torsdag den 6. august 2009

Københarvn, mand!

Tog afsted fra Odense i 30 graders varme, mens t-shirten blev gennemvædet og Tilden hyperventilerede i sin katteæske. Sammen med Helene, der skulle nogle dage til Kjellerup for at besøge sin bror. Savner hende gevaldigt allerede!

Men rart var det nu alligevel at trille ind gennem forstæderne - ind til København. Som inkarneret jyde er jeg naturligvis vokset op med den forestilling, at alt ondt kom fra hovedstaden - havde mine morforældre vidst, at jeg en dag ville ende herovre, ville de have korset sig og set alt fra hardcore stofmisbrug over mandlig prostitution til uhæmmet vold for deres indre øjne. Men så igen: De nåede aldrig rigtigt herover så meget som på blot besøg, og deres verden var formet af gamle landsbyer, hvor småt var trygt, trygt var godt og alle kendte hinanden. I min generation - mine forældres var vel et overgangstrin - lever man med dæmonien (egen og andres) som et grundvilkår, og om noget er de små byer i provinsen pt. faktisk værre hvad angår alskens udskejelser end hovedstaden, hvor det bare er gamle realiteter, man har lært at leve med og så vidt muligt kontrollere. Har i virkeligheden aldrig følt mig så tryg noget sted, som jeg gør her.

Mulighederne? Tja, der skal da ikke herske nogen tvivl om, at i den tid, der i denne omgang har været beskåret mig her, har jeg befundet mig i det, som - for en gammel kulturflipper som jeg - kommer nærmest paradis. Men let's face it: Der er jo for meget! Har man et almindeligt liv ved siden af tilværelsen som "oplever", er man tvunget til at vælge mellem guldklumper, og til syvende og sidst kommer man ikke mere ud, end man ville have gjort det i f.eks. Aalborg. Man orker det simpelthen ikke! Og fordi man sjosker rundt på Nørrebro er det heller ikke ensbetydende med, at der lige pludselig står en talentspejder eller arbejdsgiver klar med drømmetjansen. Det er ikke der, Københavns sande appeal ligger for mig.

Det er heller ikke fornemmelsen af at føle, at man pludselig er "i begivenhedernes centrum". Hvordan udmærker det mig? Gør det mig "finere", at jeg sidder i Søborg frem for Sindal, mens beslutningerne træffes på Christiansborg uden min reelle demokratiske mellemkomst? Skulle jeg begynde at "snarke Københarvnsk" af den grund? Nope. Pis og papir.

Nej, det fede ved København er, at man kan være sig selv - hverken mere eller mindre. Ingen bemærker det helt store negativt - man har set det før og reagerer i værste fald indifferent. Omvendt: Uanset hvor marginaliseret, man er, er der fællesskaber her, man næsten uvægerligt bliver suget ind i. For mig har det meget været Det Poetiske Bureau, som jeg savner ad helvede til, når jeg er i Odense, men selv for mig kunne der have været flere platforme - Faust stikker i hvert fald i øjnene. Alle steder er der hænder parate til at "gribe" én uanset hvor aparte, man end er - og ikke med dårligere motivationer end så mange andre steder i landet. Nutidskøbenhavneren (i gennemsnit) er flygtig og durkdreven, jovist, men dybest set reel og nem at holde af.

Derfor gør det mere ondt, end jeg på forhånd havde forventet, at snart skulle sige farvel til den her by. Jeg er på ingen måde færdig med den. Men hvad jeg først og fremmest ikke er færdig med er kvinden i mit liv - hende, jeg føler mig halv uden, når hun ikke er der. Næste projekt: At - med tiden - få hende fragtet herover :-)

Ingen kommentarer: