onsdag den 11. november 2009

Ingeborg Stuckenberg


Læser mig grådigt gennem Ingeborg Stuckenbergs Korte Breve fra en Lang Rejse - en stak sammenhængende notater fra det tidspunkt, hvor hun brat forlod digtermanden Viggo Stuckenberg og deres to børn for at drage til New Zealand med slotsgartneren Hans Madsen. Umiddelbart en uforståelig handling, men lige så meget som Viggo og Ingeborg havde holdt af hinanden - for førstnævnte gav forholdet anledning til det ømme, men bittersøde digt "To, som elsker hinanden", der i viseform er en klassiker den dag i dag - lige så meget fungerede de i deres sidste år som hund og kat. Og for hende var liv og kærlighed ét. Da hun mødte Hans, slog lynet tilsyneladende ned, hvorefter hun smed alt det, hun havde i hænderne - hvilket virkelig vil sige alt - for at følge ham ud i det uvisse. Der ikke behandlede dem godt. I 1904 begik Ingeborg selvmord efter en dyb depression. I 1905 døde også Hans og Viggo.

Inden da havde hun været selveste musen i den symbolistiske kreds. Både Stuckenberg, Johannes Jørgensen og Sophus Claussen har skrevet oder til hendes strenge og idealistiske, men også varme og imødekommende væsen. I en vis forstand var hun simpelthen bevægelsens midtpunkt - den, hvis kunstneriske og menneskelige anerkendelse alle i kredse omkring Taarnet bejlede til. Også selvom hun - modsat især Jørgensen - var overbevist ateist og vel mest tenderede mod et naturalistisk standpunkt. Selv efterlod hun sig, som forfatter, kun én novelle samt denne posthume bog fra 1986, som er en lille knaldperle af spleen, længsel og social indignation. Kvinder måtte jo helst ikke skrive dengang... Men som Edith Rode - en anden dygtig forfatterhustru fra de år, hvis talent sådan set overgik mandens - kunne hun være blevet en af de store i dansk litteratur, hvis hun ellers havde kunne overskue gabet mellem det reale og det ideale...

Hvilket leder mig videre til dagens digt. Nej, jeg kunne ikke dy mig for at kommentere hendes skæbne også. På godt og ondt.

Kærlighed, kærlighed – til Ingeborg Stuckenberg

Der sad du så,
neden for Taarnet, i haven,
og skyllede slotte og huse,
stuer og køkkener,
rene for klunker og støv
med sange så klare i tonen,
at kun dine lytteres genskær
kunne nå os på gulnede ark
og i flossede bøger.

Gudinden i blåt,
musen i grønt,
kvinden i rødt,

streng som et smil,
blid som et slag,
vis som et dyr,
dum som geniet,

Løsende knuderne op
på en ældgammel væv
med ét eneste gentaget ord
på din læbe: Kærlighed, kærlighed.

Kærlighed større end pungen,
større end boligen,
større end kyskheden,
større end kroppen,
større end kærlighed, kærlighed.

Her skulle den findes:
Bag kjolen som kraften,
der skænkede blomsterne kronblade,
påfuglen fjer,
kloderne kredsløb,
Det var selvfølgeligt.

Ligesom den lov,
der lod børnene græde,
da skibet drog bort
og gik ned på en ager ved Auckland
af kærlighed, kærlighed,

indsmurt i væv
fra en engel
med hjerteinfarkt

og gulligt,
flosset papir.

Ingen kommentarer: