga. den fine akustik og den intime stemning, de røde tæpper på stedets vægge skabte. Samt ikke mindst arrangørernes meget entusiastiske attitude.

Dyst var Dyst. Måske har han til tider været mere oppe at køre, men han er altid garant for et fint indslag, og i går var ingen undtagelse, selvom han - som aftenens eneste optrædende - valgte at ignorere det samlede tema "barndom". Ole Bundgaard, som jeg ellers til tider synes fortaber sig lidt rigeligt i haikuets verden, leverede omvendt det nok bedste sæt, jeg nogen sinde har set ham lave. Også fordi han brugte temaet til en flot ekskursion tilbage til sin opvækst ved Vestkysten - et levende, karskt tilbageblik på en svunden tid, der samtidig undgik at blive sentimentalt. Skønne ord.

Skønne ord fik man også fra Maja Lucas, hvis elegante - men også både morsomme og tragiske - måde at skrive sig udenom barndomstraumer osv. på, så de slår med dobbelt styrke, jeg er kommet til at holde meget af. Nej, det er ikke alt, der kommer fra Forfatterskolen, som skal holdes i skak med hvidløg og vievand.

Jakob Vedelsbys sæt sagde mig derimod ikke så meget. Han var ikke verdens mest rutinerede oplæser, men det var sådan set ikke det, der fik mig til at stå af. Det var mere det, at de ting, han skrev, mere syntes at bygge på fascinationer end egentligt udtryksbehov. I could be wrong - jeg må tilstå, at jeg aldrig har nærstuderet nogle af hans bøger - men faktum er, at jeg ikke blev grebet, som jeg burde.

Bagefter endte vi nogle stykker på et nærliggende værtshus. Fik smidt et par invitationer til en lyrikfestival i Aalborg, min ven, Søren G., er med til at arrangere, ud. Og drukket en masse Leffe.

Den slags lønner sig ikke i længden. Har i den grad smerter i fidusbeholderen i dag.

torsdag den 14. januar 2010

Noget med ord

Der er Poetry for Charity i aften kl. 20 på Café Zusammen, Frederiksberg. Med bl.a. Michael Dyst. Det kan man da godt tage til.

onsdag den 13. januar 2010

Pindsvinepigtræer osv.

Publicerer i vildskab. Har lagt samlingen "8600 Silkeborg" ud på min lyrikblog, og om lidt kommer jeg til Victors erindringer på slægtshjemmesiden.

Til gengæld er der tøvejr. Fandens også. Ville faktisk rigtigt gerne have været i Dragør for at glo på isflager.

Læser mig roligt vej igennem et bogobjekt, som en række mindre forlag fremstillede til Verbal Pupiller i 2007. Masser af skægge ting i, de fleste i obskure og originale formater. Selve den digteriske kvalitet er dog noget vekslende. Det bedste, jeg endnu er skvattet over, er Eli I. Lunds Genteknologi for Børn, der på en sød. naivistisk facon spytter syre af videnskaben via korte, fine digte som dette:

"Pindsvinepigtræet
står lukket om sig selv
mærker ingen vind
ingen sne
is breder sig om piggene
træet som et krystaltræ
vinden spiller toner på piggene
i vintermorgenen"

Så meget sagt er en boks, som i den grad er fyldt med småhæfter, cd'er og mindre objekter, så absolut den hund værd, jeg fandt den for i Møllegades Boghandel.

tirsdag den 12. januar 2010

Pyh!

Så er jeg sgu færdig med at taste erindringer ind. Godt det samme. Var ved at blive helt hellig i hovedet. Nu burde jeg gå på hård druk og profanere mig selv på det groveste.

mandag den 11. januar 2010

Top 20 for 2000 - 2009


Lavede den her liste på Facebook og kan lige så godt poste den her også. Har nemlig ikke så meget nyt at fortælle i dag...

"Da indtil flere andre herinde har offentliggjort deres lister over de bedste albums fra det foregående årti, vil jeg da også give mit besyv med - to stk. top 20-lister. Uden så meget pis. Jeg ved, at listen er idiosynkratisk. Men hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender.

Danske:

Under Byen: Det er mig der holder træerne sammen
Singvogel/Laugesen: Hotellet Brænder
Manuskript: Digt # 1
Sort Sol: Snakecharmer
The Presidents Heart: The End of the World
Slaraffenland: Private Cinema
Elektronavn: A L’inexistent Centre d'un Espace sans Forme / Audela L’inconnu
The Loveless: Star Rover
Frisk Frugt: Guldtrompeten
Baby Woodrose: Blows Your Mind
Henrik Hall: Solo
T.S. Høeg Ensemble: Dome Music
Skammens Vogn: Skammens Vogn
Olesen-Olesen: Anonyme Melankolikere
Martin Hall: Metropolitan Suite
Tone: Small Arm of Sea
Krauka: Bylur
Spids Nøgenhat: En mærkelig kop te
Death to Frank Ziyanak: DSHP
Niels Skousen: Dobbeltsyn


Udenlandske:

Nick Cave and the Bad Seeds: No More Shall We Part
PJ Harvey: White Chalk
Peaches: The Teaches of Peaches
Portishead: Third
The Residents: Present the Bunny Boy
CocoRosie: Noah's Ark
Depeche Mode: Playing the Angel
Sonic Youth: The Destroyed Room
Ana da Silva: The Lighthouse
David Bowie: Heathen
New Order: Get Ready
Calla: Scavengers
Patti Smith: Trampin'
Antony and the Johnsons: I am a Bird Now
The Cure: Bloodflowers
Tv on the Radio: Desperate Youth, Blood Thirsty Babes
Einstürzende Neubauten: Perpetuum Mobile
Hanin Elias: No Games No Fun
Maja Ratkje: Voice
Bob Hund: Stenåldern Kan Börja

Sådan ser DEN ud."

søndag den 10. januar 2010

Kraniemælk og sådan.

Taster Victors memoirer ind på livet løs. Er nu kommet til nogle af de - for mig - mere absurde passager med tungetale osv. Men i øvrigt et interessant fænomen. Meget af dette påstås at foregå i Enoks sprog - dvs. englenes, for at være mere specifik. Et sprog, som indtil flere sprogforskere har studeret transskriptioner af og fundet såvel en grammatik som et tilbagevendende ordforråd i. Så vidt, jeg husker, skulle det langt ude være beslægtet med mesopotamisk. Det kan enhver så konkludere det, han eller hun vil, ud fra, men under alle omstændigheder synes jeg, at fænomenet er interessant. Selv betragter jeg det som et kunstsprog á la volapyk, hvis overførelseskanaler bare er mere underbevidste, om man vil, end normalt. Der findes mig bekendt ikke lærebøger i det - folk lærer det simpelthen, tror jeg, pr. gehør i bestemte religiøse sammenhænge, hvorefter det simpelthen bobler op fra sindets dynder under en art trancetilstand. Hvilket vel understreger hvor meget, det underbevidste faktisk betyder i en læreproces. Men det overrasker mig nu heller ikke som sådan. Har selv oplevet lange tekster forme sig selv hen over natten, så jeg uden større besvær bare kunne sætte mig og skrive dem ned om morgenen. Kan på den anden side godt forstå det overvældende i, at der lige pludselig vælter noget ud af ens mund på et sprog, "man ikke kan tale"...

Meanwhile: Min bedre halvdel har i dybeste hemmelighed, og trods mangen et løfte om det modsatte, lavet sin egen lyrikblog: Kraniemælk. Find linket i kolofonen. Første digt derude er en passende giftig kommentar til politiets rolle under COP15.

lørdag den 9. januar 2010

Harpe og hjemve

Glimrende gensyn med både Bureauet og Lotus Krokus i går - sidstnævnte i en ny line-up inklusive violin og en god bunke nye, meget harpedrevne sange, der gav repertoiret en keltisk inspireret kant. Godt og velbesøgt sæt - også i den grad, at Louise og jeg kun kunne finde siddeplads under den første halvdel.

Marino er i øvrigt flyttet tilbage til Aalborg. Kunne ikke undvære byen i længden og fik et relevant jobtilbud. Ville - uanset hvor meget, jeg holder af den klat huse - ikke kunne gøre det samme. Er i al for høj grad blevet københavner. En af de lektioner, jeg lærte i Odense-tiden, var, at jeg simpelthen ikke kan downsize i denne fase af mit liv. Men savner jeg Nordjylland? Ja, det vil der nok altid være en del af mig, der gør. Så selvom jeg ikke ville kunne gøre det samme, er Marinos valg mig langt fra uforståeligt.

Har fået grønt lys til at arbejde videre med Victors selvbiografi. Glimrende. Men i dag kommer jeg nok ikke så meget længere. Har pådraget mig akutte tømmermænd efter i går.

Tror, jeg lidt senere vil gå ud og få dem blæst bort af polarvinden. Varer frosten meget længere, har Louise og jeg aftalt, at vi vil tage ud til Dragør for at se isflagerne drive gennem Øresund. Det bliver nok snart aktuelt.

fredag den 8. januar 2010

Halvanden dollar

Længe leve Hovedstadens second hand stores! Specielt Second Beat, der ligger lige om hjørnet. Fandt tre nuværende og kommende klassikere for en tyver i går: En syrejazz-opsamling fra Ilk med bl.a. Tys Tys, Aheadahead og Sekten, Jets Ok og - sidst, men ikke mindst, Max M's Technology is God. En overset, men stærk dansk EBM-klassiker.

Er møjsommeligt ved at taste min oldefars bror, Victor Greisens, selvbiografi ind. Ved ikke, om jeg har fortalt om ham før (det har jeg nu vist nok), men i 1909 - som 14-årig - stod han af det skib, han var med, i New York for at begynde en tilværelse i USA med halvanden dollar på lommen. Efter at have levet et stykke tid i en park og pådraget sig en alvorlig lungesygdom under 1. Verdenskrig, hvor han kæmpede på amerikansk side, oplevede han en religiøs vækkelse, som førte ham frem til en position som biskop i Pinsekirken derovre. Det sidste har jeg mest af alt teoretisk respekt for - jeg er ikke pjattet med sekteriske trosretninger - men jeg må alligevel tage hatten af for hans mod. Tænk at tage så voldsomt et spring ud på så dybt vand i så tidlig en alder - og så rent faktisk ende med kunne bunde! Af samme grund nyder jeg det ellers så rutineprægede arbejde. Han var simpelthen en spændende mand.

Den digitale version, der i sidste ende kommer ud af det, har jeg - hvis jeg kan få tilladelse til det fra hans arvinger - planer om at publicere på min slægtshjemmeside. Og eftersom Lokalarkivet i Dragør søger efter oplysninger om udvandrere derfra, regner jeg også med at indlevere en kopi dér på cd-rom.

Koncert med Lotus Krokus på Bureauet i aften. Har godt nok lagt stedet lidt på is efter en række ubehageligheder i den senere tid, men det er på høje tid at hilse på Michael Marino igen.

torsdag den 7. januar 2010

Den pilfingrede abe


Smukt show i Grand i går. Det viste sig, at Into Eternity blev vist simultant i 30 biografer over hele landet, og at selve introduktionen og den efterfølgende debat v. bl.a. instruktøren Michael Madsen og SF's Steen Gade, som vi havde forvildet os ind til, blev optaget live og transmitteret til alle disse steder.

Selve filmen var nærmest lige så meget et billeddigt, som det var en dokumentarfilm. Madsen indrømmede bagefter, at han bl.a. havde snust til Rumrejsen År 2001 og Antonionis 60'er-film, før han gik til værket, og de mange stillestående og dystopiske, men også meget smukke billeder fra såvel affaldsdepotet Onkalo som den finske ødemark, det befandt sig i, pegede da også i den retning. Kan ikke helt finde ud af, om han kørte det for langt ud - om det blev følelsesporno - men effekten gik man ikke fejl af. Slet ikke da han satte Kraftwerks "Radio Activity" ind under en sekvens, der handlede om midlertidig - læs: Usikker - opbevaring af atomaffald. Kuldegysninger, røde øjne osv. osv.

Men filmens store force var de meget personlige og åbenhjertige interviews, han fik med bl.a. medlemmer af det finske atomenergi-argentur. For det var virkelig tydeligt, at de ikke blot var kølige bureaukrater og videnskabsfolk, men også almindelige mennesker, som var blevet sat til at udføre en nærmest umulig opgave: At finde en sikker form for opbevaring over et tidsspand på 100.000 år. Til min store overraskelse var mange af dem faktisk tydeligvis ikke de store tilhængere af atomenergi, og dem, der endelig var, anerkendte også det stærkt problematiske i det. Det korte af det lange var bare, at affaldet nu én gang eksisterede, og at nogen var nødt til at gøre deres bedste for at uskadeliggøre det. Og de "nogen" var så dem...

Overraskende nok viste det største problem i den sammenhæng sig ikke at være hverken klimaændringer, forandringer i jordlagene eller lignende, men mest af alt den menneskelige natur. Der var megen snak om markører - hvordan man skulle eller ikke skulle kommunikere til en menneskelig bevidsthed over en afstand på 100.000 år, at der altså befandt sig noget farligt under jorden her. For hvor mange symboler har vi pt., der går så lang tid tilbage og stadig er forståelige? Og vil et dødningehoved på en sten ikke i lige så høj grad fascinere senere generationer, som det vil frastøde dem? Af samme grund var stemningen mest for, at man bare skulle lukke hullet og glemme alt om stedet. Men hvad nu hvis nogen fandt det alligevel...?

Lad mig bare sige det sådan, at filmen endte i et foruroligende spørgsmålstegn. Ligesom i øvrigt debatten bagefter. Gade var ganske vist den eneste, der entydigt sagde nej til kerneenergi, men omvendt troede ingen rigtigt på, at vores efterkommere kunne holde fingrene for sig selv i længden.

Det gør jeg uheldigvis heller ikke.

onsdag den 6. januar 2010

Dorske dyr og smuk journalistik


Interessant øver i går. De fire tilstedeværendes musikalske niveauer var vidt forskellige, men der var nogenlunde enighed om de musikalske referencer. Kan være, det bliver et kort eventyr, men også, at det finder en spændende form. Vi får se.

Vågnede op i morges ved, at min hånd sved. Det viste sig, at jeg havde sovet med den på radiatoren i et pænt stykke tid, hvorved jeg havde erhvervet mig 1 stk. andengradsforbrænding. Det ser værre ud, end det føles, men nonetheless...

Skal se dokumentarfilmen Into Eternity sammen med Louise i aften. Den handler om nogle underjordiske gange, man pt. er ved at bygge i Finland til opbevaring af atomaffald, der vil være ekstremt dødbringende de næste 100.000 år. Dvs. ca. halvdelen af den tid, mennesket har eksisteret indtil videre.

Hvor tåbeligt kan et såkaldt intelligent dyr være? Vi har jo ligesom alle sammen hørt om fænomener som kontinentaldrift, seismisk aktivitet, kometnedslag osv. I det lys er intet sted på kloden pr. definition sikkert i så lang tid. Og eftersom vi er så lidt smarte, at vi i det hele taget roder med noget så vanvittigt som kerneenergi, tvivler jeg i det hele taget på, at vi - selv hvis alt ellers går efter planen - kan bedrive en forsegling, der med garanti kan holde på skidtet i så lang tid. Men næh, nej, out of sight, out of mind... Skal nok blive en pænt underholdende kigger, den film.

On a brighter note: Det nye nummer af Geiger er kommet, og jeg har essayet "Splittelsens førstefødte" med. En række glimrende, synes jeg, noter om musik/kunst og erotik med udgangspunkt i begrebet "kinkyness" - endda illustreret af Zven Balslev, hvis lo-fi-billedkunst jeg holder meget af og kun er stolt af at blive associeret med. Men samtidig vil jeg også gøre opmærksom på, at nummeret rummer mere end almindeligt glimrende interviews med Skammens Vogn, Frodegruppen 40 og Torben Ulrich/Søren Kjærgaard, og at min gamle, kompetente konkurrent (vi har altid haft det med at være lettere uenige, men i hvert fald fra min side har respekten aldrig manglet) inden for kraut-området, Jannik Juhl Christensen, leverer en smuk, nuanceret artikel om new age-musik under overskriften "Evighedens candyfloss". Et skidegodt nummer, hvis jeg skal sige det - og eftersom jeg selv har haft meget lidt med det at gøre, er det såmænd ikke engang selvros.

tirsdag den 5. januar 2010

Ganz Kraut

Bizarre ting sker. Blev kort før jul kontaktet af en gut, som havde læst den krautrock-føljeton, jeg skrev til Geiger for næsten 10 år siden. Han var fuldstændigt oppe på at få mig med i et band i dét spor - også selvom jeg efterfølgende ikke lagde skjul på, at jeg ikke har spillet i et stykke tid, og at jeg aldrig har været nogen specielt dygtig musiker. Så nu giver jeg det en chance. Første bandmøde foregår på Rantzausgade i aften. Så må vi se, om der bliver et andet, når de andre først har hørt mig maltraktere en bas.

Har færdiggjort mine Amager-artikler. Dvs. færdiggjort dem efter mine egne standarder, som imidlertid ikke er specielt gearede til et hurtigt medie som internettet. Forventer at få dem tilbage til omredigering. Og vil i øvrigt gå til opgaven uden sure miner. Kan ikke forvente at have den frihed, jeg havde i Geiger, andre steder, og kan for øvrigt også godt se hvorfor.

At jeg så finder det trist, at den moderne læser efter alt at dømme ikke har en opmærksomhedshorisont, der er større end en middelstor snudebilles, er så noget andet. I 2010 er der så absolut ikke tid til fordybelse.

Hvilket igen kun understreger følelsen af, at jeg ikke er skabt til denne tidsalder.

mandag den 4. januar 2010

I hate myself and want to die!

NOT!!! Men en uproduktiv dag. Har bedrevet dagens digt plus en gang måske ikke urimelig, men potentielt destruktiv mavesyre herude, som jeg endte med at slette igen.

Overskriften kommer af, at jeg læser I Hate Myself and Want to Die af Tom Reynolds. En gennemgang af de 52 - efter hans mening - mest deprimerende sange nogensinde. En udpræget coffee table book, men ikke desto mindre meget underholdende og oplysende. Selvom jeg savner sublime undergangshits som Sisters of Mercys "Black Planet", Death in Junes "She Said Destroy" og The Smiths' "Heaven Knows I'm Miserable Now". Men det er vel en smagssag. Han får åbenbart mere nederen på af Mariah Carey og Billy Joel, og jeg kan ikke sige, at jeg står totalt uforstående tilbage.

Udenfor er der stadig koldt som i en brøndgravers røv.

søndag den 3. januar 2010

Lament for a rat


Rottschen døde i går. Den første af Louises rotter, der viste interesse for mig, da jeg i sin tid gjorde min entré i Hellerup. Siden har vi haft mangen en putte-stund - hun var allerede en gammel rotte, da jeg kom, men så meget desto mere kontaktsøgende. Og konsekvent omkring det - hun vidste sgu godt, hvad hun ville have. Det var bare at åbne buret, så pilede hun selv direkte ud og lagde sig til rette. Jo, de kan sgu have ikke så lidt personlighed!

I den seneste uges tid begyndte hun at virke mere og mere skrantende, og i går var det helt galt. Ud på aftenen kunne hun ikke andet end at ligge hos os og lade sig nusse, mens hun småsov og hev efter vejret. Og ved titiden var det slut. Hun sov roligt ind med hovedet på Louises hals.

Nu ligger hun i en kasse ude på den frosne altan og venter på at blive puttet i jorden, når vinteren løsner grebet lidt. Sikkert mæt af dage. De bliver jo ikke meget mere end to år, de kræ, og hun var tre måneder ældre endnu.

lørdag den 2. januar 2010

NY LYRIKBLOG!!!

Ok, som varslet har jeg oprettet en ny lyrikblog - Assistens & elsewhere - oven på den meget pludselige og demonstrative lukning af digte.dk. Indtil en bedre - læs mere social og interaktiv - løsning bliver fundet, er det udelukkende der, man fremover vil kunne opleve mine lyriske udgydelser fra dag til dag. Og allerede nu ligger der fem friske ting derude, som ikke kan opleves andre steder.

Så spred ordet, for demiurgens skyld - det har jeg også tænkt mig at gøre!!!

Se bloggen her.

Blød landing

Vågnede noget desorienteret nytårsmorgen. For det første vel fordi jeg og Louise havde overnattet på en luftmadras i Næstved efter en særdeles hyggelig nytårsaften, hvor vi, ud over Astrid, Peter og deres to drenge, også havde været i selskab med en af Nordeuropas lifligste pladesamlinger (Blurt? No problem! Flying Lizards? Coming right up!). Men næsten lige så meget fordi jeg ikke havde tømmermænd!!!

Stenede det meste af dagen til velvalgte sange fra YouTube og så Svampebob Firkant på dvd, før vi atter drog hjem til Nørrebro i en lammende kulde. Nu ligger der igen et fint lag sne over byens tage, og himlen er høj, klar og blå.

2010 tegner lovende nok.