søndag den 26. juli 2009

Hypotetisk note til eftertiden

Byer er vampyrer. Blandt andet, i hvert fald. Da Asger Jorn levede, ville bedsteborgerne og bonderøvene i Silkeborg sgu ikke have hans underlige smørerier hængende på væggen, og pokker om han ikke selv måtte stå for de første udkast til det nu så berømte Jorn-museum. Nu er enhver i området ved at revne af stolthed over byens stolte søn, hvis kunst man stadigvæk ikke forstår en dart af, men som vel signalerer mere letkøbt raffinesse end Monets evindelige åkander, hvis man klasker den op på væggen over sofaen...

Tænker på det pga. Odenses sygelige optagelse af H.C. Andersen. Vaskekonens søn, der led sig gennem en kummerlig barndom i området laveste sociale lag og - forståeligt nok - skred så snart, han kunne. For aldrig at se sig synderligt meget tilbage. Han hadede det sted!!!

Nu har man ikke blot opkaldt alskens institutioner efter ham og placeret statuer - mange af dem flotte, men... - af hans eventyrfigurer overalt. Plus at man har udnævnt et hus, han beviseligt ikke har haft den store relation til, til at være hans barndomshjem! The real thing er revet ned forlængst - som det hærgede, kummerlige lort, det reelt var. Men ikke engang derfor, men for at give plads til byfornyelse...

Prisen for stupid tilbedelse af den alt andet end stupide digter tog Odenses borgmester, Anker Boye, som bekendt for nogle år siden, da hans personlige favoritsangerinde - Tina Turner - gnavent blev trukket ud af sit selvvalgte otium, udvalgt som "H.C. Andersen-ambassadør" og tog 1.000.000 dollars for 10 minutters rimelig optræden. Som ikke havde en døjt med Andersen at gøre. Som finalen i et gigantisk show, som også generelt havde meget lidt med forfatteren at gøre - kun Jean Michel Jarre syntes at spille en smule kreativ bold med gamle H.C. i sin musikalske fortolkning af "Skyggen"... Og ingen nævnte Andersens fine, men neurotiske og i passager direkte usympatiske roman "O.T.", f.eks. Det var i den grad eventyrdigteren, man mindedes. Den stuerene Hans Christian. Ham, der kunne indpasses i Monet-symdromet, som jeg vil kalde tidens udgave af Biedermeier-kulturen. Og han dyrkedes for turismens og den kyniske kalkulations skyld - ikke for kunstens. Selvom de færreste blev rige på hele affæren, der efterlod sig et bragende underskud, var det dét, der var meningen... At nogen skulle blive rige... Og helst rigtig mange odenseanere...

Men faktum er, at mens han levede - og var lige så lidt stueren som alle andre fornuftige mennesker - var hjemstavnen komplet ligeglad med ham. Som Silkeborg var det med Jorn... Og vel elskede han at være midtpunkt i sin tid - hvilket man da også forsvarede den overvældende galla-forestilling med - men som han sagde det glimrende selv: "Hellere noget i Skrotten, mens man lever, end være til Stads, når man er Død". Og hvor meget var det lige, Odense undede ham at "få i Skrotten"?

Kunstnere er praktiske. De kan ikke lade være med at lave det, de gør, uanset hvad, så mens de lever, kan man roligt marginalisere dem ad absurdam. Modgang er blot med til at forme en så meget desto mere spændende biografi. Og dør de af sult eller mismod - ukendte - hvad er problemet så? Så er der bare én ussel, "ineffektiv" mund mindre at føde. Men bliver de - stik mod alle odds - kendte og, bedre endnu, mondæne på én eller anden led, er der ingen grænser for hvor meget, man kan udsuge deres renommé med henblik på turisme og lokal stolthed. Samvittigheden? Tja, hvorfor ikke bare placere den i pengepungen?

Ser mønstret ud til at ændre sig? Næppe. Man kan råbe nok så højt, men for døve øren... Alligevel skal det gøres. Så i tilfælde af, at jeg engang skulle have held til at lave noget, som Silkeborg, Aalborg, København eller, ja, Odense kan "bruge", forlanger jeg, at én sætning - kun én - bliver ført til protokols: THANKS FOR NOTHING!!!

Ingen kommentarer: