lørdag den 1. august 2009

John Starrs sidste dag

Efter 40 år ude på prærien
havde han sandkorn i årerne,
hår ligesom afsvedne græsstrå
og buskede øjenbryn. Og hans revolver
bed hurtigt og skarpt som en slange,
mens øjnene brændte, så husene
nede på Tomb Street fik sodmærker,
da han gik ned til det endelige showdown
mod Ronald McPatton, hvis kulsorte lokker
var glatte som fronthjelmen
på en fabriksny og toptunet Buick,
hvis blodstrøm var sort ligesom olie,
hvis blik kunne blænde som høje
og ulmende skyer. De trak og sank
sammen som skamskudte svin. Ingen
græd eller jublede. Byen var fri.

Fra den dag holdt alle i Tumbleweed
op med at spise og drikke og elske.
Kirken stod tom, og på bunden af brøndene
var der kun mudder. I bankerne samledes
mønterne - ingen blev brugt eller gemt.
På verandaer eller i vinduer rådnede
ældre og børn, under tagspær
og trækroner voksne. I husene boede
en stilhed, der afviste ører ved døren,
i gaden en vind, som rev årene op
og tog rødderne med. I saloonen
var bordene rene, pianoet nystemt,
whiskyen rigelig og stærk.

Ingen kommentarer: