mandag den 21. december 2009

Af en poetik, del 3

Selvfølgelig er min digtning både symbolsk og metafysisk. Bare det at samle en række ord i et mønster, hvor de kommunikerer med hinanden fysiologisk som cellerne i en krop, er symbolsk og peger langt, langt ud over sprogsfæren. At skrive er en skabelse, ligesom det at leve er at være i skabelse. Jeg fatter ikke ateister, der åbenbart mener, at noget så raffineret og organiseret som de kemiske og biologiske processer uden videre kan være opstået i et fra starten totalt tilfældighedspræget og kaotisk univers. Jeg accepterer i det hele taget ikke idéen om ”fragmentet”, der, for mig at se, kun kan være et uheldigt biprodukt af menneskets til tider lidt for veludviklede abstraktionsevne. Vi er selv, mener jeg, omvandrende symboler på skaberkraften, ”skaberen” eller, som jeg helst vil udtrykke det, demiurgen – den første årsag. Man kan ikke arbejde ontologisk uden samtidig at arbejde symbolsk.

At jeg så – af årsager, der ikke vedkommer digtet – har svært ved at tro på det, de fleste regner for guddommeligt (en eller flere skabende/regulerende bevidstheder med moralske træk, der skægt nok altid minder lidt for meget om os menneskers, og som kan påkaldes personligt ved bøn, ofring eller anden underdanighed), er noget andet. Kan sagtens acceptere tanken om, at jeg er her på egen hånd, og at det, jeg er kommet af, næppe har de store moralske kvababbelser omkring at sluge mig igen ved lejlighed. Man skal ikke lade identiteten komme i vejen for indsigten. Så meget sagt allierer jeg mig hellere med dem, der skriver kristen, muslimsk, hinduistisk, hedensk eller på anden måde religiøs lyrik, end jeg gør det med ateisterne. Vi véd, at der er noget, som er større end os selv – at vi er underlagt en universel vilje eller proces, hvis essens undslipper sprogets og vores egen bevidsthed, og at ydmyghed over for såvel livet som kunsten ikke blot er klædeligt, men en logisk reaktion på altings sammenhæng. Ateisten stiller, også ganske logisk, egoet i centrum for alting, hvilket ikke pr. definition gør vedkommende til et dårligere menneske. Men forbavsende tit til en dårlig poet, fordi også ydmygheden over for digtet og den kunstneriske proces mangler. Derfor hellere en alliance med den moderne salmedigter på loftsværelset end med stand-up lyrikeren i spotlightet.

***

Får automatisk mistro til dem, der mener, at visse ord er mere ”poetiske” end andre – at poesien i den grad er et forfinet særsprog, som man ikke pletter med ord som ”radiator” eller ”bærepose”. For mig at se kan radiatoren sagtens boble med uudsigelighed, bæreposen bugne af indsigt. Det kommer udelukkende an på hvem, der griber ordene, og hvor kompetent, det gøres.

Det eneste, jeg vægrer mig imod i den sammenhæng, er en uhæmmet brug af fremmedord og obskure referencer. For mig at se bør det ideelle digt kunne kommunikere med hvem som helst når som helst – i hvert fald i teorien, for som så meget andet kræver det at læse digte sin rutine. Og i den sammenhæng synes jeg ikke, man bør anvende den slags magtsprog – det er som oftest designet efter at hæve sin bruger op i en elitær position, hvilket i dén grad ikke er noget, som angår teksten – i højere grad end strengt nødvendigt. For jo, det kan godt ske, at digtet vil forme sig som en kommentar til f.eks. John Ashbery, eller at det lige akkurat kalder på ordet ”entropi”. Men the simpler, the better. Det sidste, jeg ønsker, er at mudre mine vande, så de synes så meget desto dybere.

***

Vedkender mig gerne mine inspirationskilder. Andet er tåbeligt og, ja, egocentrisk. Alt, man skriver, hviler på skuldrene af det, man har læst, og man udstiller kun sig selv og sin egen uformåenhed ved at påstå, at man har opfundet den dybe tallerken forfra. Check selv efter: Der er ikke ret meget af det, du har læst her, som ikke har rod i Højholts Cézannes Metode eller Sophus Claussens Jord og Sjæl, og går du til ordforrådet i min digtning, vil du finde kraftige afsmitninger fra såvel de to som Dan Turéll, Charles Baudelaire og Michael Strunge – for nu at tage tre af de lyrikere, jeg har været sygeligst optaget af. I praksis også flere.

Hvorfor så skrive overhovedet? Er der slet ikke noget nyt at tilføje? Jo, der er min specifikke bevidsthed, mine specifikke vinklinger på tingene, mine specifikke udsagn. Som ikke kan minde graverende om nogen andres af den simple grund, at der ikke findes to mennesker i hele verden, der, hvis de ellers er ærlige over for sig selv, er ens i vilkår og værdier. Følgelig er der heller ikke to digtere, der digter ens, og dét – og dét alene – er det nye. De ord, man skaber digtene af, har også været brugt før – i sig selv er materialet gammelt. Men fordi alt kendt konstant indgår i nye, dynamiske kombinationer, narres vi, med vores indskrænkede bevidstheder, hele tiden til at tro, at der sker nyt. Og det gør der også. Der er intet nyt under solen, nej. Men det, der er, er ikke det samme fra dag til dag, fra årti til årti, fra tidsalder til tidsalder.

Derfor disse ord. For at vise, hvor alt det, du har læst før, befinder sig lige nu, i lige netop denne bevidsthed…

Ingen kommentarer: