tirsdag den 6. april 2010

Tæppefald

Ny blog påbegyndt her.

mandag den 5. april 2010

The final cut

Ok, jeg kan lige så godt starte med at tage firbenet ved halen...

Jeg har igen her i påsken haft en oplevelse, som bestyrkede mig i, at det ikke er klogt at lade bloggen fortsætte, som den har gjort. Jeg vil helt klart savne "dagbogsaspektet" - nu, hvor jeg står over for at skulle skære det fra, kan jeg tydeligt se, at det ikke er irrelevant for mig - men alt, jeg ser og ønsker nu, er fremtid. Og måske var kendetegnet for den periode, bloggen har dækket, at jeg netop ønskede en fremtid, hvilket i starten virkede som et endda meget utopisk projekt. Nu er den her. Masser af gamle historier er enten ved at slutte eller allerede rundet af, og jeg ønsker ikke at slæbe for meget ballast med mig, ligesom jeg på ingen måde har lyst til at løbe risikoen for at afspore noget ved at lægge ord om nuet ud til alt for fri fortolkning. Så uanset jeres i grunden mange meldinger om, at bloggen skal fortsætte, som den er, er jeg nødt til at gå i den modsatte retning. For min egen skyld.

Krigsveteranen lukker og slukker altså. Og siger tak for både de mange engagerede kommentarer hen ad vejen og de gode meldinger her til sidst, der tydeligt har vist mig, at projektet har betydet noget for andre end mig selv.

Alternativet er ikke oppe at stå endnu, men har arbejdstitlen "Baunblæk". Og vil, som antydet, komme til at bestå af mere udadvendte kommentarer til kunsten og virkeligheden. Men, som overskriften antyder, også med personlige vinklinger på tingene.

Melder ud her hvordan og hvorledes. Og så ses vi forhåbentligt også dér :-)

torsdag den 1. april 2010

Hjemlandets vemodige toner...

...i dit fjæs lige her.

onsdag den 31. marts 2010

Ny blog?

Er på det seneste begyndt at spekulere over hvorvidt al den tid, jeg mellem år og dag bruger på at skrive specielt denne blog - min lyrikblog er pt. i en helt anden grad et udstillingsvindue, som jeg kan og vil styrke udbredelsen af ved enhver given lejlighed - er vel brugt. Jeg mener: Der ligger snart to års arbejde i den, men den har kun vundet seks faste læsere, og den er stadig ikke over de 1000 hits.

Ikke at det indtil nu har gjort mig så meget. Jeg skrev dagbog som teenager, hvor jeg gennemgik en kriseperiode, som på mange måder mindede om den, jeg har været igennem siden det første indlæg her, og ligesom dengang har denne blog været en stor hjælp i forhold til at sortere i og bearbejde mine tanker. Fra tid til anden er der endda dukket ting op her, som har haft en eller anden skæv, litterær kvalitet. Men jeg ved ikke i hvor høj grad, jeg egentlig synes, at bloggen har den funktion nu. Også netop fordi den indtager en mærkelig position mellem det private og det offentlige: I kraft af netmediets udbredelse kan jeg kun i ret overfladiske tilfælde skrive om de ting, jeg virkelig gør, tænker og føler her - resten er der pga. diverse hensyn trukket et slør over. Så det er hverken en ordentlig dagbog eller et ordentligt stykke litteratur/fagligt arbejde...

Umiddelbart er min indskydelse at lukke og slukke den her blog, som man kender den, og lave en mere offentligt rettet - men af samme grund selvfølgelig mindre personlig - side, der kun inkluderer kunstneriske, filosofiske og politiske udsagn. Jeg har ikke tænkt mig at slette alt det, der allerede er skrevet - selvom meget af det gør ondt at læse læse igen, er det allerede delt én gang, og jeg véd, at passager er værdifulde for andre end mig. Har endda overvejet, om noget af det kan omarbejdes i bogform. Den nuværende side bliver, om end i "frosset" udgave. Men for mig vil det være en stor befrielse, hvis man én gang for alle kan skille skæg fra snot - lade privat være privat og offentligt offentligt. Så undgår man også at skulle gå på listefødder over for sine nærmeste, der til tider synes, at man har overskredet en fin grænse alligevel - skellet mellem det, der kan offentliggøres, og det, der ikke kan, er forskellig fra person til person, og jeg er sgu nok ret hårdhudet, hvad den slags angår. Hvilket ikke er skide praktisk.

Men hvad siger I, læsere? Er der en overvejende stemning for, at bloggen fortsætter, som den er, kan det selvfølgelig lade sig gøre. Jeg har gjort det her i lang tid, og selvfølgelig synes jeg stadig, at det er interessant at have sit liv og sine tanker dokumenteret fra dag til dag. Men i modsat fald vil det også passe mig fint at få et ordentligt panser...

Tænke- og kommentarperiode: Påsken over.

tirsdag den 30. marts 2010

Udmattelse

Er usigeligt træt for tiden. Er jeg gerne hvert år ved denne tid, når foråret for alvor sætter ind. Føler mig som en mand, der har svømmet langt og længe for at overleve, omsider er nået ind til stranden - og så kollapser totalt.

Havde en halv aftale med Pia om at tage til et elektronisk arrangement i aften/nat, men har måttet melde fra. meget blus er der bare ikke på pt. - specielt ikke hvis jeg gerne vil nå et relativt tidligt tog til Silkeborg i morgen. Men glæder mig til, at der er.

Til gengæld har jeg fået skrevet et par anmeldelser igen over det sidste halvandet døgn. Helt rart at få noget fra hånden på dén front igen, selvom jeg også ved, at det snart vil hænge mig langt ud af halsen, som det plejer.

søndag den 28. marts 2010

Den åbne dør

Ved ikke, om det bare er mig, der tænker så kringlet... Men faktum er, at der i vores opgang er en hoveddør, der har stået på klem i en uges tid. Der er stadigvæk navneskilt på den, og jeg har ikke registreret en flytning i et stykke tid, men under alle omstændigheder er indehaveren væk på den ene eller anden måde, og det er da en såre mærkelig måde at efterlade døren på. Så hver gang, jeg går forbi, føler jeg mig fristet til at kigge ind og checke, om alt nu også er, som det skal være. Men så igen: Har der været indbrud, og skulle vedkommende ligge død inde på gulvet eller lignende, er man omvendt heller ikke enormt interesseret i at være den, der gør fundet... Men så igen: Nogen skal jo. Osv. osv.

Skåret ind til benet handler det hele vel bare om, at sådan en åben dør, der ikke burde være åben, kan få de mærkeligste film til at køre i den indre biograf - og få det til at krible i hænderne af lige dele nysgerrighed og gru...

(PS: I øvrigt blev Rottschen, efter at have ligget i nedkølet tilstand en i kasse på altanen siden januar, bisat i Hareskoven i går. Først nu var jorden tøet så meget op, at det kunne lade sig gøre. Godt at få hende sendt ordentligt afsted til rottehimlen.)

Column

Var til Column på Faust i går aftes. Var meget glad for at få dén mulighed - projektet har ligget underdrejet i et pænt stykke tid, og jeg mener seriøst, at deres Centipede-album fra 2001 var noget af det flotteste, der kom fra Danmark i nullerne. I det hele taget et hovedværk inden for dansk industrial/dark electro.

Nuvel, meget var der ikke sket siden. Der arbejdedes tydeligvis hen mod et nyt album med et mere regulært industrielt udtryk, hvilket klædte duoen, men meget af materialet stammede stadig fra Centipede. Det gjorde nu heller ikke noget, for det var og blev fantastisk, og selvom der var en del tekniske kiks, blev de taget med højt humør af Nino Orio og Janine Neble, som er kernen i gruppen i dag. Et godt, afslappet show, hvor sidstnævntes stemme virkelig - modsat i Alive With Worms, som hun ellers er mest kendt for - fik mulighed for at folde sig ud. Og den er stor! Uden tvivl den stærkeste, mest markante vokal, der er vokset ud af dansk postpunk. Utroligt, at hun stadig i den grad er et undergrundsfænomen.

Men Column sparker stadig 120 procent røv, for at sige det rent ud. Glæder mig til at høre mere. Meget mere!

Endte på diverse barer på Vesterbro bagefter sammen med Louise og slænget, der havde været til Peter Sommer-koncert. Åbenbart også en optursoplevelse - og jeg må da tilstå, at hans seneste album viste glimrende takter. Men jeg var nu glad for, at jeg havde vandret af min egen sti indtil da.

fredag den 26. marts 2010

Kvalificeret demokrati, tak!

Der skal nok være dem, der vil fare i flint over et indlæg som dette - om ikke herinde, så andre steder. Ved pølsevognene og foran bardiskene, f.eks.?

Men der er efter min mening en væsentlig fejl ved demokratiet, som det fungerer i Danmark. Man ser problematikken den ene gang efter den anden - specielt for tiden, hvor balancepunktet i meningsmålingerne hele tiden skifter mellem rød og sort blok. En sag kommer op - sikkert ofte i forvejen plantet strategisk af en spindoktor - og alt efter hvor godt, de to blokkes spindoktorer får udnyttet dens mediepotentiale, tipper vægtskålen.

Der er sikkert dem, der vil mene, at dette spil er spændende. Selv hælder jeg til det standpunkt, at det er lidt for spændende, for det er jo ligesom reelt folks liv, muligheder og helbred, spillet handler om, ikke?

Den stødpudezone mellem fløjene, der hele tiden bejles til, er de nok så berømte "ved ikke"-vælgere. Dvs. dem, der automatisk får tilsendt deres stemmekort, når valget nærmer sig, men dybest set ikke har en holdning, og som derfor er nemme ofre for diverse manipulationer og mediestunts. Hvilket har enorme konsekvenser for os alle sammen.

Dem mener jeg simpelthen skal fratages stemmeretten. Eller rettere: Jeg synes ikke, at stemmeret skal være noget, man bare får, fordi man tilfældigvis eksisterer. Man skal kvalificere sig til den. Og nej, kriteriet skal ikke være økonomi, ren straffeattest eller lignende, som det er set før. Det skal være basal politisk viden.

Adgangskravet skal være, at man har bestået en helt enkel test: Placér partierne bare omtrent rigtigt på højre-venstreaksen. Navngiv fire-fem partiformænd og hvilken gruppering, de hører til. Definer helt grundlæggende socialisme i forhold til socialdemokratisme, konservatisme og liberalisme. får man sin stemmeseddel. Hvis man i det hele taget vil have den.

Har egentlig haft det på den måde siden valget i 2001, hvor jeg stod foran stemmeboksen i Aalborg Øst og blev kontaktet af en fyr, der spurgte mig om, hvor man skulle sætte sit kryds, hvis man ville stemme på "ham der Anders". Selv mente han, at det vistnok var Det Radikale Venstre, men generelt hjælpsom, som jeg er, viste jeg ham den rette liste. Det har jeg ofte græmmet mig over siden... Spøg til side: Det har jeg faktisk. For en mand med så lidt regulær politisk indsigt fortjente simpelthen ikke at få lov til at sætte et kryds.

Jeg synes ikke, at det klæder og gavner det politiske klima i Danmark - uanset blokkene - at en stor procentdel af landets vælgere er regulært stemmekvæg, der vindes af dem, som er dygtigst til manipulation, mudderkastning, charmeoffensiver eller stupide, men åbenbart populære slagord som "af med burkaen!" Nej, ud med dem, og lad os så en anden gang få en saglig valgkamp, der afgøres af kvalificerede vælgere.

Og til dem, der skulle mene, at indlægget decideret er vendt mod den borgerlige fløj, der jo som bekendt har flest kontanter at føre kampagne for, og derfor også har overtaget på spinnesiden, må jeg faktisk sige nej: Det er ikke det lys, min mening skal ses i. Jeg kan til enhver tid respektere en ærlig borgerlig stemme - én, der ligger regulær viden og tankevirksomhed bag. Skal f.eks. heller ikke lægge skjul på, at jeg til enhver tid vil sætte mere pris på habile borgerlige kommentatorer som Qvortrup og Jarl Cordua (sidstnævnte definerer endda sig selv som "liberal blogger", så alle véd, hvor de har ham), der er knivskarpe og nøgterne i deres analyser af de aktuelle politiske landskaber, end en socialdemokrat på automatpilot, der ræber med på "Danmark for Folket" foran en partibod 1. maj. Det handler simpelthen om, at jeg foretrækker en ærlig og ren politisk tvekamp, hvor udfaldet afgøres af folk med et minimum af baggrundsviden og omløb i hovedet. Punktum.

Politik er en dødsens alvorlig sag. Alt for vigtig til stemmekvæg.

torsdag den 25. marts 2010

God skov

Var til årets første virkelig gode Underskoven-session i går. Folks kreative årer var åbenbart tøet op, og der var fine, nye ting fra bl.a. Pia, Bo Lille og Uschi Tech - folk, der enten havde været helt væk eller bare holdt skansen i et stykke tid. Selv oplevede jeg - vist for første gang nogen sinde (og så dernede, hvor stemningen som oftest er lettere reserveret) at folk afbrød med bifald midt i et digt! Men ok: Det var nu heller ikke de mest hermetiske ting, jeg havde med i går.

Overraskelsen var en pænt syret film af Saxi, der kombinerede poesi med bl.a. en monolog på de tilfrosne søer og billeder af en dværg og en kæmpe på stylter, som dansede ballet foran et fransk slot. Sælsomt, men også smukt. Desuden var der reception for en ny digtsamling af Pia Valentin Lorentzen: 117 Zoologiske Senryu. Glimrende, humoristiske kortdigte. Måske ikke stor, stor kunst, men sådan præsenterede hun dem heller ikke - nærmere som små, lyriske forfriskninger. Hvilket de var.

Og champagnen smagte godt.

Et menneske

Jeg har mødt et menneske.

Et menneske, der uden videre kvababbelser forvandler et andet menneske til en funktion og en ting.

Et menneske, hvis tålmodighedstærskel kun varer til den næste tilfældigt udløste humørsvingning.

Et menneske, der kan køre en oprigtig hadfølelse op over ingenting.

Et menneske, der forlanger alt af andre, men ikke stiller spørgsmålstegn ved sine egne (specielt menneskelige) kompetencer.

Et menneske, der tildeler ethvert sekund af sin tid så meget betydning, at vedkommende åbenbart forventer dyb taknemmelighed over et par blikke og iscenesat imødekommende ord.

Et mennneske, der tilfældigvis havde en lille uges magt over mig - hvilket var en lille uge for længe.

Den skræmmende tanke, I hope: Hun var leder af en vuggestue.

onsdag den 24. marts 2010

XVI


Spøg aldrig med tarotkort. Da jeg skulle trække dagens kort i går, var jeg sikker på, at jeg ville få The Tower. Det fik jeg. Og stort set hvert sekund dagen igennem var derefter: Magen til katastrofal dato har jeg ikke oplevet i månedsvis. Godt nok gik der ikke noget i stykker, men alt var så sort, så sort. A rotten day to end all rotten days.

I dag har jeg trukket Ti Bægre. Noget bedre perspektiver.

tirsdag den 23. marts 2010

Lokum

Man er i grunden omgivet af små ting, hvis funktion man tager alt for givet, indtil de lige pludselig svigter. Som f.eks. éns toilet. De sidste 14 dage har den store, hvide telefon her i lejligheden opført sig mere og mere mærkeligt, indtil der lige pludselig begyndte at løbe styrtsøer af fækalier ud under bunden, mens man sad der. Louise har haft gummistøvler på hver gang, hun har skullet noget derude, og hele lejligheden har været svøbt i en herlig, landlig duft.

Men så er det jo godt, at man har friends in low places. Nu er problemet fikset godt og billigt, og man kan atter tale med Gud uden at komme i nærkontakt med underverdenen...

mandag den 22. marts 2010

Brøgger da capo

Læser Suzanne Brøgger igen igen. Denne gang Transparence. Og er igen fængslet af hendes evne til konstant at fortælle den samme historie - den om hendes liv - med bittesmå variationer uden egentlig hverken at gentage sig selv eller tabe den litterære kvalitet på gulvet. Hos hende er det de filosofiske bylines, der betyder alt - de små erkendelser fra vejkanten, som alligevel er ekstremt væsentlige og mættende. For hendes vedkommende eksisterer litteraturen på bedste vis i periferien af selve livet - som det egentlig bør være.

Er fortsat ikke utilbøjelig til at mene, at hun er den største, vi stadigvæk har.

søndag den 21. marts 2010

Alder

Jeg har fundet ud af, at jeg er 13252 dage gammel i dag. Lyder af mindre, end det er, så det er en glimrende måde at formulere det på.

Ikke at jeg er hyleangst for at blive gammel - så længe der er energi, bevægelse og visioner, er det for mig lige meget, hvad der står på dåbsattesten, og når det kommer til synlige tegn på aldring, har jeg alligevel i adskillige år fundet kroppe og ansigter, der bærer præg af en vis portion levet liv, fascinerende. De fortæller en historie - er ikke blot blanke ark. På samme måde finder jeg heller ikke tanken om, at jeg en dag skal dø, særligt skræmmende - det modsatte ville, med al den erfaring og erindring, man gennem årene får akkumuleret, være det sande skrækscenarium, og på samme måde tror jeg, at alt ville miste værdi, hvis ikke livet havde en deadline. Så aldring og død? Ja tak! Evig ungdom og evigt liv? Nej tak!

Men travlt med nogen af delene har jeg naturligvis ikke. Så udregn da bare mit liv i dage og spørg mig endelig én gang til, om jeg har Wild Card...

"De andre"

Et gennemført roligt døgn oven på de sidste dages hektiske aktivitet. Åd, drak vand og saft og så Seinfeld i lange baner, mens jeg filosoferede over en ny undersøgelse, der "beviser", at folk, som køber økologisk, opfører sig dårligt over for andre mennesker: Stjæler, lyver og går amok for et godt ord. Pointen var vist, at man føler, man køber sig "aflad", hvis man køber grønt, og derfor har lov til at opføre sig som et gennemført røvhul!

Ved ikke hvem, der foretager den slags undersøgelser, men den får mig til at tænke på sure, gamle mænd i forstæderne, der tror, at folk med langt hår stjæler og tager stoffer, og renskurede fitness-karriere-menneskelige-brækklatter, der, omgivet af et skærende dommedagslys af selvretfærdighed og Apartheid-hysteri, jublende udråber rygere og overvægtige til at være "tabere".

Og først og fremmest får det mig til at tænke over, hvorfor os mennesker ind ad en kant tilsyneladende har et uudtømmeligt behov for at behandle "de andre" som lort, og ikke skyr nogen midler for at retfærdiggøre den type opførsel...

lørdag den 20. marts 2010

Clash of the titans (eller noget)!

Havde i de foregående dage bygget en del op til gårsdagens poetiske stævnemøde med Pablo Llambias og Troels Boberg på Bureauet, men efter en lang og hård arbejdsdag, der blev efterfulgt af flere timers kritisk gennemgang af det sidste halve års lyriske produktion, havde jeg muligvis slet ikke energi til at være nervøs, og det virkede for mig. Selvom det pludselig viste sig, at jeg skulle læse 2 sæt á 10-15 minutter i stedet for det ene, jeg havde forberedt, kørte jeg bare på, og det hele sad stort set i skabet. Det gjorde det også for de to andre. Bobergs indslag var sublimt musisk, mens Llambias leverede underfundig civilisationskritik fyldt med stærke pointer og punchlines, og bagefter var alle, man snakkede med, enige om, at vi havde matchet hinanden godt, selvom vi ret beset var to opkomlinge versus en fra "parnasset", og at arrangementet på stort set alle planer var vellykket. Det, der måske havde kørt mest trægt, var jam-delen, eftersom de to andre ikke rigtigt havde prøvet den før, men efter et par false starts kom dét nu også til at fungere ganske rimeligt.

Men i det hele taget var det lidt skægt at se, hvordan rektoren fra Forfatterskolen reagerede på, at han lige pludselig stod på en decideret undergrundsscene - og i en uvant situation. Han var meget tavs og indesluttet til at starte med, hvilket jeg ikke vidste, om jeg skulle tolke som arrogance, men efter et stykke tid - specielt under jammet - kom det til at stå klart, at det simpelthen var usikkerhed over for konteksten, det handlede om. Og bagefter var han høfligheden selv. Men det er jo det: Af og til kan man glemme, at "ikoner" også simpelthen er mennesker, og at det kan kræve et vist mod at vove sig ned i "vækstlagets fugtige kældre" og eksperimentere med nye former for optræden, når man først har etableret sig, selvom det efter min mening er lige præcis det, alle bør gøre. Llambias vovede springet, han kunne bunde, og han har i dén grad vundet min respekt på det. Og på sit fine materiale, naturligvis.

Næste gang er det Søren Ulrik Thomsen, der skal ud i samme situation. Bliver spændende at se, hvordan dét kommer til at spænde af...

Bagefter blev der udvekslet idéer til oplæsningerne under 9000 Ord i Aalborg om en måneds tid. Både Louise og Tanja Truelsen, som skal med, var der, og bliver tingene, som vi vil have dem, venter der publikum deroppe en del overraskelser d. 24/4...

torsdag den 18. marts 2010

Sprødt

Skøn koncert i går. Rasmus' repertoire var vokset betragteligt - både kvantitativt og udtryksmæssigt - siden jeg hørte hans første demo for et par år siden, og backingen fra Red Ink gjorde bestemt ikke materialet værre. Og man kom hele vejen rundt - fra en art fordrukken sømandsvise til den afsluttende psykedeliske kraftudladning af et dobbeltnummer. Købte ep'en Stranger, men der skulle vist være et helt album under opsejling, og det glæder jeg mig til!

Et andet projekt, der skulle være på vej fra Rasmus' side, er en lille, uhøjtidelig festival på Fanø til sommer, og jeg hørte, at bl.a. Marc Kellaways Flowers of Yes! skulle spille der. Der bliver vist arrangeret transport herovre fra, og det kunne være, man skulle hoppe på karavanen...

I aften er det mig, der skal på scenen - i det før omtalte jam med bl.a. Llambias. Det er kl. 20 på Det Poetiske Bureau, Griffenfeldsgade 52, om nogen skulle være kække...

onsdag den 17. marts 2010

Lidt slet skjult reklame

Apropos Geiger holder bladets pladeselskab reception for So Like Dorians debut-ep på Bureauet i aften kl. 21. Bag navnet finder man min gamle medredaktør-kollega Rasmus Steffensen, der altså også har en temmelig heldig hånd, når det kommer til blåtonet singer-songwriting Og i øvrigt er en flink fyr, jeg ser for lidt til, eftersom han flyttede til Tyskland sidste år. Så der skal jeg hen.

Hvad skal du?

tirsdag den 16. marts 2010

En musikjournalist lukker ned...

Der rives i mig igen som anmelder for Geiger. Af diverse musikere. Hvilket sådan set er beærende nok, for så må jeg da have gjort en eller anden form for varigt - og i flere tilfælde tilsyneladende også positivt - indtryk. Men også lidt ubehageligt, for lysten er der kun meget svagt for tiden, og jeg gider ikke hele tiden at skulle forsvare, at det er sådan, eller svare på spørgsmål om, hvorvidt redaktionen i Århus, som jeg kun har sporadisk kontakt med, nu har modtaget dén og dén plade.

For det første gik jeg i sin tid ind i Geiger, fordi jeg slet ikke kunne lade være med at skrive om musik, og syntes, at den øvrige musikjournalistik i Danmark bar al for meget præg af pligt- og rutinearbejde. Samtidig lovede jeg mig selv, at jeg ville stoppe, hvis jeg nogen sinde fik det sådan - landet havde ikke brug for flere lusede levebrødsskribenter. Hvilket jeg sådan set gjorde for snart to år siden, selvom porten stadig er åben for mig i tidsskriftet, og jeg af og til har brudt min tavshed, når jeg virkelig var motiveret for at sætte pen til papir i dén kontekst igen. Men som sådan har jeg virkelig ikke lyst til at komme tilbage til en position, hvor der hober sig bjerge op på 30-40 cd'er, jeg bare skal have en kvalificeret mening om, mens rykkerne tikker ind i min mailbox...

Jeg elsker musik lige så meget, som jeg altid har gjort, og arbejder faktisk en del med det på andre planer for tiden. Men jeg har givet 10 af de bedste år af mit liv til fremme af andres karrierer og visioner, og jeg synes pt., at det er ganske rimeligt, at jeg reserverer nogle år til mig selv og mine drømme, der for øjeblikket går i nogle helt andre retninger, og så ellers bare nyder alle de spændende toner, der stadigvæk findes derude, som en del af publikum: Fri til at begejstres uden partout at skulle forvandle oplevelsen til alligevel aldrig helt dækkende skrift...

Tænker nogle gange på, hvad der skal til, før folks opfattelse af mig bliver en anden end "anmelder-Steffen". Er det virkelig nødvendigt at bryde helt og aldeles med Geiger? Ikke noget, jeg har lyst til, i hvert fald - bladet er stadig lidt af et hjertebarn, og det er også rart for en ræv at have flere udgange. Jeg har bare hverken lyst eller tid til at byde ind med så meget lige nu, og den smule, jeg gør, vil jeg gerne have fuldstændig fri hånd til at bestemme, hvad skal være.

Så tilgiv mig, hvis nogen skulle løbe ind i en mur fra min side - det er simpelthen en klassisk forsvarsmekanisme og ikke et udtryk for arrogance. Det signalerer ikke engang ligegyldighed. Det er et spørgsmål om Lebensraum - om plads til at være den, jeg er nu. Og måske engang - om lang tid - samle appetit til fornyet (og frisk) anmeldervirksomhed.

mandag den 15. marts 2010

En slutning og en begyndelse.

Man er sgu ikke børn længere... I går fik jeg at vide, at min tidligere klassekammerat fra Voel Skole, Luise, lige er død. Hun var ikke en, jeg overrendte, men jeg husker hende kun for det gode. Hun burde kun have været omtrent halvvejs nu...

Ellers tilbragte jeg eftermiddagen sammen med Sams, mens vi forsøgte at kante os ind på samarbejdet. Sang decideret ind i en mikrofon for første gang i årevis - lettere grænseoverskridende, men resultatet blev rimeligt. Ser meget frem til at komme videre med dét.

søndag den 14. marts 2010

En tur i haven

Eftermiddagstur i Frederiksberg Have - Louise og jeg var taget derud for at se på fiskehejrer, og det lykkedes da også at spotte et par eksemplarer af den smukkeste fugl i den danske fauna. Men lige så interessant var havens stærkt romantiske præg, komplet med falske ruiner og vejrbidte amforaer. Og at se kernen af det gamle Frederiksberg, som man faktisk godt kunne fornemme engang havde været Amager-hollandsk område. Således mindede tårnet på kirken ikke så lidt om det i Store Magleby.

Inglorious Basterds bagefter. Glimrende Tarantino. Og ét træk, jeg enormt godt kunne lide ved den, var, at alle de deltagende parter i handlingen, som var henlagt til Frankrig under 2. Verdenskrig, snakkede hver deres sprog. Har altid haft en vis aversion mod filmnazister, der taler engelsk. Skægt, at man - af alle instruktører (for hulen, filmen ender med, at Hitler fås das Pulver!) - skal gå til Tarantino for at finde noget så basalt autentisk!

Noise på Lygten

Var til The Loudspeaker på Lygten. Forinden var der et par åbningsacts, der gjorde sig i kompetent free noise, men hovednavnet tog dog prisen med sine buldrende, knitrende og prikkende lydudladninger, som blev frembragt på laptops og en effektbelagt saxofon, som mere blev brugt til at opfange vibrationer fra gulvet i, end den decideret blev spillet. Vil altid have noget for den type musik - det her på én gang lutrende og overvældende støjrum, man bare kan gå ind og meditere i. Men var pænt fuld, og der var ikke ret mange mennesker, så det kom alligevel lidt som en udfrielse, da Louise meldte, at hun var på vej hjem efter en tilsvarende våd, men lidt antiklimaktisk Nephew-koncert. På det tidspunkt var mine ører også pænt medtagede af det næsten lidt for gode PA, der gik lige i indvoldene.

Udenfor forsvinder de sidste hårde, beskidte snedriver i tilfredsstillende tempo. Er lige ved at tro, at jeg har overlevet endnu en vinter.

lørdag den 13. marts 2010

Klukklukkluk

Sov det meste af i går væk. Har haft en meget skiftende arbejdsplan det meste af ugen, der omsider hævnede sig. Men nåede da at se Nicholas Cage (spændende skuespiller!) drikke sig ihjel igen i Leaving Las Vegas. Altid herlig underholdning.

Et par digterkolleger kører uhæmmet had på hinanden på Facebook for tiden. Vist mest som en gimmick i forbindelse med en snarlig oplæsning på staden. Det må man da håbe, i hvert fald. Det foregår virkelig på børnehaveplan, og skulle der være et minimum af bund i det, ville jeg have mistet en hel del respekt for dem begge.

Skal til avantgardehelvede på Lygten i aften. Louise skal til Nephew. Men bajere en masse skal det nok blive til begge steder - og sammen i byen bagefter.

torsdag den 11. marts 2010

Underskoven igen

Glimrende aften i Underskoven i går. Mine egne ting blev fyret nogenlunde planmæssigt af, og et par ansigter, som havde været fraværende i et stykke tid - ikke mindst Louise, som dog ikke læste op, men også bl.a. Thurston Magnus - kiggede forbi. Afmatningen i miljøet er dog stadig påfaldende. Har til tider fornemmelsen af at være den eneste, der er bare nogenlunde on a roll. Og mest fordi jeg har besluttet mig for at være det: Et digt om dagen, tak. At skrive på inspiration er noget lort. Der skal arbejdsdisciplin til.

Skulle egentlig have været videre til Poetry for Charity, men meget strøm var der alligevel heller ikke på batteriet.

onsdag den 10. marts 2010

Robotgear

Grønt lys fra Sams. Det er meningen, at vi skal lave et par technopop-klassikere om, så de kan fremføres på en scene engang ved lejlighed - jeg står for de frie tekstoversættelser og messer (snarere end synger, for det har jeg sgu ikke stemmen til), han tolker musikken lige så frit. Skal nok blive interessant. Første arbejdsmøde mandag.

Ellers stille dage før en - ser det ud til - ok fyldt weekend.

tirsdag den 9. marts 2010

Nogenvegne

Livlige dage. Ikke nok med, at jeg arbejder 7 timer for tiden; ep'en er ved at tage form. Michael Marino (Lotus Krokus) har forvandlet min "Aalborg elegi" til en sang - og hvem kunne være bedre til at gøre dét? Cille slider videre med nogle af de ældre ting, Mnotro melder om, at han har et par tracks, mit navn står på, og jeg har sendt en føler ud til H.C. Sams, der før har lavet glimrende ting i krydsfeltet mellem poesi og electronica. Mere er undervejs, men det er langsomt ved at gå op for mig, at det her sgu nok bliver til noget...

I morgen går det så løs i Underskoven igen - med både jam og individuelle oplæsninger. Og fredag i næste uge - har jeg sagt det før? - skal jeg jam-battle mod selveste Pablo Llambias på Bureauet.

I'm getting somewhere. Skøn fornemmelse.

mandag den 8. marts 2010

Vigtige småting

Har fået at vide, at et indlæg, jeg på et tidspunkt skrev til Dansk Komponistforenings hjemmeside under kategorien "Fredagsbønnen", bliver opsamlet i bogform. Herligt! Ikke fordi teksten er et stort mesterværk eller noget, men hvor er det fedt, at tingene sker af sig selv ind imellem...

På www.frankziyanak.com kan man i øvrigt downloade både musikken og hæftet til albummet Wife Material, som aldrig som sådan er "udkommet". Et brag af en plade (noget af det bedste, jeg hørte overhovedet forrige år!), som den hyperaktive Frank Ziyanak af en eller anden grund - tror jeg - blev træt af, før han kunne nå at få den på gaden. Men inden det nåede så langt, fik jeg skrevet et forord til den, og selvom der er noget i vejen med grafikken, hører dét altså med til det, der kan hentes ned gratis.

søndag den 7. marts 2010

Opmagasineret liv

Siden flytningen fra Odense har 95 % af mine ejendele været opmagasineret i et lager i Rødovre. Nu er der omsider kommet penge ind på kontoen, så jeg kan få mit lort flyttet ud her til Guldbergs Plads. Glæder mig ubeskriveligt. Ikke til fornyet flytterod, men til at se en masse kære ejendele igen. Har sgu ikke helt været mig selv uden mine bog- og pladesamlinger især.

Af samme årsag foregik der lidt udflytning her i går. Zenia havde stadig en del ting stående. Bagefter drev Louise og jeg rundt i byen en times tid, mens vi bl.a. shoppede lidt cd'er på tilbud: Klassikere fra f.eks. Kraftwerk, Trivium, Thom Yorke, The Cure og Red Hot Chili Peppers. Musik skal der til.

lørdag den 6. marts 2010

Bebop

Har ikke så meget andet at skrive i dag, så jeg vil simpelthen benytte lejligheden til at gøre reklame for et forlag, jeg har uendeligt meget sympati for. Nemlig Bebop, der i de senere år ikke blot har specialiseret sig i at udgive obskure, men vigtige titler med folk som Dan Túrell og Per Højholt, men også har udsendt/genudsendt væsentlige internationale modernister som Hugo Ball, Vicente Huidobro, Gertrude Stein, Tristan Tzara og Boris Vian. Check deres overflødighedshorn af et katalog her.

My Blue heaven

Der er den mest fantastiske blå himmel over Nørrebro lige nu. Giver virkelig én lyst til at finde en billig ghettoblaster, en stak slidte bånd med The Falls samlede bagkatalog og en ramme pilsnere, man kan nyde i venners lag under et træ et sted. Men termometeret kunne nu stadigvæk godt bruge et nøk eller to opad.

torsdag den 4. marts 2010

Out of Juice

Endte til lyrikoplæsning på Operaen i Staden i går. Men jeg véd ikke, hvad det er med folk for tiden: Kun Line-Maria Lång virkede rigtigt gearet, selvom Sandberg også morede med et indslag, der formede sig som én lang humoristisk kritik af værten Gordon Inc., som selv ivrigt smædede tilbage. Til gengæld var der hyggeligt ved "digterbordet", hvor der ivrigt blev vendt synspunkter og idéer, mens stedets beholdning af Christiania Pils (Øko-Thy med specialmærkat) langsomt udtyndedes.

***

Undrer mig over, hvad folk nogle gange tænker på, når de navngiver deres butikker eller fremstiller - går jeg ud fra - dyre reklameskilte. På Købmagergade er der en butik, der averterer med "go away"-tilbud, og en anden - en juicebar - som simpelthen hedder Out of Juice! Men det mærkeligste er dog et netcafé på Hamletsgade, jeg fik øje på i går: Den hedder AK 47 og har en silhouet af maskingeværet som logo. En ironisk kommentar til det billede, mange folk har af Nørrebro som en krigszone og terroristrede?

onsdag den 3. marts 2010

Greatest hits?

Har genlæst Dan Turélls Onkel Danny Fortæller - Greatest Hits. En ren sproglig snack som altid. Men det forekommer mig, at selvom Jacob Ludvigsens udvalg holder en fin kronologisk rækkefølge, er det måske for meget bundet op på netop at gøre dét. Den originale bogserie rummede mange andre fine tekster, og skulle jeg have ført saksen, ville den rene og skære kvalitet have været ledetråden. Tror kun, at det er "Willadsen" fra den nuværende bog, der ville have klaret frisag i min version. Men sådan er der så meget.

tirsdag den 2. marts 2010

Sammenhæng

Skærende smukt lys i disse dage. Måske er det bare mig, der er hypersensitiv - og det er jeg, for jeg tog engang en test, hvor jeg kunne genkende 17 ud af fænomenets 20 kendetegn, hvilket var et pænt stykke over bundgrænsen for hvornår, man hørte ind under prædikatet - men jeg går virkelig rundt med en klump i halsen meget af tiden. Fordi mit system virkelig ikke véd, hvordan det ellers skal reagere på det faktum, at verden i den grad er der. De mindste detaljer står frem med den største klarhed - selv det mindste stykke åndssvagt affald på gaden er med en blændende kraft - og alt synes gennemtrængt af sammenhæng.

Det er også bl.a. derfor, jeg nok ikke kan være andet end religiøst indstillet i en vis forstand. Jeg har en skyklap, jeg ikke kan lukke ned.

Tror, at det løber i familien. Ingen tvivl om, at min farmor også kendte fænomenet, og min oldefarbror Victor - nævnt før på disse sider - gjorde muligvis en karriere ud af det i Pinsekirken, hvor han fandt sine forklaringer. Hans selvbiografi myldrer i hvert fald af knivskarpe sansninger, og han havde en lignende evne til at se dybere mønstre i alt. Ingen tvivl om, at troen på Jesus satte ham fri, som digtningen til et vist punkt sætter mig fri. Troen organiserede simpelthen mylderet i hans hoved.

Så nemt kører det ikke for mig. Måske han simpelthen havde andre forudsætninger med hjemmefra for at tro? I hvert fald har jeg mine forklaringer, men de er langt mere tågede, og de giver mig ikke noget eller nogen, jeg kan læne mig op af i det store, kosmiske spil.

Men ordene kan jeg. De er min sikkerhedsventil. Dér bliver mylderet overskueligt og til at formulere.

Min farmor, derimod, fandt aldrig rigtigt noget outlet for sit "mylder", og virkede følgelig ofte forbrændt af tilværelsen. Det må fandeme ikke have været nemt at være hende. Men hun kæmpede sejt og længe. Respekt for dét.

mandag den 1. marts 2010

Fugl

Hørte årets første solsort i går. Den sad et sted i baggården. Den klang... Den giver virkelig tøbrud i sjælen.

Normalt hører jeg den i januar. I år skulle vi så helt frem til den første marts.

Men ok, var jeg solsort, ville jeg nok heller ikke have haft ret meget at synge for før nu.

Hvad snedyngerne gemte:

Plastickrus, smøgpakker, ølflasker, slikpapir, brugte kondomer, opblødt nytårsskyts, tonsvis af grus og trafiksmat, et komplet arkiv over tre måneders hundelorte. Bl.a.

søndag den 28. februar 2010

Copenhagen Art Fair

Var til Copenhagen Art Fair i går. Ligesom bogmessen i Forum noget af et horn at befinde sig i, men dog den tand mere udholdelig. De kommercielle interesser var mere nedtonede, og man havde ikke samme lyst til at gribe sin huggert for at bane sig vej gennem menneskehavet.

Så meget sagt var der ikke hysterisk meget at komme efter. Ok, lagde kun mærke til to kunstnere, hvis værker var gennemført ringe - den værste havde direkte plagieret Warhols silketryk og smidt et par Bowie-citater ind på lærrederne - men omvendt var der meget lidt, der stod positivt frem mellem alle stiløvelserne.

Den, der gjorde størst indtryk på mig, var den noget underrepræsenterede Kuhn Rozi Kwanjai, som - på en egentlig ret gammeldags manér - havde malet nogle skovlandskaber, der, med en millimeterpræcis spartlingsteknik, stod frem med en næsten psykedelisk klarhed og plasticitet. Men i ligaen lige under fandt man Billie Bailey, hvis lyse, sarte, tågede og alligevel stærkt hjemsøgte barndomsbilleder var right up my alley, og A.ben, som tydeligvis var post-Kvium med sine fordrejede, groteske skikkelser, men formåede at løfte inspirationen til et selvstændigt og stort format.

I et spændende krydsfelt mellem surrealisme og street art fandt man Brian Saaby, der både var en pissedygtig tekniker og formåede at lade sine billeder med klare, rammende budskaber - mindes med glæde maleriet af en astronaut på rumvandring, der rækker ud efter en cola. Og endelig var der Bettina Molsner - alias Artworker - som åbenbart var blevet sagsøgt af arvingerne for at benytte Den Lille Havfrue i et af sine tidligere værker. Og som reagerede ved at lave en billedserie, hvor hun tog stenen, som ingen da for pokker kunne have copyright på, placerede en levende model på den og brugte det som platform til at fremsætte alskens underholdende, men også tankevækkende udsagn. I øvrigt i en digital form, som hele tiden stod til revision - eller remix, om man ville. En klar parallel indenfor billedkunsten til den debat om sampling, der foregik på musikscenen for efterhånden mange år siden... Visse kunstarter er åbenbart på visse planer trægere end andre... Men derfor var billedserien - og den debat, den forsøgte at rejse - måske blot så meget desto vigtigere.

Men igen: Der var et stykke vej mellem snapsene. Mangt og meget førte bare mere eller mindre døde traditioner videre, og andet var så fokuseret på "nybrud", at det slet ikke opdagede, at det allerede tilhørte en fortærsket tradition... For hvad nytter det at være "oppe på beatet" og "avantgarde", hvis man ligner alle de andre, der forsøger at være dét?

Men til dem, der synes, at der ikke er nyt under solen: Det er der altid. Og man kan altid finde nye territorier som kunstner. Det kræver bare, at man virkelig har formatet til at kunne stille skarpt og tænke selv. Og dén slags lærer man ikke på akademierne...

Liv endnu.

Grundet håndværkere på overetagen skete der ikke alverden i går. Men fik mig slæbt mig ned til et eftermiddagsarrangement i Møllesgades Boghandel, hvor Ida Marie Hede og Josefine Klougart - begge af de nyere årgange på Forfatterskolen - gav smagsprøver på deres nyeste værker: Henholdsvis Seancer og Stigninger og Fald. Kendte ikke nogen af dem i forvejen, og jeg må sige, at de begge gjorde et positivt indtryk, om end af hver deres grund. Hede var både charmerende og en glimrende oplæser, men til gengæld virkede hendes krogede, surrelle tekst mere som om, at den var skrevet på fascination end erfaring. Klougart, derimod, var mere stiv og nervøs at høre på, men omvendt leverede hun nogle endda meget stærke og levende billeder fra sin barndom på Mols. Fik jeg lyst til at læse mere? Ja, specielt af sidstnævnte. Og i det hele taget var arrangementet opløftende - ikke mindst fordi den viste, at der var liv i Forfatterskolen (som jeg ellers i mange år har haft mistænkt for at udvande og ensrette folk) endnu.

lørdag den 27. februar 2010

Kinesisk nytår

Var til kinesisk nytårsfest på Hotel Marriott i går aftes - gennem Cph-art har Louise og Zenia haft gang i en del kontakter til den side, og i et stykke tid har de været med til at indøve det stort anlagte dansenummer, som til UG blev fyret af i går. Men ellers havde jeg det lidt som om, at jeg var gået galt i byen. Ser ikke den store grund til at snakke om menneskerettigheder osv. her - kan godt skelne den almindelige kineser fra "sit land" (ligesom jeg jo selv meget nødigt vil sættes i bås med DF bare fordi, jeg er dansker) - men lige pludselig sad jeg altså i stue med nogle fra toppen af dansk politik og erhvervsliv, og det var bare ikke min flok. For mange suits , simpelthen. Nærer ikke det samme indgroede had mod jakkesæt og guldure nu, som jeg gjorde engang, men jeg hører ganske enkelt mere til mellem piercinger og partisantørklæder...

Men derudover gjorde Bertel Haarder - ikke til min store overraskelse, for selvom jeg er rygende uenig i mandens politik, ved jeg godt, at han ikke er blottet for charme og talegaver - et sympatisk indtryk som taler, ligesom det også var et højdepunkt at se Venstre-politikeren Heidi Wang slå på tromme, mens en stor flok studerende dansede tigerens år ind forklædt som to vældige drager, der krydsede ind og ud mellem hinanden, og et større fyrværkerishow, som var bestilt af Hemming Van fra Daloon, bragede løs i baggrunden.

På minussiden gjorde det, at aftenen havde et meget stramt program, at der ikke foregik så meget af den networking på tværs af grænserne, der var tilsigtet - man blev meget ved de borde, man var placeret ved - og der var så mange lodtrækninger om diverse præmier, at man til tider mere havde fornemmelsen af at være til bingo, end til en fest.

Alligevel må jeg sige, at jeg, da Louise og jeg sad i taxaen hjem, havde fået én på opleveren. Og i øvrigt et glimrende indtryk af kineserne som folkefærd. En kende formelle, måske, men høflige at all times.

torsdag den 25. februar 2010

Pump up the jam!

Superfed aften i Underskoven i går. René Sandberg stod for programmet, og han har i længere tid arbejdet meget med jam-formen - dvs. det, at en række poeter læser tekster på kryds og tværs af hinanden i et improviseret flow. I går blev hele holdet udsat for disciplinen. Med blændende resultater. De fleste var, som undertegnede, en kende forsigtige i starten, men lige pludselig kørte det bare. Alle lyttede intenst efter, og stort set alle bidrog. Det hele gik i ét. Af samme grund er det svært at fremhæve nogens præstationer fren for andres, men man fik hørt en hulens masse poesi, og det bedste var næsten, at ingen bare kunne ride direkte frem på sin egen krikke uden at kigge sig til siden, som det ellers er sædvane inden for lyrikmiljøet. Hvilket jeg ikke hørte nogen, der ikke påskønnede. Tænker, at alle i virkeligheden føler sig meget ensomme i deres egne ambitioner, når det kommer til stykket...

Fik også ganske enkelt lidt påskønnet erfaring indenfor formen... Skal jo i ilden sammen med Pablo Llambias her i marts engang, og der er det rart nok at vide, hvad man går ind til...

Så thumbs up til Sandberg for dét show!

onsdag den 24. februar 2010

Er...

...en præstekrage forklædt som påfugl.

Brikker

På arbejde igen efter otte måneders "ledighed". På en institution for autister på Østerbro. Dejlig og overskuelig plads. Har godt nok kun 15 timers rengøring om ugen indtil videre, men som arbejdsmarkedet er nu, er lidt i den grad bedre end intet.

Efter tjansen gik jeg hele vejen ud til Cille på Vesterbro, hvor vi fik samlet op på alt, der var sket siden sidst, og kridtet banen op til fornyet samarbejde efter ca. et halvt års pause. Der er et par gamle numre, der trænger til den sidste finish, der er nyt i gære, og jeg skal også have indtalt en ny stak digte til min MySpace-side på et tidspunkt. Herligt!

Senere på dagen lykkedes det mig endda at få skrevet et mere end halvhæderligt digt. Jojo, helt tomhændet møder jeg da ikke op i Underskoven senere i dag.

Men Louise er stadig sløj. Skod. Vi skal til kinesisk nytårsfest i morgen aften, og hun skal vist danse, om hun så hyler eller skriger, så jeg tror nok, hun kan mærke en deadline puste sig i nakken.

tirsdag den 23. februar 2010

Mere Mlah

Må tilstå, at jeg ikke just skriver mesterlige digte for tiden. De er for løse, for forcerede, for prægede af manglende overskud - rummer slet ikke den klarhed, jeg tilstræber. Igen tror jeg, at det er vinteren, der spiller ind. Der er bare ikke ret meget strøm på batterierne.

Kom heller ikke afsted i går - skulle have været til en oplæsning på Nørrebro Bibliotek. Nu må vi se hvor meget, der sker i dag.

mandag den 22. februar 2010

Nord og Syd

Er på stand by igen. Fra i aften og fremefter er ugen pænt fyldt ud med oplæsninger osv., og det er mere et spørgsmål om hvor meget, jeg gider, end hver meget, der foregår. Men lige nu sidder jeg bare og lytter til den bidende polarvind og de hylende sirener udenfor, mens Louise, for hvem forkølelsen har udviklet sig til noget lidt mere ubehageligt, forsøger at komme sig i drømmeland inde ved siden af.

Vores nye projekt: At gense Nord og Syd på dvd. Vi har allerede moret os meget over den svulstige, overbenyttede underlægningsmusik og en del af persongalleriet, der simpelthen er de rene papfigurer. Men så igen har Patrick Swayze og Kirstie Alley - med henholdsvis Orry Main og Virgilia Hazard - fat i roller, som trods alt har en vis resonansbund: Han er ikke kun en helt, hun ikke kun en skurk. Bare to mennesker, der efter bedste evne forsøger at gøre det rette ud fra det, de tror på - med hvad det så indebærer af konflikter og brådne pander. Hvilket - tilsat et nogenlunde nuanceret billede af tiden omkring den amerikanske borgerkrig og et vellykket episk swoon - lige akkurat redder serien fra at være tv-dramatikkens svar på Faktas billigste ketchup.

National?

Har taget den nye indfødsretsprøve for sjov. Kvalificerede mig lige akkurat til at være dansk statsborger. På den anden side spiser jeg gerne svinekød. Det må vel også tælle noget i det samlede regnskab, selvom jeg - i kølvandet på Dansk Folkepartis tagen copyright på vores nationalsymbol - har det med spontant at gribe ud efter en dunk benzin, når jeg ser et dannebrogsflag.

På den anden side har jeg udviklet en vis forkærlighed for de ikke-danske elementer i mit stamtræ. Er faktisk stolt over at være "Magleby-perker" - del af en befolkningsgruppe, der efter 500 år stadigvæk ikke fuldt ud har ladet sig integrere. For hvorfor hulen skal man ikke være stolt af, hvad man er - fremmedartet eller ej? Og af samme grund er jeg også stolt af de romaer, der befinder sig andetsteds i træet, selvom en del af min familie var ved at få kaffen galt i halsen, da jeg havde fundet frem til dém. Der er ikke en døjt i vejen med at være "sigøjner" - dele blod med et folk så livskraftigt, at det har kunnet eksistere videre gennem i hvert fald 1000 år, selvom det hele vejen igennem har været udfordret af fordomme, forfølgelse og dårlige sociale forhold, der meget af tiden har henvist det til at hustle sig igennem livet. Jeg er ikke "folkelig" by any means - tilhænger af lave fællesnævnere - men jeg har en del respekt for den slags stolthed og menneskelig stamina. Det er den slags sammenhængskraft, et godt folk har - og et endnu bedre tilmed anerkender og respekterer, når det genkender den hos andre.

Jeg er selvfølgelig også stolt af at være dansker. Dansk kultur har mange udmærkede træk, og jeg er endda sådan indrettet, at jeg ville tabe en væsentlig del af mig selv, hvis jeg ikke kunne henleve min hverdag i netop disse landskaber. Har bare aldrig oplevet at være så lidt stolt af det, som jeg er nu. Utroligt at en gruppering som DF, der i hvert fald har rummet mange gamle frihedskæmpere, og som for et godt ord slynger omkring sig med ordet "landsforrædder", i dén grad kan forråde sit eget land ved at få en stor del af de indfødte til direkte at skamme sig over deres ophav...

søndag den 21. februar 2010

...

Mere snot. Mere vinterdepression eller noget, der ligner. Frost og sne igen efter et par dages ganske oplivende tø. Blah.

fredag den 19. februar 2010

Not there?

Er én stor snotklat. Der var hundeholdt i onsdags - gik gennem marv og ben - og det fik åbenbart det bedste af mig. Der var snak om, at Louise og jeg skulle have været til Moi Caprice i går, men eftersom hun også har fået baciller, endte vi med at skrotte dén plan. For til gengæld at se I'm Not There. En kæmpestor filmoplevelse. Selvfølgelig hjælper det jo nok at bide en smule om Bob Dylans liv og karriere, inden man sætter den på, men ellers havde den en suveræn måde at portrættere manden på - gennem temaer i hans sangskrivning mere end et stringent biografisk forløb. Således kunne man opleve "Dylan" som f.eks. Billy the Kid (den ældre, filosofiske og dødsbevidste figur), en sort dreng i 1930'erne (rødderne i blues), Arthur Rimbaud (poeten Dylan) og sågar en kvinde! Med andre ord: Jævnfør titlen blev der tegnet et endda meget dybt og præcist billede af manden ved - jævnfør titlen - at abstrahere fra manden selv. Hvilken mangen en dylanolog - om man spørger mig - kan lære noget af.

Ellers tillader den gulgrønlige substans i mine næsebor mig mest at arbejde med småting som at opdatere min slægtshjemmeside. Hvilket nu også er interessant nok i disse dage. Har lige fået kontakt med en af min mormors slægtninge fra Djursland, som ligger inde med en masse af de oplysninger, jeg selv har allermest svært ved at få adgang til. Så det skal nok blive interessant. For mig, i det mindste.

torsdag den 18. februar 2010

Forfatternes bestiarium

Undrer mig over hvorfor, at selv den mest sleske svenske kriminal-forfatter skal afbildes med hånden tænksomt placeret under hagen som om, at vedkommende enten parodierer Rodins berømte statue Grubleren eller har opfundet begrebet "tænkning" fra bunden af igen. Jeg mener: Er det myten om forfatteren som en særligt ophøjet bevidsthed, man gang på gang forsøger at bestyrke? I så fald har jeg - eftersom jeg kender flere af slagsen og forhåbentligt selv kvalificerer mig som én - dårlige nyheder: Der er intet - intet - der tyder på, at forfattere er en døjt bedre til at administrere deres tilværelser end "manden på gulvet". Det kan da godt være, at vi gennemsnitligt er bedre til at analysere det, vi ser omkring os, end flertallet, men så kan vi omvendt ikke bygge en mur, køre en bus eller presse en halmballe. Vis mig en landmand, der er dårligere til at administrere sin hverdag end en forfatter, og jeg skal vise dig en tvangsauktion. Vis mig en kontorfunktionær, som er dårligere til at passe sine aftaler end en kunstner, og jeg skal vise dig en fyreseddel. Og helt ærligt: Det sker da, men hvornår har du sidst læst et skønlitterært værk, der fuldstændig vendte dit verdensbillede på hovedet?

Jeg vil så medgå, at det ikke er alle forfatterfotos, der følger grubler-modellen, men så løber de typisk ind i stereotyper, der om muligt er endnu værre. Der er billederne i profil, hvor personerne stirrer ind i kameraet med et enten meget forpint ("se mig, alt er værre for mig, fordi jeg er kunstner!") eller et meget køligt og målrettet ("se mig, jeg er dansk litteraturs store, skånselsløse reformator!") blik. Eller billedserien i forbindelse med Lone Hørslevs sidste digtsamling, hvor hun "kiggede op på farmand" i positurer, der ville have gjort sig lige så godt i Playboy som i dagbladene. Paradoksalt nok er det sidste eksempel måske det mindst forløjede, for Hørslev er lækker - det er bare lidt svært at se, hvad dét har med litteratur at gøre, og man spekulerer da også på, om en tydeligvis intelligent og fremadrettet kvinde som hende vitterligt har lyst til at fremstå som en plaything. De andre positurer, derimod, virker direkte lattervækkende på mig, for hvor usmageligt er det for det første at sælge en måske reel sårbarhed som en vare, og for det andet: Hvor stor er chancen lige for at fremstå som reformator i et så blandet litterært billede som det, man har i dag? Er der ikke en væsentligt større sandsynlighed for, at man simpelthen er en opblæst nar, hvis man foretrækker dén type foto?

Endelig er der så en lille gruppe forfattere - vel specielt Jens Blendstrup - der forsøger at danne et alternativ til de andre positurer ved at indtage en absurd klovnerolle. En forfriskende antiposition, måske, men også noget, der, så vidt, jeg kan se, hurtigt bliver en blindgyde...

Hvad skal man så gøre i stedet? Jeg ved det ikke. Måske man bare skal vedkende sig det menneske, man nu én gang er, på celluloid - ikke lade sig lokke ud i kunstige, klichéfyldte opstillinger af fotografer, der kun kender de her tre-fire forskellige måder at portrættere "en forfatter" på? Måske man omvendt kan benytte sig af den kunstige situation, en sådan fotosession altid vil være, og stille noget intelligent op med den - som f.eks. Per Højholt på bagsiden af 6512? Ellers kan man gøre det, jeg har tænkt mig at gøre, når og hvis det bliver aktuelt: Bare lade dét felt i bogens inderomslag være tomt og lade værket tale for sig selv...

onsdag den 17. februar 2010

Closure i Valby

Var til en i øvrigt ganske vellykket jobsamtale i Valby. Inden da var jeg forbi min farmors barndomshjem på Valgaardsvej - ifølge min farfar noget "vældigt fint nybyggeri" dengang. Nu lignede det bare så meget andet i bydelen, og sliddet var til at tage og føle på. Men nu er det set, og med dét havde jeg følelsen af endelig at få hende lagt ordentligt i graven. Det tog mig også kun 7 år...

Resten af dagen gik med at opdatere slægtshjemmeside, sende et par mails og lave en Twitter-profil for Cph-art. Ved ikke hvor meget, jeg tror på Twitter-konceptet - har ikke selv følt noget behov for at vise mig på den side - men giver da gerne en hjælpende hånd.

mandag den 15. februar 2010

Fastelavn - the sequel


Fin eftermiddag i Hollænderbyen. Ikke kun pga. den blændende - og stærke - traditionelle rompunch, de serverede på Amagermuseet (sikrede mig en flaske af "råvaren" bagefter), men også selve tøndeslagningen, der jo foregik på den måde, ar byens gårdejere hamrede til skidtet - som var dekoreret med nederlandske farver og mønstre - med køller fra hesteryg i en sen udgave af amagerdragten. Kraftfuldt - og en opgave, jeg ikke ville have påtaget mig, hvis jeg, som dem, havde været rundt et x antal steder forinden for at søbe punch. Men ned kom den - og nej, der var hverken en levende kat (som for et par hundrede år siden) eller slik til børnene indeni (det sidste ville have været en tand for risikabelt). Og det var en større oplevelse for mig end som så. Jeg mener: Det var jo "mig", der red dér engang...

Inden da havde Louise og jeg - mens de andre var til koncert med Hugo Rasmussen i kirken - lige været museet rundt, så hun (vel primært) kunne se dragterne. Ved svinehuset rendte vi på en dreng, som eksalteret udbrød: "Der er en død due derinde! Totalt populært!" Det var der også. Der var til gengæld ingen grise i aflukket. Surreelt.

Fik en kop kaffe med Mogens, Karen et. al. (noget af hendes familie var med herovre) på Christianshavn bagefter. Han havde fået en stak slægtshistoriske materialer fra min oldefar Johannes' anden bror, Paul, der var et blik værd - og i det hele taget var det også skønt at se levende ansigter "hjemmefra".

Familie er guld værd at have.

Fastelavn

Vågnede op til, at der ikke var noget vand i lejligheden. Reparation af forsyningssystemet, I guess. Så er det, man lærer at holde øje med opslag i opgangen.

Om et par timer går turen til Christianshavn, hvor min farbror Mogens og hans kone Karen, som er installeret i en ferielejlighed derude, giver mad inden turen til Store Magleby, som vi gør sammen. Louise tager også med for at tage billeder til artiklerne. Skægt. Kommer i tanke om, at jeg nok ikke har glædt mig til fastelavn, siden jeg var 10 år gammel eller noget. For det meste er det - nu om stunder - lig med forkælede, nævenyttige unger, der bliver sure, hvis man stikker dem mindre end 10 kroner hver, når de er ude at rasle... Men frustrationen er åbenbart ikke dybere, end at lidt punch, nogle lunkens og en god portion ættestolthed kan kurere den.

søndag den 14. februar 2010

Vin

Ok, vinen var måske ikke ad libitum i går, men ikke desto mindre blev der indtaget en del, mens foreningen, som håbet, kom op at stå. Lod mig vælge som førstesuppleant til bestyrelsen - det er primært Louises og hendes veninde Zenias projekt, og andre er længere inde i den daglige drift, men jeg ved dog nok til, at jeg kunne træde til i en snæver vending.

Bagefter: Et stk. formidabel, afdæmpet mini-koncert med Farmen, en rask oprydning og mere vin i Cph-arts lokale på Store Kongensgade, hvor stemningen efterhånden blev temmelig eleveret. Her til morgen er både Louise og Zenia til kineser-dans igen, og jeg misunder dem bestemt ikke...

Pilerokker er sjove.

fredag den 12. februar 2010

Brrr

Mere sne her til morgen. Hader det lort. Alt har været pakket ind i frosset og krystalliseret vand i hen imod to måneder nu, og det æder af både min fysiske og mentale energi. Det eneste, der trøster mig, er, at solen for det første har fået mere magt - den er varm nu - og at kalenderen siger, at der ikke kan være langt igen.

Lå vandret med tømmermænd det meste af i går. Men heldigvis kom svigermor forbi, og så var der både indisk mad og Cobra-øl på en god og meget service-minded restaurant nede på Nørrebrogade.

Dagens projekt er at tage til stiftende generalforsamling i Cph-art som forening. Farmen spiller - formidabelt moderne sadcore-orkester - og der skulle være glimrende rødvin ad libitum.

Og i overmorgen er der så fastelavn i Store Magleby. Endelig får jeg set det. Og skulle der være en kjende køligt, skulle den lokale udgave af rompunch med garanti give varmen.

Ud af røret

Ganske vellykket "ilddåb" for det nye materiale i Underskoven i går - tror aldrig, at jeg har fået så stor og positiv respons. Blev også tilbudt et musikalsk samarbejde, som jeg ikke lige havde set komme, men som kan vise sig at være meget spændende, hvis det bliver til noget.

Men ellers igen en aften, der bar en smule præg af, at folks form var en kende rusten oven på efterhånden to måneders hård vinter. Bedst var umiddelbart Toke Blicher-Hansen, som bliver ved med at bygge nye dimensioner oven på det, som i starten var ligefrem hip hop-lyrik, og Kirsten Martedal, hvis nye serie, der bærer titlen "Blow Jobs" - og handler om, ja, den slags, men med mere raffinesse end som så - jeg egentlig er meget begejstret for.

Men så igen: Fik ikke det hele med, for kl. 20 begyndte der Poetry for Charity på Zusammen, og jeg skulle jo også nå at komme derhen. Men igen et meget fint arrangement. Arash Sharifzadeh Abdi var i topform på scenen. Rimede løs, så der stod røg af mikrofonen. Det, der til tider kan virke lidt stift og konstrueret på bogsiden, blev levende og trak tænder ud (er det egentlig ikke meget typisk for rimede digtformer, at de fungerer mest optimalt i oplæsningssituationer?) - og det må jeg sige på trods af, at vi ikke har den mest heldige forhistorie. Men ros til den, der fortjener det. Som f.eks. også til Line-Maria Lång, som jeg har set før, men igen var usvigeligt sikker i formen, og Maja Elverkilde, som måske var lidt for underspillet - den humor og sans for det absurde, der lå i det, hun skrev, kom aldrig rigtigt ud gennem mikrofonen - men også gjorde en god figur. Endelig var det show, Kasper Schulz og Frank Langmack fyrede af til sidst bevæbnet med legetøj, A4-ark og en loopstation, måske ikke gennemført godt - de forsøgte en del ting, der ikke rigtigt kom til at fungere for dem - men når improvisationen kørte bedst, var det en herlig sproglig og musikalsk skrammelbutik. Jojo, det hele var bestemt turen ud i kulden værd.

Men så skulle jeg til gengæld også direkte hjem og på hovedet i seng bagefter.

torsdag den 11. februar 2010

Tre mennesker, jeg ser op til


(og nej, her taler jeg ikke nødvendigvis om folk med geniale idéer, blændende karrierer eller deslige, men om essens...)

Min oldemor Maren Konradsen (1901 - 1977, se billedet) fra Vemb/Ulfborg, som voksede op i en gigantisk børneflok i noget, der måske bedst kunne betegnes som en jordhule, under meget fattige vilkår, kom ud at tjene i en meget ung alder og, under kun marginalt bedre vilkår, fødte 11 børn - heraf to dødfødte. Som hun mere eller mindre egenhændigt opfostrede, da hun mildt sagt havde en mand af den gamle skole. Efterfølgende enten lavede eller købte hun gaver til hvert enkelt af hendes utallige børnebørn, selvom hun stadig ikke sad godt i det, og da os oldebørn kom til, spinkede og sparede hun af sin lille pension, så vi kunne få et sølvkrus i dåbsgave. Magen til selvopofrelse og stamina! Der eksisterer ved grød ikke mange mennesker af hendes støbning i dag. Flertallet af dem, der nu til dags bliver regnet for at være "helte", ville snuble i dén lille kones fodspor...

Det bliver i familien, men den næste må være min 7Xtipoldemor, Margrethe Nielsdatter, fra Brørup, Hylke Sogn. I foråret 1709 blev en ung tjenestepige, Karen Christensdatter, tilføjet et sår med en økse under markarbejde af bonden Mads Nielsen fra Hylke, som syntes, at hendes arbejdsindsats var for slatten (hun led efter alt at dømme af en heftig omgang tuberkulose, som hun ignorerede for at kunne tage fra på marken, så kunne det tænkes, at det var derfor???). Dødssyg af følgesygdomme gik hun efterfølgende rundt på egnen og søgte nyt arbejde, men mødte stort set kun lukkede døre, selvom alle kendte hendes historie. Kun Margrethes dør stod ubetinget åben, og der udåndede Karen. Det kom til en retssag mod Nielsen, men alle egnens mænd støttede - nogle med pludseligt ændrede forklaringer og dårlig samvittighed - op omkring deres kollega. Den eneste, der turde at sige tingene, som de var, var Margrethe, Som selvfølgelig endte med at "tabe" sagen, selvom dommeren var på hendes side. Se, det er et menneske, man kan bruge til noget!

Sokrates. Ikke blot for en uerstattelig filosofisk indsats, men også for den standhaftighed, han udviste i sofisternes retssag imod ham. Vel vidende, at han stod til at blive dømt til at drikke skarntydesaft, foreslog han, at han resten af sine dage skulle leve på statens regning, fordi han var uundværlig som dens bedste kritiker. Det endte naturligvis med, at han fik sig en bitter dram. Men for mig at se startede alt, der senere blev kaldt "punk", her...

Skrift om skrift (skulle have været publiceret i går)

Har haft lukket ned for nettet hele dagen, eftersom vores udbydere, TELIA, er en flok klaphatte og papnæser, der hverken kan finde ud af at erstatte én type regning med en anden eller levere den service, man betaler for. Ubehagelig fornemmelse. Det er fandeme som at mangle både øjne, ører og mund. Det moderne menneske har fem ganske rimelige basisbehov: Ilt, vand, mad, sex og en tilregnelig server!

Men nød lærer nøgen, øhm, mand at spinde. Kastede mig over min to-do-liste inden for slægtsforskning. Fik skrevet nogle kilder ind og banket en hurtig artikel af om bomærker i Store Magleby.

Slår mig gang på gang, at en af mine store styrker her i livet nok er min noget nær ukontrollable rastløshed. Jeg er vitterligt ikke ret god til at lave ingenting. Og kommer der noget i vejen for én ting, finder jeg da bare en anden at kaste mig over.

Men fratag mig omvendt enhver fornuftig manøvredygtighed, og du skal se en mand, der brænder sammen i lyntempo...

Nå, men så er det i morgen, at jeg skal op på de skrå brædder igen. I Underskoven. Glæder mig. Mit instinkt siger mig, at det nok skal blive indledningen på en pænt interessant og underholdende sæson "i ilden"

Så fuld kraft fremad - og en hel flaske rom!

mandag den 8. februar 2010

Af en poetik - kort appendix

Skægt - eller vel egentlig meget logisk - som mange poeter har det med at smage på ordene. Har da selv en rem af huden. Der er, indrømmet, nogle, som klinger bedre end andre, og dem, jeg holder mest af, er dem, der "lyder som sig selv": "Fnug", "grøde", "duft", "summen" etc. Men det er mange år siden, at jeg gjorde mig nogen illusioner omkring sprogets "magiske virkning". Man kan bare ikke fremmane en frugthave ved at skrive om den - udsøgte ord eller ej forbliver den på papiret.

Nej, for mig er ord noget, man bygger af, og deres værdi er praktisk - ikke magisk. Med andre ord: Holder lortet, hvis jeg bruger det ord her, eller gør jeg klogere i at bruge et andet? Den eneste magiske - eller bare suggestive - kraft, jeg ser i et digt, ligger i enten tekstens symboliserende enhed eller de brudflader, det evt. formår at skabe i hverdagslogikken. Resten er et spørgsmål om at bruge den rette størrelse søm til den rette type tømrerarbejde.

søndag den 7. februar 2010

Fut i kineserierne

Louise øver sig i disse dage på kinesisk dans - det er meningen, at vi skal til kinesisk nytårsfest her inden så længe, komplet med drager og det hele. Ideelt set skulle jeg vist endda have været klædt ud i amagerdragt, så det internationale aspekt virkelig blev understreget, men det er nok ikke muligt. Lyden af ømme muskler og deslige overskrider nu også mange sprogbarrierer, skulle jeg hilse at sige.

Selv tilbragte jeg søndagen med at pleje tømmermænd og se Frasier, en doven hund, som jeg er.

Af med skægget!

Var til lyrikhelvede i går - nærmere bestemt Fausts tilbagevendende arrangementsrække Talerummet, der denne dag udmærkede sig ved, at Dyst ikke blot var konferencier, men holdt reception for sin nye digtsamling Louicifer. Den seneste i en række samlinger, som har haft det til fælles, at de har behandlet længere eller korterevarende kærlighedsforhold. Skal jeg være ærlig, har han behandlet emnet mere elegant, end det skete her - ville nødigt være den, bogen handlede om - men det påvirkede selvfølgelig ikke kvaliteten af materialet, som det meste af vejen var særdeles glimrende.

Men det korte af det lange: Dysts tilstedeværelse trak mange fra den mere etablerede del af byens lyrikmiljø ind til noget, der vel som udgangspunkt var en hyggekreds for Faust-gængere. Og for begge parter var det lidt af et kulturchok, tror jeg. For "os andre" var den friske, uhøjtidelige tone inspirerende, mens "de faste" muligvis fandt os lidt døde i sværen. Og niveaumæssigt var der langt til de faste aftener i f.eks. Underskoven - der lå et præg af indforstået gotisk "legestue" over det hele. Så meget sagt var der et par glimrende indslag. Tommy Heisz gjorde en god figur, og der var en lille, spinkel pige - fik desværre ikke fat i navnet - som læste en række tekster om "peak experiences" op med en fejende flot, klokkeklar diktion. At jeg så i mindre grad nød de par tøser, der stod og sang Tokio Hotel-numre acapella, er så noget andet. Har som udgangspunkt altid hadet dét goth light-orkester (synes, de lyder som en Otto Duborg-version af Evanescence, der igen lyder som en K-Mart-udgave af The Cranes), og det havde jeg nok uretfærdigt svært ved at abstrahere fra...

Aftenens ubestrideligt højdepunkt var dog, da Dyst barberede sit lange, røde skæg af, mens Kirsten Marthedal spillede grumme hedensk violin. Efter sigende set før, men et godt show nonetheless.

Vadede op til Nørreport med en mindre flok halv- og helkendte ansigter, mens der blev snakket poesi i almindelighed, og satte derefter kursen ud mod Bureauet, hvor jeg havde lovet at aflevere en stak Geiger-blade. Fin lille krølle på aftenen, eftersom det band, der tilfældigvis optrådte - Jake Strikes Backwards - faktisk var glimrende. Jazz af det, jeg kalder "den nye skole" - i virkeligheden mere funderet i en rocksensibilitet, selvom instrumentparken og grundlyden hører den anden genre til. De kom tydeligvis fra en konservatorie-baggrund - i den indledende fortolkning af Rodgers & Hammersteins "My Favourite Things" fra The Sound of Music blev der liret soli af, som de tydeligvis forventede, at folk klappede af. Men - og det var det, jeg kunne lide - de tabte aldrig grebet om nerven i musikken. Lod ikke virtuositeten overskygge materialet. Og efter en meget flot version af Radioheads "Paranoid Android" var jeg i virkeligheden solgt. Desværre begyndte min mave på samme tid at brokke sig over for megen cider og for liden aftensmad.

Tilbragte resten af aftenen derhjemme, mens Louise og jeg drak rødvin og hørte gammel Kyuss. Ikke ringe, ikke ringe.

fredag den 5. februar 2010

Måger


Gu' ve', hvad kulden egentlig har gjort for dyrebestanden i år? Har ikke set en eneste småfugl i flere dage. Mågerne, til gengæld, stortrives af en eller anden grund.

Mågen er mit totemdyr, by the way. Højtsvævende, frihedselskende og fleksibel, men også hidsig og altædende. Har haft visioner af den, siden jeg var 13-14 år, og er altid åben for, hvad den så at sige forsøger at fortælle mig.

Mærkeligt, at jeg så selv har svært ved at holde fanen højt her i kulden og mørket. Men måske skal jeg bare gøre ligesom den: Holde flugten høj og skide på det hele.

Funktion

Fik, pga. uigennemskuelige computerproblemer, først postet Victors erindringer i går. Læs dem evt. her. Lagde samtidig så at sige tredje del af min artikelserie om hollænderne på Amager, "En lille, men stor gave", ud her. Mine egne refleksioner over den hollandske arv. Sikkert ikke vildt relevant læsning for udenforstående, men for mig har det været tekster, der har rumsteret i mig altid, og som det har været rart at få forløst.

De to første dele af trilogien vil blive tilgængelige i forbindelse med fastelavnsfesten i St. Magleby d. 14.

I den helt modsatte ende af skalaen var jeg til lyrikoplæsning i Operaen på Christiania i går. Lidt en rusten omgang - ingen var helt på toppen efter halvanden måneds massiv vinter med et tilsvarende fald i aktivitetesniveauet. Bedst var vel egentlig værten Gordon Inc., der lagde hele sin fysik i en udsyret reportage fra en rejse til Grækenland, vor han bl.a. formåede at blive forvandlet til en minotaur. Men Rasmus Bjørkvig vendte også det faktum, at hans computer havde svært ved at læse det elektroniske bagtæppe til oplæsningen ind, til en fordel ved at prøve at recitere sine tekster med computerstemme. Både passende og underholdende. Men ellers en aften, hvor folk fungerede mere, end de blændede - og for undertegnede vel nok nærmest en måde stille og roligt at falde tilbage i det poetiske gænge på igen. Den næste tid vil se mig betræde de skrå brædder igen med en pæn bunke nyt materiale, men lige nu passer det mig fint bare at mingle og være tilskuer.

onsdag den 3. februar 2010

Hall of mirrors

Delte blade ud for Geiger i går - to solide kasser, der blev båret rundt på Nørrebro til fods i sne og ælte. Fanden til arbejde. Men så fik jeg mig også en sludder over kassen i Møllegades Boghandel. Altid godt at komme dér. En højborg for litterær idealisme - uanset hvem, der står ved kassen, kan man være sikker på, at det er en velbelæst ildsjæl.

Købte Wolfgang Flürs I was a Robot i Stereo Studio på tilbud - hans magnum opus om årene i Kraftwerk. Interessant læsning. Ikke mindst fordi den bare har gjort mig endnu mere forvirret over hvad, mit store idol i æstetisk henseende, Ralf Hütter, er for en fisk. En psykopat, der ville have været et sandt hit i SS, hvis han havde været født nogle årtier tidligere, eller i virkeligheden en ensom, potentielt selvmordstruet stakkel, der er faret vild i sin egen spejlsal af robotter, cykler og teknik i forsøget på at distancere sig fra sin egen enorme sårbarhed? Flür giver netop ikke svaret. Han fremlægger situationer og synspunkter, men konkluderer ikke det store. Bortset fra, at han - alt efter fasen i samarbejdet - skiftevis har trivedes og frosset i Mr. Hütters kuldezone.

Men ellers en meget sludrende bog. Flür er ikke forfatter. Han havde bare en enkelt historie, der skulle fortælles.

tirsdag den 2. februar 2010

Ridser i sneen

Massive snefald igen. Havde sikkert tilbragt hele dagen i en altomsluttende depression, hvis ikke Pia igen havde kaldt mig ud for at være barnepige for Helena - en gang gemme, fup-ludo og pudekamp er et effektivt middel mod enhver tristesse.

Inviterede dem med ud for at se fastelavn i Store Magleby d. 14. Kan levende forestille mig den bettes reaktion over tøndeslagning til hest i rigt dekorerede folkedragter.

Geiger har offentliggjort sin liste over årets bedste plader. Mine bidrag er Balstyrko, Manic Street Preachers og Supermelle.

Bandmøde i går blev aflyst.

Venter stadig på, at verden går ordentligt i gang igen.

mandag den 1. februar 2010

Nuvel II

"Bevar roen - støt melis!"

(Graffiti set på muren ved Assistens Kirkegård)

Mlah!

Shoppede plader i Route 66 i går - assorterede titler med Dj Hvad og Mit Nye Band. Men holdt ellers lav profil. Vinterdepression eller noget. Følte mig i hvert fald 117 procent kraftløs og initiativforladt.

Trænger til varme, øl og udendørsarrangementer. Brænder langsomt sammen i det her forpulede snehelvede.

Men de nye rotter har i øvrigt fået navne: Battery (efter Metallica-nummeret) og Fnug (min idé).

søndag den 31. januar 2010

Exit kraut, enter akvavit

Fik officielt meldt mig ud af krautrock-foretagendet i går. Lige børn leger bedst, og både teknisk og attitudemæssigt var jeg mest af alt punk (hvilket vil sige, at jeg i kraut-sammenhæng mest af alt tænkte Neu!, Kraftwerk, Faust og tidlig Amon Düül ), mens de andre hældte noget mere til den proggede side. Samtidig kunne jeg i grunden ikke overskue at skulle til at lege alt for meget musiker lige nu. Men måske bliver jeg ombord som tekstforfatter - skal i hvert fald ned i øveren i morgen for at snakke nærmere om dét.

Der var også en del aktivitet omkring lyrikarrangementet i Aalborg til april, der nu officielt har fået overskriften Publish This! Glæder mig som et lille barn. Dels savner jeg sgu at se gode, gamle, snaskede Aa, dels føler jeg, at der er blevet stillet et godt hold herovre fra (navnene vil jeg ikke løfte sløret for endnu af hensyn til arrangørerne), der nok skal kunne finde ud af at bøje armen sammen før og efter de 10 minutter i ilden pro persona.

Nu tør det. Gu' ve', om der stadig er en verden et sted nede under al den sne?

Klart vejr

Indledte gårsdagen med at lave bacon og æg til gemalinden og undertegnede. Hårdt tiltrængt, eftersom vores depoter af salt, fedt og snavs var godt flade oven på fredagens udskejelser.

Vejret var meget, meget smukt og roligt, og efter det hvide kaos natten forinden var alting blevet nogenlunde farbart igen. Så vi trak i støvlerne og vadede ind mod city. Benyttede lejligheden til at smutte en tur hen over isen på Sortedammen og beundre det barokke, men meget smukke inventar i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, før vi endte i Staden. Ikke for at shoppe, men kun for at fodre fugle med noget rottefoder, vi havde til overs, og nyde stemningen derude. Til sidst var der stempelkaffe på Mokkariet, hvor jeg købte et par albums med The Fabulous Furry Freak Brothers - Gilbert Sheltons totalt dopede, udsyrede mesterværk af en højoktan-tegneserie.

Men så var der ellers også dømt lavt blus resten af dagen. Til sidst så vi The Number 23, der, efter min mening, kun udmærkede sig ved Jim Carreys intense skuespil. Overtroen, det hele var baseret på, var alt for psykologisk gennemskuelig, historien tynd og udviklingsforløbet så forudsigeligt, at jeg på et tidspunkt faldt i søvn et kvarters tid, men uden problemer kunne tage tråden op igen, da jeg vågnede.

Hollywood, Hollywood, Hollywood. Tsk.

lørdag den 30. januar 2010

Gravøl og synth-blær

Nå, måtte konstatere, at det var så som så med rævekagerne i går - bortset fra et enkelt optrin, hvor der blev langet en finger ud, var flertallet af de fremmødte på Støberiet tydeligvis opsatte på at lægge digte.dk i graven med stil. Man kan så diskutere formen på arrangementet - aftenen var plastret til med oplæsninger, gode såvel som dårlige. Man kunne godt have ønsket sig, at det hele var en kende mere freestyle. For det første kan man slet ikke koncentrere sig om at sidde og høre lyrik en hel aften, for det andet var det jo også tænkt som en fest ét eller andet sted. Men som konferencier gjorde Thurston Magnus som altid et godt job, og man fik selv minglet en smule. Bl.a. fik jeg det sidste af en række navne, jeg er blevet bedt om at vælge til en lyrikfestival i Aalborg i april, på plads.

For adspredelsens skyld tilbragte Louise og jeg dog noget af aftenen på etagen nedenunder, hvor Ras Bolding gav den som DIY-Jean Michel Jarre bevæbnet med en Commodore 64, et batteri af analoge synths, en kontrabassist i krigshjelm (!) og tætsiddende tøj i sølvfarve. Det var friskt, det var over the top, det var skidecharmerende, og så havde han rent politisk en masse på hjerte. Som i en technopop-udgave af Shubiduas "Danmark", der blev fyret direkte i fjæset af Dansk Folkeparti.

Kid Kishore var aftenens DJ, og det gjorde han godt. Men desværre fik jeg hørt for lidt af det, han lavede. Er ellers en temmelig stor fan af såvel det, han laver solo, som de ting, han har lavet med Albertslund Terror Korps. Men der byder sig sikkert snart en mulighed for at opleve ham på slap line igen.

Bagefter prøvede vi at føre festen videre på først Blågårds Apotek, senere Barcelona, men der var for mange mennesker, og promillen var for høj. På vej hjem formåede både jeg og gemalinden at skvatte i de massive lag af is og fygesne, hvad der udløste en del svovlen og banden fra min side - er ved at være træt til døden af kulde og vintervejr. Men ellers en glimrende aften.

torsdag den 28. januar 2010

Rattus Rattus og Homo Rattus Poeticus

Nå, men hvis nogen skulle undre sig over, hvad jeg lavede i Værløse i går, skyldtes det, at Louise og jeg var på et dyreinternat i Rødovre for at kigge på nogle afleverede rotter, man kunne få for en slik. Yzma, den nuværende alfahun herhjemme, har på det seneste rendt rundt med en mega udbuling omkring skridtet, som vi ikke kan hitte ud, hvorvidt er en byld eller en knude, så for at Sally - den anden "gamle" rotte - ikke skal blive for ensom, hvis Yzzen skulle falde fra, besluttede vi, at bestanden burde udvides. Og det er den så blevet nu. Med to sølvgrå vidundere, der ikke har fået navne endnu, men hygger sig gevaldigt i et lille bur inde i soveværelset, hvor de er i foreløbig karantæne.

Så er det i aften, at digte.dk lægges i jorden. Vist nok uden ejernes tilstedeværelse, men det er vist også synd at sige, at de slap godt fra lukningen. Og hvad pokker: Der er lagt op til rigeligt med rævekager og svidende bemærkninger uden dem. Selv har jeg bare tænkt mig at hælde rigeligt med Øko-Thy på motoren og være fluen på væggen. Intet som lyrikmiljøet til at levere real-life udgaver af Dallas og Dollars...

For 11 år siden - hvor jeg læste op på det daværende Husets Musikteater i Århus, der lagde scene til et arrangement med 10-12 "Tidsskriftsdigtere" - var jeg helt ved at holde op med at skrive pga. den mentalitet. Indtil da havde jeg siddet i nogenlunde isolation og arbejdet med mine ting, kun afbrudt af knappe breve fra Poul Borum med ordlyde á la "Tak. Bringer 5 i nr. 3.", så det var lidt af et chok for mig lige pludselig at sidde mellem så mange kolleger og et tilsvarende antal wannabe's. Jeg havde dog forestillet mig, at det ville være et godt chok, men nej. For det første var aftenens konferencier den daværende redaktør af Ildfisken, Carsten René Nielsen, som stadig bar nag til mig over en fem år gammel, lidt uheldig skrivelse, og startede med at betro mig, at han syntes, mine nye ting var noget lort. Hvorefter han - falsk som ind i helvede - gik på scenen og introducerede mig som en anden sprechstallmeister fra Cirkus Benneweis! Efter showet sad han så i en sky af andre deltagere, der efter bedste evne forsøgte at charme sig ind på ham, så han - måske - fik lyst til at putte deres gyldne ord på tryk, hvilket han nød med en overvældende selvtilfredshed. Ved et andet bord på den café, efterfesten blev holdt på, sad holdet fra det endnu spæde Øverste Kirurgiske, som - til deres ros - var helt nede på jorden, men blev slikket lige så kraftigt i røven af lyrikere, der tilsyneladende var villige til at sætte enhver værdighed over styr i jagten på (I guess) en plads i litteraturhistorien. Ved et tredje sad så jeg, Robert Christensen og Mette Garfield Mortensen, udmærket tilfredse med at have ladet ordene tale for sig selv. Jeg selv med en dårlig smag i munden, for ikke nok med, at Carsten havde gjort sit bedste for at dræbe min entusiasme - knivene fløj i det hele taget gennem luften i alle retninger den aften. Folk spidsede albuerne som om, at det var en lederstilling hos Mærsk - ikke en side papir eller to - det drejede sig om. Og jeg svor for mig selv, at hvis det var det, der skulle til for at klare sig som lyriker, så ville jeg hellere ikke klare mig. Med det resultat, at alt det, jeg alligevel ikke kunne lade være med at skrive, endte i skrivebordsskuffen de næste 5 år...

Efter mit "second coming" - eller er det mit tredje? - har jeg besluttet mig for, at jeg i hvert fald ikke vil lade mig skræmme væk af den mentalitet, som tilsyneladende har overlevet de nybrud, der kom i slutningen af 90'erne, og eksisterer uhæmmet videre i dag med den meget lille forskel, at folk er mere tilbøjelige til at bruge ord som "slattenkusse" eller "skrumpepik" nu, end de var det under den hermetiske digtnings dødskramper. Og jeg har også set min del af den slags i nyere tid - der er temmelig meget, jeg i en art solidaritet ikke har fortalt om de ting, der sker bag ryggene og de lukkede døre på Bureauet, og digte.dk er om muligt en endnu større legeplads for voksne babyer. Men, hey, let get the games begin! Jeg vil - som altid - sidde og lure skælmsk ved et bord med mit håndværk og en bajer i hånden, mens hyænerne flår hinanden i arenaen til min store fryd og moro.

Men jeg vil - også - sidde der for at tage ordentlig afsked med et site, jeg havde stor glæde af gennem 5 år...

Nuvel

(Skrift på facade set fra bussen et sted i Vanløse:)

"Jydepotten Bodega - fuld af Fyn!"

onsdag den 27. januar 2010

Der, hvor det sner...

Uhæmmet snestorm i går. Kilometer lange køer på Jagtvej og fygning som ind i helvede. Havde ondt af gutten inde fra den lokale fedtbiks, der stod og forsøgte at holde fortovet frit med en skovl, mens de hvide masser lagde sig igen nede i den modsatte ende. Men nu er der klart vejr og tø. Smuk morgen.

Er ved at arbejde mig igennem Krankenheimers bidrag til boxen fra Verbale Pupiller - et ordentligt læs blogtekster. Umiddelbart føltes det som pligtlæsning - nu havde jeg jo betalt for hæftet - men i længden er der noget ved hans originale sprogkunnen og gennemtrængende, men også humoristiske desillusion, der smitter. Også selvom udtrykket kan virke noget hermetisk ved første blik. Det er det ikke, men hans skriftstrategi er bevidst vildledende i et forsøg på at demontere jeget som troværdigt holdepunkt - der bliver ført krig mod det på alle planer. Og det virker. Man får aldrig rigtigt fat om det. Til gengæld blinker og gløder selve skriften. I virkeligheden gør han det samme, som jeg gør - bare på en anden og, synes jeg, mere tung måde. Men fred være med det.

Waiting for the war...

Går rundt og hygger mig med at skrive anmeldelser af Farmens demo og den firedobbelte lp-boks fra Den Nørrejyske Øs Stororkester for Opløst Mønstermusik, mens jeg ser sneen hvirvle rundt udenfor og glæder mig til på fredag, hvor der er afskedsfest for digte.dk. Som bekendt blev sitet opgivet, fordi der havde udviklet sig en direkte ækel tone på dets debatforum, og vi er nogle stykker, der ser forventningsfuldt frem til det, der sker, når disse følsomme, dybe og visionære sjæle bliver kylet ind i det samme rum og forsynet med rigelige mængder væske...

tirsdag den 26. januar 2010

Klassisk foto



Joy Division, Manchester, 1979. Fotograf: Kevin Cummins.

søndag den 24. januar 2010

Noget mere om films

Er omsider kommet mig over gårsdagens hardcore tømmermænd oven på ditto druk i FC Hvidovres klubhus. Heldigvis endte dagen med pizza fra Dilan - en glimrende snask lige omkring hjørnet, der ikke blot er leveringsdygtig i gode, sprøde bunde, men er det eneste sted, jeg har frekventeret, hvor baconen ovenpå rent faktisk er sprød! Og så filmatiseringen af American Psycho på afspilleren. Se, der har vi en glimrende film. Havde ellers længe afholdt mig fra at se den, eftersom jeg kender bogen ud og ind og mente, at der var for meget i den, der simpelthen ikke kunne overføres til lærredet. Hvilket jeg sådan set havde ret i: Den bevidst dræbende monotoni i bogen var erstattet af et stramt flow og en direkte komedieagtig undertone. Men alle de væsentlige pointer var med, de var nøje tilpasset mediet, og, ligesom bogen, fik man lyst til at gense filmen for at lede efter det exit, der bare ikke er der.

Men ellers er mit generelle problem med filmmediet nok, at jeg ikke synes, levende billeder har samme slidstyrke som et godt maleri eller en veldrejet bog. Ikke ofte, i hvert fald. Kan nævne nogle få eksempler - Heimat-trilogien, 1900, Brazil, The Wall, Mulholland Drive. Men selv nogle af de værker, jeg holder mest af - A Clockwork Orange, Trainspotting, Dancer in the Dark, The Straight Story osv. - skal bestemt ikke overrendes, for så bliver de simpelthen slidt i stykker.

Måske fungerer dvælen og dybdeperspektiv simpelthen ikke så godt i biografen, som det gør på et lærrede eller en bogside? Får i hvert fald stadig kuldegysninger af kedsomhed ved at tænke på Kieslowskis farvetrilogi, der netop forsøgte at excellere i de ting, men aldrig blev andet end ét langt, raffineret gab...

lørdag den 23. januar 2010

Overskrift suspenderet pga. manglende relevans

Tilbragte i går aftes med at være barnepige for Helena, der tværede mig helt uhæmmet meget i Ludo. Nu også nemt nok med alle de specialslag, hun indførte til egen fordel hen ad vejen.

Landede, så jeg kunne få slutningen med af Blood Diamond, som Louise var i gang med at se. Drivende sentimental.

Der bliver lavet for få gode film. Selv de gode er i grunden sjældent gode nok.

Aftenens program: Uhæmmet druk i Hvidovre, hvor vi er inviteret til en 40 års fødselsdag. Trænger også til at træne mine armmuskler efterhånden.

PS: Min kat har lige taget kammertonen i næsthøjeste oktav. Louise checkede efter på klaveret.

fredag den 22. januar 2010

Fanget i Nettet

Ind imellem er man rasende kreativ uden overhovedet at forsøge. Således er ét af blogindlæggene her lige pludselig endt med at blive en artikel. Læs den her.

Ellers sidder jeg mest bare og forsøger at opdatere/ombygge en række af mine hjemmesider og profiler. Har hobet en hel del op efterhånden, fordi det simpelthen har været nødvendigt i forskellige sammenhænge. Utroligt med nettet: Det starter med, at man bare vil have sig en mailadresse, og en dag opdager man så, at man har trukket et mega slimspor efter sig gennem cyberspace uden egentlig at ville det.

Men det er vel fint nok. Skammer mig sikkert over for lidt af det.

onsdag den 20. januar 2010

Dæmon

Nissen flytter med. 2010, jo, men vågnede tidligt i morges med en kæmpe klump i halsen efter en drøm, hvor endnu én, jeg holder meget af, havde forladt mit liv.

Oven på sidste års tab, svigt og hvad har vi er jeg ræd for, at det kommer til at vare et stykke tid, før jeg igen tør stole på, at de folk, der er omkring mig, hverken dør fra mig eller dolker mig i ryggen. Traumatiseret er jeg sgu blevet på ét eller andet plan.

Og så kan man ellers forholde sig nok så konstruktivt til sin tilværelse her og nu. Om natten kravler dæmonerne ud af skabet, og de tager ikke fanger.

EP

Så daler sneen igen, og apropos dét føler jeg mig en kende sneet inde. Alt ligger bare stille her i januar. Fra diverse arrangørers side sikkert vel vidende, at stort set alle er broke oven på julen.

Men så må man jo selv få tingene til at ske. Er ved at træffe aftaler med fem forskellige kunstnere om at medvirke på en ep i løbet af året, hvor de tolker nogle af mine digte efter eget valg. Selvfølgelig er det et vanity project, men heller ikke mere, end at jeg har givet dem helt frie hænder. Vil de bruge min karske røst, stiller jeg gerne op foran mikrofonen, men vil de bare bruge teksten og spille/synge alting selv, må de også det. Har efterhånden lært, at jeg først og fremmest er ordets mand, og at musik har det bedst i musikeres hænder. Men krydsfeltet mellem lyrik og musik fascinerer mig som altid, og samtidig har jeg simpelthen lyst til at lave noget med alle de spændende mennesker, jeg stiftede bekendtskab med i min Geiger-tid. Lade nogle kontakter eksemplificere sig i noget.

Selvfølgelig vil samarbejdet med Cille blive repræsenteret, men ellers holder jeg indtil videre lidt tæt med hvem, der er i spil. Lad mig bare sige det sådan, at spektret bliver bredt - fra folkemusik over drone/eksperimental til mere mørk, industriel electronica.

Måske bliver det bare en udgivelse på internettet, som jeg måske brænder lidt hard copies af, når der er mulighed for afsætning. Måske bliver formatet mere ambitiøst, hvis nogen er villige til at smide penge efter det. Vi får se. Men jeg brænder virkelig for at komme videre.

tirsdag den 19. januar 2010

Dagens indlæg...

...har en svag, men umiskendelig duft af sandeltræ.

mandag den 18. januar 2010

Do you remember the first time?

Gav for første gang Tilde, min kat, lov til at stifte bekendtskab med sneen ude på altanen i dag - før har hun altid oplevet den enten gennem vinduet eller tremmerne i en transportkasse. Meget interessant fænomen for hende, åbenbart. Først sniflede hun til det i et par minutters tid - gu' ve' om hun troede, det var coke? - før hun meeeeeget forsigtigt plantede en pote i stadset. Og trak den forskræmt til sig igen - lortet gav jo efter! Men efter en stund fik hun alligevel taget mod til sig og trasket en lille tur derude.

Der er sgu noget smukt og livsbekræftende over at opleve andre væseners "first times". Misunder virkelig dem, der har børn, på det punkt.

Og mindes i øvrigt selv med glæde den tid, hvor der for alvor var nye ting at prøve. I min alder er man desværre nået dertil, hvor man allerhøjst kan prøve det gammelkendte på nye måder.

Med mindre man da er villig til at begå dumheder for med vold og magt at udvide horisonten. Som f.eks. at sniffe coke.

søndag den 17. januar 2010

De er skøre, de romere.


Efter de foregående dages udfarenhed blev i går en rolig hjemmedag. Vi fik gjort hovedrent i den lejlighed, vi mere eller mindre overtog, som den var, mens vi hørte Kliché for fuld hammer. Og om aftenen stod den så på rødvin, musik fra YouTube og lidt tegneri, før vi sluttede af med at se nogle romere dø. Yup, vi arbejder os stille og roligt igennem begge sæsoner af den i øvrigt glimrende tv-serie Rome, og selvom vi efterhånden har sat os nok ind i romersk historie omkring år O til at vide, hvad der sker næstefter - next up på bodycount-listen: Brutus - bliver vi vel holdt lidt fast ved skærmen af de ofte meget farverige måder, folk bliver slået ihjel på. I går var der f.eks. en, der blev pakket ned i en sæk fyldt med giftslanger, halvvejs druknet i et drikketrug til heste og - som den brillante finale - sprættet op med en dolk. Herlig terror! Stikvåben og en livlig fantasi kan nu engang nogle ting, maskingeværer og håndgranater kommer til kort over for.

Så vinterens anbefaling på dvd må være dén serie - evt. suppleret med Caligula-filmen og den lidt ældre serie I, Claudius, hvis man ikke har fået raffineret vold og outreret sex nok. Og det får man vel aldrig.

lørdag den 16. januar 2010

Dødsrute i farver

Nå, men trods heftige tømmermænd fik jeg og Louise slæbt os ud til en gallerirundfart i området omkring Kgs. Nytorv. Der var ferniseringer en masse, og man kan roligt sige, at vi kunne have fået klodens største bøhmand på, hvis vi havde tømt et glas/en flaske/et dåse hvert sted, men nej: Der skulle ikke køres kultur-bumsestil, men studeres billedkunst med et klart, nøgternt hoved.

Nu ikke at det hjalp alverden, for der var ikke ret meget at komme efter. Man var hurtigt ved at drukne i en klæbrig postmoderne, trendkneppende billedsovs efter devisen "et dyr her, et dødningehoved her, masser af pangfarver og så lidt lo-fi-streger ind imellem, så det virker rigtigt råt og progressivt". Enten det eller installationer, der fyldte langt mere, end det beskedne indhold berettigede dem til.

Bunden var at besøge Galleri Asbæk, hvor en eller anden havde taget nogle papparazzi-fotos af bl.a. Britney Spears og Christina Aguilera, eksponeret dem op på et stykke papir og tegnet dem op med blyant. Derefter havde vedkommende udtømt den lille smule konceptuelt indhold, der var at komme efter, totalt på nogle post-its, som var klasket op på selve værkerne. Jeg ved ikke, om det var den samme person, der også havde malet nogle ganske sjove portrætter af katte med Hitler-overskæg, men udover dem var der intet - absolut intet - at komme efter.

Men der var også anderledes glimrende ting ind imellem. Bedst i min bog var nok Katrine Borups udstilling Hvor er det bare typisk dig på Officinet,hvor hun havde designet beklædningsgenstande ud fra de ni typer i Enneagrammet. Morede mig f.eks. meget over "Jeg synes det samme som dig" - bygget over fredsskaberen - som var en heldragt i pudestof, der var klasket ud i en stol og dekoreret med badges, der roste alt fra Ungdomshuset til de royale. Her var der tænkt originalt, og der blev fremsat nogle stærke pointer med mere end et glimt i øjet. Kunne også godt lide Karin Lorentzens installation Cultivator på Skulpturi.dk i Store Kongensgade, hvor et hav af blomster i gips var sat fast i loftet, mens gulvet var dækket af blade, stilke og gipsrester fra produktionen. En fin kommentar til det, der sker, når menneskets bevidsthed møder den levende natur...

Der var delte meninger om Mads Tegler og Eloise Florios i på Esplanaden Gallery. Louise syntes, at denne billedfortælling om en pige, der bevæger sig rundt i krydsfeltet mellem barndommens uskyld og det brutale voksenverden bevæbnet med rifler, afslørende påklædning, blod på håndleddet og et alt for vidende blik, nærmest var tegneserieagtigt. Jeg, derimod, syntes, at det meget godt ramte de tidlige teenageår, som jeg huskede dem, og at udtrykket i værket både var enkelt, klart og markant. Jeg blev ramt, og sådan er det!

På Galleri Christoffer Egelund løb vi ind i gruppeudstillingen Categorization, som til gengæld ikke sagde dette par øjne det store, når man da ser bort fra Ursula Andkjær Olsens indslag: En række labyrintiske digte, som var organiseret i en cirkel med to hemisfærer, der sled i hinandens betydninger. En god, enkel idé. Og på Peter Lav Gallery løb jeg - godt gemt væk bag en større udstilling af generelt ikke ophidsende værker - på en genial lille bunke readymades ved Torben Eskerod. En fotoserie, hvor han havde støvsuget en italiensk kirkegård for gravsten med portrætfotos, som han så havde fotograferet, som de var - med slid, fuglelort og hvad har vi. Budskabet var jo ikke ligefrem nyt - "memento mori" - men de halvt udviskede ansigter havde et meget stærkt nærvær, og som værk fungerede billedserien på et næsten primalt plan. Som den bedste kunst efter min mening bør.

Og midt mellem alle de farverige eksperimenter løb vi så på Kristian Begtrups udstilling Sommerlys i Bredgade Kunsthandel. Når man ser bort fra det faktum, at galleriejeren strålede af entusiasme og havde god tid til at fortælle om billederne - i dén grad et plus i den lidt stuck up kunstverden - var det også en befriende "no nonsense"-oplevelse at være der. Der var simpelthen tale om en stak kraftfulde landskabsmalerier fra Mols, der var udført af en gammeldags maler, som både formåede at få hjertet og teknikken ud på lærredet. No more. No less. Intet fims, bare kunst. Tag dén, suckers!

Og selvom jeg så altså fandt nogle ting og sager, der begejstrede mig, var det alt for få på en aften, hvor de hule tønder rumlede øredøvende. Hvor man i dén grad var i sin tids vold, og alt for få syntes at have noget på hjerte, endsige noget så basalt for et kunstværk som en klar idé. Jeg mener: Burde en serie habile landskabsmalerier fra Mols, som er lavet af en maler på over 80 år, føles som noget af det mest vitale og fremadrettede på en aften, hvor blomsten af landets billedkunstneriske ungdom ubesværet burde have foldet sig ud?

Og hvor stiller det min generation af kunstnere i det hele taget? Er vi ved at drukne i mediernes "information overload", vores egne uretfærdigt oppustede egoer, vores eget smålige, overfladiske, perspektivløse lort?

Ville vi ikke, bare for afvekslingens skyld, have godt af at droppe "her kommer jeg"-attituden, klappe hesten lidt og bare lære?