mandag den 30. november 2009

Hitlistepladder

Er det bare mig, eller lykkes Medina med præcist det samme projekt - en breakup-sang, man samtidig kan blive opløftet af og danse til - som Dúné fejler så grumt med på "Let Go of Your Love"?

http://www.youtube.com/watch?v=SHuWj6ycquQ

Nej, er ikke blevet reduceret til et popfjols, men credit where credit is due.

fredag den 27. november 2009

Tænkepause

Lægger bloggen på is i et stykke tid. Ikke permanent, men jeg har - eftersom den har fået flere læsere, end jeg oprindeligt regnede med - brug for at gentænke hele mit forhold til den. Skal den udelukkende være litterær? Skal den fortsætte med et mere bredt fagligt indhold? I hvert fald er min lyst til at fortsætte med at putte alt for meget privat stof i den for nedadgående. Det, der i sin tid startede som en hyggelig offentlig dagbog i lille skala, er nu blevet årsag til ubegrundet paranoia for lidt for mange mennesker. Og det var ikke hensigten. Men den slags kan ske, når man akkumulerer fortid på den måde, en blog gør.

Vægrer mig ved at slette halvandet års arbejde. Det bliver stående, som det gør. Men indtil videre vil evt. indlæg være strengt poetiske, litterære, slægtshistoriske eller debatorienterede. Og der vil gå længere tid imellem dem end tidligere.

Skal også have fundet ud af, om noget af stoffet herinde evt. vil være værd at omarbejde til et manuskript. Det bedste kan nok kvalificere sig. Men det bliver et længerevarende projekt at skelne skæg fra snot.

Men i hvert fald: Time out. Og undskyldninger til enhver, der har fået noget i klemme.

Og god røv. Og god weekend.

torsdag den 26. november 2009

Torsdagsskribleri

Regn. Blæst. Gråvejr. Non stop.

Et minimum at tage sig til. Delvist selvvalgt. Skriver lidt forskellige kilder ind til min slægtshjemmeside, mens Tilde slumrer på en jakke ved siden af mig.

Der er så meget, jeg burde gøre. Men jeg sidder bare her og ignorerer lortevejret udenfor. Ignorerer byen. Ignorerer nuet. Ikke deprim, heller ikke glad. Bare til. Vægtløs.

Verden er en abstraktion, indtil man bruger den.

onsdag den 25. november 2009

Another one bites the dust...

Kan såkaldte digtere være perfide og truende? Ja, jeg kender i hvert fald én, der kan, og som har kørt på nogle i min nærmeste omgangskreds længe. En totalt selvforblændet idiot, der simpelthen ikke kan forstå, at andre end ham kan blive sårede, og at fri selvudfoldelse ikke nødvendigvis bør eller skal stå i modsætning til at behandle andre folk ordentligt. I dag fik jeg nok og slettede ham fra min venneliste på Facebook under et vist postyr. I grunden for sent.

Hvorfor vil jeg altid tro på det bedste i folk, når jeg gang på gang bliver skuffet? Måske fordi alternativet lidt for nemt bliver at tro, at alle er fulde af lort. Og det er jo en gennemført tåbelig holdning, der kun kan virke selvforstærkende, når man selv begynder at sprede lort ud omkring sig.

Har valgt min - om man vil - naivitet, og gør den mig sårbar, må den gøre det. Må bare lære at trække en streg i sandet noget tidligere, end jeg typisk gør det nu. Der findes simpelthen bare folk, der ikke fortjener second chances. Fordi de bare er "røvhuller - simple as that"? Nej, for så entydigt tror jeg ikke, at mennesket er indrettet. Men der er folk, man bare ikke er i stand til at nå. Hvor man kun bliver skuffet af at gøre forsøget. Og kunsten er at spotte dem i tide, så der ikke direkte opstår fjendskab.

Det ved jeg, at der gjorde her. Og det skyldes først og fremmest hans komplette mangel på selvkontrol, men også, at jeg ikke spottede det fishy ved ham noget før, og gav ham for lang snor, da skaden allerede var sket.

Så dagens lektion: Skærp din menneskekundskab, Steffen!

tirsdag den 24. november 2009

Rastløshed

Den indirekte annoncerede 12"-udgave mit Gemüse af "Chickshit!" er aflyst. Se i kommentarerne til foregående indlæg for specifikationer.

Trænger til at se noget natur. Har svært ved at komme til/kunne koncentrere mig om at skrive i disse dage, og det pisser mig stille og roligt af at sidde inaktiv hen eller kun lave småting. Slet ikke noget, der ligger til min personlighed. Så kan jeg ikke skrive, må jeg i det mindste have én på opleveren. Der er også sol og høj himmel i dag. Noget, jeg ikke har oplevet for meget af her i november, der vejrmæssigt har føltes som én stor, langsom hudafskrabning. Men indtil videre har jeg i det mindste undgået spontangråd og den slags hyggelige fænomener, der for mit vedkommende ofte følger med lange, mørke perioder.

mandag den 23. november 2009

Chickshit! (radio edit)

Havde lige skrevet et længere indlæg om fænomenet chicklit og dets maskuline modstykke - bøger af B.S. Christiansen, Mads Christensen og hvad har vi - der osede af edder og væmmelse over genrens tandløse, konservative kønsrollebillede såvel som dens fimsede forfængelighed og komplet manglende evne til at forholde sig til virkelighedens større realiteter. "Fuck den globale opvarmning - nu er der pedicure!" Konklusionen var, at den er udtryk for en abnormt eskaleret ego-kultur på et tidspunkt, hvor der er mindre brug for afstumpet egoisme end nogensinde.

Well, well, well... Pga. en dårlig Telia-forbindelse forsvandt alle de finere pointer. Så nu er jeg tvunget til at fremstå som et uhelbredeligt brokhovede, der nok heller ikke får reddet verden i dag.

Shit happens.

søndag den 22. november 2009

Tårnet


De stimlede sammen ved Brugsen den dag,
hvor tårnet pludselig skød op
i den plyssede græsplæne.
Poser med indkøb blev tabt i forbavselse,
biler fik motorstop, Kudsks gamle
traktor faldt helt fra hinanden, endda.
For en stund stod man bare
og stirrede op mod det kridhvide spir,
mod de cirklende ravne og duer.
Så rev man det ned og placerede
borde og bænke i stedet.

(Voel meets Johs. Jørgensen)

lørdag den 21. november 2009

Den femte årstid?

Vågnede og stavrede over mod Netto for at købe noget morgenmad. Men hele Hellerupvej var hvid af...flamingo?!!??

Nå, det var i det mindste ikke kokain.

fredag den 20. november 2009

Åbninger

Nå, så gik der et par dage igen uden livstegn... Mest fordi netforbindelsen tiltede totalt i går.

I forgårs var jeg igen på Lokalarkivet i Dragør for at snakke med Henning Sørensen (arkivet) og Aske Brock (Amagermuseet) om projektet "Velkommen Her?", hvor de er med til at sætte Amager-hollændernes 500 år lange integrationsproces op mod nyere indvandrerhistorier fra Lolland (polakkerne) og Farum (tyrkerne i 70'erne). Satte det op fordi jeg, af Cph-art, var blevet bedt om netop at skrive om hollændernes integrationshistorie, og så var det jo interessant, at de to indgik i noget parallelt. Resultatet blev en over to timer lang snak, der kom til at omfatte meget mere end det tiltænkte - synspunkter og hypoteser omkring såvel indvandringen som hollændernes historie og mentalitet fór gennem luften i ét væk. Fra deres side var de interesserede i mit eget forhold til min hollandske arv, og bliver der plads, kommmer dét til at fylde et helt spor i hele artiklen. Men allerede nu kan jeg se, at jeg kommer til at stå med meget mere relevant stof end det, jeg kan stoppe ind i en normal artikel. Derfor kommer der sikkert til at eksistere to udgaver af den: En kort til Cph-art, en lang til min slægtshjemmeside.

Men konklusionen på det hele var ret entydig: I 2009 føler "os hollændere" os 100 % danske, men værner stadig i stolthed om vores rødder. Og i historisk perspektiv er hollændernes integration i virkeligheden gået eksemplarisk dårligt - efter 500 år i landet opfatter vi os stadig som en speciel stamme i folket. Og dét selvom vi - i modsætning til polakkerne og tyrkerne - er blevet strøget med hårene hele vores historie igennem. Omvendt herskede der en tilsvarende enighed om, at der heller ikke er noget videre hensigtsmæssigt i at tvinge folk til integration via politisk og socialt pres - at den slags blot får folk til at stå endnu mere fast på det, de er. Så kan man konkludere noget som helst, er det nok, at fuldkommen integration er noget, der i hvert fald varer århundreder, og at man lige så godt kan affinde sig med dét først som sidst. Og i øvrigt - fra begge sider - bestræbe sig på at få det bedste ud af det. Hvilket desværre, kan jeg tilføje for egen regning, ikke er den proces, man ser i dagens Danmark...

Forskede videre på egen hånd i et par timer, før jeg, i storm og regn, satte mig på Bus 350 mod Nørreport. På hjemvejen forvildede jeg mig ind til et møde på Bureauet omkring et nyt, muligt kulturcenter i Ørestaden. Så den direkte menneskefjendske arkitektur i området præsenteret gennem en fotomappe og foreslog spontant, at man, for at trække på Amagers egen kulturhistorie, kunne bygge centret i en stil, der trak på J.H. Blichmanns unikke arkitektur i øens kystbyer - primært Dragør. Hvilket umiddelbart blev vel taget imod. Så bliver projektet til noget, og ender det med at gå i den retning, véd I hermed nu, hvem der på godt og ondt satte idéen i omløb...

I går læste jeg op til Underskoven. Ikke en af de mere besøgte sessions. Der kom næsten kun de faste hoveder: Michael Dyst, Kirsten Marthedal, Uschi Tech, Thurston Magnus, René Rasmussen, Bo Lille og René Sandberg. Men alle var i glimrende form, og selv fik jeg da også fyret et fint, om end ikke exceptionelt veleksekveret sæt af, der overvejende bestod af ting, jeg ikke har læst op før.

På vej ind fik jeg en snak med Martin Bof - Bureauets formand - som var meget optaget af tankerne i "Elfenbenstårnet, st. tv." og tilbød, at man evt. kunne lave noget i den ånd på Bureauet. Tror, jeg slår til. Kunne specielt godt tænke mig at introducere 2-3 poeter fra Jylland, som jeg véd har niveauet og dagsordenen, herovre, hvis det kan koordineres. Har godt nok aldrig begået mig for alvor som arrangør, men i det regi virker det overskueligt. Set-uppet er ret enkelt, og jeg kender i forvejen en del af procedurerne udefra.

Ellers tror jeg, jeg holder en kort pause med oplæsningerne igen. Der skal genereres nye idéer og nyt materiale. Og så skal der samles op igen på nogle gamle og nye samarbejder.

Men ret forude ligger artiklerne om Yoyooyoy og hollænderne på Amager, som jeg tror, jeg vil bruge resten af aftenen på at brygge videre på.

tirsdag den 17. november 2009

Markerne

Farfar hyppede roer.
Sådan var han.
Roer, der snart skulle op
for at hakkes i stykker til køerne.
Køer, der skulle hentes og slagtes
og blive til bøffer på armene.
Også ham selv skulle hentes en dag,
blive kød, blive ædt op
af småkryb og lys.
Og det var i orden.
Sådan var han.
Og han fløjtede altid
på vej ud i marken.

Kimer, I klokker...

Jamen der blev da lige taget fotos af de steder i Valby, jeg snakkede om i går, samt en gammel bygning, jeg var sikker på, at jeg havde set før, selvom jeg aldrig har været der tidligere. Som sagt: Jeg tror på genetisk hukommelse. Men hold kæft, hvor har meget tydeligvis ændret sig, siden min farmor flyttede derfra omkring 1930. Dengang var Valby en forvokset landsby, man stadig kan ane de svage konturer af - nu er området totalt urbaniseret med alt, hvad det indebærer af lysskilte, myldretrafik og hvinende ambulancer. Havde indtil nu ikke gjort mig de store forestillinger om hvor hjemløs, hun i virkeligheden må have følt sig...

Men så gik turen ellers ned til Anders, der bor sammen med Anja fra Kirsten Ketsjer i en glimrende, om end lidt slidt lejlighed i Valby C. Selvom interviewet gjaldt hans seneste udgivelse - det firedobbelte bokssæt Den Nørrejyske Øs Stororkester for Opløst Mønstermusik, der udelukkende består af musikalske "legoklodser", som lytteren opfordres til selv at sætte sammen - endte det reelt mere med at være en hyggesnak over en kop kaffe. Talte længe om vores fælles fascination af kirkerum og -klokker - akustikken, klangen, lydstyrken - og han luftede idéen om et mildest talt vildt projekt, som jeg virkelig håber, at han får realiseret. Ét, der næsten lige så meget bliver en videnskabelig som en musikalsk udfordring. Men mere om det, hvis det bliver virkelighed.

Fik også en ny stak kassettebånd fra yoyooyoy - et format, de typisk bruger til at udsende jamsessions og vilde eksperimenter på i små, håndlavede oplag, hvilket selvsagt ikke gør dem til det mindst spændende i kollektivets produktion. Specielt ét af dem - en stak blandede optagelser af musik, reallyde osv., som ham og Anja lavede under en rejse til Mali og Burkina Faso - virkede virkelig interessant. Også rent formmæssigt, for på hvert eneste eksemplar er lydfragmenterne sammensat på en ny og eksklusiv måde. Farvel til værkbegrebet, folkens! Og så alligevel... Men mangler til min store fortrydelse en båndoptager for tiden. Sig endelig til, hvis du kan låne mig en, kære læser...

Så er der ellers kommunevalg i dag. Rager mig en papand, sådan set, for jeg bliver ikke boende i Gentofte Kommune så meget længere - rykker til Guldbergsgade på Nørrebro pr. 1/1. Men det kunne nu være godt at give pelsfruerne herude en enkelt Ø'er at skulle forholde sig til...

mandag den 16. november 2009

What a bog-mess!

Interessant weekend. Fredag gik det løs med indtagelse af spirituøse væsker nede hos Pia, der blæste enhver spleen godt og grundigt ud af vinduet, før turen gik videre ned på Lygten, hvor yoyooyoy havde arrangeret en art avant-metal-aften. Fik naturligvis genoplivet diverse bekendtskaber i den kreds - ikke mindst med Anders, som jeg har en interviewaftale med her i eftermiddag - men først og fremmest fik jeg set noget god musik. Opvarmningsnavnet, amerikanske Booga, spillede godt nok overdrevet ambitiøse trommer til et kværnende dronetæppe - mere lovende end godt. Men da Morder gik løs med deres korte, metronomiske støjpunknumre - tænk Wire, hvis de havde haft lidt mere metal i årerne - var jeg totalt solgt. Og Yoke & Yohs, der ikke havde spillet i et stykke tid, luftede hele deres bøllerock-repertoire med hidtil uhørt power. Ikke uden grund endte koncerten med, at Toke storgrinende væltede bagover og var ved at tage nogle instrumenter med sig i faldet. Yoyooyoy: Det holder hver gang!

Lørdag var så dagen, hvor jeg skulle læse op til bogmessen i Forum for at præsentere Underskov 3 i Dansk Forfatterforenings stand. Nok det højst profilerede arrangement, jeg har medvirket i - men opmærksomheden var nu ikke overvældende. Alle mulige folk læste op alle mulige mærkelige steder, så publikum var nærmest overmættet af indtryk, og under hele seancen - vi var vist ca. 10, der læste op under den timelange blok, antologien havde fået tildelt - var der nok 15 tilhørere, da bølgerne gik højest. Men mit eget sæt forløb glimrende, og jeg måtte da også lange en enkelt autograf ud bagefter.

Dryssede lidt omkring med Louise, som også blev bedt om at læse op, bagefter. I det litterærlige supermarked. Som mindre syntes drevet af en reel litterær nysgerrighed end bare en lyst til at købe knaldromaner til spotpris og se giraffen. Der røg givetvis en del Liza Marklund etc. over disken den dag. Selv gik vi efter et par kvalitetsboder - tegneserie-paradiset Faraos Cigarer samt Rævens Sorte Bibliotek, hvor vi købte bøger af Roland Barthes og Marcel Proust - før vi blev så trætte af hele købmandsmentaliteten og menneskemængden, at jeg i hvert fald selv begyndte at gribe efter min huggert til sidst.

Udenfor løb vi ind i den tydeligste illustration af messens skæve balancegang mellem købmandsskab/hype og kvalitet, man kunne ønske sig. Der havde Det Poetiske Bureau nemlig placeret sin bod på fortovet. En syg og træt, men uknækkelig Rene Sandberg læste højt og passioneret op af Sacher-Masochs klassiske Venus i Pels, mens Henrik passede selve boden med dens stakke af bl.a. Lorca og Baudelaire. Lige meget hjalp det. Folk tog bare skyklapper på, mens de stift gik forbi på vej ind efter knaldromanen til kaminhylden...

Eftermiddagen gik oppe i Cph-arts kontor, hvor Baunbæk&Kristensen forfattede et fælles blogindlæg om messen, der kan læses på dette kultursite, samt forberedte to blokke til aftenens efterfest på Bureauet, mens der blev indtaget glögg.

På selve Bureauet var der ikke så mange mennesker, at det gjorde noget. Dem, der var der, var til gengæld alle sammen i enormt godt humør. Utroligt, men sandt: Sandberg stod på benene endnu efter en uge, hvor han havde været in charge næsten hele tiden, og med ham som konferencier blev publikum ledt gennem et godt, men noget inpromptu program, hvor Pia, der passede baren, blev trukket ud på gulvet for at aflevere den mest funky ordstrøm, jeg kan mindes at have hørt fra hendes side, og Ole Perregaard nærmest læste op fra hukommelsen. Selv gav Sandberg to sæt i eget navn samt ét, hvor han læste op af Hamsuns Victoria. For mit eget vedkommende blev det også til tre sæt, mens promillen steg og steg. I de to første blandede Baunbæk&Kristensen henholdsvis alt godt fra skrivebordsskuffen med uddrag fra Den Spaltede Rose - et fint parløb, hvor vi også oplæsningsmæssigt løftede hinandens form. Mit sidste sæt blandede ting fra starten af 90'erne, som jeg ikke havde læst op i 11 år, med helt nyt stof. Ikke mindst "Klynk", som jeg havde været meget usikker på, men nok udløste den bedste respons, jeg havde fået hele dagen. Og over hele aftenen hvilede der en dejligt løs, varm stemning, der gav mig troen tilbage på, at Bureauet stadigvæk kan være andet end internt fnidder. Det var med en dejlig fornemmelse i maven, at Baunbæk&Kristensen placerede røvene i taxasædet for at rulle ud til Hellerup, hvor der blev drukket flere juleøl og skrevet haikus om lort til langt ud på natten.

Søndagens største begivenhed var nok, at Peter Dyreborg - en af dem, der langes en smule ud efter i "Elfenbenstårnet st. tv." - åbent og venligt valgte at gå ind i min debat på Facebook. Den slags har jeg respekt for. Som jeg i øvrigt simpelthen har det for manden. Han er dygtig. Han er reelt ny. Og han vender op og ned på mange vante forestillinger. At jeg så er uenig med ham på flere planer er så, hvad det er, og jeg har tænkt mig at svare tilbage i samme tone.

Og nu sidder jeg så her og forsøger at tage mig sammen til at fungere. For det skal jeg. Mit interview med Anders Meldgaard, som jeg laver for Cph-art, finder sted i Valby, og inden det skal jeg lige forbi det sted derude, hvor min farmor blev født, samt den adresse, hvor min oldefar voksede op. Skal nok blive hyggeligt alt sammen. Men hold kæft, hvor er jeg træt og mættet af indtryk endnu.

fredag den 13. november 2009

Artiklen...

...jeg talte om i går:

http://www.cph-art.dk/litteratur/poetry-slam

...

Gråvejr igen, og min arm bliver husmur, bliver vej, bliver biler, bliver kroppe, der kører i regnslør mod noget, der findes. Cézanne smider skitser på fortovet. Snart vil de blot være pytter, min skygge kan spejle sig i.

Spleen d'Hellerup

Fulgte Bureauets program under København læser til dørs i går. Og selvom folk stort set repeterede det, de havde lavet hele ugen, må man sige, at i hvert fald Louise og Crux Luciferi gav de bedste performances, jeg havde set med dem til dato.

Men ellers var der virkelig spleen på i går. Skal nok spare mine kære læsere for de nærmere, ucharmerende detaljer, men ét af hovedklagepunkterne var lyrikpublikummets tilsyneladende manglende evne til at forstå, ja, lyrik - det faktum, at man pt. når ikke så lidt længere med at stå på hovedet med en agurk oppe i røven end rent faktisk skrive nogle ordentlige ting, der holder. Faldt tilbage til mit gamle, fortærskede argument fra gymnasietiden med, at når folk finder sammen i flok foran en scene, daler den kollektive IQ til et latterligt lavt niveau - pust næse i en flaske, og bifaldet er sikkert! Véd godt, at det ikke er rigtigt. At folk, selvom de står i en crowd, ikke er dummere end normalt, selvom de måske lader sig rive med af en eller anden stemning, og at man af den grund bør møde dem med respekt. Men når man ser den ene komplet talentløse "lyriker" efter den anden høste enorme bifald og invitationer til alt muligt på baggrund af gøgl eller looks, mens man selv står tilbage med sit håndværk, der er fintunet efter 20 års intensivt arbejde, bliver man til tider en kende bitter. Eller totalt misantropisk, som jeg var det i går. Undskyld til enhver, der oplevede det... Håber, det med held kan henregnes i kategorien "menneskeligt nok".

torsdag den 12. november 2009

New stuff

Drysseri på lokalarkivet i Dragør igen i går. Gik igang med at kopiere papirer fra min forfader Jacob Berthelsens mangeårige virke som foged i byen i 1700-årenes sidste halvdel. Og fandt en lille bunke andre interessante dokumenter, som jeg også fik med hjem. Ikke det store at skrive hjem om. Dragør er på en eller anden måde begyndt at føles hjemlig.

Men senere fik jeg et tilbud om at skrive en artikel om hollændernes historie, særpræg og integrationsproces for en bekendt hjemmeside. Var naturligvis på som et søm, og det viser sig, at netop arkivet i Dragør for tiden er i gang med et parallelt projekt. Så jeg står nok allerede derude i næste uge med en mikrofon eller noget.

Samme hjemmeside, Cph-art, publicerer i øvrigt en artikel i morgen, der har lagt mig meget på hjerte i den senere tid: "Elfenbenstårnet st. tv.". Et oprør og debatoplæg mod tidens show-tendenser i poesien, men for en mere kompetent, konsistent og spirituel dansk lyrik. Håber, den kaster nogle reaktioner af sig, for jeg ved, at jeg ikke er alene med de synspunkter.

Men i aften er det ind på Bureauet igen. Til show og substans i én stor pærevælling. Og sikkert også et par øl.

onsdag den 11. november 2009

Ingeborg Stuckenberg


Læser mig grådigt gennem Ingeborg Stuckenbergs Korte Breve fra en Lang Rejse - en stak sammenhængende notater fra det tidspunkt, hvor hun brat forlod digtermanden Viggo Stuckenberg og deres to børn for at drage til New Zealand med slotsgartneren Hans Madsen. Umiddelbart en uforståelig handling, men lige så meget som Viggo og Ingeborg havde holdt af hinanden - for førstnævnte gav forholdet anledning til det ømme, men bittersøde digt "To, som elsker hinanden", der i viseform er en klassiker den dag i dag - lige så meget fungerede de i deres sidste år som hund og kat. Og for hende var liv og kærlighed ét. Da hun mødte Hans, slog lynet tilsyneladende ned, hvorefter hun smed alt det, hun havde i hænderne - hvilket virkelig vil sige alt - for at følge ham ud i det uvisse. Der ikke behandlede dem godt. I 1904 begik Ingeborg selvmord efter en dyb depression. I 1905 døde også Hans og Viggo.

Inden da havde hun været selveste musen i den symbolistiske kreds. Både Stuckenberg, Johannes Jørgensen og Sophus Claussen har skrevet oder til hendes strenge og idealistiske, men også varme og imødekommende væsen. I en vis forstand var hun simpelthen bevægelsens midtpunkt - den, hvis kunstneriske og menneskelige anerkendelse alle i kredse omkring Taarnet bejlede til. Også selvom hun - modsat især Jørgensen - var overbevist ateist og vel mest tenderede mod et naturalistisk standpunkt. Selv efterlod hun sig, som forfatter, kun én novelle samt denne posthume bog fra 1986, som er en lille knaldperle af spleen, længsel og social indignation. Kvinder måtte jo helst ikke skrive dengang... Men som Edith Rode - en anden dygtig forfatterhustru fra de år, hvis talent sådan set overgik mandens - kunne hun være blevet en af de store i dansk litteratur, hvis hun ellers havde kunne overskue gabet mellem det reale og det ideale...

Hvilket leder mig videre til dagens digt. Nej, jeg kunne ikke dy mig for at kommentere hendes skæbne også. På godt og ondt.

Kærlighed, kærlighed – til Ingeborg Stuckenberg

Der sad du så,
neden for Taarnet, i haven,
og skyllede slotte og huse,
stuer og køkkener,
rene for klunker og støv
med sange så klare i tonen,
at kun dine lytteres genskær
kunne nå os på gulnede ark
og i flossede bøger.

Gudinden i blåt,
musen i grønt,
kvinden i rødt,

streng som et smil,
blid som et slag,
vis som et dyr,
dum som geniet,

Løsende knuderne op
på en ældgammel væv
med ét eneste gentaget ord
på din læbe: Kærlighed, kærlighed.

Kærlighed større end pungen,
større end boligen,
større end kyskheden,
større end kroppen,
større end kærlighed, kærlighed.

Her skulle den findes:
Bag kjolen som kraften,
der skænkede blomsterne kronblade,
påfuglen fjer,
kloderne kredsløb,
Det var selvfølgeligt.

Ligesom den lov,
der lod børnene græde,
da skibet drog bort
og gik ned på en ager ved Auckland
af kærlighed, kærlighed,

indsmurt i væv
fra en engel
med hjerteinfarkt

og gulligt,
flosset papir.

tirsdag den 10. november 2009

Wham bam

Digtet er ikke et bind, der forhindrer forblødning,
en ble for en engel med inkontinens.
Det er ikke en dør, der giver efter for næven,
et øre ved baren, en favn i det høje.
Det hader din svedlugt og dyre parfume,
det afskyr din barndom, din samtid, din skilsmisse,
væmmes ved jubel og klagen og hælder dig ud
af dets seng efter samlejet, køligt, bestemt.
Det er ikke personligt, men der er et liv, der skal leves,
og helst på papir. Du kan ridse dit ansigt i armen, du kan!

mandag den 9. november 2009

Snehvide i spotlight

Der står du, Snehvide, i glaskisten
oppe på scenen, indsvøbt i silke og pumps,
så du ikke bliver sløj. For det bliver din slags meget nemt,
når de ikke har prinser at varme sig ved.
Svulmende, blodfyldte prinser med værktøj i hånden
og vælling i kraniet, aber i klæder fra Hennes & Mauritz,
der blindt tonser gennem din busk af reklamebladssprog,
ramler ind af caféruden, vælter din latte
og kysser din læbe med stymperen først.
Tror du selv, jeg vil græde i mørket med dig,
når du taler om nævernes stumpe, men tydelige svar
på de tænder, de følte i halsen?

(Ved ikke engang, om jeg selv synes, at dette digt er sympatisk, men fik lige en tand for meget af fucked up kønsroller og tarvelig chick-lit...)

Hyldest til dannelsen

Fandt forleden ud af, at jeg bor i Bamses hus. Dvs. at fyldet også har adresse her. Syret. Mange af de folk, man så op til som barn, bliver pludselig helt håndgribelige herovre. Don Martin - guitaristen fra Parkering Forbudt, som havde en helt afgørende indflydelse på mig, da jeg var 11 - 12 år - er blevet en, man bare hilser på, og nu står Bamse tihvertifald nede i skuret og roder med sin cykel, lige så irriteret over dagens pisregn som jeg selv.

I mellemtiden læser jeg Ernst Frandsens store og indsigtsfulde tobinds-biografi om Sophus Claussen, der slår alt andet, jeg har læst om manden. Og endnu en gang slår det mig, hvor dygtige digterne af hans generation - brandesianerne, symbolisterne - var i forhold til de klamphuggere, der med succes kalder sig digtere nu. Inklusive mig selv, i øvrigt. For også jeg er kun så småt ved at nærme mig et dannelsesniveau, der for dem var naturligt. De kendte - som second nature - deres Catullus, Ovid og Aristofanes. Deres Villon, Dante, Boccacio, Rabelais, Voltaire, Goethe, Byron, Shelley, Heine, Taine, Hugo, hvad har vi. De fleste nuværende skribenter, jeg har mødt, har - hvis de da overhovedet læser, hvilket åbenbart ikke længere bliver set som en kvalifikation til faget - ikke en horisont, der rækker meget længere tilbage end Burroughs og Kerouac. Eller for den sags skyld Nynnes Dagbog (jo, man møder en masse chick-lit på oplæsningsstederne herovre for tiden, og den bliver ikke dybere af pludselig at blive kaldt "poesi")... Selv har jeg heldigvis lavet en del nedslag på den store tidslinje efterhånden - og er heldigvis heller ikke udstyret med zapperens femsekunders-hukommelse - men også jeg har i 2009, 35 år gammel, meget at lære endnu!

Al respekt for begynderheldet - også jeg skrev i sin tid en pæn portion gode digte, før jeg overhovedet tænkte over, hvad jeg egentlig lavede. Men jeg vil hævde, at hvis man skal række ud over øjeblikkets tendenser - virkelig lave et stykke kunst med varighed og gods i - skal man i bredt omfang kende den litteraturhistorie, man skriver sig ind i. Man får værktøjer som ind i helvede undervejs. Man bliver i stand til at se de helt store sammenhænge og ikke blot hænge fast i nuets primitive aktion-reaktion-mønstre. Og så er det en sundere form for bevidsthedsudvidelse end at fylde næsen med glasstøv ude på dametoilettet... Det kan endda være, at man lærer at - uha - STAVE, hvilket bestemt heller ikke er noget, der optager den moderne forfatter synderligt!

At genindføre dannelsen i dansk litteratur er i hvert fald pt. mit projekt. Men det burde også være min og kommende generationers. For hold kæft, hvor er vi faldet af på den. Og hvor klinger vores ord tynde og ligegyldige...

søndag den 8. november 2009

Hm

Endnu en glimrende aften i går på Bureauet, hvor man for tiden er med i "København Læser". Pia i fin form med lige dele Sturm & Drang og rendyrket galde. Skrivegruppen på stedet i fin, hyleskæg improvisatorisk form. Hæderlige optrædender fra OCS og DonRene, der dog efterhånden trænger til at opdatere deres sætlister med nye ting. Slæbende goth fra Crux Luciferi - ikke ubetinget godt endnu, men at opleve Michael Dyst i fuld udfoldelse med teaterblod, maske og en større samling knive var så absolut et syn værd. Hittet over dem alle var dog skuespillerinden Marie Hauge Jensen, der spillede på alle tilgængelige følelsesregistre i en farverig, intens og meget personlig nyfortolkning af Medea. Åbenbart kun et fragment af dem samlede forestilling. Hvis den ikke bliver stor, når den får premiere, er der simpelthen ikke retfærdighed til!

Er dog noget skeptisk over for Bureauets satsning i den kommende uge. Det er stort set de samme 7-8 "internt kanoniserede" navne, der skiftes til at gå på scenen hele ugen igennem (nogle endda ofte med det samme allerede småfortærskede materiale), og et par af de få, der ellers hives ind, er røv og nøgler og tomme tønder, for at sige det rent ud. Regner ikke med at komme der meget i den tid, selvom jeg dog nok vil gøre en undtagelse torsdag. Det korte af det lange er bare, at programmet ikke giver indtryk af et sted, der har rummelighed og overskud. Men modsat dengang, hvor jeg begyndte med at komme der, er det desværre nok heller ikke ret langt fra sandheden...

I dag var jeg på Nationalmuseet sammen med Louise for at gense oldtidssamlingen. Bliver nok aldrig mindre end benovet over solvognen, Dejbjerg-vognen og Gundestrup-kedlen, selvom det ikke er første gang, jeg har set de ting. Sidste gang bliver det altså næppe heller.

fredag den 6. november 2009

Reception

Glimrende reception i Underskoven i går. Der var champagne til at fejre bogudgivelsen med, og jeg lavede to blokke: En, hvor jeg læste materialet fra bogen op, og en, hvor jeg lige fik luftet "Svostrup Kro". Gjorde det efter sigende godt. Syntes selv, jeg haltede en kende. Men må erkende, at jeg efterhånden er ved at have et rimeligt tag på oplæsningsdisciplinen. Er langt fra så stiv i formen, som jeg var det for et år siden, da jeg trådte op på Bureauets scene for første gang i tre år - kunne med tiden godt udvikle mig til en lille entertainer. Der er dog langt igen til dengang på Studenterhuset i Aalborg, hvor jeg skulle råbe et publikum op, som var langt mere interesseret i øl og fisse end poesi, og hvor jeg ikke blot endte med at råbe et par af teksterne ud fra scenekanten punk-style, men også skålede med tilhørerne efter hvert digt. Men så igen: Promillen VAR også ret høj den aften, og mindre skulle helst kunne gøre det... Og det var i øvrigt kun i Aalborg, man kunne slippe afsted med sådan et stunt. Den var sgu aldrig gået her. Her er folk på godt og ondt for litterære.

torsdag den 5. november 2009

Svostrup Kro

Stuen har hvide paneler,
gardiner, der dufter af liljekonvaller,
lakerede gulvbrædder, sorte og rene.
Her mødes familien fra Fårvang
og Voel og Tvilum i kjole og hvidt
for at fejre den nydøbte,
mejslende navnet og pligterne
ind i hans hud med hver afmålt bevægelse.
Inde ved siden af spises der fritter
og fiskefilet, der er veste af læder
og baller i denim og kolort på skoene.
Her er man fri til at være
en dusk på en knallert,
en svaber i traktor,
en gabende mund,
som kan sluge enhver
og sig selv, her er tomme
tallerkener og pillede fiskeben
alt, der resterer af loven.
Og inde ved siden af
under den mølædte buk,
bag de gule gardiner,
samles de gamle og våde
ved alteret, skåler i vin
for en ven, der gik ud
for at trække lidt luft,
men fik set det, han ville
på vej over broen til bakkerne.
Nede i bunden af haven
er åen så grønlig af gylle
og alger som altid.
Her stanger man ål.

Noget om "venskab"

Dolken sidste torsdag stak dybere, end jeg umiddelbart havde regnet med. Den pågældende person havde åbenbart - samtidig med, at hun førte gode miner til slet spil - slæbt rundt på en afsky for mig i længere tid, som jeg ikke engang nu har fået ordentligt begrundet. Bevares, jeg erkender gerne, at jeg er et uperfekt menneske. Ligesom i øvrigt hende, der førte våbnet. Men så igen regner jeg sgu heller ikke med, at nogen af dem, jeg omgiver mig med, er hverken helt eller halvt perfekte... Det ville simpelthen gøre dem uinteressante. Tale sit tydelige sprog om mangel på kompleksitet og dermed både følelser og tankevirksomhed. Og mig bekendt har jeg ikke gjort noget som helst for direkte at pisse vedkommende af i umindelige tider.

Det mest ubehagelige er dog, at hun for fanden ikke tog det problem, der åbenbart var, op til diskussion. På den måde har hun i lang, lang tid holdt mig for nar ved at foregive, at hun var en ven, mens hun samtidig - lader det til - forpestede mine omgivelser med vrangforestillinger af mig, der enten byggede på 10 år gamle oplevelser eller 5 år gamle betroelser. Givetvis til det punkt, hvor hendes mundlort også har spoleret et andet af mine gamle, nære og værdsatte venskaber.

Og selvfølgelig trak hun først for alvor dolken på et tidspunkt, hvor hun kunne sige sig selv, at jeg var sårbar...

Men så igen: Hvad kan Steffen anno 2009 bruge en smalsporet, opfarende liguster-småborger nødtørftigt forklædt som forvokset autonom til? Things change, people change and I've paid my dues a long time ago.

Den mest påtrængende konsekvens af det hele er imidlertid desværre, at jeg virkelig er begyndt at analysere mine resterende ven- og bekendtskaber for at se, hvem der kunne tænkes at gemme knive i ærmerne. For dem, der har, og som ikke har nosserne til at flashe dem åbent, så man ved, hvad man har med at gøre, skal ud af mit liv. NU! Jeg har et liv, jeg skal leve. I real time, tak! Omgivet af mennesker, der vil mig det bedste, og omvendt.

onsdag den 4. november 2009

Plantago major


Vores veje
var veksler engang.
Måske dyrs,
måske floders
og vindes, endda,
før vi tog dem
og gav dem et panser
af skærver og asfalt
og kaldte dem praktiske.

Vejbred
er ikke
endnu.

Coming up...

...efter nogle stille dage:

1) Møde med Pia i dag vedr. et litteraturtidsskrift, som vi har snakket i over et år om at lave. Med hendes nuvundne status som forlagsredaktør synes det omsider at kunne blive til noget. Også med den grad af uafhængighed i forhold til den redaktionelle linje, jeg hele tiden har ønsket.

2) Reception for Underskov 3-antologien i morgen. Der bliver vist åbnet for champagne og hele lortet. Og

3) ...i forlængelse af det: En præsentationsoplæsning på Bogforum d. 14. som del af en større blok, der har til formål at sælge antologien. Bliver sjovt. Også fordi Bogforum er sådan et monster af en begivenhed, der måske endda primært repræsenterer alt det, jeg hader mest ved litteraturmiljøet. Vil nyde at gå rundt mellem de store forlags boder og grine giftigt af alle non-forfatterne...

4) Endelig er jeg ved at have skrevet første kapitel af den første bog i det, jeg har en idé om skal blive et femleddet romanværk, som følger min slægts historie fra slutningen af 1400-tallet og frem til nu. Indtil videre står "jeg" (i skikkelse af min 11 X tipoldefar Jan Jansen Bacher) i en bagerforretning i Amsterdam anno 1515 og taler med slægtningen Mor Sigbrit, der lige har manøvreret sig ind i det danske hof og gerne vil hente "mig" til Amager som rygstøtte. Et scenarium, der selvfølgelig er helt urimeligt udokumenteret - lad os bare kalde det "teoretisk muligt" - men lægger op til et stærkt plot med magtkamp og religiøst-moralske kvababbelser en masse. Havde aldrig troet, jeg for alvor ville forsøge mig i romanform - som inkarneret digter har jeg haft det med at tænke mine plots til døde, inden de i det hele taget nåede papiret. Men allerede nu kan jeg mærke, at der stadigvæk er åbne felter nok i den her idé til, at det burde være muligt for mig at skrive dét bind uden at gå kold undervejs. Blæste simpelthen tre sider ud på en time i går og kunne næsten ikke stoppe igen.

tirsdag den 3. november 2009

Lige i munden

Denne angst om natten for
at vågne ved, at bjælker slipper murværk,
mure slipper fundamentet, fundamentet slipper jorden,
jorden slipper solen, sejler ud i kosmos
med en krop, hvor hud har sluppet kød
og celler sluppet celler. Sidevinde i sfærerne
og småsten på en mælkevej
- én eneste forstyrrelse,
og tanken glemmer tanken.

mandag den 2. november 2009

Klynk

Jeg så min generations bedste hjerner
ødelagte af ego og flitterstads, snigende sig
ind i opgange på Nørrebrogade, søgende snitter
og urt, skælvende under de lukkede linser
og mangelen på langtidshukommelse, helt sprøde
udenpå, sumpede indvendigt, synkende, synkende
ned mod det nærmeste, skarpeste glasskår,
snittende arme og drømme til blods
i en sult efter vande at gå på.
Så deres by tabe flager i solen og vinden,
kun halvt klæbet sammen af neonreklamer
og tomme aviser og mandshøje fotos af ingen på valg.
Og så deres klode forladt, forulempet, hvirvlende
sårskorper af sig i sorg over børnenes dumme,
forfrosne forsøg på at indfange kogende stjerner i kredsløb,
håbende på, at en hed damp fra skødet kunne
jage dem ind under skallen igen.
Og jeg så mig selv dansende
over en slagmark med kranier i bæltet
- strøende ord, hvor der før kun var bogstaver,
plantende lyd, hvor der før kun var pust -
med et pivåbent, flammende gab, kun den ydmyge
kunne passere på vej ud mod væde og muld,
mod en landskab, hvor gråden og væksten var ét,
hvor der ikke var hovmod og ensomhed
nok til fortabelse længere.

(Som nogen sikkert har gættet en art meget fri gendigtning af Ginsbergs "Howl")