lørdag den 5. september 2009

Monsieur Charles


Har gennem længere tid arbejdet mig vej igennem Det Poetiske Bureaus Charles Baudelaire: Udvalgt Prosa. Og jeg er langt fra færdig. En grund til, at der lander en note her og nu om bogen er, at jeg aldrig tror, jeg bliver færdig med den. Selvom det er digtsamlingen Les Fleurs du Mal, han primært er blevet hyldet for, rakte han meget videre som prosaist. Fra de æstetiske overvejelser i Udstillingssalonen 1846, som næsten på egen hånd definerede modernismens idealer, over overvejelserne omkring humorens grusomhed i "Latterens Essens" og stimulanser/poesi i "Det Kunstige Paradis" til de rå, ufiltrerede refleksioner i "Mit Nøgne Hjerte", der var punk over 100 år før nogen havde tænkt på det ord. Om nogen i litteraturhistorien har været revolutionær - i åndelig og æstetisk, om end ikke nødvendigvis i politisk forstand - er det Baudelaire.

Udvalget afrundes med en bunke breve, der i bund og grund synes at afsløre et komplekst menneske, der - som en mand i hans situation vel skulle - svævede rundt et sært sted mellem det nye og det gamle. Mellem Byron og Goethe, mellem Poe og Wagner. Der afslører sig som en vendekåbe, der ét sted erklærer sin respekt over for George Sand for - et andet - nærmest at kalde hende en halvhjerne, men omvendt (selv som voksen) ikke viger tilbage for at sende totalt uselviske hyldestbreve ud af det blå. Der har opbygget et panser af spleen og attitude som ind i helvede, der selvfølgelig primært er rejst for at dække over en uhyre skrøbelig og suicidal tilstand. En tilstand, der i perioder også reducerer ham til en regulær psykofant, der bl.a. ikke holder sig for god til at indvie sin mor i sine selvmordstanker. Sympatisk? Nej, men heller ikke ubetinget det modsatte. Og som bekendt er det ikke altid de sødeste mennesker, der bliver de største kunstnere...

Men først og fremmest er bogen stinkende nødvendig at læse. Ikke mindst i form af dette udvalg. Og nej, det er ikke ren reklame, eftersom jeg i et eller andet omfang kender forlæggerne. For pt. er det faktisk både godt og skidt. Man kan bare ikke betegne sig som seriøst litteraturinteresseret uden at eje disse tekster - simple as that!

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det glæder mig at psykofanten har fundet vej til en seriøs sammenhæng:-D Knus fra Louise

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Jamen det er jo et skidegodt ord :-) Hold kæft, hvor det rammer plet i forhold til mange slags opførsel... Og hold kæft, hvor har jeg egentlig kendt mange af slagsen...