tirsdag den 29. december 2009

Af en poetik, del 4 (sidste)

Med et erklæret standpunkt godt til venstre for midten ville jeg naturligvis ønske, at min digtning uden videre komplikationer (dvs. uden at ende som f.eks. 70'ernes meget lidt inspirerende marxistiske brugslyrik) kunne have en politisk agenda. Og det har den vel i og for sig også for så vidt, at strukturen i den er flad, fri, basisdemokratisk. Alle termer i digtet indgår i et uhierarkisk hele, et sprogligt kooperativ. Men til tider kan jeg selv synes, at det ikke er nok - at jeg bør fremsætte mere eksplicitte, klart politiske udsagn. Den gode nyhed er, at det kan lykkes - at der fra tid til anden opstår digte, som ubesværet lader politiske agendaer fremsætte i sig. Men pointen er, at de først gør det, når de har fået sit. Man er altid nødt til at starte med at ville skrive et digt, ikke et flyveblad. Paradoksalt nok får man først muligheden for at ramme plet, når man sigter udenom.

***

Som mange nok har lagt mærke til efterhånden, har det, jeg skriver, den ene fod plantet i en historisk (eller i det mindste småfalmet) landbrugs/landsbykultur, den anden fast forankret på stenbroen her og nu. Men modsat hvad nogle måske tror, er dette ikke en bevidst del af min poetik - snarere et udtryk for min egen sammensatte biografiske baggrund. Alligevel indgår det måske også i min kritik af kravet om samtidighed i digtningen. For digtet har, som jeg ser det, ingen som helst forpligtelser over for samtiden. Det har kun ét nu at koncentrere sig om og gøre godt med - dets eget sproglige - og binder man det for meget op på samtiden, er det kun forventeligt, at det dør med den. En tåbelig og kun i yderste nødstilfælde acceptabel strategi. Nej, åbn alle horisonter i tid og rum, om muligt. Det beriger i sig selv det sproglige materiale, man har at arbejde med, og digtets nu vil have samme relevans uanset hvad, det fyldes med. Liv er jo altid relevant, ikke?

***

Ingen gengivelse af livet som proces kan være gyldig uden at levne rum til fejlen. Heller ikke inden for en kunstart, der, som den vestlige digtning, traditionelt har stræbt efter et klinisk rent (læs: kristent) skønhedsideal. Men som enhver troende, der nærmer sig glansbilledet af "det gode" eller "det rene", sandsynligvis ved, bliver "synden" så meget desto mere dragende jo tættere, man kommer på det umulige - og så meget desto bedre, om man spørger mig, for det er vel blot er naturligt udtryk for, at væsenet forlanger sin fulde menneskelighed tilbage. Det ideale er og bliver et luftkastel, og skulle man endelig nærme sig noget, der lignede, ville selve stivheden og stilstanden i sig selv føles hæslig. For idealet er statisk, som kun en menneskelig tanke kan være det. Livet - det reelt ideale - er dynamisk. Det gnistrer i brydningen mellem opbygning og henfald, orden og tilfældighed. Således får også digtet først liv, saft og kraft, når det ikke lever op til noget ideal, men koncentrerer sig om at leve op til sig selv. Med både ridser, revner og buler.

***

Af og til skyder jeg, når skriveprocessen er ved at blive for antiseptisk en affære, bevidst et profant ord eller ditto begreb ind for at skabe spænding, brud, udvikling, dynamik. Men modsat en Baudelaire, som direkte gik efter at skabe en infernalsk æstetik, foretrækker jeg, at spændingen mellem højt og lavt, forfinet og gammeldags, "idéelt" og "grimt" kommer af sig selv. Den skal netop ikke presses ind som følge af en fiks æstetisk idé. Og min efaring er, at digtet selv insisterer på at træde ned af piedestalen, ligesom det selv er glimrende til at anvise hvornår og hvordan. Det vil ikke bades mere i skarn end højst nødvendigt. Bare høres og have lov til at ånde i passende iltholdige luftlag.

***

Perfektion er en engel, der skranter.

Ingen kommentarer: