fredag den 4. september 2009

Kulturnat med Malthe

Ok, i år var det så Odense, jeg tilbragte Kulturnatten i sammen med Helene og Malthe. Som sædvanlig en blanding af dilletanteri, kommercielle interesser og gedigen KUNST. Som forventet blev gamle H.C. Andersen endnu en gang trukket gennem sølet af undermåler-amatører en masse, og af en eller anden grund blev en butik med farvestrålende kondomer regnet som en væsentlig medspiller i begivenhederne. Men lidt af det gedigne kunne dog opspores.

Når man har et barn med, er man nødt til at tænke i væsentligt andre baner, end man normalt ville gøre. Vel først og fremmest i en vis umiddelbarhed og underholdningsværdi. Kvaliteter, man som højpandet voksen nok er tilbøjelig til at glemme. Så skal jeg anmelde aftenen, er det vel derfor meget naturligt, at Malthe løbende titter ind som et ekstra sæt øjne, der i øvrigt ikke på alle punkter er anderledes end mine... I hvert fald blev jeg i løbet af aftenen bevidst om, hvordan visse værker har en evne til helt at overskride alder og baggrund. Og hvordan andre ikke har.

For hans skyld startede turen på Bazar Fyn med at høre Asian Sensation. Stadigvæk tre søde og håbefulde unge fyre, men tilsammen et projekt, der på alle planer var på vej i afgrunden. Før Remee fik fat i dem, var de upolerede talenter med egne sange osv., men nu er de intet som helst whatsoever. Efter et helt sommerhalvår på landets blokvogne var danserutinerne lige så falmede som smilene, og repertoiret bestod udelukkende af gamle grundbånd fra 80'erne og 90'erne, hvor de havde slettet folk som David Bowie og Madonna for at sætte deres egne stadigvæk ikke helt sikre stemmer ind i stedet. De kunne råbe "ASIAN SENSATION" hen over musikken så meget, de ville, men af de hundredevis af koncerter, jeg har været til i mit liv, var denne uden sammenligning den ringeste. Prikken blev sat over i'et da de bekendtgjorde, at de ville synge et nummer af Michael Jackson, hvorefter de gik i gang med "One Night in Bangkok". Al respekt for gruppens unge alder osv., men hvis man ikke engang ved hvis sange, man synger...

Men for Malthe virkede det. Han har ikke hundredevis af koncerter på bagen, og da han hørte, at gruppen ville dele autografer ud bagefter, blev han ellevild. Han forlod bazaren høj af mødet med de kendte folk fra tv, og på det plan fortrød jeg ikke, at vi var taget derhen. Det vigtigste er, at man kommer hjem med en oplevelse, og det gjorde han i dén grad.

Kun et ekstra stop blev det til. Insisterede personligt på at se Kirsten Kleins retrospektive foto-udstilling på Brandts Klædefabrik nu, hvor der var fri entre, og den alt andet end skuffede. Ok, man anede, at hendes tidligste fotos skyldte 70'ernes socialrealisme en del, men selv dengang havde hun en spirituel overbygning, der med årene udviklede sig til mesterligt naturfilosofiske fotografier, hvor hun aflæste landskaber fra Langeland til Irland for mytisk indhold og et zen-agtigt nærvær. Jeg er ikke den store ynder af fotografisk kunst - kun Man Ray har ellers i den sammenhæng væltet mig omkuld - men for mig er Klein efterhånden ved at vokse til at være one of the greats. Ikke mindst fordi hendes kunst på én gang er så dyb og så umiddelbar. Jeg oplevede værkerne på ét plan, men også Malthe spurgte mere end almindeligt nysgerrigt til hendes fotogafier af sort sol i Tøndermarsken og afsatser ved Bulbjerg. Den type bredde kan jeg lide!

Ved siden af befandt sig så udstillingen Shared Robotics, som lokalt har fået stor mediedækning for sin brug af robot-teknologi og interaktion. Nuvel, er ens verden større end byskiltet, er idéen om vekselvirkningen mellem menneske og maskine bestemt ikke ny. Og som oftest er effekten større end indholdet. Malthe var meget optaget af en robot, der reagerede som en lille hund på hver lyd og bevægelse nær dens bur, og det var da også et sødt, lidt Kraftwerk-agtigt take på emnet "kunstig intelligens". En anden kunstner havde bygget nogle gående borde, man kunne tænde og slukke for, og det var også pænt meget af et hit. Vil da også gerne indrømme, at jeg ville have elsket de ting i samme alder. Men for mig er Vagn Steen-sloganet "Teknisk er det muligt" langt fra nok, og kun ét værk derinde gjorde mig eftertænksom. Amerikanske Sabrina Raaf havde - med inspiration i åers kurvede, af betingelserne dikterede forløb - lavet en installation, "Robotic River", hvor en robot spyttede slyngede, enorme udskriftsark ud foran sig, der viste, hvordan "landskabet" lige nu så ud foran maskinen. Efterhånden som udskrifterne kom ud, ændrede motivet sig. Processen genererede simpelthen en i en vis forstand "organisk" og "levende" kunst - i hvert fald én, der skabte sig selv på baggrund af betingelser, historie og dynamik. Elskede både robottens og kunstnerens ydmyghed, og Malthe var heller ikke så lidt fascineret af installationen, selvom selve størrelsen - den fyldte ca. halvdelen af lokalet - nok også havde noget at sige der. Så igen: Den virkede. Trods forskellig alder og ballast. Talte vel til noget primalt i os begge to.

At han så, da vi var kommet hjem, faldt i søvn efter 5 minutter af et Rune Klan-show lægger jeg ikke så meget i...

Ingen kommentarer: