torsdag den 20. august 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 4

Nu kommer de igen. Stimler sammen i en flok og lugter væv. De trykker røde knapper ned med deres tunger, og de bruner sig i lyset fra den anden sol på legepladsen. Ænser i ekstasen ikke, at den ild, som de har skænket ansigt, er uendelig og stærkere end panser, og at strålerne nu tørster efter celler, de kan spire i.

***

Nu står det der, mit første digt. Om dig og mig, der sejler på en tømmerflåde gennem golde byer, marker fyldt med hvide knogler, svedne skove. Ud til havet, hvor de sidste læber skummer ind imod det sorte sand, og vi går ned i bruset. Siden henter jeg min cykel, ruller hen forbi dit hus. Mon jeg kan kende dig endnu?

***

Mor sidder ved bordet og græder. Far tier stille. Forsøger igen og igen at forklare sig. Standser og stivner ved synet af noget i rummet, der nok er sig selv. Eller mig, der fortæller ham, at der er spejle, man ikke kan smadre.

***

Huset er tomt nu og lamperne nedtaget. Nu er det mure, og vi er de andre. Jeg rejser for første gang, finder mit ansigt i farten, som mor finder sit i sin sorg. I kurven i hjørnet er hunden helt stille og stiv. Den er stadig familie.

***

Vi spiser hash i Vor Frue. Sidder og kigger mod Dyrskuepladsen, hvor mennesker bliver mylder, koncerter bliver lyd og beruselse religion. Vi findes derinde. Men her sidder skyggerne. De danner celler af tavshed, de vikler sig sammen, de stiger mod himlen som én stor ballon og forsvinder i røgen, i støvet, i stjernerne. Mønten er brugt. I morgen vil kroppene vågne og rejse sig op, stirre sultent mod flokke af spøgelser, sulte, men aldrig få bid.

Ingen kommentarer: