søndag den 13. september 2009

Gys?

Har lige set Poltergeist 2 og forundres over den måde, døden fremstilles på. Som et frådende monster, der brøler af og grådigt sluger den fordømte. En ren stenalder-forestilling: Jægeren, der gufles af bjørnen. Men med et særdeles kristent twist: "Bjørnen" er ond. I stenalderen - før den kristne dualisme mellem godt og ondt blev udbredt - var det en værdig ting at blive udraderet af en passende modstander, når tid var. I 2009 (for vi er sgu ikke kommet en døjt videre siden 80'erne - tværtimod!) er tabet af egoet lig med noget nær dommedag.

Og det er det jo ikke. Er i hvert fald helt på det rene med, at der fandtes en verden før mig, og lykkelig over, at den i en eller anden forstand også vil eksistere videre bagefter. Hvorfor ellers formere sig? Eller for den sags skyld findes? Vi får simpelthen vores unikke værdi af, at vi skal bort. Hvis vi ikke havde fortabelsen til at pointere det, vi er, og til at fortælle os, at vi ikke længere er relevante, hvor var vi så?

Gyseren er narcissistens refugium. Et sted, hvor man i billeder kan få bekræftet, at jegets undergang er den katastrofe, den føles som for den, der tildeler netop dét absolut værdi. Der sætter sig selv i gudernes sted.

Men for mig er de sandeste gysere historierne om Den Flyvende Hollænder og Den Evige Jøde. De døde, der ikke kan slippe ånden og blive det affald, som er den lindrende belønning efter et helt livs lidelser, sorger, glæder, ekstaser og bekymringer.

Fortabelsen er sgu ikke forfærdelig. Den er bare det sidste, livet har i posen til en. Men det vil være en hån af selve livets princip, hvis man - f.eks. pga. frygt - ikke får det bedste ud af det, man er, mens man er her.

Ingen kommentarer: