fredag den 25. september 2009

Crilles, Tønnes, Corneeelius...


Hører et bånd med titlen Syng med Amager, som Tårnby Koret indspillede for nogle år siden. Meget low budget: Selve kassetten er simpelthen et 90-minutters bånd, som de privat har kopieret musikken over på. DIY-begrebet eksisterer altså endnu og har det godt - selv i korverdenen! Men købte det for en tier i Dragør for at høre lidt af det, de gamle gik rundt og sang. Dvs. hyldester til Amagers frodighed, Dragørs trygge havn og gutterne fra Hollænderbyen ("Crilles, Tønnes, Corneeelius"), der altid er klar med "den første sjus". Meget charmerende og for det meste muntert, selvom hjemstavnssangens vemod - den rejsendes længelsfulde blik tilbage over havet - også anslås et par steder. Ret gammelt kan sangmaterialet dog næppe være - det meste er skrevet over i forvejen kendte melodier.

Senere i dag skal der shoppes flyttekasser. Og i aften skal jeg i byen med Louise fra Aalborg, som er på nogle dages ferie herovre. Long time, no see. Det bli'r hyl, som vi altid plejede at sige før i tiden.

3 kommentarer:

CillyBilly sagde ...

Har du en kassettebåndafspillemaskine? Det er ved at være en sjældenhed i disse dage.

Jens Keis Kristensen sagde ...

Var der ikke noget med at John Mogensen boede i Dragør? Kom til at tænke på Sidder på et værtshus, som er undertegnedes JM favorit.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Jada - har for mange sære og specielle gamle ting på kassette til, at jeg kan lade være.

Det tror jeg nok, han gjorde. I hvert fald for en tid. Han skrev vist en "Ny Dragør Vals", så vidt jeg husker. "Sidder på et Værtshus" er fin, men det, han skrev om, lå tæt på Gammel Strand. Forvildede mig dog ind på roklubben i Dragør i går for at spørge om vej, og jeg skal love for, at der var gammeldaws beverding-stemning i slyngelstuen. Kan være, Mogensen hang ud der ind imellem? Meget hans type sted, i hvert fald.