søndag den 23. august 2009

Universets fæ

Der står du
med bjælder i hatten
og tonstung mascara
og spytter i din mikrofon.
Kaster rim, hvor du burde
have kastet granater,
og fører din kærlighed
op til skafottet,
befamler dit skridt
og dit spejl
til de lyttendes bifald,
mens Cecil og Prince
bliver skoddet
i månestøv.
Nu er det dig,
der er ny,
men i morgen
er du krøllet sammen
og hensmidt i vejkanten.
Der vil vi mødes
en dag som kompost.
Se, hvem
blomsterne vælger.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Smid-væk-bare engangshelte. Hvor er der mange af dem, hvor ermit hovede mættet af alle de plasticord...så meget at jeg ikke kan øre dem inde i mit eget hovede.
Fedt digt, Steffen. Du står fanme frem i mængden, og synd for de, som ikke anerkender det...Knus fra Louise

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Tiden kalder vel på dem... Måske dette virkelig er the last days, når så få går efter at skrive eller læse noget, der holder længere end bare i øjeblikket? :-D

Tak :-) Tja, som en ud af flere ;-) More power to us!!! Knus tilbage!