tirsdag den 17. november 2009

Kimer, I klokker...

Jamen der blev da lige taget fotos af de steder i Valby, jeg snakkede om i går, samt en gammel bygning, jeg var sikker på, at jeg havde set før, selvom jeg aldrig har været der tidligere. Som sagt: Jeg tror på genetisk hukommelse. Men hold kæft, hvor har meget tydeligvis ændret sig, siden min farmor flyttede derfra omkring 1930. Dengang var Valby en forvokset landsby, man stadig kan ane de svage konturer af - nu er området totalt urbaniseret med alt, hvad det indebærer af lysskilte, myldretrafik og hvinende ambulancer. Havde indtil nu ikke gjort mig de store forestillinger om hvor hjemløs, hun i virkeligheden må have følt sig...

Men så gik turen ellers ned til Anders, der bor sammen med Anja fra Kirsten Ketsjer i en glimrende, om end lidt slidt lejlighed i Valby C. Selvom interviewet gjaldt hans seneste udgivelse - det firedobbelte bokssæt Den Nørrejyske Øs Stororkester for Opløst Mønstermusik, der udelukkende består af musikalske "legoklodser", som lytteren opfordres til selv at sætte sammen - endte det reelt mere med at være en hyggesnak over en kop kaffe. Talte længe om vores fælles fascination af kirkerum og -klokker - akustikken, klangen, lydstyrken - og han luftede idéen om et mildest talt vildt projekt, som jeg virkelig håber, at han får realiseret. Ét, der næsten lige så meget bliver en videnskabelig som en musikalsk udfordring. Men mere om det, hvis det bliver virkelighed.

Fik også en ny stak kassettebånd fra yoyooyoy - et format, de typisk bruger til at udsende jamsessions og vilde eksperimenter på i små, håndlavede oplag, hvilket selvsagt ikke gør dem til det mindst spændende i kollektivets produktion. Specielt ét af dem - en stak blandede optagelser af musik, reallyde osv., som ham og Anja lavede under en rejse til Mali og Burkina Faso - virkede virkelig interessant. Også rent formmæssigt, for på hvert eneste eksemplar er lydfragmenterne sammensat på en ny og eksklusiv måde. Farvel til værkbegrebet, folkens! Og så alligevel... Men mangler til min store fortrydelse en båndoptager for tiden. Sig endelig til, hvis du kan låne mig en, kære læser...

Så er der ellers kommunevalg i dag. Rager mig en papand, sådan set, for jeg bliver ikke boende i Gentofte Kommune så meget længere - rykker til Guldbergsgade på Nørrebro pr. 1/1. Men det kunne nu være godt at give pelsfruerne herude en enkelt Ø'er at skulle forholde sig til...

Ingen kommentarer: