tirsdag den 29. september 2009

Ende neu!

Fik bugseret alt mit habengut ind i Helenes lejlighed i går aftes efter en forblæst og regnfuld tur over Storebælt, hvorefter jeg kollapsede efter en flyttebajer eller to. Havde så også været igang med at bære ting - først til storskrald, senere ind og ud af flyttebilen - siden kl. 10 om formiddagen. Men sov ikke helt roligt. Mens jeg havde været væk, var Tilden sprunget ud af badeværelsesvinduet og taget på sit livs første større springtur. Først her til aften dukkede hun op igen med et blad hængende i knurhårene og burrer på halen - uden at være blevet påkørt af trafikken på Svendborgvej eller revet til blods af større, mere garvede katte. Nu ved jeg hvordan, man må have det, når man sender sin teenager ud på den første vilde bytur...

Og nu sidder jeg så her i min nye tilværelse som "husfader" (som man ville have sagt det i folketællingerne i gamle dage) i Højby. Pragtfuldt - det er her, jeg skal være, og jeg har mentalt boet her i månedsvis - men også udfordrende i det næste stykke tid. På den praktiske side er der mangt og meget, der hænger efter den turbulente sommer.

Imens modtager jeg løbende rapporter om, at den gamle kreds omkring Det Poetiske Bureau er ved at gå totalt i stykker pga. allehånde tåbelige, barnlige intriger. Forstemmende læsning. Nye folk er delvist klar til at tage over, hvilket er glædeligt, men der er virkelig en del folk, jeg ellers havde investeret en masse sympati i, som opfører sig utilladeligt latterligt for tiden. Dem, jeg holder allermest af, har dog indtil videre gjort en rimelig figur.

Sonderede caféer nede i byen i dag. Det burde kunne lade sig gøre at få en ordentlig poesiklub op at stå herovre. Har en plan og en idé om hvilke folk, man i den sammenhæng kunne kontakte med henblik på samarbejde. Tvivler heller ikke på, at det sikkert vil blive en rimelig succes. Er der noget, Odense i den grad mangler, er det kulturelt initiativ - publikummet er der tydeligvis. Så jeg lægger skumle planer, der evt. kunne inkludere Brandts Klædefabrik. Men jeg er ikke færdig med at buzze endnu.

"Ende Neu!", som gode, gamle Einstürzende Neubauten sang engang...

mandag den 28. september 2009

Exit Søborg...


Hurtigt notat fra flyttelæsset i Søborg (bilen kommer 17:30, og jeg føler mig ikke pissegodt med...)...

Har haft en supergod weekend, hvor flaskerne og byen har fyldt en del. Men hvilken bedre måde at sige farvel til København på for denne gang? Men derudover har jeg

1) fået checket på, hvad der er sket i min ex Louise P's liv, ligesom jeg har lært kæresten Rikke noget bedre at kende. De skal giftes næste år, og jeg har allerede sat kryds i kalenderen. De fik mig i øvrigt slæbt rundt på stort set alle bøsse/lesbiske-barer i Hovedstaden. Lidt af et show, men skideskægt.

2) lavet mærkelige tegneserier sammen med Louise K. i Hellerup. Min favorit overhovedet er nok ovenstående - et kraftigt nik til Procol Harum...

3) eftermiddagshygget med Pia og Helena på Svanevej. Førstnævnte var virkelig i det husmoderlige hjørne og diskede op med hjemmelavede boller og pølsehorn, ligesom der kom både drømmekage og stegt flæsk m. persillesovs på bordet.

Om seks timer kommer så Melanie med kæresten Jan - mit flyttehold. Og tingene svinger full circle. Mel var den første, jeg boede hos herovre. Nu bliver det hende, der kommer til at vinke farvel også.

What a short, strange but wonderful trip, it's been...

I'll be back!!!

fredag den 25. september 2009

Crilles, Tønnes, Corneeelius...


Hører et bånd med titlen Syng med Amager, som Tårnby Koret indspillede for nogle år siden. Meget low budget: Selve kassetten er simpelthen et 90-minutters bånd, som de privat har kopieret musikken over på. DIY-begrebet eksisterer altså endnu og har det godt - selv i korverdenen! Men købte det for en tier i Dragør for at høre lidt af det, de gamle gik rundt og sang. Dvs. hyldester til Amagers frodighed, Dragørs trygge havn og gutterne fra Hollænderbyen ("Crilles, Tønnes, Corneeelius"), der altid er klar med "den første sjus". Meget charmerende og for det meste muntert, selvom hjemstavnssangens vemod - den rejsendes længelsfulde blik tilbage over havet - også anslås et par steder. Ret gammelt kan sangmaterialet dog næppe være - det meste er skrevet over i forvejen kendte melodier.

Senere i dag skal der shoppes flyttekasser. Og i aften skal jeg i byen med Louise fra Aalborg, som er på nogle dages ferie herovre. Long time, no see. Det bli'r hyl, som vi altid plejede at sige før i tiden.

torsdag den 24. september 2009

Aparte-ruller


Så gik der nogle dage. Mest fordi der har været tryk på. Og sådan skal det være!

TOG på Bureauet tirsdag. Men den poetiske tirsdag flød totalt ud, for en gangs skyld. Der var åben scene, og der kom ikke et øje. Bortset fra tre digtere med tekster i lommen: Mig, Louise Kristensen og "Troldemor". Nuvel, vi kunne da bare underholde os selv, så, og det gjorde vi ved at gå ned i kælderen, der var ved at blive bygget om, og lave poetiske klovnerier. Jeg legede Elvis med et gustent støvsugerrør, Louise læste op i en indkøbsvogn, og Troldemor var lige ved at bore sig selv i hovedet med en Black & Decker! Happy - and wet - times!

Onsdag stod i pakningens tegn, mens jeg plejede de grummeste tømmermænd og en truende forkølelse. Og også i dag blev der smidt bøger i bæreposer etc.

Men først og fremmest var dagens projekt at tage ud på Lokalarkivet i Dragør for at lave den eneste dags solid research, jeg har haft mulighed for i min tid herovre - enten har åbningstiderne passet ad helvede til i forhold til arbejdet, eller også har der helt været lukket, når jeg har haft fri. I dag lykkedes det, og med hvilke resultater! Frådsede i anetavler, skattelister, aparteruller og andet godt hele for- og eftermiddagen. Men to ting stod frem. Den første var min 3 X tipoldefar Pieter Pietersen Pouls' erindringer fra bl.a. krigen mod England først i 1800-årene. Et helt uundværligt dokument! Også i forhold til hans personlighed - stolt, men også meget tør og privat. Man skal læse godt til mellem linjerne for at nærme sig ham som menneske. Desværre. Den anden var en række for mig ukendte fotos af aner. Den ene, min tip-tipoldemor Johanne Hans Jansen Heins, var en af de smukkeste kvinder, jeg kan mindes at have set!

Kort sagt en vel tilbragt eftermiddag. Og personalet var venligt og hjælpsomt, hvilket min lange forudgående korrespondance med folk på stedet i forvejen havde givet mig en fornemmelse af.

Men bagefter gik turen i hastefart med bus 350S ind mod Huset i Magstræde, hvor jeg havde lovet at læse op i Underskoven samt afhente mine 8 eksemplarer af Underskov 3. Min sidste performance herovre i et stykke tid, går jeg ud fra, og derfor en, jeg havde gjort mig temmelig umage med. Første sæt sad temmelig meget lige i øjet, selvom konferencieren introducerede mig med forkert for- og mellemnavn - noget, jeg ikke undlod at rette. For jo, jeg er stolt af både Baunbæk og Pedersen! Bedre endnu gik det dog i anden ombæring, hvor jeg præsenterede de mere polemiske ting "Folkets Vise" og "Universets Fæ" - sidstnævnte foran en crowd, der rummede flere af de populistiske digtertyper, dét digt bed af! Men skulderklappene manglede ikke bagefter anyway...

Flere kom over for at få bogen signeret. Lettere absurd. Har kun skrevet autografer én gang før - da jeg debuterede i Collage og Hvedekorn for 100 år siden. Og da kun til kammerater. Det er beærende, men jeg ved virkelig ikke selv, hvad jeg skal med den slags gniderier... Holdt op med at bede om dem, da jeg var fyldt 15, og kun to gange er jeg faldet i siden: Da jeg snublede over et signeret eksemplar af Sophus Claussens Antonius i Paris, og da jeg i '98 mødte Lydia Lunch i Århus. Men jeg mener: De folk er edderspandereme også helte i mit univers!!! Hvad er mit blæk værd i forhold???

Det allerbedste var dog næsten alle de folk, der var der... Zittergong, Sandberg, Dyst, Bo Lille, Nete Eriksen og Louise K., som jeg sad og skrev småsyrede digte sammen med, når den øvrige seance blev en tand for kedelig. To eller tre mere, og de væsentligste digterkolleger, jeg har haft herovre, havde været der allesammen. Gode gensyn - håber, jeg snarest ser dem alle igen, selvom det ikke ser skidegodt ud den næste måneds tid eller to...

Men nu vil jeg se dyner. Another day well spent.

tirsdag den 22. september 2009

Snart...

Tilbage i K-town. Sidder nu i min lejlighed og tænker på hvor underligt, det er, at der kun er en uge til, at den er tom og givet videre. Nåede kun at få et år her, men hold kæft for et år på både godt og ondt. Perioden her har ændret mig for altid.

Går i gang med at pakke lp-plader ned lidt senere på eftermiddagen, når jeg har fået mig en morfar. Og i aften er der så poetisk tirsdag på Bureauet. Vi ses måske derinde.

mandag den 21. september 2009

Mmm, lunkens!


Har i de senere dage fordybet mig i Erik Koed Westergaards Danske Egnsretter, der tegner omridset af et ganske andet dansk køkken end det, vi kender i dag - fra før frikadeller og bøf med løg blev signaturretter. Mangt og meget får tænderne til at løbe i vand - fra sømandsretten indianerrøv til den sønderjyske vinsuppe - mens andet (Kroppingerne fra Vestkysten, der bedst kan beskrives som fyldte fiskehoveder) bestemt ikke gør. Men specielt interessant for mig er et lille afsnit om køkkenet på Amager, der afslører rester af den kogekunst, hollænderne tog med sig i 1521. Og lave mad, det kunne de - fra krukkeærter (gule ærter med skinke eller flæsk, der rundes af med smørklat og revet peberkage på toppen) til lunkens(store æbleskiver med safran og svesker). Skægt, at netop kogekunsten måske er det mest autentiske led, man har tilbage til de mennesker - minderne er borte, men smagen består.

Apropos Amager tager jeg i morgen til Søborg for at pakke mine ting og flytte. Kanske jeg lige skal kigge derud endnu en gang?

søndag den 20. september 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 12

Alt har sin plads. Den pumpede gibstorso oppe på skabet, stellet fra Emily Rose på den øverste hylde i skænken og mig på kontorstolen. Flot emballeret i gasbeton, altsammen. Værket har din signatur.

***

Han ligger på gulvtæppet, kølig og blå. Han er virkelig nu. Alt for virkelig til, at et pust ind i næsen, en pressen mod brystet kan gøre ham rigtig igen.

***

Asfalten flyder om støvlerne, husene lukker sig over mit hoved. Vil synke og kalde fortabelse liv indtil hænder, jeg aldrig har set, rækker ud fra en by, som bliver grundlagt om lidt, griber fat om min tone og lader den vibrere i kødet, til alt er musik.

***

Hun er lavet af sår. Arvæv samlet i sirlige kniplinger. Heling er noget nær kræft. Min kærlighed noget nær mord.

***


Du er gået i hvidt. Jeg er gået i sort. I din lejlighed findes der farver endnu. Ingen bærer dem.

***

De hvide vægge ligger bag os. Vi er ude der, hvor galskab accepteres, respekteres, kaldes politik, moral og trend. Vi svarer ved at elske. Det er nu, vi kører galt.

***

Og nu er vi her. I Andersens by, som H.C. flygtede fra. Her bygger man eventyr én sten af gangen og sejler på åen i svaner af plastic. Vi ser på hinanden, den blødende engel, den vaklende faun. Der er højvande forude, og der er ingen, der dypper en pen i en høj hat for os. Vi bygger en ark til os selv.

***

Jeg ved, at det er mit kød, mine knogler, som jordkloden maler, når den snurrer rundt om sin akse i den uendelige, kulsorte morter. Jeg ved, at jeg ikke kan tale og huske mig hård nok til modstand. Jeg ved, at jeg bliver lidt mindre at sige for hver dag, der går, men mere at tie om. Men jeg kan elske, til bræer vil tø. Og kværnen besvarer mit kærtegn.

(Hermed slutter fragmenterne. De danner rygraden i en nyskrevet digtsamling med titlen Memo)

lørdag den 19. september 2009

Plukkede hasselnødder

i dag nede i parken med Malthe. Viste ham, hvordan man kender en god fra en skidt, og hvordan man knækker the real shit fra træerne (frem for hylderne i Brugsen) med tænderne. Simpel viden, men ikke en selvfølgelighed for storbybarnet. Som han sagde: "Jeg havde altid troet, at det bare var sådan nogle skodtræer". Senere viste jeg ham en hybenbusk og lærte ham, hvordan den yderste del af frugten kan bruges til marmalade, mens den inderste er kostelig som kløpulver. I min skoletid tæppebombede man hinanden med den slags. Ikke i hans.

Det hele fortalte mig to ting: 1) Hvor glad jeg er for at kunne lære fra mig og 2) hvor meget god, basal viden, der uendeligt let bare går tabt under tidsåndens rasen. Hvem ville ellers have vist ham den slags i mylderet af playstations og bizarre robotter?

Nogle ville måske før eller siden. Men færre og færre.

fredag den 18. september 2009

Duft

For det meste er jeg først og fremmest irriteret over den rådne logistik og den lunkne forstads-vibe i Højby, men der er fordele ved at bo i periferien af større byer. Som f.eks. her om efteråret, hvor der spredes gylle på de omgivende marker. Ét snif, og man er tilbage i Voel igen. Ahhh, nostalgi!

torsdag den 17. september 2009

Findes sikkert kun...

...fordi jeg er for klodset til at være ingenting.

onsdag den 16. september 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 11

Mor har taget sin mors smykker på. Vi læsser mit hjerte og kisten, det ligger i, ind i en rustvogn. Motoren startes, og det sætter kurs mod en røgsky. Dødt væv, som kun eksisterer i kraft af en mangel. Som kroppen, der viger for solen og smelter på gruset bag Vestre Kapel.

***

I den fremmede lejlighed står mine ting. Den har mure. Ret praktisk. De hindrer, at fotos og løsark med dårlige digte bliver taget af vinden. Der er et bord til min sult og en seng til min søvn. Der er lys, der er ilt, der er gulv. Mit navn står med prikker....... ....... ........

***

Det er morgen. Du findes endnu. Der er blod i min krop, kan jeg mærke, og tænder i munden. Jeg tror, du er min. Må jeg godt smage efter igen?

***

Mine celler er i flammer. Hver eneste en. Svare skal de jo, når tomrummet spørger, og du holder mig fast ved at tage, men ingenting giver.

Så...

...er jeg officielt odenseaner. Lavede adresseændring i går.

At det tunge ryk med at pakke tingene i Søborg og finde en flyttebil så stadigvæk ligger forude, er så noget andet... I hate that shit!

mandag den 14. september 2009

Attitude!!!

Bilka-reklame set for nylig i det odenseanske gadebillede (busstandere osv.):

"500 GB haddisk 5899,-"

søndag den 13. september 2009

Gys?

Har lige set Poltergeist 2 og forundres over den måde, døden fremstilles på. Som et frådende monster, der brøler af og grådigt sluger den fordømte. En ren stenalder-forestilling: Jægeren, der gufles af bjørnen. Men med et særdeles kristent twist: "Bjørnen" er ond. I stenalderen - før den kristne dualisme mellem godt og ondt blev udbredt - var det en værdig ting at blive udraderet af en passende modstander, når tid var. I 2009 (for vi er sgu ikke kommet en døjt videre siden 80'erne - tværtimod!) er tabet af egoet lig med noget nær dommedag.

Og det er det jo ikke. Er i hvert fald helt på det rene med, at der fandtes en verden før mig, og lykkelig over, at den i en eller anden forstand også vil eksistere videre bagefter. Hvorfor ellers formere sig? Eller for den sags skyld findes? Vi får simpelthen vores unikke værdi af, at vi skal bort. Hvis vi ikke havde fortabelsen til at pointere det, vi er, og til at fortælle os, at vi ikke længere er relevante, hvor var vi så?

Gyseren er narcissistens refugium. Et sted, hvor man i billeder kan få bekræftet, at jegets undergang er den katastrofe, den føles som for den, der tildeler netop dét absolut værdi. Der sætter sig selv i gudernes sted.

Men for mig er de sandeste gysere historierne om Den Flyvende Hollænder og Den Evige Jøde. De døde, der ikke kan slippe ånden og blive det affald, som er den lindrende belønning efter et helt livs lidelser, sorger, glæder, ekstaser og bekymringer.

Fortabelsen er sgu ikke forfærdelig. Den er bare det sidste, livet har i posen til en. Men det vil være en hån af selve livets princip, hvis man - f.eks. pga. frygt - ikke får det bedste ud af det, man er, mens man er her.

lørdag den 12. september 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 10

Fredag nat på Revolution. Vi hopper mod loftet til hidsig musik lidt som om, vi er hvaler, der aner en sol over spærrene. Bliver ét kød og ét hav, sort som tøj, rødt som blod, hvidt af snitter og gyldent af pilsner. Vi knepper ethvert køn, fordi vi er blevet ethvert køn, vi snaver os skæve i snavs og tager bad under pisken. Vi ophører, hvor vi begynder. I sandkassen, synkende, synkende.

***

Hun sniger sig ind bagom stanken af gammel stearinos og tørrede ølsjatter, billig tobak. Hun dufter af havvand og lys, bruser op, da hun ser mig, og visker mit fodspor helt bort. Jeg er nødt til at lære at vandre på bølgerne. I mine håndflader bliver de til vin.

***

Vi vandrer i strandkanten, ude af stand til at skelne os selv fra hinanden, hinanden fra havet, havet fra solen og solen fra tiden. Det hele er én stor, hypnotiserende summen. Men intet, der lever, kan ustraffet mærke den lykke, og benene stivner og knækker som glas i bevægelsen. Vi lækker sand

***

Vi har elsket hinanden i stykker. Hun skrubber sin hud af, når hun vasker hænder. Jeg er hende utro, fordi jeg bliver knust af at bære min engel på ryggen. Vi bærer et menneske imellem os, men det har mistet forældrene. Her bor kun grædende børn.

***

Det er nat på Onkel Tom. Bag de gule gardiner, den tykke tobaksos, får mangelen krop. Her er alle i underskud: Hæmninger, tanker og tænder. Nogle bliver fyldt, andre tømt, andre bare kørt bort under udrykning. Selv er jeg landet ved baren, fordi nogle sagde, min sjæl gik herind. Jeg kan se den i væggenes genskær i bunden af glasset.

***

Poesi er ikke godt nok for de andre, så jeg skurer gulvet rent for metaforer, fejer ordforråd af bordet, skyller tema og motiver ud i kummen. Dét belønnes! Næste morgen venter digtet stadig på de første gæster.

fredag den 11. september 2009

9/11

Den 11. september igen.

Jo, der skal da sørges. Over de 3000 døde i World Trade Center. Victims of the circumstances.

Men sørges skal der også over det, angrebet efterfølgende har gjort ved hele den vestlige verden. Så snart, jeg havde fået vished om, at det var Al-Qaeda, som havde gjort det, VIDSTE jeg bare, at Pia Kjærsgaard gik en lys periode i møde. At det ville booste enhver form for fremmedhad og intolance ud over alle proportioner.

Og det gjorde hun. Terrorangrebet fortsætter hver eneste dag. Med den forskel, at vi angriber hinanden for enhver "potentielt truende" forskellighed nu.

Al-Qaedas sande sejr var ikke den på Ground Zero, men den bag hækkene på Lærkevej. Den måde, loftet lige blev sænket et par meter på overnight...

Og det værste er hvem, der styrer "flyene".

onsdag den 9. september 2009

Kun en digter...

Har egenhændigt samlet en mega stigereol i dag. Kønt var det ikke - bliver ALDRIG handyman - men Thomas Mygind havde vel ret: Alt er muligt for den, der bærer viljen i hjertet.

Har derudover brugt størstedelen af min tid på at kæmpe mod en umulig netforbindelse, der går kold sådan ca. hvert femte minut. Computernørd bliver jeg heller aldrig.

Er til syvende og sidst kun en fucking digter. DET er mit talent, DET er det, der tilføjer min tilværelse formål, perspektiv og glæde, selvom masserne står i kø for at nedgøre netop den kunnen i forhold til at svinge en hammer, reparere et tastatur eller hvad ved jeg. For helvede: Man kan jo ikke engang tage og føle på skidtet!

Men sådan er det, "moralske" tæsk som hverdagskost eller ej. Det må både jeg og andre lære at leve med...

mandag den 7. september 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 9

Vi pisser på elhegn i engen. Ser gnister forplante sig op gennem strålen og krummer os sammen i smerte. Vi rejser os op, og vi gør det igen og igen. Vi er rigtige mænd nu.

***

Sidste tur hen langs med havnen. Skridtene synker på plads mellem tusinder af andre på bunden af Langerak, kysset af bølger af kviksølv. Oppe på kajen: En sjæl rådnet ren mellem skidtfisk og skorstene, klar til at hæve sit anker igen.

***

Regnen stilner af på Nørrebro. Shish kebab og halve hot dogs æltes sammen under gummisåler, cykelhjul og bildæk. Skud bliver løsnet, bolde sparkes rundt i Folkets Park. Stiger af mit S-tog, nøgen, ubemærket, glider ud blandt dyrene fra Ararat. Har tænder og gevir nok til at søge vinger her.

***

Nok en øl og nok et hul. Fugt, det hele. Ikke til at skelne fra det vand, der løber ned ad kinden, eller det, jeg boede i engang. Forlader Understellet. Falder snart til ro på frosne fliser.

***

Vi læser ofte digte for hinanden i caféen. Vi forstår som ingen andre, vender samme ømme hul i ryggen op mod himlen, ønsker lindring eller glemsel. Men når lyset slukkes, hamres knive ind imellem skulderblade, tænder blottes, maver fyldes op med blod. Vi er familie, vi er mennesker her.

lørdag den 5. september 2009

Monsieur Charles


Har gennem længere tid arbejdet mig vej igennem Det Poetiske Bureaus Charles Baudelaire: Udvalgt Prosa. Og jeg er langt fra færdig. En grund til, at der lander en note her og nu om bogen er, at jeg aldrig tror, jeg bliver færdig med den. Selvom det er digtsamlingen Les Fleurs du Mal, han primært er blevet hyldet for, rakte han meget videre som prosaist. Fra de æstetiske overvejelser i Udstillingssalonen 1846, som næsten på egen hånd definerede modernismens idealer, over overvejelserne omkring humorens grusomhed i "Latterens Essens" og stimulanser/poesi i "Det Kunstige Paradis" til de rå, ufiltrerede refleksioner i "Mit Nøgne Hjerte", der var punk over 100 år før nogen havde tænkt på det ord. Om nogen i litteraturhistorien har været revolutionær - i åndelig og æstetisk, om end ikke nødvendigvis i politisk forstand - er det Baudelaire.

Udvalget afrundes med en bunke breve, der i bund og grund synes at afsløre et komplekst menneske, der - som en mand i hans situation vel skulle - svævede rundt et sært sted mellem det nye og det gamle. Mellem Byron og Goethe, mellem Poe og Wagner. Der afslører sig som en vendekåbe, der ét sted erklærer sin respekt over for George Sand for - et andet - nærmest at kalde hende en halvhjerne, men omvendt (selv som voksen) ikke viger tilbage for at sende totalt uselviske hyldestbreve ud af det blå. Der har opbygget et panser af spleen og attitude som ind i helvede, der selvfølgelig primært er rejst for at dække over en uhyre skrøbelig og suicidal tilstand. En tilstand, der i perioder også reducerer ham til en regulær psykofant, der bl.a. ikke holder sig for god til at indvie sin mor i sine selvmordstanker. Sympatisk? Nej, men heller ikke ubetinget det modsatte. Og som bekendt er det ikke altid de sødeste mennesker, der bliver de største kunstnere...

Men først og fremmest er bogen stinkende nødvendig at læse. Ikke mindst i form af dette udvalg. Og nej, det er ikke ren reklame, eftersom jeg i et eller andet omfang kender forlæggerne. For pt. er det faktisk både godt og skidt. Man kan bare ikke betegne sig som seriøst litteraturinteresseret uden at eje disse tekster - simple as that!

fredag den 4. september 2009

Kulturnat med Malthe

Ok, i år var det så Odense, jeg tilbragte Kulturnatten i sammen med Helene og Malthe. Som sædvanlig en blanding af dilletanteri, kommercielle interesser og gedigen KUNST. Som forventet blev gamle H.C. Andersen endnu en gang trukket gennem sølet af undermåler-amatører en masse, og af en eller anden grund blev en butik med farvestrålende kondomer regnet som en væsentlig medspiller i begivenhederne. Men lidt af det gedigne kunne dog opspores.

Når man har et barn med, er man nødt til at tænke i væsentligt andre baner, end man normalt ville gøre. Vel først og fremmest i en vis umiddelbarhed og underholdningsværdi. Kvaliteter, man som højpandet voksen nok er tilbøjelig til at glemme. Så skal jeg anmelde aftenen, er det vel derfor meget naturligt, at Malthe løbende titter ind som et ekstra sæt øjne, der i øvrigt ikke på alle punkter er anderledes end mine... I hvert fald blev jeg i løbet af aftenen bevidst om, hvordan visse værker har en evne til helt at overskride alder og baggrund. Og hvordan andre ikke har.

For hans skyld startede turen på Bazar Fyn med at høre Asian Sensation. Stadigvæk tre søde og håbefulde unge fyre, men tilsammen et projekt, der på alle planer var på vej i afgrunden. Før Remee fik fat i dem, var de upolerede talenter med egne sange osv., men nu er de intet som helst whatsoever. Efter et helt sommerhalvår på landets blokvogne var danserutinerne lige så falmede som smilene, og repertoiret bestod udelukkende af gamle grundbånd fra 80'erne og 90'erne, hvor de havde slettet folk som David Bowie og Madonna for at sætte deres egne stadigvæk ikke helt sikre stemmer ind i stedet. De kunne råbe "ASIAN SENSATION" hen over musikken så meget, de ville, men af de hundredevis af koncerter, jeg har været til i mit liv, var denne uden sammenligning den ringeste. Prikken blev sat over i'et da de bekendtgjorde, at de ville synge et nummer af Michael Jackson, hvorefter de gik i gang med "One Night in Bangkok". Al respekt for gruppens unge alder osv., men hvis man ikke engang ved hvis sange, man synger...

Men for Malthe virkede det. Han har ikke hundredevis af koncerter på bagen, og da han hørte, at gruppen ville dele autografer ud bagefter, blev han ellevild. Han forlod bazaren høj af mødet med de kendte folk fra tv, og på det plan fortrød jeg ikke, at vi var taget derhen. Det vigtigste er, at man kommer hjem med en oplevelse, og det gjorde han i dén grad.

Kun et ekstra stop blev det til. Insisterede personligt på at se Kirsten Kleins retrospektive foto-udstilling på Brandts Klædefabrik nu, hvor der var fri entre, og den alt andet end skuffede. Ok, man anede, at hendes tidligste fotos skyldte 70'ernes socialrealisme en del, men selv dengang havde hun en spirituel overbygning, der med årene udviklede sig til mesterligt naturfilosofiske fotografier, hvor hun aflæste landskaber fra Langeland til Irland for mytisk indhold og et zen-agtigt nærvær. Jeg er ikke den store ynder af fotografisk kunst - kun Man Ray har ellers i den sammenhæng væltet mig omkuld - men for mig er Klein efterhånden ved at vokse til at være one of the greats. Ikke mindst fordi hendes kunst på én gang er så dyb og så umiddelbar. Jeg oplevede værkerne på ét plan, men også Malthe spurgte mere end almindeligt nysgerrigt til hendes fotogafier af sort sol i Tøndermarsken og afsatser ved Bulbjerg. Den type bredde kan jeg lide!

Ved siden af befandt sig så udstillingen Shared Robotics, som lokalt har fået stor mediedækning for sin brug af robot-teknologi og interaktion. Nuvel, er ens verden større end byskiltet, er idéen om vekselvirkningen mellem menneske og maskine bestemt ikke ny. Og som oftest er effekten større end indholdet. Malthe var meget optaget af en robot, der reagerede som en lille hund på hver lyd og bevægelse nær dens bur, og det var da også et sødt, lidt Kraftwerk-agtigt take på emnet "kunstig intelligens". En anden kunstner havde bygget nogle gående borde, man kunne tænde og slukke for, og det var også pænt meget af et hit. Vil da også gerne indrømme, at jeg ville have elsket de ting i samme alder. Men for mig er Vagn Steen-sloganet "Teknisk er det muligt" langt fra nok, og kun ét værk derinde gjorde mig eftertænksom. Amerikanske Sabrina Raaf havde - med inspiration i åers kurvede, af betingelserne dikterede forløb - lavet en installation, "Robotic River", hvor en robot spyttede slyngede, enorme udskriftsark ud foran sig, der viste, hvordan "landskabet" lige nu så ud foran maskinen. Efterhånden som udskrifterne kom ud, ændrede motivet sig. Processen genererede simpelthen en i en vis forstand "organisk" og "levende" kunst - i hvert fald én, der skabte sig selv på baggrund af betingelser, historie og dynamik. Elskede både robottens og kunstnerens ydmyghed, og Malthe var heller ikke så lidt fascineret af installationen, selvom selve størrelsen - den fyldte ca. halvdelen af lokalet - nok også havde noget at sige der. Så igen: Den virkede. Trods forskellig alder og ballast. Talte vel til noget primalt i os begge to.

At han så, da vi var kommet hjem, faldt i søvn efter 5 minutter af et Rune Klan-show lægger jeg ikke så meget i...

torsdag den 3. september 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 8

Morellerne glimter på træet i haven. Jeg ved, de er noder. Den sang synger farfar med hænderne hver dag, når han vender hjem fra sin ager. Jeg spiser mig skalaer til.

***

Voel er stor. Større end mors og fars synsvidde. Går gennem bjørneklo, buske, tunneller. Hilser på fremmede folkeslag, kortlægger veje på Månen. Spøgelser kører i Taunus, og stjerner forskyder sig længere ud af ren angst for min tungespids.

***

Mor læser op. Om Snøvsen, som alle går fra. Jeg bliver trist, for jeg ved, det en dag bliver mig. Og jeg klynger mig fast. Ikke til hende, men stemmen. Den mister jeg efter mig selv.

***

Aalborg '94. Gaderne hviner som blottede nerver. Prøver at skrive mig ned til et stød for at stige cementen til hovedet.

***

Vi læser bøger. Platon og Nietzsche og Burroughs. Så smutter vi på Revolution og danser. Platon og Nietzsche og Burroughs. Og så går vi hjem, hvor madrasserne lugter af øl, sæd og daggammel pasta.

***

Kornene spirer på marken, men den er solgt fra. Stalden er slagtet. Muldvarpe graver sig ind under hækkene. Farmor rumsterer i stuen, og tankerne klumper sig sammen. Farfar vil miste forstanden i nat.

onsdag den 2. september 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 7

Fødeafdelingen, Silkeborg. Rågerne pikker mod ruden. De ved, hvad der mistes i dag.

***

Der er det leende løb ned ad bakkerne. Helt ned til Gjern Å, hvor dyrene græsser. En venten i tavshed på lygtemænd - lys over bundløse kær, der kan vise os vej i hinanden. Og pakkede tasker i hytten, hvor læreren venter. Og dug i dit hår, der fortættes. Nu trækker den småbække ned af din kind. Dem vil andre folk tie ved snart.

***

Sommeren '94. Luft siler rådnende ned af mit ansigt. Isflager driver på Silkeborg Langsø, sorte af råger. Jeg hører en hakke et sted under skallen. Han aner en sol langt herfra.

***

Portland brænder. En tyk sky af plasticrøg omslutter bydelen, fuglene tier. Du tænder for fjernsynet, ligger på fremmede strande, hvor sandet er hvidt. Jeg vakler på dørtrinet, holder mig kun lige oprejst med treforkens hjælp.

...

For tre timer siden lettede der et fly med kurs mod Irak fra Odense Lufthavn - blot få kilometer herfra. Det rummede flere af de irakere, som blev gennet ud fra Brorsons Kirke med vold og magt. Flere af dem skal til Baghdad, som FN direkte fraråder at sende flygtninge tilbage til.

Lidt tidligere anholdt politiet i København 54 personer fra Kirkeasyl (ifølge Birthe Rønn "autonome"!?!??) ved Brorsons Kirke. "Præventivt", som der blev sagt - hvilket så vel i praksis betyder, at enhver, der kan tænkes at ville protestere fredeligt mod regeringens politik, uden videre kan sættes fast. For at sikre sig, at DET ikke også skal udvikle sig til en større sag, er de dog sat fri igen. Jojo, der er tænkt i spin her...

Dagens ret: Magtesløshed og bitterhed. Desillusion over det monster af en nation, der gør den slags i mit navn og for mine skattepenge. Kvalme. Væmmelse. You name it, I got it.