søndag den 12. juli 2009

Et besøg på "kolbøttefabrikken"

Ok, hjemkomsten til Odense gik, kan man vist roligt sige, over al forventning. For knapt var jeg begyndt at pakke min bagage fredag morgen, før Helene ringede: Hun havde fået lov at tage hjem i weekenden. Og ikke nok med det: Da jeg så hende, strålede hun som en sol over gensynet! Der var kys, kram mm. i luften, og hvor føltes det godt efter en måned, hvor vi begge to - på hvert vores plan - havde været i helvede, men ikke været i stand til at lindre hinandens smerte. Det var som en knude af ophobet, uforløst kærlighed fra begge sider, der pludselig blev løst op.

Selvfølgelig var der også meget at snakke igennem: Hvordan og hvorfor alt var gået så galt, hvad vi hver især havde følt i perioden op til sammenbrudet, hvor vi stod nu osv. osv. Og når vi ikke lavede tiltrængte praktiske ting i lejligheden eller hyggede os med at se film, havde vi den ene heart to heart-samtale efter den anden. Men vi fandt begge de rette ord, kunne tilgive og kom til at elske hinanden mere end nogensinde i processen. Og stod samtidig tibage med visheden om, at når vi kunne komme igennem det, vi havde været igennem, sammen, så kunne vi komme igennem ALT! Resten af livet ligger åbent...

Men hun skulle altså tilbage til observation og nogle prøver her i aften og i løbet af i morgen, og jeg fulgte hende derind. Dels fordi det var irriterende at skulle sige farvel, dels fordi jeg gerne ville se afdelingen ved selvsyn. Hvilket var en blandet oplevelse. De personlige værelser var røv og nøgler: Sterile vægge (ved de ikke derinde, at hvide, bare rum i sig selv er berygtede for at kunne udløse psykoser???), hospitalssenge (sidst, jeg så en sådan, lå der en død mand på den, og gu' ve' hvad Helenes har rummet før...) og NUL hygge! Tror da pokker, at hun ikke har lyst til andet end at sove i det! MEN der var en ganske hyggelig tv-stue og fine faciliteter udenfor, der inkluderede et parasol-overdækket bord til rygerne, stangtennis + fodboldbane for de aktive, grill-muligheder samt en fin lille park, hvor der var sat stole op til refleksion osv. overalt. Personalet var venligt, om end en kende "professionelt". Dvs. lidt intetsigende. Til gengæld kunne jeg sagtens forstå, at hun havde fået en masse ud af at snakke med de andre indlagte. Selvfølgelig var der et par tunge tilfælde imellem, ligesom en del var svære at komme i kontakt med pga. solid medicinering, og som det vel er sådan et sted kredsede snakken meget om præparater, doser osv. Men hvis bare man viste en smule åbenhed selv, faldt man hurtigt i snak med en række skrøbelige, men bestemt ikke forstyrrende eksistenser, der både formulerede sig rationelt og interessant omkring deres situationer. Og udviste mere menneskelig varme og tolerance end gennemsnitligt. Kunne selv have fået gode venner der, tror jeg. Er glad for, at hun har været i dét selskab!

Man skal jo nok selv have været "indenfor murene" (hvis man kan bruge det udtryk om en åben afdeling) for fuldt ud at forstå hvordan, det er at tilbringe en hverdag der. For mig ville det hurtigt blive frustrerende. Tilværelsen derinde er indrettet på ro frem for alt, og hvor meget jeg end nyder en smule meditation og/eller tid for mig selv ind imellem, er jeg alt, alt for rastløs til at kunne få noget godt ud af den situation... Bevares: Man kan finde godt selskab, hvis man vil, men bare i løbet af de par timer, jeg var der, drak jeg tre kopper kaffe og røg en halv pakke smøger! Og er der noget, jeg er ræd for, er det at være under behandling... Den tillid, man skal have i den slags situationer, har jeg måske kun til en håndfuld mennesker, som så desværre ikke har ekspertisen, og at skulle lægge den slags i hænderne på fremmede... BRRR!!! Skulle være endda MEGET medicineret bare for dét - og eftersom det i sig selv fylder mig med ubehag til brækpunktet ikke at have fuld kontrol over krop og tanker, så... MEN nu er jeg, trods alle mine særheder, heller ikke i farezonen for at ende dér, og i den situation, Helene stod i for lidt over i en uge siden, må jeg sige, at der ikke var andet at gøre. At det var det rette at gøre. Og at det alt i alt gjorde godt: Jeg fik den kvinde, jeg elsker, tilbage.

Nu skal jeg bare have hende tilbage igen. Er du tosset, hvor er hun allerede savnet!!!

2 kommentarer:

Mel sagde ...

Hvor er det positivt at læse :-)Er rigtig glad på dine vegne :-)
Og nej der er ikke noget personligt over en åben afdeling :-S

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

:-)

Nej, det er lidt et ikke-sted. Men det har sit formål.