onsdag den 1. juli 2009

Til Valdemar

Det er ikke ret tit, jeg kommenterer et digt - som udgangspunkt har jeg den holdning, at hvis en tekst ikke forklarer sig selv, er den mislykket, og følgelig gør jeg det hellere for lidt end for meget. Men dagens digt - i hvert fald den medfølgende dedikation - bærer en historie i sig, som trods alt ikke kommer ordentligt til syne der. Først og fremmest fordi den kun er relevant på et abstrakt plan.

Hvornår jeg først stødte ind i Valdemar Andersen? Tja, de første gange vidste jeg ikke engang, at han var musiker. Han var bare en rar gammel mand, som boede lige op af min farmor og farfars matrikel i Voel, hvor jeg selv kommer fra. Som barnløs havde han altid tid til deres lille sønnesøn, når jeg tilfældigt kom forbi ham på vej hjemad, og allerede der kom jeg selvfølgelig til at holde af ham. Men da jeg 8-9 år gammel - efter at have erkendt, at håndbold ikke var min type fritidsinteresse - mødte op til mine første timer i folkedans, stod gode, gamle Valdemar så der med en violin. Og ikke nok med det: Han var en gud på det instrument, når han tog fat på "Totur til Vejle" eller hvadsomhelst andet fra det gammeldaws spillemandsrepertoire! Hans krop gik i ét med musikken, et stort, nærmest overjordisk smil bredte sig over hans læber og alle - ALLE, og dét uanset om de i noget højere grad var til Madonna og Duran Duran - blev frivilligt eller ufrivilligt grebet af hans spil, hvor ikke en tone sad forkert, men nerven og gejsten var alfa og omega. Og os børn elskede ham spontant. Når der var pause, stod der altid en kødrand af snotunger - mig selv inklusive - og belejrede den ydmyge og måske i virkeligheden lidt betuttede, men altid intet mindre end rare spillemand.

Og spillemand, dét var Valdemar. Han var en af de sidste bærere af den sande spillemands-tradition. Som ung havde han spillet til baller rundt omkring på Silkeborg-egnen med de bedste af de gamle, og i den forbindelse havde han suget al den viden til sig, han kunne. Når han spillede, hørte man de samme klange som dengang éns tipoldeforældre havde undfanget oldefar i en høstak under høstballet. Men lidt senere havde han samtidig nærmest været en paria på egnen, fordi han havde nedladt sig til at misbruge sine evner i et jazzband - ja, et jazzband! - i nabobyen Linå. Den stilfærdige Valdemar havde således - ud over at være bærer af en urgammel tradition - været noget nær egnens første rock'n'roller. I hvert fald en slags rebel. En sand overgangsfigur mellem ny og gammel tid. Og i øvrigt også noget af det tætteste, man i Voel kom på en intellektuel: Kom man ind i hans stue, der var lige så rodet, som haven var velplejet, var det Mozart og Beethoven, man fandt rundt omkring i partiturform.

Kort og godt: Valdemar ELSKEDE musik!!! Jo, han gjorde, som antydet, en del ud af sin have - klippede sin hæk, som var den et avanceret solostykke for violin, der skulle sidde lige i skabet, og plejede sine blomster som om, at de var resonanser af særligt rene toner. Og et socialt menneske, som han var, var han en hyppig gæst under kaffeslabberadserne hos den ældre generation i området omkring Hjortgårdsvej, hvor han i en periode - til min store sorg, for han var så bitter, at han selv blev reserveret over for mig - kom så meget op at toppes med min viljestærke farmor, at al kontakt blev brudt, og min mere diplomatiske farfar først langt senere fik raget kastanjerne ud af ilden. Men det var musik, det handlede om. Toner, takter, pauser. Præcision og indføling. Kunst, for hulen - kunst! Han var den eneste kunstner - udover min farbror Mogens, som desværre aldrig for alvor forfulgte sit talent, og den lettere fordrukne Poul Vandborg fra Sminge, som man ind imellem stødte på, når han var på vej hen til købmanden efter pilsnere - jeg kendte som barn. Og om nogen den, jeg har forsøgt at modellere mig selv efter. For han var klar. Både instinktiv, kompleks og fuldstændigt tilgængelig i det, han lavede. Han mudrede aldrig sine vande for at få dem til at synes så meget desto dybere: De var, som de var, og det var fandeme mere end i orden! Til tider tror jeg ligefrem, at det var hans energi, jeg genkendte, da jeg senere opdagede punken og Michael Strunges lyrik - den her prunkløshed, den her glæde ved kunsten, den her intensitet... Bare set gennem en senere generations mere dystre, grumsede optik.

Så meget desto sørgeligere var det, at netop hørelsen skulle svigte ham på sine gamle dage. I 1987 var jeg et smut forbi ham for at sælge nogle kuponer for skolen, og som altid blev jeg budt venligt indenfor at en smilende Valdemar, som siden sidst - jeg var forlængst holdt op med folkedansen - var blevet udrustet med et enormt høreapparat. Mens jeg var der, begyndte han at indøve noget Beethoven pr. partitur... Og det lød ad helvede til. Han skar grimasser, blev flov, gav mig mine penge og sendte mig høfligt, men også lidt bestemt ud af døren. Og siden hørte jeg ham ikke spille igen.

På den anden side af 1990 - kort efter, at jeg var flyttet med min mor til Silkeborg - spillede han sin sidste koncert i Voel Forsamlingshus. Da vidste alle, at den var gal. Men uanset hvor meget byen var kendt for knallerter og slagsbrødre, elskede den også sin Valdemar. Og mens folk dansede det bedste, de evnede, fik han - akkompagneret af store, kærlige smil - lov til at spille den musik, der nu kun lød godt i hans eget hoved. For sidste gang. Ikke så længe efter døde han.

Er jeg Valdemars arving som kunstner? Gu' er jeg røv. Mit verdensbillede er et helt andet. Af tiden er jeg henvist til at være anløben, ækel, kynisk og dekadent, og min personlighed er således indrettet, at den til tider minder mere om Vandborgs. Men bærer jeg bare en flig af hans rene tone videre...

RIP Valdemar. Også dig.

Spillemanden - til Valdemar Andersen

Mens flækkernes folk
slog til søren,
fandt sammen i høstakken,
så deres ensomhed ligge
på bunden af nok en pægl brændevin,
rejste han rundt
med sin fele på ryggen,
navnløs, hjemløs, uden ophav.
Strengene spirede,
bredte sig stolt ud
i vældige kroner og stammer,
mens række på række af hoveder
ramte hans pande.
En dag gav den efter.
På bunden af hullet
lå jeg.

Ingen kommentarer: