onsdag den 26. august 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 5

Ninka Ninus er væk. Hun ligger i græsset derude et sted. Hendes stemme er tydelig og kærlig endnu, men alt, hvad hun siger, bliver til falmet og stinkende fløjl. Snart vil jeg kun elske afstanden.

***

Det styrter ned. På marken segner kornet under det, der holdt det oppe. Regnorme vrider sig panisk i pytter. Henover fliserne sejler en båd af papir. For den er der kyster i højderne.

***

Glider op i hendes skød. Det allerførste. Mosen lukker sig om hovedet på mig. Synker, synker, synker gennem kloden, kommer op et andet sted, nøgen, skrigende og ren. Jeg har lava i mit blik nu, ja, og tyngde!

***

Sender min sidste bøn ud mellem stjernerne: Hel morfars lunger! Men han ånder lys nu, og jeg bliver svaret med mørke. Kun under min hud er der stadig barmhjertighed til. Den deler sig, deler sig, deler sig, trøster brutalt ved at fylde hans plads.

***

Hun stjæler min ånde og stopper mig ud. Hun ridser sit navn på min hud. Hun har tænder af sølv i en kæde om halsen, og øjnene svømmer af gift. Efter rusen friserer hun håret. Striber af blod og mascara bliver fjernet fra kinden. Hun bringer mig kaffe på sengen.

***

Farmor kalder, jeg stopper. Hun sætter i løb langs den tornede hæk. Hun giver mig det kolde glas mælk, hun har lovet. Pludselig skylles hun bort i en styrtsø af fløde fra brysterne bag hende. Ude i strandkanten finder jeg kisten. Så hvid som det lys, mine øjne bliver revet til blods af, da du lukker lågene op med et kys.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det er fanme stærkt! L.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Tror også, jeg har fat i en af de længere ender her... Glæder mig til snarest at skrive videre.