fredag den 21. august 2009

Digte i optræk

Har modtaget hele Underskov 3-antologien som Pdf. Kan se, at jeg har fået hele otte sider - svarende til alt, jeg indleverede! Var blevet varslet om, at jeg kunne vente mig 6 stk., og da layouteren sendte 8 regnede jeg egentlig med, at det var en fejl. Men nej. Og det er jeg selvfølgelig stolt af. Men lige så glad er jeg for selskabet - ikke mindst for at være med i samme bog som Pia og Louise Kristensen, som jo også betyder en del for mig privat. Og at både Rene Sandberg og Bo Lille også er med gør bogen til en passende minderune over mit år i København - egentlige venner blev de vel ikke, men nøglepersoner har de ikke desto mindre været. Well, alt det ligger på det personlige plan, men kvalitativt er bogen altså også ganske gennemført. Så lad mig da bare reklamere skamløst for den!

Desuden er forhandlingerne om en egentlig bogudgivelse fra min side inde i deres afsluttende fase. Det ser kraftigt ud til, at det lykkes, selvom jeg efterhånden har lært, at man aldrig skal tage munden for fuld... Så ingen store statements her og nu. Jeg vil være stensikker!

I øvrigt fordyber jeg mig for tiden i Ole Lillelunds digtsamling Psyrrealistiske Psalmer. En smuk lille bog med indlagt cd, der oprindelig blev udgivet underground i 1990, men som altså nu - med rette - har fået en ny chance i ny indpakning. Som sådan er samlingen ikke perfekt - den rummer en bunke kortere, lidt tynde ting - men når han går i højt beat-gear (Ginsberg har i hvert fald ikke levet forgæves!), kan han være frygtindgydende god. En af de bedste i landet. Læs selv tekster som "Mantra for den rejsende", "Jeg ber" og "Storby" og spørg dig selv om hvor meget fra 50'ernes USA, du har læst, der var stærkere...

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Tak, Steffen, og i lige måde! Jeg kunne kun overskue den korte overfladiske korrekturgennemgang da jeg modtog filen efter alt det BØVL der har været med den antologi...men glæder mig over at jeg har fået nogle gamle tegninger med også. Glæder mig til at se dig på "rigtig" tryk, og nu har jeg fået printet dine sider også:-) L.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

:-) Fik hurtigt overstået korrekturen - der var ikke noget at rette i PDF-udgaven for mit vedkommende. Og synes egentlig ikke, at processen har været så bøvlet, selvom den har været mere omstændelig, end jeg er vant til... I lige måde - og fede tegninger, i øvrigt!