onsdag den 4. november 2009

Coming up...

...efter nogle stille dage:

1) Møde med Pia i dag vedr. et litteraturtidsskrift, som vi har snakket i over et år om at lave. Med hendes nuvundne status som forlagsredaktør synes det omsider at kunne blive til noget. Også med den grad af uafhængighed i forhold til den redaktionelle linje, jeg hele tiden har ønsket.

2) Reception for Underskov 3-antologien i morgen. Der bliver vist åbnet for champagne og hele lortet. Og

3) ...i forlængelse af det: En præsentationsoplæsning på Bogforum d. 14. som del af en større blok, der har til formål at sælge antologien. Bliver sjovt. Også fordi Bogforum er sådan et monster af en begivenhed, der måske endda primært repræsenterer alt det, jeg hader mest ved litteraturmiljøet. Vil nyde at gå rundt mellem de store forlags boder og grine giftigt af alle non-forfatterne...

4) Endelig er jeg ved at have skrevet første kapitel af den første bog i det, jeg har en idé om skal blive et femleddet romanværk, som følger min slægts historie fra slutningen af 1400-tallet og frem til nu. Indtil videre står "jeg" (i skikkelse af min 11 X tipoldefar Jan Jansen Bacher) i en bagerforretning i Amsterdam anno 1515 og taler med slægtningen Mor Sigbrit, der lige har manøvreret sig ind i det danske hof og gerne vil hente "mig" til Amager som rygstøtte. Et scenarium, der selvfølgelig er helt urimeligt udokumenteret - lad os bare kalde det "teoretisk muligt" - men lægger op til et stærkt plot med magtkamp og religiøst-moralske kvababbelser en masse. Havde aldrig troet, jeg for alvor ville forsøge mig i romanform - som inkarneret digter har jeg haft det med at tænke mine plots til døde, inden de i det hele taget nåede papiret. Men allerede nu kan jeg mærke, at der stadigvæk er åbne felter nok i den her idé til, at det burde være muligt for mig at skrive dét bind uden at gå kold undervejs. Blæste simpelthen tre sider ud på en time i går og kunne næsten ikke stoppe igen.

3 kommentarer:

Linda Nørgaard sagde ...

Jeg GLÆDER mig til at læse bogen, jeg ved, at den vil være genialt skruet sammen og velskrevet.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Tak :-) Tja, lad os nu se. Jeg ved, jeg har et farverigt miljø og et stærkt plot, men foreløbig kæmper jeg med at ramme et sprog for den tid, der ikke virker påfaldende kantet og konstrueret. Skeler en anelse til "Kongens Fald" og et par autentiske breve fra Sigbrit i den henseende, men bare det at inkorporere en naturlig katolsk sprogbrug... Lærer det nu nok hen ad vejen. Personerne skal jo også have lov til at forme sig ordentligt for én, før man nøjagtigt véd hvordan, de taler.

Er du i øvrigt blevet færdig med dit eget magnum opus? Og forsinket tillykke med mand og nyt efternavn, i øvrigt :-)

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Ok, jeg har virkelig sovet i timen... Håber, du får hul igennem med dit manus!