onsdag den 9. december 2009

36

Har været offline i et par dage, eftersom jeg har stået i flytterod til op over begge ører. Men nu har Louise og jeg så installeret os på Guldbergs Plads - i en lettere slidt, men stor, billig og særdeles godt beliggende lejlighed. I virkeligheden lidt af et chok lige pludselig at bo så centralt. Det gik først så småt op for mig i går, at det var virkelighed. At jeg boede ikke blot i hovedstadsområdet, men lige præcis i den bydel, jeg havde fantaseret om, siden jeg var en 15-årig knægt på Lars Tyndskids ødemark.

Af samme grund er selveste min fødselsdag kommet lidt bag på mig. Har simpelthen ikke haft mentalt overblik til at forholde mig til, at jeg nu er blevet endnu et år ældre. Og at jeg faktisk er på vej mod de 40 så småt. Men, hey, når man er lige på nippet til at opnå mange af de ting, man har drømt om siden teenage-årene, er der vel grænser for hvor slemt, dét kan være.

I min barndom sagde man altid - jeg ved ikke, om det er en regional overtro - at vejret på ens store dag viser hvordan, man har opført sig i løbet af året. Well, der er gråvejr over Nørrebro, og det er skidekoldt. Men det pisser ikke ned, og vinden har helt lagt sig. Så jeg må have opført mig skidt, men ikke afskyeligt. Og det er vel en fair nok bedømmelse.

Håber på, at det næste år ikke presser mig ud i randsituationer som dem, det foregående gjorde. Tid til at elske og slikke sår.

2 kommentarer:

Jens Keis Kristensen sagde ...

Stort tillykke fra en trofast læser. Og godt at du ikke holdt fast i din proklamation om ikke at skrive for personlige indlæg...

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Tak, Jens. Tja, tjo, lad os nu se hvor meget kul, der kommer på. Men lidt personligt må det selvfølgelig gerne være.