onsdag den 30. december 2009

Infodemens

Er efterfølgende gået i gang med Martin Halls essay/notatsamling Infodemens. En blandet fornøjelse. Der er smukke, velskrevne hyldester til bl.a. Sex Pistols og det dekadente natteliv, ligesom der forefindes en ganske underholdende dagbog fra optagelserne til Flammen og Citronen, men som samfundskommentator er hans format mere rimeligt end blændende. Hans tekster er lidt for ofte almindelige sure opstød, der kun halvt kamoufleres af den elegante facon, og man kan nikke billigende med eller ikke, men stort eller nyt bliver det lidt for sjældent.

Bogen er rigt illustreret af Hall selv med tegninger og collager, hvoraf visse ser ud til, at de rækker tilbage til Ballet Mecanique-tiden. Spændende at få lov til at opleve ham på den måde igen, men det vil vist være synd at sige, at billedkunst hører til hans spidskompetencer.

Et must for Hall-samleren, naturligvis, men ellers hans mindst væsentlige bog i nogle år.