tirsdag den 11. august 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 2

Far går på jagt. Kommer hjem med sit tømte gevær og fasaner og harer med flænsede kroppe og stirrende øjne. Ude i værkstedet dannes en sort sø af blod under snoren, hvor dyrene hænger og modner. Selv bader han i den. Jeg vandrer langs bredden på jagt efter rav.

***

Jeg husker de søndage, hvor jeg stod op til de kimende klokker bag træerne. Nu er det lørdag og sent, og uret er håbløst bagefter med visere indsmurt i safter og hår. Flaskerne klirrer på bordets mahogni.

***

Hun sidder i hjørnet og tier. Medikamenterne gør hendes fremtræden sløret, hvis ikke det faktisk er pillerne, jeg kan fornemme. Hun ænser mig ikke, ja, ænser vel knapt nok sig selv. Men det værker i benene, brænder i brystkassen, svier i halsen, mens jeg tikker videre. Døren er rød.

Ingen kommentarer: