søndag den 20. september 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 12

Alt har sin plads. Den pumpede gibstorso oppe på skabet, stellet fra Emily Rose på den øverste hylde i skænken og mig på kontorstolen. Flot emballeret i gasbeton, altsammen. Værket har din signatur.

***

Han ligger på gulvtæppet, kølig og blå. Han er virkelig nu. Alt for virkelig til, at et pust ind i næsen, en pressen mod brystet kan gøre ham rigtig igen.

***

Asfalten flyder om støvlerne, husene lukker sig over mit hoved. Vil synke og kalde fortabelse liv indtil hænder, jeg aldrig har set, rækker ud fra en by, som bliver grundlagt om lidt, griber fat om min tone og lader den vibrere i kødet, til alt er musik.

***

Hun er lavet af sår. Arvæv samlet i sirlige kniplinger. Heling er noget nær kræft. Min kærlighed noget nær mord.

***


Du er gået i hvidt. Jeg er gået i sort. I din lejlighed findes der farver endnu. Ingen bærer dem.

***

De hvide vægge ligger bag os. Vi er ude der, hvor galskab accepteres, respekteres, kaldes politik, moral og trend. Vi svarer ved at elske. Det er nu, vi kører galt.

***

Og nu er vi her. I Andersens by, som H.C. flygtede fra. Her bygger man eventyr én sten af gangen og sejler på åen i svaner af plastic. Vi ser på hinanden, den blødende engel, den vaklende faun. Der er højvande forude, og der er ingen, der dypper en pen i en høj hat for os. Vi bygger en ark til os selv.

***

Jeg ved, at det er mit kød, mine knogler, som jordkloden maler, når den snurrer rundt om sin akse i den uendelige, kulsorte morter. Jeg ved, at jeg ikke kan tale og huske mig hård nok til modstand. Jeg ved, at jeg bliver lidt mindre at sige for hver dag, der går, men mere at tie om. Men jeg kan elske, til bræer vil tø. Og kværnen besvarer mit kærtegn.

(Hermed slutter fragmenterne. De danner rygraden i en nyskrevet digtsamling med titlen Memo)

Ingen kommentarer: