tirsdag den 1. december 2009

Maglebylille

Solen går ned over Maglebylille.
Markerne myldrer af blanke insekter,
der flygter mod syd, trækker jetstriber
hen over stråtækte tage på gulnede fotos.
Her planter man bortkomne kufferter,
høster de kys, som er givet for stedse,
og udbedrer længer med rester
af udtjente urværk, mens generation
efter generation flytter ind:
Metropolen er rykket til Amager.

Note: Da Kastrup Lufthavn i 1950'erne skulle udvides, eksproprierede man alle ejendommene i den gamle landsby Maglebylille, som derefter blev tømt og nedrevet. Nu ligger der landingsbaner i området. Ikke desto mindre opdagede jeg, da jeg googlede forleden, at det rent faktisk - i hvert fald ifølge søgemaskinerne - bl.a. er muligt at "søge job i Maglebylille"...

1 kommentar:

Margit sagde ...

Jeg er selv født i Maglebylille og boede der hele min barndom. Interessant at der er et digt, hvori byen bliver nævnt. Det vidste jeg ikke ;O)
venligst Margit Grome