tirsdag den 4. august 2009

Det ukendte?

Inspireret af digtet i går og de seneste dages gensyn med Lars von Triers Riget: Hvad er det egentlig for noget, det der med mig og det okkulte? Læsere, der har fulgt denne blog længe, har hørt både spøgelseshistorier og set henvisninger til såvel tarotkortene som Aleister Crowley her, så noget er der vel om det? Jamen det er der da også.

Men lad det være sagt på forhånd: Jeg fører ikke en dobbelttilværelse som medlem af en fanatisk kult, der mødes i en gusten kælder for at tilbede Beelzebub eller noget. Om noget er jeg en åben skeptiker af holdning. Crowley forholder jeg mig til som en filosof, jeg kan bruge til noget, og som en knivskarp komparativ mystiker. Tarot-sættet er for mig ikke (selvom jeg ofte er tæt på at tro det) opfyldt af en ånd, der kan forudsige fremtiden eller ved alt om fortiden: Det er simpelthen et genialt symbolsystem at spille bold op af i kritiske situationer - værdien af svarene afhænger altid af én selv. Det kinesiske I Ching-system kan i øvrigt det samme, ligesom jeg finder visse ligheder med Brian Enos Oblique Strategies, som ellers blev udviklet for at skabe givende brudflader i kreative arbejdsprocesser: Man beder tilfældet om at kaste en bold, men om den ryger i mål afhænger ene og alene af éns egne evner og præcision.

Med spøgelserne - eller ånderne, som jeg, lig Fru Drusse, helst kalder dem - forholder det sig anderledes. Dét fænomen er helt konkret for mig - ude over at være et trosspørgsmål. Jeg har simpelthen oplevet for meget til at tvivle. Fra den mørke, tungt åndende energi, jeg engang oplevede på børneværelset hjemme i Voel, og som holdt mig vågen en hel nat, til den ganske almindelige abejdsmand, jeg en dag så fade ud for øjnene af mig på en trappe i Carlsbergs kældre. Fra en længere dialog, jeg førte med min afdøde farmor for at give os begge to fred i sjælen, til vandkedlen, der bare lige pludselig satte i gang her i lejligheden kort efter Mikes død. Bevares: Min evne til at opfatte den slags kommer og går (ligesom skizofrene anfald, vil psykiaterne nok indvende!), men den har været hos mig snart sagt altid. Og den er givetvis nedarvet. Min mor kender til noget lignende, min mormor også - og endda hendes mormor havde det dér blik i øjnene, folk med den slags evner kender hinanden på. For tro mig: Det gør vi...

Der er dem, som vælger at gøre en karriere eller nærmest en religion ud af den slags. Ikke mig. For det første har jeg simpelthen mere lyst til at forholde mig til de levende end de døde, for det andet kunne evnerne være skarpere - at gøre dem brugbare professionelt (skal de også det, i grunden?) ville kræve en masse træning, jeg ikke har specielt meget lyst til at gennemgå. Og for det tredje giver det mig ikke nogen svar - efter det, jeg har erfaret, er de døde mindst lige så forvirrede over alting, som vi selv er det. Stadigvæk bare mennesker...

Men de er der altså ind imellem. Og det gider jeg ikke at lægge skjul på. Så kald mig bare skør, om nødvendigt - det bliver det ikke mindre virkeligt af.

Alt andet inden for den såkaldt alternative verden forholder jeg mig til på et udforskende, til tider kuriøst plan - for hold kæft, hvor er der mange, som ned gennem historien har slået plat på andre folks ønsker om illumination og forklaring! "Trust No 1", som der stod på Fox Mulders væg i X Files. Noget - klarsyn, telepati, telekinese osv. - finder jeg sandsynligt, om end kun som reelle evner hos et fåtal af de mennesker, der påstår at besidde dem. Andet - ikke mindst ufologien - mere groteskt. En tredje kategori består af ting, jeg simpelthen ikke fatter ikke er alment accepterede endnu - meditation, auraer osv.

Men altså: Ingen sorte kapper, ingen latinske remser og bizarre ritualer herfra. Kun sund nysgerrighed og ditto skepsis - og en vilje til at give efter, når det uforstålige får status af realitet.

Ingen kommentarer: