mandag den 7. september 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 9

Vi pisser på elhegn i engen. Ser gnister forplante sig op gennem strålen og krummer os sammen i smerte. Vi rejser os op, og vi gør det igen og igen. Vi er rigtige mænd nu.

***

Sidste tur hen langs med havnen. Skridtene synker på plads mellem tusinder af andre på bunden af Langerak, kysset af bølger af kviksølv. Oppe på kajen: En sjæl rådnet ren mellem skidtfisk og skorstene, klar til at hæve sit anker igen.

***

Regnen stilner af på Nørrebro. Shish kebab og halve hot dogs æltes sammen under gummisåler, cykelhjul og bildæk. Skud bliver løsnet, bolde sparkes rundt i Folkets Park. Stiger af mit S-tog, nøgen, ubemærket, glider ud blandt dyrene fra Ararat. Har tænder og gevir nok til at søge vinger her.

***

Nok en øl og nok et hul. Fugt, det hele. Ikke til at skelne fra det vand, der løber ned ad kinden, eller det, jeg boede i engang. Forlader Understellet. Falder snart til ro på frosne fliser.

***

Vi læser ofte digte for hinanden i caféen. Vi forstår som ingen andre, vender samme ømme hul i ryggen op mod himlen, ønsker lindring eller glemsel. Men når lyset slukkes, hamres knive ind imellem skulderblade, tænder blottes, maver fyldes op med blod. Vi er familie, vi er mennesker her.

2 kommentarer:

Louise Juhl Dalsgaard sagde ...

"Nok en øl og nok et hul. Fugt, det hele. "

...når du kradser, gør det ondt. Men kæft, hvor det virker!

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Du har ret: Ikke videre sympatisk og endda MEGET nihilistisk, det digt. Men måtte derud for at rammme tilstanden, der virkelig bare var "bluærgh! Take me away!"