mandag den 2. november 2009

Klynk

Jeg så min generations bedste hjerner
ødelagte af ego og flitterstads, snigende sig
ind i opgange på Nørrebrogade, søgende snitter
og urt, skælvende under de lukkede linser
og mangelen på langtidshukommelse, helt sprøde
udenpå, sumpede indvendigt, synkende, synkende
ned mod det nærmeste, skarpeste glasskår,
snittende arme og drømme til blods
i en sult efter vande at gå på.
Så deres by tabe flager i solen og vinden,
kun halvt klæbet sammen af neonreklamer
og tomme aviser og mandshøje fotos af ingen på valg.
Og så deres klode forladt, forulempet, hvirvlende
sårskorper af sig i sorg over børnenes dumme,
forfrosne forsøg på at indfange kogende stjerner i kredsløb,
håbende på, at en hed damp fra skødet kunne
jage dem ind under skallen igen.
Og jeg så mig selv dansende
over en slagmark med kranier i bæltet
- strøende ord, hvor der før kun var bogstaver,
plantende lyd, hvor der før kun var pust -
med et pivåbent, flammende gab, kun den ydmyge
kunne passere på vej ud mod væde og muld,
mod en landskab, hvor gråden og væksten var ét,
hvor der ikke var hovmod og ensomhed
nok til fortabelse længere.

(Som nogen sikkert har gættet en art meget fri gendigtning af Ginsbergs "Howl")

Ingen kommentarer: