torsdag den 31. december 2009

FARVEL!!!

So this is it. Slutningen på et år og et årti. Skulle jeg være sentimental over nogen af delene? Ikke på vilkår! Det er mig en hidtil uhørt glæde at se begge dele slutte.

Farvel til 00'erne. Paranoiaens, egoismens og psykopatiens dekade. Årtiet, hvor alle var rede til at skide mest muligt på alle andre for at værne om ingenting: Fladskærmen, friværdien, flaget. Årtiet, der sagde ned med fællesskab, ansvar og solidaritet, mens man i stedet både hyldede og belønnede magtarrogance, devalueret forsamlings/ytringsfrihed og i det hele taget demokratur. Har aldrig følt mig så mentalt jetlagged oven på et tiår, for så uendeligt lidt af det, jeg var vokset op med at tro på som rigtigt eller bare almindeligt anstændigt, overlevede dette langstrakte ræb fra den mest smålige, afstumpede del af menneskesjælen. DØ, DEKADE, DØ!!!

Farvel til 2009. På det personlige plan en perlerække af katastrofer og svig, der efterlod mig bitter, opbrugt og bankerot sidst på efteråret. En regulær stjerneparade af dødsfald, venner og arbejdsgivere, der ikke var det, som de gav sig ud for at være, samt et privatliv i den absolut syge og destruktive ende af skalaen. At tingene er endt nogenlunde upbeat skyldes kun, at familie og andre venner viste deres sande menneskelige format, da jeg var nede at ligge, og at Louise på alle måder er en exceptionel kvinde, som jeg ikke blot skylder min uforbeholdne taknemmelighed, men også har æren af at gå det nye år i møde med i aften, hvor vi forskanser os i Næstved hos nogle fælles bekendte fra Aalborg.

Så meget lort at sige farvel til. Så meget at håbe/arbejde på fremover. Har sjældent gået nytåret i møde mere målrettet.

Sidder lige nu og hører Godflesh i stride strømme. Intet så rensende som en god gang tung, smadret og larmende industrial metal oven på den omgang.

Og overvejer hvad jeg nu skal gøre, eftersom digte.dk lukker ned fra i aften, hvilket de i øvrigt, synes jeg, har været lige lovlig langsomme til at varsle. Ok, siden er ikke tidssvarende længere, og debatten har længe været overtaget af lallende, højtråbende idioter, men jeg har stadig brug for et lyrisk laboratorium på daglig basis. Tror, jeg vil starte min egen lyrikblog i stedet. Og, modsat denne her, markedsføre den som ind i helvede. Men vi får se, hvad der sker her efter nytår.

Skål, nonetheless! Til lyden af "Slavestate", "Circle of Shit" og "Crush My Soul".

onsdag den 30. december 2009

Infodemens

Er efterfølgende gået i gang med Martin Halls essay/notatsamling Infodemens. En blandet fornøjelse. Der er smukke, velskrevne hyldester til bl.a. Sex Pistols og det dekadente natteliv, ligesom der forefindes en ganske underholdende dagbog fra optagelserne til Flammen og Citronen, men som samfundskommentator er hans format mere rimeligt end blændende. Hans tekster er lidt for ofte almindelige sure opstød, der kun halvt kamoufleres af den elegante facon, og man kan nikke billigende med eller ikke, men stort eller nyt bliver det lidt for sjældent.

Bogen er rigt illustreret af Hall selv med tegninger og collager, hvoraf visse ser ud til, at de rækker tilbage til Ballet Mecanique-tiden. Spændende at få lov til at opleve ham på den måde igen, men det vil vist være synd at sige, at billedkunst hører til hans spidskompetencer.

Et must for Hall-samleren, naturligvis, men ellers hans mindst væsentlige bog i nogle år.

tirsdag den 29. december 2009

Dagens bonusindtastninger

Er ved at være i omdrejninger igen. Kun ømme mavemuskler tilbage at føle.

Har slugt Martin Kongstads Han danser på sin søns grav i ét hug. På én gang stærkt underholdende og meget forstemmende læsning. En beskrivelse af en kreativ generation, der ganske vist på overfladen har gjort op med '68'erne, men kun har ingenting og festfyld at sætte i stedet. Som den ene gang efter den anden kaster sig ud i kærlighedens store projekt, men med en kynisme, der på rekordtid forvandler det smukke til forstillelse, tavsheder og giftig opførsel. Som hader småborgerligheden, men selv er noget nær indbegrebet af den. Alt sammen i syv sædvanligvis skarpe noveller, der spiller på de store hjertetråde, uden at det dermed bliver klægt. Snarere tværtimod. Sort satire uden katharsisk latter. Læs den.

Hele opgangen lugter af flæskesteg.

Af en poetik, del 4 (sidste)

Med et erklæret standpunkt godt til venstre for midten ville jeg naturligvis ønske, at min digtning uden videre komplikationer (dvs. uden at ende som f.eks. 70'ernes meget lidt inspirerende marxistiske brugslyrik) kunne have en politisk agenda. Og det har den vel i og for sig også for så vidt, at strukturen i den er flad, fri, basisdemokratisk. Alle termer i digtet indgår i et uhierarkisk hele, et sprogligt kooperativ. Men til tider kan jeg selv synes, at det ikke er nok - at jeg bør fremsætte mere eksplicitte, klart politiske udsagn. Den gode nyhed er, at det kan lykkes - at der fra tid til anden opstår digte, som ubesværet lader politiske agendaer fremsætte i sig. Men pointen er, at de først gør det, når de har fået sit. Man er altid nødt til at starte med at ville skrive et digt, ikke et flyveblad. Paradoksalt nok får man først muligheden for at ramme plet, når man sigter udenom.

***

Som mange nok har lagt mærke til efterhånden, har det, jeg skriver, den ene fod plantet i en historisk (eller i det mindste småfalmet) landbrugs/landsbykultur, den anden fast forankret på stenbroen her og nu. Men modsat hvad nogle måske tror, er dette ikke en bevidst del af min poetik - snarere et udtryk for min egen sammensatte biografiske baggrund. Alligevel indgår det måske også i min kritik af kravet om samtidighed i digtningen. For digtet har, som jeg ser det, ingen som helst forpligtelser over for samtiden. Det har kun ét nu at koncentrere sig om og gøre godt med - dets eget sproglige - og binder man det for meget op på samtiden, er det kun forventeligt, at det dør med den. En tåbelig og kun i yderste nødstilfælde acceptabel strategi. Nej, åbn alle horisonter i tid og rum, om muligt. Det beriger i sig selv det sproglige materiale, man har at arbejde med, og digtets nu vil have samme relevans uanset hvad, det fyldes med. Liv er jo altid relevant, ikke?

***

Ingen gengivelse af livet som proces kan være gyldig uden at levne rum til fejlen. Heller ikke inden for en kunstart, der, som den vestlige digtning, traditionelt har stræbt efter et klinisk rent (læs: kristent) skønhedsideal. Men som enhver troende, der nærmer sig glansbilledet af "det gode" eller "det rene", sandsynligvis ved, bliver "synden" så meget desto mere dragende jo tættere, man kommer på det umulige - og så meget desto bedre, om man spørger mig, for det er vel blot er naturligt udtryk for, at væsenet forlanger sin fulde menneskelighed tilbage. Det ideale er og bliver et luftkastel, og skulle man endelig nærme sig noget, der lignede, ville selve stivheden og stilstanden i sig selv føles hæslig. For idealet er statisk, som kun en menneskelig tanke kan være det. Livet - det reelt ideale - er dynamisk. Det gnistrer i brydningen mellem opbygning og henfald, orden og tilfældighed. Således får også digtet først liv, saft og kraft, når det ikke lever op til noget ideal, men koncentrerer sig om at leve op til sig selv. Med både ridser, revner og buler.

***

Af og til skyder jeg, når skriveprocessen er ved at blive for antiseptisk en affære, bevidst et profant ord eller ditto begreb ind for at skabe spænding, brud, udvikling, dynamik. Men modsat en Baudelaire, som direkte gik efter at skabe en infernalsk æstetik, foretrækker jeg, at spændingen mellem højt og lavt, forfinet og gammeldags, "idéelt" og "grimt" kommer af sig selv. Den skal netop ikke presses ind som følge af en fiks æstetisk idé. Og min efaring er, at digtet selv insisterer på at træde ned af piedestalen, ligesom det selv er glimrende til at anvise hvornår og hvordan. Det vil ikke bades mere i skarn end højst nødvendigt. Bare høres og have lov til at ånde i passende iltholdige luftlag.

***

Perfektion er en engel, der skranter.

mandag den 28. december 2009

Sceniske Strunge

Man skal åbenbart ikke erklære sig for rask for tidligt. Har haft meget svært ved at være nogen steder i dag, og har købt reperationsmidler for en mindre formue i en helsekost-forretning på Nørrebrogade.

På hjemvejen fik Louise slæbt mig om forbi Michael Strunges gravsted. Godt, vi gjorde dét. Sidst, jeg var der - i 2001 - så det lidt afpillet og sørgeligt ud. Nu var det velholdt og flot dekoreret. Så selvom hans poesi stadig ikke er "velset i tiden", og der nok stadig er dem derude, som med størtste fryd vil begå karaktermord på en død, forsvarsløs mand, er vi heldigvis stadigvæk - ser det ud til - nogle mennesker, der mindes hans liv og værk med respekt.

Ellers har jeg bare set afsnit af Frasier i sengen, mens jeg har forsøgt at holde maven i ro.

Det ikke vare meget længere, det her.

søndag den 27. december 2009

Bjældeklang og racerrøv

Ville gerne have skrevet et længere sammendrag af julens begivenheder, men jeg ved faktisk ikke hvor meget, jeg reelt nåede at opleve. For allerede juleaften satte en grasserende diarré ind, der efterfølgende har hensat mig i en meget kraftløs tilstand. Så familien i det omfang, jeg havde bevidsthed til, og det var rart nok. Prøvede også at gå til Death to Frank Ziyanaks afskedskoncert på Rampelys i Silkeborg 1. juledag sammen med Louise, men det blev til gengæld forpurret af...noget...i underpermissionerne

Så meget lidt julemad til mig, og fortvivlende lidt alkohol. Men gode gaver.

Det er ovre nu, anfaldet. Det er julen desværre også.

Gu' ve' hvad 2009 stadig har til mig i godteposen?

mandag den 21. december 2009

Den store julerejse

Har købt de sidste julegaver, skrevet de sidste mails, vasket det sidste tøj. Louise har afleveret rotterne til pasning, og i morgen er det Tilde, der skal ned i transportkassen. Så går turen til Jylland, og man skal ikke regne med, at der kommer til at ske noget herinde før 3. juledag.

Bliver godt at se den pukkelryggede. I alt det kaos, der har præget efteråret, har der været alt for lidt plads til den. Som der i øvrigt har været for lidt plads til masser af de andre mennesker, der betyder noget for mig. En uforbeholden undskyldning for dét. Kan kun forsvare mig med, at man ind imellem er nødt til at holde tungen lige i munden, hvis ikke skuden skal kæntre...

Så varme julehilsner til alle - og især til dem, der går en ensom højtid i møde.

Over and out.

Af en poetik, del 3

Selvfølgelig er min digtning både symbolsk og metafysisk. Bare det at samle en række ord i et mønster, hvor de kommunikerer med hinanden fysiologisk som cellerne i en krop, er symbolsk og peger langt, langt ud over sprogsfæren. At skrive er en skabelse, ligesom det at leve er at være i skabelse. Jeg fatter ikke ateister, der åbenbart mener, at noget så raffineret og organiseret som de kemiske og biologiske processer uden videre kan være opstået i et fra starten totalt tilfældighedspræget og kaotisk univers. Jeg accepterer i det hele taget ikke idéen om ”fragmentet”, der, for mig at se, kun kan være et uheldigt biprodukt af menneskets til tider lidt for veludviklede abstraktionsevne. Vi er selv, mener jeg, omvandrende symboler på skaberkraften, ”skaberen” eller, som jeg helst vil udtrykke det, demiurgen – den første årsag. Man kan ikke arbejde ontologisk uden samtidig at arbejde symbolsk.

At jeg så – af årsager, der ikke vedkommer digtet – har svært ved at tro på det, de fleste regner for guddommeligt (en eller flere skabende/regulerende bevidstheder med moralske træk, der skægt nok altid minder lidt for meget om os menneskers, og som kan påkaldes personligt ved bøn, ofring eller anden underdanighed), er noget andet. Kan sagtens acceptere tanken om, at jeg er her på egen hånd, og at det, jeg er kommet af, næppe har de store moralske kvababbelser omkring at sluge mig igen ved lejlighed. Man skal ikke lade identiteten komme i vejen for indsigten. Så meget sagt allierer jeg mig hellere med dem, der skriver kristen, muslimsk, hinduistisk, hedensk eller på anden måde religiøs lyrik, end jeg gør det med ateisterne. Vi véd, at der er noget, som er større end os selv – at vi er underlagt en universel vilje eller proces, hvis essens undslipper sprogets og vores egen bevidsthed, og at ydmyghed over for såvel livet som kunsten ikke blot er klædeligt, men en logisk reaktion på altings sammenhæng. Ateisten stiller, også ganske logisk, egoet i centrum for alting, hvilket ikke pr. definition gør vedkommende til et dårligere menneske. Men forbavsende tit til en dårlig poet, fordi også ydmygheden over for digtet og den kunstneriske proces mangler. Derfor hellere en alliance med den moderne salmedigter på loftsværelset end med stand-up lyrikeren i spotlightet.

***

Får automatisk mistro til dem, der mener, at visse ord er mere ”poetiske” end andre – at poesien i den grad er et forfinet særsprog, som man ikke pletter med ord som ”radiator” eller ”bærepose”. For mig at se kan radiatoren sagtens boble med uudsigelighed, bæreposen bugne af indsigt. Det kommer udelukkende an på hvem, der griber ordene, og hvor kompetent, det gøres.

Det eneste, jeg vægrer mig imod i den sammenhæng, er en uhæmmet brug af fremmedord og obskure referencer. For mig at se bør det ideelle digt kunne kommunikere med hvem som helst når som helst – i hvert fald i teorien, for som så meget andet kræver det at læse digte sin rutine. Og i den sammenhæng synes jeg ikke, man bør anvende den slags magtsprog – det er som oftest designet efter at hæve sin bruger op i en elitær position, hvilket i dén grad ikke er noget, som angår teksten – i højere grad end strengt nødvendigt. For jo, det kan godt ske, at digtet vil forme sig som en kommentar til f.eks. John Ashbery, eller at det lige akkurat kalder på ordet ”entropi”. Men the simpler, the better. Det sidste, jeg ønsker, er at mudre mine vande, så de synes så meget desto dybere.

***

Vedkender mig gerne mine inspirationskilder. Andet er tåbeligt og, ja, egocentrisk. Alt, man skriver, hviler på skuldrene af det, man har læst, og man udstiller kun sig selv og sin egen uformåenhed ved at påstå, at man har opfundet den dybe tallerken forfra. Check selv efter: Der er ikke ret meget af det, du har læst her, som ikke har rod i Højholts Cézannes Metode eller Sophus Claussens Jord og Sjæl, og går du til ordforrådet i min digtning, vil du finde kraftige afsmitninger fra såvel de to som Dan Turéll, Charles Baudelaire og Michael Strunge – for nu at tage tre af de lyrikere, jeg har været sygeligst optaget af. I praksis også flere.

Hvorfor så skrive overhovedet? Er der slet ikke noget nyt at tilføje? Jo, der er min specifikke bevidsthed, mine specifikke vinklinger på tingene, mine specifikke udsagn. Som ikke kan minde graverende om nogen andres af den simple grund, at der ikke findes to mennesker i hele verden, der, hvis de ellers er ærlige over for sig selv, er ens i vilkår og værdier. Følgelig er der heller ikke to digtere, der digter ens, og dét – og dét alene – er det nye. De ord, man skaber digtene af, har også været brugt før – i sig selv er materialet gammelt. Men fordi alt kendt konstant indgår i nye, dynamiske kombinationer, narres vi, med vores indskrænkede bevidstheder, hele tiden til at tro, at der sker nyt. Og det gør der også. Der er intet nyt under solen, nej. Men det, der er, er ikke det samme fra dag til dag, fra årti til årti, fra tidsalder til tidsalder.

Derfor disse ord. For at vise, hvor alt det, du har læst før, befinder sig lige nu, i lige netop denne bevidsthed…

søndag den 20. december 2009

Phew!

Har overstået årets julegaveindkøb. Havde frygtet det værste, men der var ikke så mange mennesker ude, at jeg på noget tidspunkt ønskede, at jeg havde taget sablen med.

Ellers har dagen i nogen grad været præget af tømmermænd. Louise og jeg faldt i rødvinen i går aftes, hørte gammel punk og industrial og lavede mærkelige tegninger en masse. Af folk med spejlæg på hovedet og den slags.

lørdag den 19. december 2009

Af en poetik, del 2

Der har været snakket meget om depersonaliseringen i nyere, skriftsbevidst lyrik – nødvendigheden for lyrikeren af at træde ud af sin tekst, for så meget desto mere at koncentrere den om sin egen væren. For mig at se er det en utopi. Den skrivende kan aldrig udslette sit eget temperament, sin egen bevidsthed, sin egen sprogtone. Hvert ord, man putter på et stykke papir, ævler – hvad enten man vil det eller ej – løs om hvem og hvad, man er. Bare éns ordforråd er resultatet af et langt livs indsamling og sortering, som er uløseligt knyttet til personligheden og dens løbende behov. Omvendt er intet mere destruktivt for et digt end at slippe subjektet uhæmmet løs – faldgruberne hedder privatisme, obskure/idiosynkratiske betydningsopbygninger osv. Man må nødvendigvis forholde sig til det, Eliot kaldte ”det objektive korrelat” – de fælles underliggende betydningskoder, der gør det muligt for afsenderen (lyrikeren) at kommunikere åbent og ubesværet med modtageren (læseren), og samtidig må subjektet simpelthen stækkes for ikke at hæmme digtets evne til at vokse frit og organisk.

Hvordan man løser dét paradoks? For mig har et væsentligt værktøj gennem årene været at indføre en fundamental utroværdighed i forhold til subjektet. At måske nok bruge af hovedstolen – i visse tilfælde endda udelukkende – men aldrig lade noget stå for meget til troende. At iklæde sig masker for at kunne udtrykke sig så meget desto klarere, at forskyde reelle problematikker ud i imaginære scenarier, at møblere om på følelser, erfaringer og årsagssammenhænge, så intet minder for entydigt om ”den dag, da…” – alt sammen er det, for mig, måder at gøre mig selv utroværdig i teksten på således, at mit, for digtet, overflødige ego lader sig reducere til endnu et element i sammenhængen, som man kan arbejde objektivt med. Jeg iscenesætter mine kys, min vrede og mine skrig, men ikke for at slette dem ud eller reducere slagkraften – jeg gør det, fordi disse emotioner ellers ikke ville være tilgængelige for digtet. I modsat fald ville virkeligheden blive en snylter på ”kunstproduktet”. Det ville ikke kunne udfolde sig frit på egne præmisser, men ville blive underkastet mine personlige, og resultatet ville netop blive enten en udslettelse eller en reduktion i slagkraft.

Og det er digtet, der skal læses, tak! Ikke mig.

***

Ville gerne, hvis jeg kunne, værne mig mod den biografiske læsning. Den er i hvert fald den sidste måde at gå til mine tekster på, jeg ønsker som privatperson. Men man kan kun følge digtet så meget på vej. Før eller siden flytter det hjemmefra, og så kan jeg ikke gøre mere. Jeg kan ikke kontrollere, hvad det af egen vilje fortæller læseren, der samtidig, som jeg ser det, er det sidste skabende led i den kreative proces og dermed har alle muligheder for at opdigte forfatteren. Det eneste, jeg kan gøre, er at lægge mest muligt op til det sidste, så jeg ikke bliver udslettet eller reduceret af digtet.

***

Now you see me. Now you do. Now you do.

Time for catching up

Var til oplæsning i Møllegades Boghandel - et præsentationsarrangement for kataloget AF STED, der, foruden æbleskiver, bød på oplæsninger af Lars Bukdahl, Christian Vind og Eva Tind Kristensen. Var der mest for at se sidstnævnte, som jeg kendte fra gymnasiet i Silkeborg, hvor vi var dele af den samme klike for "nørder og alment utilpassede elementer", som hang ud på tværs af årgangene i biblioteket. Var nysgerrig efter hvad hun lavede nu, simpelthen. Hvilket viste sig at være en fin og sprogligt farverig, men også lettere hermetisk poesi, der kaldte på nærmere bekendtskab på papiret. Men så fik man jo samtidig mulighed for at checke op på, hvor en masse mennesker fra dengang var henne nu om stunder.

Det var lidt det samme med Robert - min ældste tilbageværende ven i ubrudt linje - som dukkede op, efter at vi ikke havde set hinanden i over et år, i sin egenskab af medejer af butikken. Sidst, vi sås, var der måske lidt uren energi i luften pga. samarbejdet omkring Geiger, som simpelthen led af metaltræthed efter 10 år, men i dag var alt blæst væk, og jeg måtte sande, at jeg i den grad havde savnet ham. Han havde sin senest fødte søn med - som den foregående en total klon af ham selv - og udover at jeg fik set ham for første gang, fik vi også vendt alt muligt omkring bladet og vores respektive privatliv. Hvilket vi vist endda fortsætter med i morgen - han bliver i byen et par dage endnu. A lot of catching up to do.

Kort sagt et stk. god eftermiddag i Møllegade, der også resulterede i dagens digt - rastløst tastet ind på mobilen, mens Bukdahl læste op...:

Tynd frost
over Møllegade.

Biler
starter hostende.

Terning
tør til krop.

fredag den 18. december 2009

Af en poetik, del 1

Som jeg lovede for længe siden, vil jeg nu gå i gang med at publicere en poetik i føljeton-form her. Det bliver ganske vist en anden slags tekst, end jeg planlagde dengang - et work in progress, der lader sig bedre læse som løse noter end et egentligt "værk". Men here we go...

***

Gal videnskab? Kompensation for barnløshed? Gudsmisundelse? Faktum er, at min poesi, som den har formet sig i mange år, har haft en ontologisk agenda. Den skal have en væren, et liv, en eksistens i sig selv. Den skal være ”ein Ding an Sich”. Hvert digt skal omslutte sig selv, have en egen biologi, en egen logik, et eget tankesæt, der så vidt muligt skal eksistere uafhængigt af mig. Men naturligvis også er uløseligt tilknyttet mig, for det er kun af mit væv og min sjæl – med mine hænder og på baggrund af min bevidsthed – at det kan forme sig. Men har man først vedtaget dét præmis, sker resten så at sige også af sig selv – som den første celle i et foster, der kalder på den næste osv. Spørg mig ikke om hvorfor, det er sådan. Måske fordi al skabelse har den samme operationsmodus, og at man, som kunstner, bevæger sig ind i selve demiurgens laboratorium, når man går til værks? Det er min tese, men den må forblive en gisning. At tingene sker sådan er til gengæld en reel erfaring.

***

Er ikke minimalist. Intet synes mig mere afskyeligt end en stue, hvor møblementet fylder så lidt, at der ikke er plads til mennesker, eller et juletræ, der pyntes så sparsomt, at det ikke hæver sig over dét at være træ. Det handler om at udfylde en form, og er den spraglet eller henkastet, skal den tackles derefter. Men selv adspredthed kalder på omhu, for ellers kammer det over i sjusk. Og tro mig: Forskellen kan ses, føles, høres. Selv det ”tilfældige indfald” beror, hvis det skal lykkes, på den rette indsigt og den rette ekspertise.

***

Lyt efter: Vil dette digt have tre arme?

***

”Skriv, som du lever, og lev, som du skriver”, sagde Poul Borum. Ja, helt bogstaveligt. Tænk på linjerne som årer og nerver, se rytmen som den rygsøjle, den er, betragt tekstmassen som kød, ordene som øjne, udsagnet som mund. Og kys eller tal eller spyt med den. Bare den er, og blot organismen bag den fungerer.

***

DAM-da-da-DAM-da-da-DAMdiDAM. Kornene falder.

***

hdsfhdsgfhhkjsaKFHYEUWHFGFHDGFDSBNHjhhghdgchsdgfhsgf
hvghdgchdgvhgcbxzmjvjfgjfsvjcbgvgjhxznhghvfhsdha,gKL
dhvgsdhfghDGFHGahfghDFHghfgdhfghDGFHGhdgfhdhfgdhfgsd

Kornene lander.

***

kornene svæver,
kornene svæver,
kornene svæver,

korncentration.

***

Du griber dem. Sandet slår rødder i øjnene, bærer din afgrøde nu.

Poesi, sne og (volds)porno


Glimrende session i går. KUNNE have øvet mine ting bedre igennem, synes jeg, og der var også en kommentar eller to mellem digtene, jeg KUNNE være sluppet bedre fra, men så igen virkede publikum mere opmærksomt, end det har gjort længe. Måske fordi selve materialet fandeme var i orden.

I øvrigt ryddede Huset Underskoven helt på et tidspunkt, fordi der foregik en tv-optagelse ovenpå. De mente, at vi larmede for meget (ak ja, poesien er den nye rock'n'roll!!!). Heldigvis blev vi flyttet op på Planeten, hvor scenen var bedre og lokalerne varmere. Fuldt fortjent oven på dagens trafikkaos, der var udløst af lige dele snefald, klima-topmøde og julehandel. Da jeg skulle derind, måtte jeg vente i 20 minutter på en 5A-bus, der, da den endelig kom, bare kørte forbi med sine stakkels passagerer, som måtte have været stuvet derind med skohorn. Da var det, at jeg besluttede mig for at gå de få kilometer ind til Magstræde.

Derhjemme ventede Louise, som havde lagt sig med et maveonde, med The Wonderland Murders - historien om pornokongen John Holmes' dybe fald efter selve karrieren. Vold, drugs og desperation en masse, der mundede ud i en gang HIV. Kom så ikke og sig, at man bliver en lykkeligere mand af at have en svaber på 35 cm.!

torsdag den 17. december 2009

Klarsyn

Jeg vågner midt om natten, der er faldet sne,
og bygningerne ligner nærmest noget, der er faldet
ud af den, en tom kontrast, en tåget skygge af det skyggeløse.
Brænder mig på smøgen, så jeg ikke fyger væk, og véd,
at nogen må have vækket mig. Kun fnug kan slå så hårdt.

En tur i Skoven (måske)

Læser muligvis - der kan nå at komme noget temmelig væsentligt i vejen - op på årets sidste Underskoven-arrangement i aften. Er i hvert fald ved at samle digte sammen til det.

Det gode ved dét arrangement er, at de 14 dage, der er imellem aftenerne, er nok til at få et nyt, overbevisende sæt op at stå. Feedback er det så som så med, men rent kreativt er mellemrummene gode til at vedligeholde selvdisciplinen med. Det er længe siden, at jeg var den type digter, der troede på kun at skrive, når inspirationen brændte i fingerspidserne, og dengang, jeg var, fik jeg alt for lidt fra hånden. Dels er poesi et håndværk som så mange andre, hvilket bl.a. indebærer, at man bør holde formen ved lige hele tiden - helst hver dag - så den ikke forfalder. Dels skriver man tit sine bedste ting, når man hamrer målbevidst i sprogets mur.

Så meget sagt har jeg det på samme måde med oplæsninger, som jeg i min barndom havde det med at smide kanonslag eller affyre raketter: Jeg kyler noget fra mig og venter på braget med et sug i maven. Så åndssvagt er dét.

onsdag den 16. december 2009

Når poesi bliver til videnskab (eller noget)

Hver eneste dag er der noget, der dør,
en mulighed, der bliver udtømt,
en anden, der ikke bliver brugt
overhovedet, og det er det samme:
Et tab, der forvandles til krop
og til navn, der forskydes
for ikke at blive forstødt fra sig selv
– som en kælvende gletsjer,
der udskiller nyt i den skærende
krampe, som giver den indhold,
men altid fortegnes til sidst
i en snavset og doven pøl vand.

Når videnskab til poesi


Læser Roland Barthes: I Tegnenes Vold. Om de akademiske forskningsmiljøer nogen sinde har fostret en poet af format, er det ham. Modsat f.eks. Deleuze og Derrida, som til enhver tid er villige til at puste en god, men enkel pointe op til et murstensværk, har Barthes i denne bog lavet en række semiologiske punktnedslag i Japans kultur - der er små, koncentrerede artikler om både spisepinde, papirbutikker og ansigter - som skærer helt ind til benet og viser i hvor høj grad, Zen gennemstrømmer alle aspekter af landets hverdag. Fra madlavning over poesi til sex, vold og byplanlægning. Kulturanalyse, der vil noget - og samtidig en knivskarp kritik af vesterlændingenes udtalte tendens til at tyrannisere alt med begrebet "mening". For dem, der måtte ønske det, rummer bogen i øvrigt også det mest rammende stykke tekst om haiku-digtning, jeg kan mindes at have læst. Ja, i en vis forstand er hele værket et haiku - i hvert fald demonterer det mere end påfører "mening", selvom det både er informativt og fører en tung intellektuel ballast med sig.


Årets bedste læseoplevelse - simple as that!

tirsdag den 15. december 2009

Viskelæder

COP15 nærmer sig kollaps. Så meget desto bedre, hvis resultatet i modsat fald er en bindende lorteaftale, der ikke nemt lader sig ændre.

Gud (eller "førsteårsagen", som jeg foretrækker at kalde det, jeg tror på) er også ude med det store viskelæder. Jeg har været et smut i Gentofte i ganske solidt snefald, og nu er det helt sindssygt.

Og jeg har skrevet et digt om tre døde mennesker (et yndlingsemne, åbenbart):

Entropiens partitur

Mozart er død. Han kimer i graven endnu,
spiller bedre med hænder af luft,
synger bedre med tusinder af stemmer:
En lava af følfod spyes ud fra hans Requiem.

Kurt, han er død. Hans bevidsthed er spredt
over planter og vækstkasser nu, og hans orgel
er faldet til gulvet med røg ud af piberne.
”Smells like Teen Spirit” står skrevet
med huller i tagplader, skyer og hvide gevandter.

Lady Gaga er død, er en skygge i kunststof
og bling, er en dans frosset fast i et pokerfjæs.
Krystalliseret musik. Intet væv,
ingen mening kan æde dén krop.

mandag den 14. december 2009

Dagens digt

Den vil aldrig bære, jorden, du kan fylde den med bygninger,
benævne den i stykker, vandre hvert et sandkorn fladt, men
der er muld på dine hvirvler, der er spagnum på din tunge, dine
fødder mærker kun dit gravsted af. Du er en lerklumps bøn.

Vi, de druknede...

Kigger ud. Der er flere helikoptere end måger i luften over Nørrebro.

Der er klimatopmøde, og de er sendt op for at forhindre, at folk (i forgårs anholdte politiet over 900 mennesker og lod dem sidde på et iskoldt torv i timevis, hvorefter de sigtede 3 for stenkast!) reagerer, som de egentlig bør, på, at politiske "fagfolk" fra hele verden i disse timer - luksuriøst trakterede med dyr champagne og Beluga-kaviar - hælder menneskehedens fremtid ud i afløbet. For som der var en miljøekspert, der sagde i dag, er der ikke længere tid til halve løsninger. Men det er halve løsninger, der vendes og drejes, hvilket for mig at se gør de ansvarlige til større forbrydere end Hitler og Stalin tilsammen. Hitler var ansvarlig for ca. 6 millioner menneskers død, Stalin antageligvis 20 millioners. Men hvis vandene får lov til at stige, som det vist efterhånden er uundgåeligt - specielt når ingen politikere tilsyneladende tør at sætte karrieren på spil for det åbenlyst rigtige - vil resultatet være milliarder af døde i de deraf følgende ødelæggelser, krige og epidemier. De værste forbrydere ankommer anno 2009 hverken i elefanthue eller militæruniform. De har jakkesæt på, drikker café latte, forholder sig til virkeligheden på skrivebordsplan og er så gennemførte psykopater, at selv deres eget liv og fremtid er til salg for den rette pris.

Skal passe på, hvad jeg skriver, for vi har ikke ytringsfrihed længere, og PET kan nok også godt finde ud af at hamre døren ind her. Men er nogen form for protest mod det, der sker her i byen for tiden, uforståelig for mig? Nej.

I forgårs kom jeg over Dronning Louises Bro, hvor nogen med cykellygter havde markeret hvor højt, vandet vil komme til at stå, når polerne om føje år helt er smeltet. Stedet befandt sig fire-fem meter over mit hoved. Så konkret kan det siges.

Men os, der allerede bor på havbunden? Vi skal tilsyneladende bare forholde os i ro og finde os i at drukne...

søndag den 13. december 2009

Valravn

Skulle have været på Louisiana i går, men forskellige ting gjorde, at det ikke blev sådan. I stedet endte vi ved nogle af Louises venner i Humlebæk, hvor der blev serveret glimrende laks med rodfrugtmos og rødvin. Og så gik turen ellers tilbage mod Nørrebro, hvor vi så Valravn på Global. Glimrende musikere, karismatisk sangerinde og i og for sig et fint repertoire. Men havde man hørt Sorten Muld og Björk før (hvorfor fanden skal nærmest alle nordiske sangerinder, der vedkender sig det norrøne, partout være direkte kopier af hende?), var der ikke noget nyt at kommé efter, og med en koncert, der varede over en time, strakte de også deres forholdsvis få idéer over lidt for lang tid. Men over et kortere album kunne deres væv af middelalderinstrumenter og moderne beats sikkert bevare fascinationskraften. For den var der, al kritik til trods.

Væltede i seng med de ondeste opstød på kloden - de rene vulkanudbrud i halsen. Bør ikke blande øl og rødvin mere.

lørdag den 12. december 2009

Har fundet ud af...

...at der er temmelig meget kviksølv i elsparepærer. Er det ikke lidt at kurere pest med kolera?

Der er ellers blå himmel i dag. Gu' ve', hvad den kan bruges til?

fredag den 11. december 2009

Et intermezzo

Bliver gang på gang konfronteret med det faktum, at min opgave i denne inkarnation tilsyneladende er at prøve at finde noget værdifuldt i det, jeg værdsætter mindst af alt: Mit ego.

Er bange for at blive til ingenting, når regnskabet engang skal gøres op. Lidt gæld, et dødsbo og en stak papirer, som i bedste fald ender i bibliotekernes og arkivernes lagre. Og lidt flygtige erindringer hos de efterhånden også aldrende mennesker, der har kendt mig. Så konkret bliver det nemt. Rien. Zero. Nada.

Hvis formålet med livet kun er selvforædling, hvor er man så henne?

Angst er kun et fattigt ord, når man mangler et spejl.

torsdag den 10. december 2009

En skov


Pak dig ind i din sjæl, stik dine fod ned i drømmen,
snør til, træk dit formål godt ned over ørerne,
for du skal løbe nu, løbe på mudrede, smattede blade
i stedet for jordbund, løbe på grene, der bøjer og knaser
og knækker og løbe blandt stammer, som ender deroppe,
hvor luften er tynd. Du skal løbe mod noget, for noget
må findes og findes igen og igen og må kende
dets plads under brystkassen, der, hvor selv
sollyset over de falmede trækroner ikke når ind.

(Nej, har ikke glemt The Cure)

Vinterglød

Stort komsammen her i går. Louises skrivegruppe var her, og ud over at hudflette hinandens tekster og flå Joan Ørtings Har du lyst? verbalt i småstykker drak folk rødvin, lavede collage og åd småkager i stor stil. Glimrende aften, der også blev krydret med telefonopkald fra familien og glæde over det faktum, at Louise havde foræret mig en billet til årets udgave af garagerock-festivalen Gutter Island.

Savnede dem, der ikke var her, uhyggeligt meget. Ikke mindst mine bedsteforældre, der med garanti aldrig mere kigger forbi. Men all in all en fin fødselsdag, som den nu engang kan fejres her i det herrens år 2009.

I dag er det virkelig dagen derpå. Louise er forkølet eller noget, jeg er pænt ugidelig, og der står udpakning på programmet for resten af dagen. Boring. Men det får vel en ende.

onsdag den 9. december 2009

36

Har været offline i et par dage, eftersom jeg har stået i flytterod til op over begge ører. Men nu har Louise og jeg så installeret os på Guldbergs Plads - i en lettere slidt, men stor, billig og særdeles godt beliggende lejlighed. I virkeligheden lidt af et chok lige pludselig at bo så centralt. Det gik først så småt op for mig i går, at det var virkelighed. At jeg boede ikke blot i hovedstadsområdet, men lige præcis i den bydel, jeg havde fantaseret om, siden jeg var en 15-årig knægt på Lars Tyndskids ødemark.

Af samme grund er selveste min fødselsdag kommet lidt bag på mig. Har simpelthen ikke haft mentalt overblik til at forholde mig til, at jeg nu er blevet endnu et år ældre. Og at jeg faktisk er på vej mod de 40 så småt. Men, hey, når man er lige på nippet til at opnå mange af de ting, man har drømt om siden teenage-årene, er der vel grænser for hvor slemt, dét kan være.

I min barndom sagde man altid - jeg ved ikke, om det er en regional overtro - at vejret på ens store dag viser hvordan, man har opført sig i løbet af året. Well, der er gråvejr over Nørrebro, og det er skidekoldt. Men det pisser ikke ned, og vinden har helt lagt sig. Så jeg må have opført mig skidt, men ikke afskyeligt. Og det er vel en fair nok bedømmelse.

Håber på, at det næste år ikke presser mig ud i randsituationer som dem, det foregående gjorde. Tid til at elske og slikke sår.

lørdag den 5. december 2009

Nøøjh,

den glögg var stærk!

fredag den 4. december 2009

Voel igen...

Hjaltesvej

På toppen af bakken
var der et bibliotek,
og for enden af vejen
var der en gård,

og jeg slap mine bremser
og rullede jublende nedad
mod hårvækst
og plettede bukser.

Nu ruller jeg rundt
i en mødding
af sværte
og træfiber.

Optur!

Ok, vil bryde mit selvpålagte tavshedsløfte for en stund, for der er seriøst optur på i disse dage.

Først og fremmest: Har forlovet mig med Louise Kristensen - uden ring, ganske vist, men det bliver det ikke mindre seriøst af. Måske en kende hurtigt i nogens optik, men hvad hjertet er fuldt af... Hun er under alle omstændigheder et stk. uhyre formidabelt hunkønsvæsen, som jeg ikke tøver med at gå hele vejen med. Og så har vi jo i øvrigt, over den seneste halvanden måde, allerede bevist, at vi kan finde ud af at bo sammen. Selv min kat og hendes rotter - an unlikely combo - har vist sig at være et overraskende godt match. Og nej, her taler jeg ikke kulinarisk...

Artiklen om hollænderne på Amager befinder sig sidst i skrivefasen, og i går prøvede jeg - med stort held - en bunke nye ting af i Underskoven. Fik endda ros for oplæsningen af Thurston Magnus, som ellers efter sigende ikke er typen, der lirer komplimenter af sig for et godt ord (PS: Ja, NU er du nævnt!). Hvilket jeg ikke er så lidt beæret over.

I dag var jeg til jobsamtale på en vuggestue i Brønshøj. Som en ud af 200 ansøgere, de valgte at tage ind. Og den gik - efter begge parters udsagn - virkelig godt. Men som en god jyde klapper jeg lige hesten indtil på tirsdag, hvor svaret lander.

Og om lidt skal jeg til releasefest for kassettebåndene hos Anders Meldgaard i Valby. Med glögg og musik.

At weekenden så kommer til at stå i flytningens tegn, er noget andet. Bor sikkert allerede på Nørrebro inden jul. Stressende, men selvom det her er Bamses hus, er der ingen tvivl om, at rammerne bliver bedre dernede. Og jeg har jo drømt om at bo i den bydel, siden jeg overhovedet kom herover. At det så oven i købet er med det skjønneste fruentimmer på kloden denne, er jo så unægteligt en bonus.

torsdag den 3. december 2009

Danse macabre


Dans med mig, ja,
riv mig ind i hvirvlen,
blodet pumper rundt i kroppen
for at finde, men først når den dag,
hvor alle ting står stille, drag mig ind
i din musik, den lange tone
fra dit tomme blik, så længe
den slår gnister, man kan
fylde gulvet med.

tirsdag den 1. december 2009

Maglebylille

Solen går ned over Maglebylille.
Markerne myldrer af blanke insekter,
der flygter mod syd, trækker jetstriber
hen over stråtækte tage på gulnede fotos.
Her planter man bortkomne kufferter,
høster de kys, som er givet for stedse,
og udbedrer længer med rester
af udtjente urværk, mens generation
efter generation flytter ind:
Metropolen er rykket til Amager.

Note: Da Kastrup Lufthavn i 1950'erne skulle udvides, eksproprierede man alle ejendommene i den gamle landsby Maglebylille, som derefter blev tømt og nedrevet. Nu ligger der landingsbaner i området. Ikke desto mindre opdagede jeg, da jeg googlede forleden, at det rent faktisk - i hvert fald ifølge søgemaskinerne - bl.a. er muligt at "søge job i Maglebylille"...