lørdag den 1. august 2009

Ører på stilke

Herlig sump med Helene i Kongens Have i går, mens vi blev trakteret med sfærisk 60'er-pop, hyggelig folk, afgrundsdybe klangflader og vidunderligt smadrede beats. Var lidt spændt på hendes reaktion, for hun er ikke just vant til (primært) elektroniske arrangementer, men også hun fandt hurtigt ind i lyt-til-du-forstøver-eller-hyg-dig-bare-formen. Hvilket flere og flere i øvrigt gør, har jeg lagt mærke til. Aldersspændet i går lå vist mellem 0 og 80 år - UDEN, og det er vigtigt, at der gik for meget fadølsfest og roekasteri i det hele.

Har modtaget - og sorteret i - det sidste sæt lydfiler fra Cille for nu. Og forsøger at tage mig sammen til at læse Flannery O'Connors gotiske pædikant-roman The Violent Bear It Away, som jeg fandt for en femmer i et antikvariat på Overgade her forleden.

Og tripper på Depeche Mode. Faktisk mindre den nye Sounds of the Universe end en nyindkøbt box med alle deres hits fra 1981 - 1998, som jeg stort kun har brug for, eftersom alle mine gamle vinyler står i Søborg. Den nye...forvirrer mig. Niveauet holdes stadig på numre som "Wrong", "Hole to Feed", "Perfect" og "Miles Away / The Truth Is". Men så er der sange som "Little Soul" og "Peace", som er pakket ind i fantastiske arrangementer - derfor holder de! - men på andre planer vidner om, at Martin Gore ikke længere har den skudsikre evne til at skrive perfekt svungne sange, han i så mange år havde. De ligner mest bunker af fragmenter, der kunstfærdigt - og vellykket - er blevet koblet sammen. Og, nå ja, "Corrupt" er bare noget lort, mens "Spacewalker" er en ligegyldig filler... Kan heller ikke finde ud af, om pladen som helhed peger frem eller tilbage. Lyden er bevidst analog og bedaget - kraftigt beslægtet med universerne på A Broken Frame og Construction Time Again - men gennemsyret af alle eksperimenterne og erfaringerne fra senere albums. Hvilket er fint. Men er det lyden af et band, der er begyndt at forbrænde sit eget væv, eller...?

I hvert fald har jeg hørt bedre DM-plader. Men bare rolig: Jeg er langt fra stået af toget endnu. Jeg konstaterer bare, at "Wrong" er det eneste nummer fra det nye album, der fortjener at nævnes i samme åndedrag som "Everything Counts", "Master and Servant", "Stripped" osv.

Og at Manic Street Preachers' nye tonesætning af en lang række efterladte Richey Edwards-tekster, Journal for Plague Lovers, er uendeligt meget bedre, når man nu taler om livskraftig gøen fra gamle hunde. Bevares: Det er The Holy Bible version 2, men bandet har ikke haft flere gode melodier på lager i mange år - nævner i flæng "This Joke Sport Severed", titelnummeret, "Marlon J.D." og "William's Last Words" - og bider så kraftigt fra sig, at man ikke skulle tro, at det er 15 år siden, de smadrede alting på scenen under den sidste koncert på Holy Bible-touren og effektivt satte et punktum for "slash'n'burn"-æraen i deres historie... Godt, at jeg fik købt dén plade...

Ingen kommentarer: