fredag den 30. oktober 2009

Dolk og guitar

Suveræn aften på Bureauet i går! Når det var hyggetrolden Pia, der stod for begivenheden, kunne man sige sig selv, at der ville blive kræset for rammerne, og det blev der da også med levende lys, mørklægning og listig DJ. Men derudover var programmet fundamentalt godt sat sammen i tre blokke: En med debutanter, en med mere garvede kræfter og en, hvor musikken sneg sig ind i form af H.C. Sams i samarbejde med to poeter.

Af debutanterne lagde jeg specielt mærke til Anora, som skrev en fin, sanselig poesi, selvom hun endnu manglede rutine som oplæser. Mit eget sæt gik over al forventning - fik virkelig læst mig varm, indtil jeg spyttede syre med skarpt i den afsluttende "Universets fæ". Louise var mere nervøs end sædvanligt, men fik sikkert etableret en intens stemning. Men intet kunne i sagens natur - eftersom der var lydside på - konkurrere med Pias og Rasmus Bjørkvigs samarbejder med Sams, der henholdsvis dyrkede det vemodigt dubbede og det opklippet konkretistiske. Fornemme opvisninger dér! Et glimrende musikalsk indslag fik man også i form af Louise Bech Pedersens minimalistiske folksange, der affødte en spontan singalong fra den ene ende af lokalet. Bare en skam, at en fin, tyst oplæser som Louise Wilk-Zerahn druknede i den flade summen fra en defekt højttaler. Det var simpelthen en klasseaften!!!

At jeg så blev dolket i ryggen af en mangeårig veninde og ex-kæreste lige bagefter, er så en anden ting. Men jeg er blevet så hærdet her op gennem 2009, at jeg sgu nok overlever det også.

Kan i øvrigt kraftigt anbefale sadcore/folkbandet Farmen, som jeg så et kort sæt med inden i Kunsthuset på Frederiksberg. Stærke sange, der står som mejslet ud i granit, men samtidig er spindelvævsfine i teksturen. Med gedigent poetiske tekster. Kvalivare!

3 kommentarer:

Anora sagde ...

Debutant og debutant. Men ja, vel sagtens debutant i den forstand, at jeg på ingen måde er rutineret. Synes blot jeg lige var nødt til at tilføje en art rettelse; for forståelsens skyld og sådan, du ikke gik og tænkte: "Det var ok af en debutant at være." - Selvom det altid er en hjælpsom paraply at stå under.
Men TAK.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Debutant eller ikke debutant: Det var mere end ok. Så selv tak.

Anora sagde ...

Åerh!