lørdag den 19. december 2009

Af en poetik, del 2

Der har været snakket meget om depersonaliseringen i nyere, skriftsbevidst lyrik – nødvendigheden for lyrikeren af at træde ud af sin tekst, for så meget desto mere at koncentrere den om sin egen væren. For mig at se er det en utopi. Den skrivende kan aldrig udslette sit eget temperament, sin egen bevidsthed, sin egen sprogtone. Hvert ord, man putter på et stykke papir, ævler – hvad enten man vil det eller ej – løs om hvem og hvad, man er. Bare éns ordforråd er resultatet af et langt livs indsamling og sortering, som er uløseligt knyttet til personligheden og dens løbende behov. Omvendt er intet mere destruktivt for et digt end at slippe subjektet uhæmmet løs – faldgruberne hedder privatisme, obskure/idiosynkratiske betydningsopbygninger osv. Man må nødvendigvis forholde sig til det, Eliot kaldte ”det objektive korrelat” – de fælles underliggende betydningskoder, der gør det muligt for afsenderen (lyrikeren) at kommunikere åbent og ubesværet med modtageren (læseren), og samtidig må subjektet simpelthen stækkes for ikke at hæmme digtets evne til at vokse frit og organisk.

Hvordan man løser dét paradoks? For mig har et væsentligt værktøj gennem årene været at indføre en fundamental utroværdighed i forhold til subjektet. At måske nok bruge af hovedstolen – i visse tilfælde endda udelukkende – men aldrig lade noget stå for meget til troende. At iklæde sig masker for at kunne udtrykke sig så meget desto klarere, at forskyde reelle problematikker ud i imaginære scenarier, at møblere om på følelser, erfaringer og årsagssammenhænge, så intet minder for entydigt om ”den dag, da…” – alt sammen er det, for mig, måder at gøre mig selv utroværdig i teksten på således, at mit, for digtet, overflødige ego lader sig reducere til endnu et element i sammenhængen, som man kan arbejde objektivt med. Jeg iscenesætter mine kys, min vrede og mine skrig, men ikke for at slette dem ud eller reducere slagkraften – jeg gør det, fordi disse emotioner ellers ikke ville være tilgængelige for digtet. I modsat fald ville virkeligheden blive en snylter på ”kunstproduktet”. Det ville ikke kunne udfolde sig frit på egne præmisser, men ville blive underkastet mine personlige, og resultatet ville netop blive enten en udslettelse eller en reduktion i slagkraft.

Og det er digtet, der skal læses, tak! Ikke mig.

***

Ville gerne, hvis jeg kunne, værne mig mod den biografiske læsning. Den er i hvert fald den sidste måde at gå til mine tekster på, jeg ønsker som privatperson. Men man kan kun følge digtet så meget på vej. Før eller siden flytter det hjemmefra, og så kan jeg ikke gøre mere. Jeg kan ikke kontrollere, hvad det af egen vilje fortæller læseren, der samtidig, som jeg ser det, er det sidste skabende led i den kreative proces og dermed har alle muligheder for at opdigte forfatteren. Det eneste, jeg kan gøre, er at lægge mest muligt op til det sidste, så jeg ikke bliver udslettet eller reduceret af digtet.

***

Now you see me. Now you do. Now you do.

Ingen kommentarer: