mandag den 9. november 2009

Hyldest til dannelsen

Fandt forleden ud af, at jeg bor i Bamses hus. Dvs. at fyldet også har adresse her. Syret. Mange af de folk, man så op til som barn, bliver pludselig helt håndgribelige herovre. Don Martin - guitaristen fra Parkering Forbudt, som havde en helt afgørende indflydelse på mig, da jeg var 11 - 12 år - er blevet en, man bare hilser på, og nu står Bamse tihvertifald nede i skuret og roder med sin cykel, lige så irriteret over dagens pisregn som jeg selv.

I mellemtiden læser jeg Ernst Frandsens store og indsigtsfulde tobinds-biografi om Sophus Claussen, der slår alt andet, jeg har læst om manden. Og endnu en gang slår det mig, hvor dygtige digterne af hans generation - brandesianerne, symbolisterne - var i forhold til de klamphuggere, der med succes kalder sig digtere nu. Inklusive mig selv, i øvrigt. For også jeg er kun så småt ved at nærme mig et dannelsesniveau, der for dem var naturligt. De kendte - som second nature - deres Catullus, Ovid og Aristofanes. Deres Villon, Dante, Boccacio, Rabelais, Voltaire, Goethe, Byron, Shelley, Heine, Taine, Hugo, hvad har vi. De fleste nuværende skribenter, jeg har mødt, har - hvis de da overhovedet læser, hvilket åbenbart ikke længere bliver set som en kvalifikation til faget - ikke en horisont, der rækker meget længere tilbage end Burroughs og Kerouac. Eller for den sags skyld Nynnes Dagbog (jo, man møder en masse chick-lit på oplæsningsstederne herovre for tiden, og den bliver ikke dybere af pludselig at blive kaldt "poesi")... Selv har jeg heldigvis lavet en del nedslag på den store tidslinje efterhånden - og er heldigvis heller ikke udstyret med zapperens femsekunders-hukommelse - men også jeg har i 2009, 35 år gammel, meget at lære endnu!

Al respekt for begynderheldet - også jeg skrev i sin tid en pæn portion gode digte, før jeg overhovedet tænkte over, hvad jeg egentlig lavede. Men jeg vil hævde, at hvis man skal række ud over øjeblikkets tendenser - virkelig lave et stykke kunst med varighed og gods i - skal man i bredt omfang kende den litteraturhistorie, man skriver sig ind i. Man får værktøjer som ind i helvede undervejs. Man bliver i stand til at se de helt store sammenhænge og ikke blot hænge fast i nuets primitive aktion-reaktion-mønstre. Og så er det en sundere form for bevidsthedsudvidelse end at fylde næsen med glasstøv ude på dametoilettet... Det kan endda være, at man lærer at - uha - STAVE, hvilket bestemt heller ikke er noget, der optager den moderne forfatter synderligt!

At genindføre dannelsen i dansk litteratur er i hvert fald pt. mit projekt. Men det burde også være min og kommende generationers. For hold kæft, hvor er vi faldet af på den. Og hvor klinger vores ord tynde og ligegyldige...

Ingen kommentarer: