mandag den 31. august 2009

Suk

Sommerens sidste dag. Det har mestendels regnet. Som sædvanlig gør den mig vemodig. Tænker tilbage, men er også melankolsk over, at der ikke er mere i posen. Specielt i år, hvor årstiden har været så dramatisk og netop først var ved at blive noget, jeg nød.

Men snart dufter gaderne af nedfaldne blade, og luften bliver høj og klar. Efteråret er sgu også ok.

søndag den 30. august 2009

Note fra et flyttelæs

Lejligheden bliver tommere og tommere. Snart har Helene definitivt mistet sit barndomshjem. Heldigvis er hun for stresset til at tænke over det nu.

Om mindre en måned er det lejligheden i Søborg, der skal tømmes. 2009 har godt nok budt på mange tab, ændringer og overgange. Vil sikkert være mentalt jetlagged de næste par år.

lørdag den 29. august 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 6

Bræen tøer, og folket dyrker solen. Lader indfald blive steder, samler tanker til et rige. Klokker ringer jætter væk. De første gange må jeg leve på sumpede borge med sværdet i hånd, vogtende over min egen og slægtens ærgerrighed. Dernæst på gårde i trav efter ploven, bekymret for konens og børnenes tarv. Og jeg lægger til i en skude fra Holland, bevæbnet med troskab, visioner og grøntsager. Beder til Gud fra min celle i Holstebro Tugthus og mangler den hest lige meget. Rejser en mølle bag gården i Grølsted og trækker en glød ind i stuen. Ombytter ledninger, tænder, lader Stauning få stemme i Valby. Ser landsdele skrumpe, mens jeg bliver større. Og snaver min tunge bag kroen i Linå, til alting bliver sort.

Exit, Århusvej

Sidste oprydningsdag i Kirsten Smeds - svigermors - lejlighed. Solskin gennem regn. Bogstaveligt talt. Det pisser ned ude på altanen, men lyset stråler ind ad vinduerne, mens jeg skriver. Vejret er somme tider - ufrivilligt? - symbolsk...

fredag den 28. august 2009

Endgame, Randers

Vi tømmer din lejlighed
frugtskål for frugtskål,
nipsting for nipsting,
påklædningsgenstand
for påklædningsgenstand.
Signéfiers uden signéfiant.
Den sidste og helt
ubestridelige kiste.
Men ude på gaden
fornemmer man stadig
at mågerne cirkler om noget
en sømil fra Udbyhøj Nord.

Kanon

På Facebook begyndte jeg spontant for nogle uger siden - med indtil flere indspark/remindere fra Louise Kristensen - at samle min egen idé om en dansk sangkanon. Her er de titler, der dukkede op undervejs, suppleret med en del ting, jeg kunne se manglede, da listen blev ordentligt samlet. Og jo, der er helt sikkert mangler på listen stadigvæk (hen imod slutningen har den en meget tydelig rockkant, må jeg indrømme, på trods af, at jeg faktisk henregner folk som Goodiepal, Trentemøller og Future 3 til The Greats...). Til gengæld har Kulturministeriet ikke postet penge i den...

Drømte mig en drøm i nat (folkevise)
Ebbe Skammelsen (folkevise)
Dronning Dagmar (folkevise)
Ingemann/Trad.: Dejlig er Jorden
Kingo/Trad.: Sorrig og Glæde
Det var en lørdag aften (folkevise)
St. St. Blicher/Oluf Ring: Sig nærmer tiden
I en seng på hospitalet (gårdsangervise)
Viggo Stuckenberg/Emil Reesen: To Som Elsker Hinanden
Sven Møller Kristensen/Herman D. Koppel: Sangen om Larsen
Bodil Kjer / Poul Reichardt: Den allersidste dans
Bodil Kjer: Musens sang
Knud Vad Thomsen/Sigfred Pedersen: Jeg plukker Fløjsgræs
Bent Fabricius-Bjerre: Forelsket i København
Four Jacks: Mandalay
Grethe & Jørgen Ingmann: Dansevise
The Cliffters: Django
The Rocking Ghosts: Belinda
The Clidows: Hæng mig
Cæsar: Storkespringvandet
Peter Belli & Les Rivals: Ulven Peter
Savage Rose: A Girl I Knew
Steppeulvene: Itsi-Bitsi
Young Flowers: Oppe i Træet
Trille: Øjet
Røde Mor: Lil' Johnnys Mund
Skousen & Ingemann: Herfra hvor vi står
John Mogensen: Sidder på et Værtshus
Gasolin': Langebro
Povl Dissing & Burnin' Red Ivanhoe: Snehvidekys
Lecia & Lucienne: Rør ved mig
Grethe Ingmann: Hvor er alle drømmene?
Shit & Chanel: Smuk & Dejlig
Bifrost: Narresang
Clausen & Petersen: Friheden Flyver
Jomfru Ane Band: Plutonium
Tømrerclaus: Hepar, Hepar
Sods: Copenhagen
Sebastian: Romeo
Ballet Mécanique: Leathern
Kliche: Ansigt til Ansigt
Moral: Whispering Sons
Tristan T.: Drengen og Trillebøren
Anne Linnet & Marquis de Sade: Nattog
Scatterbrain: The Rain in My Heart
TV-2: Vil du danse med mig?
Elisabeth: Tågedage
CV Jørgensen: Vennerne og mig
Lars H.U.G.: Elsker dig for evigt
NRG: Ung i Arbejde
Simcess: Life of Beauty
MC Einar: Poptøs
Nanna: Forår i Fængsel
Lilholt Band: For at tænde lys
Dr. Baker: KAOS
Gilmartins: Chinese Rebels
Max M: Technology is God
DAD: Grow or Pay
Mental Generation: Cafe del Mar
Miss B. Haven. Kandis Karrusel
Ludo-x: Twilight Train
Bleeder: Knucklehead
Martin Hall: Another Heart Laid Bare
Denmark: Soft in the Middle
Sort Sol: Erlkönig
Psyched Up Janis: Strange Pier
Nikolaj Nørlund: Den Støjende Tid
Tritonus: Sparkle
Rhonda Harris: So Happy
Moi Caprice: The Sun & The Silence
Love Shop: Min Elvis
Mew: Mika
Tiger Tunes: Long Distance Goodnite
Wäldchengarten: Soilent Green
Spids Nøgenhat: Når Spindelvævene Blomstrer
The Loveless: Follow
Singvogel/Peter Laugesen: Hotellet Brænder
Under Byen: Det er mig der holder træerne sammen
Olesen-Olesen: Ikke langt herfra
Niels Skousen: Dobbeltsyn
Mit Nye Band: Etiopien Bag et Forhæng
Manuskript: Moldova
Viva Vertigo: Jaguar Tornado
Kirsten Ketsjer: The Bridge
Mikael Simpson: Drømmer om et andet sted
Henrik Hall: Solo
Laura Mo: Valiant
Krauka: Sommersol
Heidi Mortenson: Tiger
Peter Sommer: Hærværk
Faderhuset: Kokser kun på Jesus
Balstyrko: Intet Stopper Helt
Death to Frank Ziyanak: We are not kids (pt. kun indspillet som demo)

torsdag den 27. august 2009

Afgange

Skal senere i dag til Randers i nogle dage for at tømme Helenes mors lejlighed, som nu er blevet solgt. Ikke noget, vi udpræget ser frem til...

The Cille har sendt mig en demo af "Kokon". Perfekt er den ikke - arrangementet er stadig et stykke vej fra at falde på plads - men for pokker en sang...

Til gengæld står arbejdet med den digtsamling, jeg snakkede om forleden, stille. Fik en mærkelig mail fra det forlag, Lene Vidding og jeg har været inde i forhandling med - en positivt negativ solo-melding fra "chefredaktøren", der sagde mindst lige så meget om ham og diverse interne forhold, som den sagde om projektets lige pludselig noget dårligere status. Ikke særligt tillidsvækkende. Igen overvejer vi kraftigt DIY-metoden, og der skal snart falde en definitiv melding.

Men er ca. halvvejs i arbejdet med en ny samling, Memo, og du har allerede læst manuskriptet. Det er nemlig den, der i den senere tid er dukket op her med overskriften "Fragmenter af en selvbiografi".

onsdag den 26. august 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 5

Ninka Ninus er væk. Hun ligger i græsset derude et sted. Hendes stemme er tydelig og kærlig endnu, men alt, hvad hun siger, bliver til falmet og stinkende fløjl. Snart vil jeg kun elske afstanden.

***

Det styrter ned. På marken segner kornet under det, der holdt det oppe. Regnorme vrider sig panisk i pytter. Henover fliserne sejler en båd af papir. For den er der kyster i højderne.

***

Glider op i hendes skød. Det allerførste. Mosen lukker sig om hovedet på mig. Synker, synker, synker gennem kloden, kommer op et andet sted, nøgen, skrigende og ren. Jeg har lava i mit blik nu, ja, og tyngde!

***

Sender min sidste bøn ud mellem stjernerne: Hel morfars lunger! Men han ånder lys nu, og jeg bliver svaret med mørke. Kun under min hud er der stadig barmhjertighed til. Den deler sig, deler sig, deler sig, trøster brutalt ved at fylde hans plads.

***

Hun stjæler min ånde og stopper mig ud. Hun ridser sit navn på min hud. Hun har tænder af sølv i en kæde om halsen, og øjnene svømmer af gift. Efter rusen friserer hun håret. Striber af blod og mascara bliver fjernet fra kinden. Hun bringer mig kaffe på sengen.

***

Farmor kalder, jeg stopper. Hun sætter i løb langs den tornede hæk. Hun giver mig det kolde glas mælk, hun har lovet. Pludselig skylles hun bort i en styrtsø af fløde fra brysterne bag hende. Ude i strandkanten finder jeg kisten. Så hvid som det lys, mine øjne bliver revet til blods af, da du lukker lågene op med et kys.

søndag den 23. august 2009

Universets fæ

Der står du
med bjælder i hatten
og tonstung mascara
og spytter i din mikrofon.
Kaster rim, hvor du burde
have kastet granater,
og fører din kærlighed
op til skafottet,
befamler dit skridt
og dit spejl
til de lyttendes bifald,
mens Cecil og Prince
bliver skoddet
i månestøv.
Nu er det dig,
der er ny,
men i morgen
er du krøllet sammen
og hensmidt i vejkanten.
Der vil vi mødes
en dag som kompost.
Se, hvem
blomsterne vælger.

fredag den 21. august 2009

Digte i optræk

Har modtaget hele Underskov 3-antologien som Pdf. Kan se, at jeg har fået hele otte sider - svarende til alt, jeg indleverede! Var blevet varslet om, at jeg kunne vente mig 6 stk., og da layouteren sendte 8 regnede jeg egentlig med, at det var en fejl. Men nej. Og det er jeg selvfølgelig stolt af. Men lige så glad er jeg for selskabet - ikke mindst for at være med i samme bog som Pia og Louise Kristensen, som jo også betyder en del for mig privat. Og at både Rene Sandberg og Bo Lille også er med gør bogen til en passende minderune over mit år i København - egentlige venner blev de vel ikke, men nøglepersoner har de ikke desto mindre været. Well, alt det ligger på det personlige plan, men kvalitativt er bogen altså også ganske gennemført. Så lad mig da bare reklamere skamløst for den!

Desuden er forhandlingerne om en egentlig bogudgivelse fra min side inde i deres afsluttende fase. Det ser kraftigt ud til, at det lykkes, selvom jeg efterhånden har lært, at man aldrig skal tage munden for fuld... Så ingen store statements her og nu. Jeg vil være stensikker!

I øvrigt fordyber jeg mig for tiden i Ole Lillelunds digtsamling Psyrrealistiske Psalmer. En smuk lille bog med indlagt cd, der oprindelig blev udgivet underground i 1990, men som altså nu - med rette - har fået en ny chance i ny indpakning. Som sådan er samlingen ikke perfekt - den rummer en bunke kortere, lidt tynde ting - men når han går i højt beat-gear (Ginsberg har i hvert fald ikke levet forgæves!), kan han være frygtindgydende god. En af de bedste i landet. Læs selv tekster som "Mantra for den rejsende", "Jeg ber" og "Storby" og spørg dig selv om hvor meget fra 50'ernes USA, du har læst, der var stærkere...

torsdag den 20. august 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 4

Nu kommer de igen. Stimler sammen i en flok og lugter væv. De trykker røde knapper ned med deres tunger, og de bruner sig i lyset fra den anden sol på legepladsen. Ænser i ekstasen ikke, at den ild, som de har skænket ansigt, er uendelig og stærkere end panser, og at strålerne nu tørster efter celler, de kan spire i.

***

Nu står det der, mit første digt. Om dig og mig, der sejler på en tømmerflåde gennem golde byer, marker fyldt med hvide knogler, svedne skove. Ud til havet, hvor de sidste læber skummer ind imod det sorte sand, og vi går ned i bruset. Siden henter jeg min cykel, ruller hen forbi dit hus. Mon jeg kan kende dig endnu?

***

Mor sidder ved bordet og græder. Far tier stille. Forsøger igen og igen at forklare sig. Standser og stivner ved synet af noget i rummet, der nok er sig selv. Eller mig, der fortæller ham, at der er spejle, man ikke kan smadre.

***

Huset er tomt nu og lamperne nedtaget. Nu er det mure, og vi er de andre. Jeg rejser for første gang, finder mit ansigt i farten, som mor finder sit i sin sorg. I kurven i hjørnet er hunden helt stille og stiv. Den er stadig familie.

***

Vi spiser hash i Vor Frue. Sidder og kigger mod Dyrskuepladsen, hvor mennesker bliver mylder, koncerter bliver lyd og beruselse religion. Vi findes derinde. Men her sidder skyggerne. De danner celler af tavshed, de vikler sig sammen, de stiger mod himlen som én stor ballon og forsvinder i røgen, i støvet, i stjernerne. Mønten er brugt. I morgen vil kroppene vågne og rejse sig op, stirre sultent mod flokke af spøgelser, sulte, men aldrig få bid.

onsdag den 19. august 2009

I have...

...the right to remain silent.

tirsdag den 18. august 2009

Nok!

Birthe Rønn Hornbech kategoriserer det at holde politiets køretøjer tilbage ved at forholde sig passivt som "vold" og begrunder styrkens voldsomhed i Brorsons Kirke med, at der var brosten derinde. Som havde været der i årevis som dekoration under gudstjenesterne, hvilket hun selvfølgelig ikke nævner for aviserne... Og de irakere, som røg i isolationsfængsel, gjorde det fordi, at de formastede sig til at synge og danse i fængslet... Det hele er som et mareridt. Har ingen - absolut INGEN - tillid tilbage til hverken politiet eller politikerne, der (og det er i øvrigt IKKE første gang!) forsøger at renvaske sig selv ved at bagvaske og mistænkeliggøre ofrene.

Jeg vil have et andet land. Det, jeg har, er ikke det, jeg blev opdraget til at holde af og elske, og jeg kan ikke leve med det, det gør i mit navn og for mine skattepenge... Kunne jeg finde på at brænde Dannebrog af i gaden? Stik mig ét og se...

mandag den 17. august 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 3

Omme bag ved gården ruster en plov. Morfar har solgt sine heste og fået en traktor. Men jeg er kaptajn nu. Jeg hejser mit sejl, fanger vind, stævner ud over ingenting. Mågerne indfanger regnorme bag mig, og jord bløder korn.

***

Morfar sænker øksen, hanens hoved dratter ned af blokken. Kroppen render rundt og galer blod en tidlig morgenstund. Her varer dagen blot. De lover regn.

***

Der er hår dernede. Sorte, stride hår. Et dyr er ved at bryde op igennem huden. Og jeg aer det. Men jeg har skrevet ned, hvor mor har gemt sit sølv og far har hængt sin riffel.

***

Jeg kaster op for tredje gang i dag. Der ligger hus og hjem dernede, hjul og urværk, vægte, våben. "Du bliver tynd", siger mor, "men du er altså køn nok, at du ved det." Tvivler ikke. Tvivler mere på, om jeg kan grave englen frem af skraldet.

søndag den 16. august 2009

Ved åen

Undskylder for det sidste indlæg i går... Der er ekstremt meget pres på i mit liv for tiden (jo, læsset vakler igen for guderne må vide hvilken gang i år), og jeg havde vel behov for at høre bare noget fra nogen. Sådan kan det gå...

Nu tog sagen med Brorsons Kirke helt over. Og det skulle den denondelynemig også. Men så meget er der nu heller ikke sket i mit liv over de seneste dage, som jeg pt. har lyst til at fortælle om. I forgårs tog Helene og jeg Malthe ud på vandcykel i Odense Å - ekstremt hyggeligt, om end noget hårdt for benene. Savner gevaldigt at sejle noget mere - det er sådan ca. den eneste type idræt, jeg gider. Og i dag var jeg så nede for at snakke med Lene Vidding om vores samarbejde. Nu skulle det gerne bare køre. Sluttede med en kop kaffe ved Filosoffen, hvor vi så de aktuelle udstillinger, når vi nu var der. Blev specielt fanget af Agnete Strandgaards serie I Koralhavet, hvor hun havde brugt usædvanlige materialer som f.eks. en gammel karklud og nedbrudte plasticnet for at skabe sine nærmest psykedeliske farveeksplosioner. Ikke alt var spot on, men formen var spændende, og der var mindst 4 brillante værker imellem.

Forude venter aftensmaden og måske lidt afkobling med en videofilm, før virkeligheden ræser videre med mig i morgen.

lørdag den 15. august 2009

Løse tanker i forbindelse med...I véd...

Når en lov er umenneskelig, hvorfor er det så pr. definition mennesket, der må afskaffes?

Nu vil politiet til at bruge hårdere metoder mod fredelige demonstranter og ditto indvandrere. Hårdere end knipler og hunde? Skal man fremover udsættes for skarpe skud, hvis man vil udtrykke sin mening på en ordentlig måde? Kan allerede høre den borgerlige regering messe "det er dit valg..." Og ordensmagten messe "Vi udførte jo bare vores arbejde..."

Det gjorde politiet også i Vollsmose i går, hvor betjente efter sigende blev udsat for 8-10 skud fra en vred flok indvandrere, der også - hvor meget mening giver det, og er der mon noget anløbent i forklaringen dér? - skulle have forsøgt at hindre en ambulance i at nå frem til en bevidstløs bekendt... Åh, de stakkels strissere, nu har vi da ondt af heltene i ordensmagten, ikke? Har to ting at sige til det: Det KAN være, at der skete betjentene noget urimeligt i går, og man må da give dem, at de ikke sendte bud efter militæret og bombede bydelen. Men det udvisker ikke skammen fra Brorsons Kirke, hvor korpset opførte sig eksemplarisk...for en politistat. Og for det andet kommer historien i Vollsmose spin-mæssigt på det helt rigtige tidspunkt... Antyder ikke, at politiet selv har startet optøjerne med henblik på positiv omtale i medierne, men benyttet sig af dem for at dække over en vis anden begivenhed har det i hvert fald. Og mon Maren i Kæret ikke falder for tricket som altid? Hun er jo lidt smådum, og langtidshukommelsen er heller ikke noget at råbe hurra for...

Hvor går grænsen mellem fascisme og demokrati? Er fascisme nødvendigvis bundet op på enmandsvælde? Kan det ikke fungere alligevel med folkevalgte politikere og en passende opinion genereret som følge af passende effektiv spin? Er det ikke mere et spørgsmål om praksis end teori - om graden af brutalitet mere end partiprogrammer? Og er vi der ikke allerede?

fredag den 14. august 2009

Folkets vise


Avisen er frisk, og koppen
med kaffe er varm i hans hånd,
og styrken sender hunde frem mod Brorson.
Checker sin mail og barberer
sit ansigt og binder sit slips,
og styrken sender hunde frem mod Brorson.
Døren binder, bilen starter,
fyren hopper snart,
og styrken sender hunde frem mod Brorson.
Kroppe og knipler på vejen,
buler i fronten, notater til Alka,
og styrken sender hunde frem mod Brorson.
Tørrer savl og blod af
munden, pakker tasken ud,
og styrken lægger lagen over Brorson.

torsdag den 13. august 2009

Shit for brains


To ud af tre danskere er, ifølge nye meningsmålinger, tilfredse med stormen på Brorsonskirken - dvs. at uskyldige demonstranter bliver tæsket med knipler og hele familier sendt ned til en uvis skæbne. To ud af tre danskere er lige til at lukke op og skide i.

Skal jeg prøve at se nuancerne, så... Reelt er det vel kun dem, der stemmer på DF - og en bunke lumre socialdemokrater, der lige så godt kunne gøre det - som decideret er racister. Resten forsøger vel at forsvare sig med, at de er "pragmatikere" og "forsøger at se sagen fra flere sider". At lov er lov, og lov skal holdes - at hvis der er taget en beslutning af en højere myndighed, så må den også håndhæves uanset, om den er rigtig eller forkert. Men i dette tilfælde er min pointe, at pragmatismen faktisk er den mest kyniske stilling, man kan indtage - skidt med, at der bliver udøvet tilfældig vold af politiet, og skidt med, at nogle, man ikke kender, bliver sendt ned i noget, som i flere tilfælde kan vise sig at være døden. Det har jo sine menneskelige omkostninger at drive en stat til fordel for alle, ikke? Racisterne kan man trods alt lidt bedre forstå - de er reelt bange og/eller hadske. De har FØLELSER. Pragmatikerne ser bare på nyhederne, noterer nogle tab ned, vejer dem op mod "gevinsten" (skattestoppet?) og vasker blodet af sig med et glas rødvin i forstadsidyllen, mens de studerer IKEA-kataloger og lægger planer for Tivoli-turen... De er de sande psykopater - og, på grund af mængden, de farligste.

Min videre pointe er, at i denne sag ER der ikke "noget at snakke om". Enten er man for fascisme (navnet betyder jo reelt "at regere med næven") - for det er det, scenariet i går er udtryk for - eller også er man imod. Man skylder sagen sit hjerte, når der er blevet udgydt blod. Jeg er i den grad imod, vil ikke glemme hændelsen og aldrig tilgive mit land den. Og jeg MENER seriøst, at 2/3 af mine landsmænd har shit for brains. Det eneste, der overhovedet kan gradbøjes, er hvor meget...

Brorsonskirke blues

Ang. rydningen af Brorsonskirken i nat...

Birthe Rønn Hornbæk udtaler, at irakerne da søreme havde fået den valgmulighed, at de kunne forlade kirken af egen fri vilje. Hvilket få mig til at tænke på den skægge måde, begrebet "frivillighed" ofte tolkes på af højere instanser... Hvis du ikke vil være til ubetinget rådighed 24-7 for AF-systemet, ryger pengene, dit hele livsgrundlag, ved den mindste tøven - det er dit eget "valg", men... Hvis du ikke vil æde en medicinering, andre har fastlagt for dig, samarbejder du ikke, og så kan tvangsfjerning af dit barn komme på tale... Igen: Dit "valg". Og i dette tilfælde: Du kan selv "vælge" at forlade den bygning og de folk, der beskytter dig, og blive sendt hjem til en uvis skæbne. Ellers må vi jo bare komme og fjerne dig med magt... Åh jo, i 2009 er frivillighed ofte lig med frivillighed under tvang - det ser jo lidt bedre ud, hvis man kan psyke folk ud i tvivlsomme ting, end hvis man skal til at ud i brutale magtdemonstrationer for at gennemføre dem alligevel...

Og politiet har selvfølgelig ikke "ryddet" huset. De kom da bare ind i kampuniformer for at checke nogle unge mænds identiteter, og at de tilfældigvis lige havde knipler, hunde og peberspray med... Og at kirken reelt var ryddet bagefter... Ak, hvad skal etaten dog ikke have skyld for!?!! Men den gør jo aldrig noget forkert, kontroversielt eller kritisabelt...

Problemet er, at selv TV 2, der ellers er ekstremt VKO-venligt, og som endda meget gerne går politiets ærinder, brugte ordet "ryddet" i dagens overskrifter. Så er der vist ikke noget at tage fejl af...

I går Ungdomshuset. I dag Brorsonskirken. I morgen Christiania. Who's next?

Rend mig, BorgerDanmark!!!

onsdag den 12. august 2009

Nu med lyd og billede

Tilbage i Odense igen.

Har set Lene Viddings første udkast til noget, der skal indgå i vores projekt. Smuk ambient - i både den ene og den anden forstand - grafik lagt ind bag min tekst, så tingene fører en virkelig frugtbar dialog med hinanden. Vi synes dog begge, at det ville virke mere levende, hvis ordene var skrevet i hånden. Vægrer mig lidt ved det, for mine kragetæer er ikke just verdens kønneste. Men hun ender sgu nok med at få mig overtalt.

Og så har jeg fået en parallelside på Myspace - www.myspace.com/steffenbaunbaekpedersen - hvor man nu kan høre de syv digte, jeg har indspillet hos The Cille. Har lagt dem ud som en slags web-ep med titlen Kvarts. Selve siden er ikke grafisk noget at prale af endnu, men I'll get there...

tirsdag den 11. august 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 2

Far går på jagt. Kommer hjem med sit tømte gevær og fasaner og harer med flænsede kroppe og stirrende øjne. Ude i værkstedet dannes en sort sø af blod under snoren, hvor dyrene hænger og modner. Selv bader han i den. Jeg vandrer langs bredden på jagt efter rav.

***

Jeg husker de søndage, hvor jeg stod op til de kimende klokker bag træerne. Nu er det lørdag og sent, og uret er håbløst bagefter med visere indsmurt i safter og hår. Flaskerne klirrer på bordets mahogni.

***

Hun sidder i hjørnet og tier. Medikamenterne gør hendes fremtræden sløret, hvis ikke det faktisk er pillerne, jeg kan fornemme. Hun ænser mig ikke, ja, ænser vel knapt nok sig selv. Men det værker i benene, brænder i brystkassen, svier i halsen, mens jeg tikker videre. Døren er rød.

mandag den 10. august 2009

Oprydning

Rydder op i lejligheden. Det er langt fra sikkert, at jeg kommer herover igen, før den skal vises frem... Underlig tanke. Den føles så meget som et hjem endnu. Men gøres, det skal det jo.

Endnu et projekt, turen herover direkte eller indirekte har kastet af sig: Ser ud til at få et lyrik/grafik-samarbejde op at stå med Lene Vidding Willadsen - www.vidding.dk - som forhåbentlig munder ud i både en bogudgivelse og en fernisering. Glæder mig til at nærme mig mine ting fra dén vinkel også.

Nu går turen tilbage til Odense og min hjertenskær. Tak for nu, København.

søndag den 9. august 2009

Freestyler!

Havde en hval af en tid sammen med Rottedamen (aka Louise Kristensen) og Pia i går, selvom det var begrænset hvor meget, der blev drukket igennem - sidstnævnte havde jo Helena, som heldigvis havde genvundet sit gode humør og virkelig gav den gas på sin egen facon. Der blev hørt D.A.F., Bob Hund og Phillip Boa i stride mængder, indtil vi fik den idé, at vi alle tre skulle poste ordene "Kan I ikke virkelig ikke se det???? Jeg er jo VERDENS VIGTIGSTE PERSOOOOON!!!!!!!!!" som status på Facebook. Samtidig. Hvilket selvfølgelig endte i en kollektiv tilsvining - there can be only one! - der til sidst tog form af et rap-battle! Lidt uddrag fra hen mod slutningen af tråden:

Louise Kristensen: Jeg er den hotte her, hot som et pyroteknisk power-party, hot som Kim-Jong-Ild når han er allermest arty-farty, men det er mig der har the power, og du kan kraft-peter-væltemig bare få et golden shower! Av- av- og aver! Du er en sandwich med både kylling og ælling, din dumme kælling, og Steff, du er bare for Houlberg, så æd min soul, der!

Steffen Baunbæk Pedersen: Bered jer på gaze, mens jeg går i ekstase / over mig selv, mit ufattelige held: / Jeg er vigtigst i verden og spiser hele tærten, har I fået færden? / Ellers må I høre min fjærten, mens jeg flyver forbi / I min automobi / Og stikker som Steen Steensen Blicher med mer', hva' så dér!

Louise Kristensen: Tør dit skræv med dit hår, dit åndsbollefår/Jeg får tics og tager narko og hijacker en Wells Fargo/for at komme væk fra dit flynderfjæs/ Du sku melde dig til Zulus djævleræs/ Og crashe lige ind i banden sponsoreret af Nordea/ det stærkeste du indtager er bolscher med althea/mens jeg kværner mescalin/ dit åndspygmæ-svin/ du sku smøres ind i frimærkelim, din åndelige haletudse-stime!

Steffen Baunbæk Pedersen: Hold nu op, amatør-poetister / I bliver til medister, når fister her, mester i byen / laver rim, der kværner de ynkelige hjerner, I har, ned til havregryn / Ingen pardon, intet sukker / Når jeg kvaser ordfusker-dukker med tænderne / tømmer min vom ud til ænderne / væmmet af smagen af pap-Michael Strunge / min tunge er gylden som bling og for god til det junk / Do you feel lucky, punk?

Festen fortsatte på Stubnitz, der lå i havnen på sidste aften. 130 dask ved døren, og musikken stank! Men øllene var gode nok, natten var lun og snakken gik livligt om alt fra paranormale fænomener over egotrippere og hedelandskaber til salonfähige forfatteres triste skæbne. Da jeg tog bussen mod Søborg fra Rådhuspladsen lidt i 5, var det mest kulden, der drev mig hjem.

Forsøger nu ivrigt at samle resterne af min hjerne op fra gulvet, så jeg kan komme ordentligt igang med min søndag.

lørdag den 8. august 2009

Fragmenter af en selvbiografi del 1

Ligger på bordet, mens mormor og mor skifter ble. De taler og griner og synger, men kun deres stemmer forstår jeg, jeg kender min tunge. Og lyset fra lampen i loftet er velkendt endnu. Jeg griner af nogen derinde.

***

”Det er torskemund”, siger min farmor. Hun viser mig storkenæb, rødkløver, meld. Hun lærer mig navnene, giver mig begreber for former og farver og dufte. Hun lærer mig at elske. Men senere græder jeg over en vase, som nogen har slået itu.

***

Hun kysser mig nu. Jeg har ventet. Det føles som fostre, der vrider sig rundt om hinanden i bugen på et eller andet. Hun flygter. Hun sætter i løb op mod kirken og lyser i skumringen. Selv står jeg bare tilbage og venter på midnat, hvor alle de døde står op for at jage mig ud.

Efter lukketid

Vidste faktisk ikke for godt hvilken kunstner, der var fernisering for - havde mere travlt med at hilse på kendte ansigter. Men det viste sig så at være Rasme, der var hamrende dygtig til både collager og portrætter - helt klart et væsentligt navn på vej - men stadig virkede en kende ufærdig. Ville lidt for mange ting på samme tid.

Til gengæld var der total hygge efter lukketid - Troldemor dansede rundt, så man selv fik ondt i benene, og på en eller anden måde blev den gamle børnesang om elefanterne til "Syv psykofanter kom marcherende", mens jukeboksen skiftede fra Metallica over Anne Linnet & Marquis de Sade til Balstyrko. Og jeg fik lagt en føler ud til hjemmesiden Cph-art, som jeg faktisk er lidt hungrig efter at komme til at skrive for. Vil jo gerne stadigvæk arbejde journalistisk, men i en mere bred kulturel kontekst end den, Geiger kan tilbyde. Det kan jeg der.

Var hjemme halv to og har siden da kun sovet eller sumpet. Men programmet var ved grød også fyldt i går, og øllene var både rigelige og billige...

fredag den 7. august 2009

Hændelser

Var på Amagermuseet igen. Dvs. bare inde at vende i butikken, så jeg kunne få købt de sidste bogtitler, de havde på salg om hollænderkoloniens historie. Denne gang var det ikke en slægtning, der stod bag disken, men min interesse blev alligevel bemærket, og det endte igen i en længere snak om området.

Derefter gik turen mod city. Stod af på Kgs. Nytorv og slentrede via Strøget til Fiolstræde, hvor jeg havde lovet mig selv, at jeg ville tømme beholdningen af Sophus Claussen-titler i Vangsgaards Antikvariat - der var tilbud: Minus 50 %. Uheldigvis var der ikke så meget tilbage: Udover Hvededynger, som jeg har i forvejen, kun en førsteudgave af Fabler samt artikelsamlingen Det Aandelige Overskud. Nu er de begge mine.

Mødtes endelig med Pia og Helena nede ved søerne, hvor der var releaseparty med Bolværk. Meget sympatisk og kompetent havnearbejder-folk. Ikke noget, jeg ville købe, men godt at chille til, så det gjorde vi. I et stykke tid. Vejret var godt og øllene var kolde, men desværre var den lille i superdårligt humør, så det varede ikke længe, før de drev videre mod Nørrebro, og jeg selv satte kursen tilbage mod Søborg. Mest for at bade, fodre kat, spise aftensmad og snakke med Helene, dog - skal videre til fernisering på Bureauet i aften.

torsdag den 6. august 2009

Københarvn, mand!

Tog afsted fra Odense i 30 graders varme, mens t-shirten blev gennemvædet og Tilden hyperventilerede i sin katteæske. Sammen med Helene, der skulle nogle dage til Kjellerup for at besøge sin bror. Savner hende gevaldigt allerede!

Men rart var det nu alligevel at trille ind gennem forstæderne - ind til København. Som inkarneret jyde er jeg naturligvis vokset op med den forestilling, at alt ondt kom fra hovedstaden - havde mine morforældre vidst, at jeg en dag ville ende herovre, ville de have korset sig og set alt fra hardcore stofmisbrug over mandlig prostitution til uhæmmet vold for deres indre øjne. Men så igen: De nåede aldrig rigtigt herover så meget som på blot besøg, og deres verden var formet af gamle landsbyer, hvor småt var trygt, trygt var godt og alle kendte hinanden. I min generation - mine forældres var vel et overgangstrin - lever man med dæmonien (egen og andres) som et grundvilkår, og om noget er de små byer i provinsen pt. faktisk værre hvad angår alskens udskejelser end hovedstaden, hvor det bare er gamle realiteter, man har lært at leve med og så vidt muligt kontrollere. Har i virkeligheden aldrig følt mig så tryg noget sted, som jeg gør her.

Mulighederne? Tja, der skal da ikke herske nogen tvivl om, at i den tid, der i denne omgang har været beskåret mig her, har jeg befundet mig i det, som - for en gammel kulturflipper som jeg - kommer nærmest paradis. Men let's face it: Der er jo for meget! Har man et almindeligt liv ved siden af tilværelsen som "oplever", er man tvunget til at vælge mellem guldklumper, og til syvende og sidst kommer man ikke mere ud, end man ville have gjort det i f.eks. Aalborg. Man orker det simpelthen ikke! Og fordi man sjosker rundt på Nørrebro er det heller ikke ensbetydende med, at der lige pludselig står en talentspejder eller arbejdsgiver klar med drømmetjansen. Det er ikke der, Københavns sande appeal ligger for mig.

Det er heller ikke fornemmelsen af at føle, at man pludselig er "i begivenhedernes centrum". Hvordan udmærker det mig? Gør det mig "finere", at jeg sidder i Søborg frem for Sindal, mens beslutningerne træffes på Christiansborg uden min reelle demokratiske mellemkomst? Skulle jeg begynde at "snarke Københarvnsk" af den grund? Nope. Pis og papir.

Nej, det fede ved København er, at man kan være sig selv - hverken mere eller mindre. Ingen bemærker det helt store negativt - man har set det før og reagerer i værste fald indifferent. Omvendt: Uanset hvor marginaliseret, man er, er der fællesskaber her, man næsten uvægerligt bliver suget ind i. For mig har det meget været Det Poetiske Bureau, som jeg savner ad helvede til, når jeg er i Odense, men selv for mig kunne der have været flere platforme - Faust stikker i hvert fald i øjnene. Alle steder er der hænder parate til at "gribe" én uanset hvor aparte, man end er - og ikke med dårligere motivationer end så mange andre steder i landet. Nutidskøbenhavneren (i gennemsnit) er flygtig og durkdreven, jovist, men dybest set reel og nem at holde af.

Derfor gør det mere ondt, end jeg på forhånd havde forventet, at snart skulle sige farvel til den her by. Jeg er på ingen måde færdig med den. Men hvad jeg først og fremmest ikke er færdig med er kvinden i mit liv - hende, jeg føler mig halv uden, når hun ikke er der. Næste projekt: At - med tiden - få hende fragtet herover :-)

Turisten

Han har pisset i buske i Tokyo og Rom, han har
stillet figurer af Stalin og Frihedsgudinden på sit chatol,
han har udbredt klamydia både i Phuket og Cape Town
hos kvinder, hos mænd og hos børn. Hans udsyn er bredt
ligesom Telstars og brænder som napalm. Han frygter
kun dem, der berejser ham. Dem, han kan se.

onsdag den 5. august 2009

Summen

Sensommerosen med Helene på gågaderne i Odense.

Hvepsene er ved at dukke op nu. De holder til ved skraldespandene, hvor de suger sukkerstads fra ispapirer og tømte plastkrus i sig, og når man sætter sig på bænkene, ynder de at sværme lige foran øjnene på én - der er åbenbart også ét eller andet ved den menneskelige kropskemi, de finder svært tiltrækkkende.

De er det sikre tegn på, at sommeren er ved at nærme sig sin slutning. At frugtbarheden er ved at slå over i råddenskab. Og sådan er det sikkert også for de fleste mennesker lige nu: Feriens lille åbning ind til harmoni og selvudvikling er ovre - nu knokler man for lønnen og høsten.

Men for os er det omvendt. Vi fik vores dosis død, depression og henfald hen over foråret og de helt lyse måneder. Nu går det fremad. Nu kan vi omsider nyde os selv og hinanden lidt igen.

Men usårlig bliver man selvfølgelig aldrig. Det skal man heller ikke være. Eller tro, at man er, for så mister livet enhver målestok. Også vi kan kun krydse fingre for, at vi ikke bliver stukket med det samme igen...

tirsdag den 4. august 2009

Hvorfor dør de bedste altid først?


Det var i hvert fald den tanke, jeg fik, da jeg her til morgen hørte, at den - synes jeg - eneste ordentlige socialdemokrat, der var tilbage, nu var bukket under for kræften. Dvs. Svend Auken. Faderen til den ansvarlige - men desværre senere noget nær aborterede - danske miljøpolitik.

Selv som nærmest anti-socialdemokrat (sådan er det i hvert fald blevet her under HTS) vil jeg bukke mig i støvet for den segnede politiske kæmpe. Hvil i fred, Svend. Eftertiden vil i uhyggelig grad give dig ret!!!

Det ukendte?

Inspireret af digtet i går og de seneste dages gensyn med Lars von Triers Riget: Hvad er det egentlig for noget, det der med mig og det okkulte? Læsere, der har fulgt denne blog længe, har hørt både spøgelseshistorier og set henvisninger til såvel tarotkortene som Aleister Crowley her, så noget er der vel om det? Jamen det er der da også.

Men lad det være sagt på forhånd: Jeg fører ikke en dobbelttilværelse som medlem af en fanatisk kult, der mødes i en gusten kælder for at tilbede Beelzebub eller noget. Om noget er jeg en åben skeptiker af holdning. Crowley forholder jeg mig til som en filosof, jeg kan bruge til noget, og som en knivskarp komparativ mystiker. Tarot-sættet er for mig ikke (selvom jeg ofte er tæt på at tro det) opfyldt af en ånd, der kan forudsige fremtiden eller ved alt om fortiden: Det er simpelthen et genialt symbolsystem at spille bold op af i kritiske situationer - værdien af svarene afhænger altid af én selv. Det kinesiske I Ching-system kan i øvrigt det samme, ligesom jeg finder visse ligheder med Brian Enos Oblique Strategies, som ellers blev udviklet for at skabe givende brudflader i kreative arbejdsprocesser: Man beder tilfældet om at kaste en bold, men om den ryger i mål afhænger ene og alene af éns egne evner og præcision.

Med spøgelserne - eller ånderne, som jeg, lig Fru Drusse, helst kalder dem - forholder det sig anderledes. Dét fænomen er helt konkret for mig - ude over at være et trosspørgsmål. Jeg har simpelthen oplevet for meget til at tvivle. Fra den mørke, tungt åndende energi, jeg engang oplevede på børneværelset hjemme i Voel, og som holdt mig vågen en hel nat, til den ganske almindelige abejdsmand, jeg en dag så fade ud for øjnene af mig på en trappe i Carlsbergs kældre. Fra en længere dialog, jeg førte med min afdøde farmor for at give os begge to fred i sjælen, til vandkedlen, der bare lige pludselig satte i gang her i lejligheden kort efter Mikes død. Bevares: Min evne til at opfatte den slags kommer og går (ligesom skizofrene anfald, vil psykiaterne nok indvende!), men den har været hos mig snart sagt altid. Og den er givetvis nedarvet. Min mor kender til noget lignende, min mormor også - og endda hendes mormor havde det dér blik i øjnene, folk med den slags evner kender hinanden på. For tro mig: Det gør vi...

Der er dem, som vælger at gøre en karriere eller nærmest en religion ud af den slags. Ikke mig. For det første har jeg simpelthen mere lyst til at forholde mig til de levende end de døde, for det andet kunne evnerne være skarpere - at gøre dem brugbare professionelt (skal de også det, i grunden?) ville kræve en masse træning, jeg ikke har specielt meget lyst til at gennemgå. Og for det tredje giver det mig ikke nogen svar - efter det, jeg har erfaret, er de døde mindst lige så forvirrede over alting, som vi selv er det. Stadigvæk bare mennesker...

Men de er der altså ind imellem. Og det gider jeg ikke at lægge skjul på. Så kald mig bare skør, om nødvendigt - det bliver det ikke mindre virkeligt af.

Alt andet inden for den såkaldt alternative verden forholder jeg mig til på et udforskende, til tider kuriøst plan - for hold kæft, hvor er der mange, som ned gennem historien har slået plat på andre folks ønsker om illumination og forklaring! "Trust No 1", som der stod på Fox Mulders væg i X Files. Noget - klarsyn, telepati, telekinese osv. - finder jeg sandsynligt, om end kun som reelle evner hos et fåtal af de mennesker, der påstår at besidde dem. Andet - ikke mindst ufologien - mere groteskt. En tredje kategori består af ting, jeg simpelthen ikke fatter ikke er alment accepterede endnu - meditation, auraer osv.

Men altså: Ingen sorte kapper, ingen latinske remser og bizarre ritualer herfra. Kun sund nysgerrighed og ditto skepsis - og en vilje til at give efter, når det uforstålige får status af realitet.

mandag den 3. august 2009

Den grå dame

Den grå dame kalder de hende.
De siger, hun spøger. De siger,
at hun varsler dødsfald og sindssyge.
Tåbelige væsener! Hun valgte at være
den mørtel, som samlede smuldrende mursten,
de skridt, som bandt salene sammen,
den ånde, der krævede ilt for dem alle.
Nu råber de op, når hun vækker
dem. Ak! De kollapser,
som de har forstand til!

lørdag den 1. august 2009

John Starrs sidste dag

Efter 40 år ude på prærien
havde han sandkorn i årerne,
hår ligesom afsvedne græsstrå
og buskede øjenbryn. Og hans revolver
bed hurtigt og skarpt som en slange,
mens øjnene brændte, så husene
nede på Tomb Street fik sodmærker,
da han gik ned til det endelige showdown
mod Ronald McPatton, hvis kulsorte lokker
var glatte som fronthjelmen
på en fabriksny og toptunet Buick,
hvis blodstrøm var sort ligesom olie,
hvis blik kunne blænde som høje
og ulmende skyer. De trak og sank
sammen som skamskudte svin. Ingen
græd eller jublede. Byen var fri.

Fra den dag holdt alle i Tumbleweed
op med at spise og drikke og elske.
Kirken stod tom, og på bunden af brøndene
var der kun mudder. I bankerne samledes
mønterne - ingen blev brugt eller gemt.
På verandaer eller i vinduer rådnede
ældre og børn, under tagspær
og trækroner voksne. I husene boede
en stilhed, der afviste ører ved døren,
i gaden en vind, som rev årene op
og tog rødderne med. I saloonen
var bordene rene, pianoet nystemt,
whiskyen rigelig og stærk.

Ører på stilke

Herlig sump med Helene i Kongens Have i går, mens vi blev trakteret med sfærisk 60'er-pop, hyggelig folk, afgrundsdybe klangflader og vidunderligt smadrede beats. Var lidt spændt på hendes reaktion, for hun er ikke just vant til (primært) elektroniske arrangementer, men også hun fandt hurtigt ind i lyt-til-du-forstøver-eller-hyg-dig-bare-formen. Hvilket flere og flere i øvrigt gør, har jeg lagt mærke til. Aldersspændet i går lå vist mellem 0 og 80 år - UDEN, og det er vigtigt, at der gik for meget fadølsfest og roekasteri i det hele.

Har modtaget - og sorteret i - det sidste sæt lydfiler fra Cille for nu. Og forsøger at tage mig sammen til at læse Flannery O'Connors gotiske pædikant-roman The Violent Bear It Away, som jeg fandt for en femmer i et antikvariat på Overgade her forleden.

Og tripper på Depeche Mode. Faktisk mindre den nye Sounds of the Universe end en nyindkøbt box med alle deres hits fra 1981 - 1998, som jeg stort kun har brug for, eftersom alle mine gamle vinyler står i Søborg. Den nye...forvirrer mig. Niveauet holdes stadig på numre som "Wrong", "Hole to Feed", "Perfect" og "Miles Away / The Truth Is". Men så er der sange som "Little Soul" og "Peace", som er pakket ind i fantastiske arrangementer - derfor holder de! - men på andre planer vidner om, at Martin Gore ikke længere har den skudsikre evne til at skrive perfekt svungne sange, han i så mange år havde. De ligner mest bunker af fragmenter, der kunstfærdigt - og vellykket - er blevet koblet sammen. Og, nå ja, "Corrupt" er bare noget lort, mens "Spacewalker" er en ligegyldig filler... Kan heller ikke finde ud af, om pladen som helhed peger frem eller tilbage. Lyden er bevidst analog og bedaget - kraftigt beslægtet med universerne på A Broken Frame og Construction Time Again - men gennemsyret af alle eksperimenterne og erfaringerne fra senere albums. Hvilket er fint. Men er det lyden af et band, der er begyndt at forbrænde sit eget væv, eller...?

I hvert fald har jeg hørt bedre DM-plader. Men bare rolig: Jeg er langt fra stået af toget endnu. Jeg konstaterer bare, at "Wrong" er det eneste nummer fra det nye album, der fortjener at nævnes i samme åndedrag som "Everything Counts", "Master and Servant", "Stripped" osv.

Og at Manic Street Preachers' nye tonesætning af en lang række efterladte Richey Edwards-tekster, Journal for Plague Lovers, er uendeligt meget bedre, når man nu taler om livskraftig gøen fra gamle hunde. Bevares: Det er The Holy Bible version 2, men bandet har ikke haft flere gode melodier på lager i mange år - nævner i flæng "This Joke Sport Severed", titelnummeret, "Marlon J.D." og "William's Last Words" - og bider så kraftigt fra sig, at man ikke skulle tro, at det er 15 år siden, de smadrede alting på scenen under den sidste koncert på Holy Bible-touren og effektivt satte et punktum for "slash'n'burn"-æraen i deres historie... Godt, at jeg fik købt dén plade...