fredag den 31. juli 2009

Stella Polaris osv.

Så er der Stella Polaris i Kongens Have i dag. Skal nok blive hyl. Sublimt soundsystem med dub og ambient i topklasse. Må så bare se, om jeg i længden kan leve med, at det blæser en halv pelikan.

Dagens digt:

Du bor på Arkanavej 13.
Du læser i kaffegrums,
kaster med røllingestilke
og kigger på blækklatter.
Stadigvæk finder du intet,
for dagene falder igennem dig,
mudrer omkring dine fødder
og tør på din hud,
som kan synke og gråne,
men ikke får ende og formål,
før du har husket den bort.

onsdag den 29. juli 2009

Lyd

Er i det seneste døgns tid blevet tæppebombet af The Cille med mp3-filer baseret på de optagelser, vi lavede sidste gang, jeg var på Vesterbro. Dvs. færdigklippede oplæsninger. I fin lydkvalitet og med masser af ambiens. Meget levende og meget live. Good stuff. Poster snarest de bedste på MySpace og evt. Facebook.

mandag den 27. juli 2009

Ghost towns

Verden er sagomeleme lille! Var inde i byen i dag for at shoppe sammen med Helene, og hvem mon vi løb tilfældigt på i Adelgade? Ole Lillelund fra Bureauet - også en af de absolut bedste poeter dér og pt. aktuel med Guanoelegier - som var et smut hjemme i Odense for at afvikle sin mors dødsbo. Anede ikke, at han kom herfra. Men som han antydede, var byen også blevet til lidt af en tom kulisse for ham - så mange af dem, han havde kendt her, var borte nu...

Kender følelsen. Sådan ville jeg selv have det, hvis man mødte mig på gaden i Voel eller Silkeborg... Alt er, som det plejer. Husene står, som de skal. Vejene løber, som de altid har gjort. Duftene, lydene, lyset er velkendte størrelser. Man finder rundt. Men éns fodtrin klinger hult. Der er ikke nogen hjemme bag dørene. Man stirrer lige igennem de ansigter, man møder, og de stirrer tomt tilbage. Der er intet at tilføje, men efterhånden også meget lidt at erindre. Går man rundt i en spøgelsesby, eller er det en selv, der spøger? Noget eller nogen er i hvert fald hjemsøgt...

søndag den 26. juli 2009

...

Om det er vinen og røgen
eller den dulmende susen
af rønnebær, mørke og stemmer,
der fører dig længere ud end det sted,
hvor din seng og din søvn er placeret,
kan være ét fedt. Du går
med dit kranium hævet i hånden -
ud mellem hvæsende katte
og græssende rådyr -
og finder først ro, når det
sniger sig op over
skoven og åsen igen.

Hypotetisk note til eftertiden

Byer er vampyrer. Blandt andet, i hvert fald. Da Asger Jorn levede, ville bedsteborgerne og bonderøvene i Silkeborg sgu ikke have hans underlige smørerier hængende på væggen, og pokker om han ikke selv måtte stå for de første udkast til det nu så berømte Jorn-museum. Nu er enhver i området ved at revne af stolthed over byens stolte søn, hvis kunst man stadigvæk ikke forstår en dart af, men som vel signalerer mere letkøbt raffinesse end Monets evindelige åkander, hvis man klasker den op på væggen over sofaen...

Tænker på det pga. Odenses sygelige optagelse af H.C. Andersen. Vaskekonens søn, der led sig gennem en kummerlig barndom i området laveste sociale lag og - forståeligt nok - skred så snart, han kunne. For aldrig at se sig synderligt meget tilbage. Han hadede det sted!!!

Nu har man ikke blot opkaldt alskens institutioner efter ham og placeret statuer - mange af dem flotte, men... - af hans eventyrfigurer overalt. Plus at man har udnævnt et hus, han beviseligt ikke har haft den store relation til, til at være hans barndomshjem! The real thing er revet ned forlængst - som det hærgede, kummerlige lort, det reelt var. Men ikke engang derfor, men for at give plads til byfornyelse...

Prisen for stupid tilbedelse af den alt andet end stupide digter tog Odenses borgmester, Anker Boye, som bekendt for nogle år siden, da hans personlige favoritsangerinde - Tina Turner - gnavent blev trukket ud af sit selvvalgte otium, udvalgt som "H.C. Andersen-ambassadør" og tog 1.000.000 dollars for 10 minutters rimelig optræden. Som ikke havde en døjt med Andersen at gøre. Som finalen i et gigantisk show, som også generelt havde meget lidt med forfatteren at gøre - kun Jean Michel Jarre syntes at spille en smule kreativ bold med gamle H.C. i sin musikalske fortolkning af "Skyggen"... Og ingen nævnte Andersens fine, men neurotiske og i passager direkte usympatiske roman "O.T.", f.eks. Det var i den grad eventyrdigteren, man mindedes. Den stuerene Hans Christian. Ham, der kunne indpasses i Monet-symdromet, som jeg vil kalde tidens udgave af Biedermeier-kulturen. Og han dyrkedes for turismens og den kyniske kalkulations skyld - ikke for kunstens. Selvom de færreste blev rige på hele affæren, der efterlod sig et bragende underskud, var det dét, der var meningen... At nogen skulle blive rige... Og helst rigtig mange odenseanere...

Men faktum er, at mens han levede - og var lige så lidt stueren som alle andre fornuftige mennesker - var hjemstavnen komplet ligeglad med ham. Som Silkeborg var det med Jorn... Og vel elskede han at være midtpunkt i sin tid - hvilket man da også forsvarede den overvældende galla-forestilling med - men som han sagde det glimrende selv: "Hellere noget i Skrotten, mens man lever, end være til Stads, når man er Død". Og hvor meget var det lige, Odense undede ham at "få i Skrotten"?

Kunstnere er praktiske. De kan ikke lade være med at lave det, de gør, uanset hvad, så mens de lever, kan man roligt marginalisere dem ad absurdam. Modgang er blot med til at forme en så meget desto mere spændende biografi. Og dør de af sult eller mismod - ukendte - hvad er problemet så? Så er der bare én ussel, "ineffektiv" mund mindre at føde. Men bliver de - stik mod alle odds - kendte og, bedre endnu, mondæne på én eller anden led, er der ingen grænser for hvor meget, man kan udsuge deres renommé med henblik på turisme og lokal stolthed. Samvittigheden? Tja, hvorfor ikke bare placere den i pengepungen?

Ser mønstret ud til at ændre sig? Næppe. Man kan råbe nok så højt, men for døve øren... Alligevel skal det gøres. Så i tilfælde af, at jeg engang skulle have held til at lave noget, som Silkeborg, Aalborg, København eller, ja, Odense kan "bruge", forlanger jeg, at én sætning - kun én - bliver ført til protokols: THANKS FOR NOTHING!!!

lørdag den 25. juli 2009

Kort status fra privaten

Føler, at jeg balancerer på en knivsæg i disse dage. At tingene når som helst kan ende med at være lige så slemme, som de var det for nogle uger siden. Og bare tanken om det dræner mig for humør og energi... Selvforstærkende paranoia? I hope not. Men jeg må tilstå, at det overskud, jeg har haft på det seneste, hviler på en endda meget gyngende grund. Min dagsform er i særdeles høj grad bundet op på en vis anden persons. Og hun har langt fra copyright på angst her i huset...

fredag den 24. juli 2009

Elvis lever!


Jeg så ham på Månen i går,
mens han, blålig af gas
og gullig af løgn, hilste tavst
og forsvandt over sletterne
- ud mod den eneste døgnkiosk,
hvor hostepastiller af grøn kryptonit
kunne fåes under bordet endnu.

onsdag den 22. juli 2009

Uden titel

Glæden ved at huske
bliver efterhånden større
end min glæde ved at glemme.
Jeg forstener, kaster skærver af mig,
formes til et våben mod mig selv
og bliver fundet, overstået,
men til stede, ufortolkelig
for andet end min død.
Men den bliver voksen
efterhånden, tror jeg.
Klogere vel også.

Tollundmanden

Hvorfor ligger du der på display?
Dit liv har forladt dig, en meget
fjern forfader * til mig gav alt, hvad du var,
som en gave til Odin, velsagtens.
Og her står jeg så, svøbt i kunststof
og deodorant, guden var ham vel nådig.
Men du? Ingen kender dit navn eller gerning,
dit kød er knapt kød nu, men læder og muld.
Du er mosens grimasse, en tom
hieroglyf i en montre, der stirrer på alt,
hvad jeg er, med hver eneste afdøde celle,
ét øje for hver, til min hals snøres sammen
og ravnene skriger bag øjenlåget.

* = En gammel gren af mit stamtræ fortoner sig netop i det område, hvor Tollundmanden blev fundet.

Blandede noter

Som grønlænder har man 5000 ord for sne. Som fastlandseuropæer har jeg mindst 5000 ord for ingenting. Biotop eller kultur?

***

Lever ikke mere i nuet, men midt mellem fortid og fremtid.

***

Er ikke en person, men et tidsrums tildelte ansigt.

***

Målet er midlet.

Retur

Er netop hjemvendt til Odense efter et par dage i Silkeborg, hvor jeg hilste på de pukkelryggede og - ikke mindst - mine halvsøstre Susi og Mie, som jeg desværre ser for sjældent pga. pasningsfordelingen mellem deres fraskilte forældre. Nu er de blevet teenagepiger med det hele, inklusive bitchy attitude, et gigantisk tobaksforbrug og konstant kimende mobiler. Men søde, det er de sgu stadigvæk...

Og har i lyntempo slugt Den Pebrede Susen - Suzanne Brøggers tekstsamling/poetik fra ´86. Som altid en begavet, inspirerende og drønhamrende vital læseoplevelse. Var Højholt og Turéll kongerne af dansk litteratur, er hun om nogen den (HELDIGVIS) sprællevende dronning!!!

Nu er jeg igang med Anna Rasmussens Hylke Sogn i Det Attende Århundrede. Med en slægtshistorisk agenda, naturligvis.

fredag den 17. juli 2009

Voel revisited...

Rensningsanlægget

Og nede i engen ved broen
gærede brugte kondomer,
stomiposer, afføring,
leverbetændelse, tis og deslige
i bittesmå damme.
Det skete, at vi gik derned
for at udforske rørene
ud imod bækken
på jagt efter
drager og trolde.

torsdag den 16. juli 2009

Improvisation i hvidt

Altid dette hvide ark.
Altid det hvide, som altid er byer og vækster
og væsener i firespring og søvn.
Altid det hvide, der altid er sort og i farver.
Altid en flimrende skærm og en knivskarp kontur.
Altid en råhvid pupil, der tilhører nogen,
jeg ved ikke hvem, måske dig, måske mig, måske Gud.
Altid kun blikket, der møder sit blik.
Altid former, der former sig ud af det tomme
af egen fri vilje, helt uden formål og påskud, for alle og ingen.
Altid en isnende død på en bundfrossen tundra,
en rådnen for foden af skoldhede palmer.
Altid et pust gennem aske, der daler
og bliver til aske igen.
Altid noget.

onsdag den 15. juli 2009

Udfasning

Er inde i et roligere forløb nu. Malthe er kommet hjem på sommerferie, og nu bliver der hygget med shopping, grill, film osv. Helene er ikke definitivt udskrevet endnu - hun skal bl.a. derud med Malthe i morgen, så han kan få nogle ting afmystificeret - men sengen på psyk er der efterhånden kun som en backup-mulighed, som næppe kommer i spil, og hun vil sandsyligvis mest komme der for samtaler og medicin-udlevering.

Alt i alt går det bedre end længe.

Meanwhile: Kan se, at min gode ven, Søren g., har fået sin egen blog også. Linker snarest. Pt. skriver han mest om Sys Bjerre (af alle emner), men har dog lovet, at der snart kommer andre ting op også :-)

søndag den 12. juli 2009

Et besøg på "kolbøttefabrikken"

Ok, hjemkomsten til Odense gik, kan man vist roligt sige, over al forventning. For knapt var jeg begyndt at pakke min bagage fredag morgen, før Helene ringede: Hun havde fået lov at tage hjem i weekenden. Og ikke nok med det: Da jeg så hende, strålede hun som en sol over gensynet! Der var kys, kram mm. i luften, og hvor føltes det godt efter en måned, hvor vi begge to - på hvert vores plan - havde været i helvede, men ikke været i stand til at lindre hinandens smerte. Det var som en knude af ophobet, uforløst kærlighed fra begge sider, der pludselig blev løst op.

Selvfølgelig var der også meget at snakke igennem: Hvordan og hvorfor alt var gået så galt, hvad vi hver især havde følt i perioden op til sammenbrudet, hvor vi stod nu osv. osv. Og når vi ikke lavede tiltrængte praktiske ting i lejligheden eller hyggede os med at se film, havde vi den ene heart to heart-samtale efter den anden. Men vi fandt begge de rette ord, kunne tilgive og kom til at elske hinanden mere end nogensinde i processen. Og stod samtidig tibage med visheden om, at når vi kunne komme igennem det, vi havde været igennem, sammen, så kunne vi komme igennem ALT! Resten af livet ligger åbent...

Men hun skulle altså tilbage til observation og nogle prøver her i aften og i løbet af i morgen, og jeg fulgte hende derind. Dels fordi det var irriterende at skulle sige farvel, dels fordi jeg gerne ville se afdelingen ved selvsyn. Hvilket var en blandet oplevelse. De personlige værelser var røv og nøgler: Sterile vægge (ved de ikke derinde, at hvide, bare rum i sig selv er berygtede for at kunne udløse psykoser???), hospitalssenge (sidst, jeg så en sådan, lå der en død mand på den, og gu' ve' hvad Helenes har rummet før...) og NUL hygge! Tror da pokker, at hun ikke har lyst til andet end at sove i det! MEN der var en ganske hyggelig tv-stue og fine faciliteter udenfor, der inkluderede et parasol-overdækket bord til rygerne, stangtennis + fodboldbane for de aktive, grill-muligheder samt en fin lille park, hvor der var sat stole op til refleksion osv. overalt. Personalet var venligt, om end en kende "professionelt". Dvs. lidt intetsigende. Til gengæld kunne jeg sagtens forstå, at hun havde fået en masse ud af at snakke med de andre indlagte. Selvfølgelig var der et par tunge tilfælde imellem, ligesom en del var svære at komme i kontakt med pga. solid medicinering, og som det vel er sådan et sted kredsede snakken meget om præparater, doser osv. Men hvis bare man viste en smule åbenhed selv, faldt man hurtigt i snak med en række skrøbelige, men bestemt ikke forstyrrende eksistenser, der både formulerede sig rationelt og interessant omkring deres situationer. Og udviste mere menneskelig varme og tolerance end gennemsnitligt. Kunne selv have fået gode venner der, tror jeg. Er glad for, at hun har været i dét selskab!

Man skal jo nok selv have været "indenfor murene" (hvis man kan bruge det udtryk om en åben afdeling) for fuldt ud at forstå hvordan, det er at tilbringe en hverdag der. For mig ville det hurtigt blive frustrerende. Tilværelsen derinde er indrettet på ro frem for alt, og hvor meget jeg end nyder en smule meditation og/eller tid for mig selv ind imellem, er jeg alt, alt for rastløs til at kunne få noget godt ud af den situation... Bevares: Man kan finde godt selskab, hvis man vil, men bare i løbet af de par timer, jeg var der, drak jeg tre kopper kaffe og røg en halv pakke smøger! Og er der noget, jeg er ræd for, er det at være under behandling... Den tillid, man skal have i den slags situationer, har jeg måske kun til en håndfuld mennesker, som så desværre ikke har ekspertisen, og at skulle lægge den slags i hænderne på fremmede... BRRR!!! Skulle være endda MEGET medicineret bare for dét - og eftersom det i sig selv fylder mig med ubehag til brækpunktet ikke at have fuld kontrol over krop og tanker, så... MEN nu er jeg, trods alle mine særheder, heller ikke i farezonen for at ende dér, og i den situation, Helene stod i for lidt over i en uge siden, må jeg sige, at der ikke var andet at gøre. At det var det rette at gøre. Og at det alt i alt gjorde godt: Jeg fik den kvinde, jeg elsker, tilbage.

Nu skal jeg bare have hende tilbage igen. Er du tosset, hvor er hun allerede savnet!!!

torsdag den 9. juli 2009

Taknemmelighed...

Mødtes med The Cille for at hyggesnakke og tage en beslutning omkring, hvordan vores musik/lyrik-projekt skal udvikle sig fremover nu, hvor jeg ser ud til at blive fuldtids-odenseaner, og vi følgelig ikke kan mødes hele tiden og så igen for at udvikle musikalske idéer sammen. Resultatet blev, at vi i første omgang går efter en mere studiebaseret model - med andre ord vel en cd eller noget med døden som et samlende tema - og udsætter en evt. live-udformning til senere. I starten var det primære mål ellers et show på ca. 25 minutter, og det kan meget vel også blive en realitet, men i så fald skal der ekstra musikere ind over, og det er ikke dér, det pt. er nemmest for os at få fat. Omvendt tillader den anden form os at arbejde mere collage-agtigt - og den gør det i øvrigt også noget nemmere for Cille at arbejde videre på egen hånd, hvilket jeg giver min fulde velsignelse til, selvom min egen indre, frustrerede musiker så selvfølgelig vil komme noget mindre i spil. Så det, vi har gjort i denne omgang, er at bånde en stak oplæsninger fra min side, hun kan arbejde rundt omkring, som hun vil, og så har hun ellers fri ret til at tonesætte ting fra hele bunken af digte efter lyst og behov. Løbende, når det er muligt, vil vi så mødes og evaluere bunken af indfald/brainstorme. I øvrigt vil de rå grundoptagelser sikkert snart blive tilgængelige på min Myspace-side, hvor jeg længe har haft lyst til at lægge oplæsninger ind, hvis jeg bare kunne få dem lavet i en ordentlig lydkvalitet. Den har jeg så adgang til nu.

Og det skal nok blive godt alligevel, det hele. Hun fanger til tider mine digte bedre, end jeg selv gør... På vej derned kom jeg i tanker om hendes tonesætning af "Kokon", og med ét ramte dens (og digtets) sande skrøbelighed mig. Resultat: Jeg måtte bide mig kraftig i underlæben for ikke at få en gigantisk tudetur midt på Istedgade...

Bagefter tog jeg direkte ud til Melanie og Jan, der nu bor i den ældste del af Kastrup i en gammel bygning, der mindede mig meget om skipperhusene i Dragør - ikke så underligt, for Kastrup er også gammelt hollænder-territorium.... Og fik one hell of a talk om min nuværende situation. Hun har virkelig været guld værd for mig i de sidste par måneder, for hun er nok den eneste, jeg kender, hvis erfaringer her i livet minder om dem, jeg gør mig for tiden. Bortset til en vis grad Cille den eneste, hvis råd og tanker har været brugbare - også hun er pårørende til én, der har været nogle grimme tilstande igennem, og har derfor samtidig et godt kendskab til såvel det psykiatriske systems spilleregler som effekterne af (fejl)medicinering. Og specielt nu var det uvurderligt at snakke med både hende og Jan, der også havde relevante vinkler på tingene. Tak for dét!

Ja, i det hele taget tak til alle, jeg har set i disse dage - også dem, der bare har lyst mit mørke lidt op med deres blotte tilstedeværelse. Da jeg kom herover, følte jeg mig som en færdig mand: Desperat, udbrændt, deprimeret, smækfyldt af afmagt og uvished, lige på kanten af at krakelere. Selvfølgelig har det, at Helene udviser bedring og ikke mindst er begyndt at kommunikere med mig igen, gjort sit for at give mig modet på tilværelsen tilbage... For uden hende er jeg røv og nøgler... Men uden grin, gode snakke, forståelse, krammere og nye impulser udefra var det heller ikke gået... Det trængte jeg til. Taknemmelige tanker til jer alle!

I morgen går det, som sagt, sandsynligvis mod Odense igen. Ikke i en totalt opløftet tilstand, for der er lang vej igen, før tingene falder til ro, men dog med fornyet kampgejst. Og i en eller anden forvisning om, at lyset for enden af tunnelen måske alligevel ikke er et tog...

Er så sandsynligvis offline i en uges tid. I Odense er der kun Helenes computer, og den vil hun forståeligt nok gerne have ind for at adsprede sig med. Måske går turen videre til Silkeborg. Måske, hvis de vil lade hende gå, bliver jeg derovre hen over ugen. Ved intet som helst. Men vil bare sige, at stilhed fra min side ikke nødvendigvis er et skidt tegn denne gang.

Ansigt til ansigt

Hvis man ser en dæmon, lønner det sig altid at kigge den ind i øjnene... Tager man ikke livtag med den, vil den sure as hell begynde at styre én... Her til morgen blev jeg hu hej nødt til at danse med en af slagsen. Dvs. den specifikke psykiater, jeg rasede mod igår. Og det var sundt. Hun forholder sig stadig til noget, jeg simpelthen ikke kan andet end betegne som en fejldiagnose (det skal dog siges, at hun ikke selv stillede den), og der er stadig pointer i hendes argumentation, jeg ikke umiddelbart kan se, hvad hun har baseret på. Men hun ville rent faktisk gerne høre, hvad jeg mente og tænkte som pårørende, og lagde op til både solid praktisk hjælp og løbende møder (med tilhørende dialog) om situationen i den kommende tid. Og hvad angik medicineringen så det umiddelbart ud til, at der var indgået et kompromis. Hvilket i praksis vil sige, at Helene ikke bliver dopet helt ud i galaksen, men vil forblive indenfor rækkevidde af sine følelser (som bekendt lidt af et must, når man først og fremmest har et sorgarbejde, man skal igennem...). Ganske vist på et forkert præparat, men omvendt også et, som næppe direkte vil gøre skade. Håber jeg, i det mindste. Vil være endda meget obs på effekterne...

Summa summarum: Står nu over for et menneske mere end et monster. Og en situation, der bestemt ikke er optimal, men omvendt på visse punkter synes at være til forhandling. Og den allerbedste nyhed: Det ser ud til, at jeg er på vej mod en position, hvor jeg kan gøre noget. Er der en følelse, jeg har uhæmmet svært ved at tackle, er det afmagt.

Der er så andre faktorer i regnestykket, der kan gøre mig nervøs for, hvordan fremtiden bliver. Andre instanser, der pludselig skal rodes ind på alle mulige ledder og kanter. Det er ikke til at sige, hvordan hverdagen kommer til at forme sig i praksis. Og endnu mindre ved jeg hvornår, min dejlige kæreste kommer ud fra det dersens sted, så vi i det hele taget kan tage hul på den. Men tager sandsynligvis til Odense i morgen for at besøge hende, om ikke andet, og så må man tage tingene, som de kommer, derfra.

onsdag den 8. juli 2009

Stilhed...

...er ikke altid guld. Det kan også være det rene, skære lort.

Nå,

men happy days are truly over. For now, at least. Helene kommer ikke ud fra psyk foreløbig pga. et monster af en fejlvurdering, og de ansvarlige gider åbenbart overhovedet ikke at høre min mening som pårørende. For de ved jo bedst selv - hvad Fanden skal man med menneskekundskab, personligt kendskab til patienten, empati osv., hvis man har en stak firkantede diagnoseskemaer med sig fra Universitetet, man kan gokke hvem som helst, der kommer i søgelyset, i hovedet med... Og et fucking stykke papir, der giver "license to dope"...

Hun er rask nok nu til at møde virkeligheden. Men pt. arbejder de særdeles målrettet på at gøre hende syg igen. Og det bliver hun for alvor, hvis der ikke er en kærlig sjæl, som stikker en kæp i hjulet. Snart.

Men det er svært at se hvem, det skal være. Hende lytter de ikke til, og, som sagt, slet ikke mig.

Dagens følelser: Afmagt. Og had.

Fri tirsdag

Fin Bureau-aften i går - poetisk tirsdag ved Martin Bof. Bevares: Hele landet er på ferie, så line-uppen har været stærkere, ligesom arrangementet har været bedre besøgt, men til gengæld havde samtlige optrædende en god dag. Bedst af samtlige indslag var selvfølgelig René Sandberg og Don Martins musikalske udgave af førstnævntes digtsamling Ceremonien. Har vel mere eller mindre set det parløb udvikle sig fra starten, og selvom jeg har oplevet dem tightere - Sandberg forivrede sig til tider og kom foran musikken - har jeg sjældent oplevet værket fremført med så megen attitude. Det kunne godt ske, at den musikalske baggrund først og fremmest var folk og blues, men energien var rent ud sagt punket i går! Da jeg senere sagde til dem begge, at jeg syntes, de skulle se at få lagt det sæt ned på cd, gled Sandberg lidt af, mens Don virkede meget åben for idéen. Men jeg håber, det sker - jeg ville gerne eje en sådan.

Derudover husker jeg specielt Kenneth Krabat, der læste totalt stilsikkert op fra en ny stak gode tekster, samt Vipse - "sjove Vipse", som hun blev introduceret - der netop ikke var specielt sjov igår (i hvert fald kun i øjeblikke), men spyttede syre på bedste vis. Og Kasper Schultz, som gav et lovende indblik i en ny, lettere surreel roman, han arbejder på. Men også Nete Krøll Eriksen, som tit har problemer i oplæsningssituationer, trådte klart igennem i går - havde udviklet sig meget både som kunstner og oplæser. Til sidst kunne jeg ikke selv dy mig for at læse tre nye ting op - jeg savner sgu at stå på scenen dernede - og fik behørig applaus, selvom jeg var så beruset af Fynsk Forår på det tidspunkt, at jeg lidt tabte det digt, jeg publicerede her i går (sikkert det bedste i bunken), på gulvet. Men hvad pokker: Jeg stod jo ikke på programmet, og kan man tillade sig selv den slags noget sted, er det på Bureauet.

Bagefter kom der en mere uofficiel del, hvor specielt Sandberg, Krabat, Vipse og Eriksen fik gang i en uhøjtidelig poetisk ping-pong hen over gulvet. Blændende! Der var også snak om at lade dén form udvikle sig til noget permanent - specielt Krabat virkede parat til at arbejde aktivt for sagen - og for min skyld meget gerne. Fik også en snak med en af bartenderne (selv skrivende) om at lave en fælles front mod Bukdahl-skolen i dansk poesi. Lidt for sjov, godt nok, men vi blev da enige om at adde hinanden på Facebook.

Og så gik der sump i den tilsidst. Mens ølflaskerne hobede sig op på bordet, gik snakken til langt ud på natten med specielt Bof, Eriksen og Smølf fra Kaos Tv. Og det var med en varm glød om hjertet, at jeg stod på natbussen ud mod Søborg. Det er sgu blevet en art andet hjem, Bureauet, og er der noget, jeg vil savne over alt andet i København, er det dét.

tirsdag den 7. juli 2009

Nyt digt

Det er for sent nu,
for sent til det rene,
for vi har rejst tipier
her mellem miner
og pigtråd og danser
i håb om en regn,
der kan rense begreberne,
skylle os bort. Men
den følfod, jeg først
finder i det resterende
mudder, om muligt,
er din, jeg er færdig
med æbler og slanger.

Pyh!

Har lige fået et telefonopkald fra en meget lettet Helene, der netop er blevet befriet for den bekymring, der tyngede hende mest. Nu snakker hun om at lade sig udskrive i dag eller i morgen, så hun kan tage i sommerhus med Malthe - og jeg tænker i at tage til Odense i hele næste uge, så vi alle tre kan få noget ordentlig sommerferie sammen.

Hold kæft, hvor jeg savner hende!!!

mandag den 6. juli 2009

"Holland" revisited


Har haft endnu en god snak med Helene, der - godt nok ikke for hende, men for mig - manede en del bekymringer i jorden. Og har sendt hende 500 kroner i en beskyttet kuvert. Hun har svært ved at gå ud og hæve penge for tiden, men samtidig er hendes smøgforbrug skudt i vejret - til dels pga. kedsomheden på afdelingen. Så hun skulle sgu have lidt at købe for!

Tog også, som jeg tidligere har truet med, til Store Magleby i dag. Dels fordi jeg trængte til landlig ro, dels fordi jeg trængte til at snuse til mine rødder igen. Tog et temmelig godt foto af mig selv ved Gadekæret - "eksil-hollænderen vender hjem" eller noget. Og havde planlagt at gå forbi Amagermuseet igen for at købe Benito Scocozzas biografi om Mor Sigbrit samt - om muligt - en reproduktion af Julius Exners Episode af et Gilde paa Amager (1854), der portrætterer indtil flere fjerne slægtninge. Uheldigvis viste det sig, at mandag er den eneste dag på ugen, det har lukket, så i stedet besluttede jeg mig for at gå til Dragør og fotografere et par slægtsgårde undervejs. En god, frisk tur, om end det ikke kan anbefales at foretage den i relativt nye Doc Martens - skræller stadig hud af hælen...

Forud for turen havde jeg forberedt en lang liste med adresser på huse i den gamle bydel, hvor der havde boet slægtninge. Sidst, jeg var der, fægtede jeg lidt spredt med mit fotografiapparat, og det skulle der rettes op på nu! Alt skulle fotograferes!

Helt uproblematisk var det dog ikke. Gaderne i det gamle Dragør er krogede og indviklede - for det første er de vokset organisk frem, for det andet er bydelen aldrig blevet moderniseret, for det tredje bærer hele området præg af, at mange mennesker i sin tid har skullet indrette sig på meget lidt plads. Hollænderne i Store Magleby - og de par familier af samme slags, der sad på Dragørs to store gårde - blokerede i århundreder for salget af jord til byudvikling, så man byggede tæt og kompakt. What the hell, det virkede jo - men jeg fandt af samme grund aldrig Kampensgade. Alle andre adresser lykkedes det mig imidlertid at opspore og fotografere - dog ikke uden at tiltrække mig en vis opmærksomhed fra folk, der undrede sig over den der underlige flipper, som vandrede gade op og gade ned i silende regn, krydsede mærkelige ting af på en kuvert og i øvrigt gjorde alt for at undgå, at husenes nuværende beboere skulle føle sig intimiderede af projektet...

Afsluttede besøget med at handle ind på Kongevejsgården - den ene af de to hollændergårde i byen. Eller rettere: Den Superbrugs, som nu befinder sig på matriklen. En tidlig gren af min slægt, Draker-linjen, kan spores til stedet, og vel dermed også til hende, som har lagt navn til pladsen udenfor. Nemlig Neel den Stærke, som efter alt at dømme var en af de oprindelige kolonister og nævnes i 1574, hvor hun overdrog gården til sin svigersøn. Aner ikke hvad hendes tilnavn kom af - det gør ingen - men jeg sendte i hvert fald den gjæve kone en tanke, da jeg i dag krydsede Neels Plads på vej ned mod bussen.

Fun facts, i øvrigt. Har længe brystet mig af at være beslægtet med Piet Hein, Dirch Passer og Mærsk McKinney Møller. Nuvel, Piet viste sig at være en and - hans slægts ophav er tysk og ikke hollandsk, selvom hans eget fornavn absolut smagte af krokus og efternavnet findes i mit stamtræ. Men nu har jeg checket op, og resten holder.

Med Dirch deler jeg forfaderen Pieter Troelsen Passer (1662 - 1704. Hans bolig på Jens Eyberts Plads 6 er afbildet) - en søn af svenske emmigranter, som slog sig ned i Dragør og blev stamfader til en stor skipperslægt med det navn. På hver vores side ser stamlinjen således ud (i noteform)

Dirch

Pieter Troelsen Passer
Cornelis Pietersen Passer (* før 1700)
Marchen Cornelis Passers g.m. Jan Gerdtsen Captain.
Pieter Jansen Passer (* 10/3 1740 i Dragør), skipper, g.m. Marchen Jans.
Jan Petersen Passer (* 1/8 1776 i Dragør), skipper/reder, g.m. Ane Jan Ivers.
Gert Jansen Passer (* 8/1 1814 i Dragør), skipper, g.m. Marchen Nielsen.
Jan Geertsen Passer (* 8/2 1840 i Dragør) g.m. Vilhelmine Augusta Bothmann.
Peter Cornelius Passer (* 28/12 1873 i Dragør), blegemand, g.m. Bertha Jensine Krabbe.
Wilhelm Ibert Passer (* 25/4 1897 i Dragør), kaptajn.
Dirch Passer (* 1926 på Østerbro)

Steffen

Pieter Troelsen Passer
Theis Pietersen Passer (* 1704)
Marchen Theis Passers (* 1741)
Theis Larsen Passer (* 1766)
Marchen Theis Larsen Passers (* 1793)
Christen Jensen Greigesen (* 1820)
Jens Christensen Greisen (* 1843)
Georg Christian Thorvald Greisen (* 1867)
Johannes Martin Grejsen (* 1889)
Esther Grejsen (* 1914)
Thorkild Pedersen/Grejsen (* 1954)
Steffen Baunbæk Pedersen (* 1973)

Men endnu tættere beslægtet er jeg, til min store overraskelse, med Mærsk! Her hedder stammoderen Marchen Tønnes Raagaards (1714 - 1778), der som ung pige kom fra Store Magleby til Dragør sammen med ægtemanden Dirch Jansen Bacher, med hvem hun fik sønnen Dirch Dirchsen Tysk. Efter mandens død i 1737 giftede hun sig anden gang med Morten Andersen Tysk, med hvem hun bl.a. fik datteren Anna Morten Andersen Tysks. Deraf følgende stamlinjer (igen i noteform)

Mærsk

Marchen Tønnes Raagaards (* 1714) g. 1. g. m. Dirch Jansen Bacher.
Dirch Dirchsen Tysk (stedsøn af *Morten Andersen Tysk) g.m. Neel Dirchsdatter.
Marchen Dirchsdatter Tysk (* ca. 1779) g.m. Jens Hansen Snedker.
Leisbeth Jens Hansen Snedkers (* 27/10 1820) g.m. Hans Nielsen Jeppesen (* 1815).
Ane Hans Jeppesen g.m. Peter Mærsk Møller (* 1836)
Arnold Peter Møller (* 1876)
Mærsk McKinney Møller (* 1913)

Steffen

Marchen Tønnes Raagaards (* 1714) g. 2. g. m. Morten Andersen Tysk (* 1713)
Anna Morten Andersen Tysk (* 1740)
Malene Cornelisdatter (* 1767)
Marchen Theis Larsen Passers (* 1793)
Christen Jensen Greigesen (* 1820)
Jens Christensen Greisen (* 1843)
Georg Christian Thorvald Greisen (* 1867)
Johannes Martin Grejsen (* 1889)
Esther Grejsen (* 1914)
Thorkild Pedersen/Grejsen (* 1954)
Steffen Baunbæk Pedersen (* 1973)

Så sådan er det! Så nu væsentligt hellere mig selv tæt beslægtet med komikeren, som i virkeligheden var tragiker, end med den kyniske forretningsmand, som har levet højt på våbenfragt osv. Og måske allerhelst med Piet Hein... Men that's life. Og hvad pokker, skulle Mærsk mod al forventning få lyst til at testamentere bare 0.0001 % af sin formue til mig, så...

lørdag den 4. juli 2009

Kamikaze

Du bliver ikke
mindre smuk af,
at jeg aner
det der lys
et sted foran dig.

Det er mig,
der måske snart
vil miste synet,
det er mig,
hvis hjerte måske
snart vil smelte
ud af form.

Og mens du falder
frit mod ukendte bykerner,
rider jeg med
på din ryg,
ligeså afsikret,
klar til et brag.

Og på gaden dernede
blotter jeg ansigtet
- rede til farven
fra solen,
der aldrig går ned.

fredag den 3. juli 2009

Ro på...

Hm, og så er jeg så alligevel ikke så sikker på, at det bliver farvel for nu. Dels har jeg brug for bloggen for at holde mig igang - forvent dog, at der bliver lagt væsentligt mere låg på fra nu af. Dels har jeg haft en, efter omstændighederne, opløftende samtale med Helene, hvor jeg fik lagt døgnets begivenheder frem, hun fik forklaret noget væsentligt omkring hendes tilstand og vi begge to fik slået fast hvor meget, vi elsker hinanden.

Hun vil være der for mig, når det her er overstået. Og jeg vil være der for hende. Så meget véd jeg - det krævede kun et enkelt døgn i skærsilden at hitte ud af dét.

Og når jeg tager fra København, vil hun gerne have, at jeg kommer ud og besøger hende... Lyder det bizart, hvis jeg siger, at jeg allerede glæder mig?

Meanwhile: Nyder udmattet aftensolen over Søborg i selskab med det seneste nummer af Skalk og radioen, der er indstillet på P1. I morgen tror jeg, at jeg tager til Dragør - og måske på Bureauet om aftenen.

Et foreløbigt farvel

Totalt sammenbrud i går aftes. Først græd jeg to timer ned i telefonrøret, mens jeg snakkede med min mor, der blev seriøst (og berettiget, tror jeg) bekymret for min psykiske tilstand. Så græd jeg endnu en time ned i røret, mens jeg snakkede med Helenes bror og svigerinde. Derefter smadrede jeg min mobil, gik på Facebook, skrev en rædselsfuld opdatering og slog næsten op med Helene online. Hvorefter jeg græd mig selv i søvn.

I dag har jeg trukket ethvert optræk til brud tilbage. For jeg kan sådan set lige så godt slå op med mig selv, hvis det er... Problemet er jo, at jeg i den grad elsker hende - og dét uanset om jeg kan nå ind til hende eller ej. Men har stadig anfald af krampegråd, og jeg frygter seriøst turen østover.

Jeg har meget at rydde op i indvendigt... Og det vil jeg ikke have alt for mange vidner til, for det bliver rigtig, rigtig grimt. Derfor lukker jeg også bloggen her ned for en tid.

Vær ikke alt for bekymrede. Jeg vil livet. Jeg skal nok vende tilbage. Men lige nu må jeg have ro.

torsdag den 2. juli 2009

Linedans

Helene er lige blevet indlagt. For, formoder jeg kraftigt, angst og depression. Kan ikke sige, at det er helt ved siden af, for hun har slet ikke været til stede i en uge, og uanset hvad, jeg har gjort for at trænge ind til hende, har det været forgæves. Men hun vil ikke lade mig besøge sig, og selvom hun meget søger stedet for at få ro - hvilket er forståeligt nok - kan jeg slet ikke tackle dét faktum, at jeg åbenbart er noget af det, hun trænger til ro fra.

Tager til København i morgen. Ved ikke, om hun vil have, at jeg kommer tilbage. Ved ikke engang selv, om jeg har lyst til at komme tilbage. Det må jeg afgøre, når jeg har fået tingene lidt på afstand og kan anskue dem klart. Men jeg elsker hende over alt på jorden. Distance og sygdom er bare hårde nysere at forholde sig til.

Af samme grund udsætter jeg første del af poetikken til i morgen, tror jeg. Den findes, men jeg orker ikke rigtigt at taste den ind.

onsdag den 1. juli 2009

Til Valdemar

Det er ikke ret tit, jeg kommenterer et digt - som udgangspunkt har jeg den holdning, at hvis en tekst ikke forklarer sig selv, er den mislykket, og følgelig gør jeg det hellere for lidt end for meget. Men dagens digt - i hvert fald den medfølgende dedikation - bærer en historie i sig, som trods alt ikke kommer ordentligt til syne der. Først og fremmest fordi den kun er relevant på et abstrakt plan.

Hvornår jeg først stødte ind i Valdemar Andersen? Tja, de første gange vidste jeg ikke engang, at han var musiker. Han var bare en rar gammel mand, som boede lige op af min farmor og farfars matrikel i Voel, hvor jeg selv kommer fra. Som barnløs havde han altid tid til deres lille sønnesøn, når jeg tilfældigt kom forbi ham på vej hjemad, og allerede der kom jeg selvfølgelig til at holde af ham. Men da jeg 8-9 år gammel - efter at have erkendt, at håndbold ikke var min type fritidsinteresse - mødte op til mine første timer i folkedans, stod gode, gamle Valdemar så der med en violin. Og ikke nok med det: Han var en gud på det instrument, når han tog fat på "Totur til Vejle" eller hvadsomhelst andet fra det gammeldaws spillemandsrepertoire! Hans krop gik i ét med musikken, et stort, nærmest overjordisk smil bredte sig over hans læber og alle - ALLE, og dét uanset om de i noget højere grad var til Madonna og Duran Duran - blev frivilligt eller ufrivilligt grebet af hans spil, hvor ikke en tone sad forkert, men nerven og gejsten var alfa og omega. Og os børn elskede ham spontant. Når der var pause, stod der altid en kødrand af snotunger - mig selv inklusive - og belejrede den ydmyge og måske i virkeligheden lidt betuttede, men altid intet mindre end rare spillemand.

Og spillemand, dét var Valdemar. Han var en af de sidste bærere af den sande spillemands-tradition. Som ung havde han spillet til baller rundt omkring på Silkeborg-egnen med de bedste af de gamle, og i den forbindelse havde han suget al den viden til sig, han kunne. Når han spillede, hørte man de samme klange som dengang éns tipoldeforældre havde undfanget oldefar i en høstak under høstballet. Men lidt senere havde han samtidig nærmest været en paria på egnen, fordi han havde nedladt sig til at misbruge sine evner i et jazzband - ja, et jazzband! - i nabobyen Linå. Den stilfærdige Valdemar havde således - ud over at være bærer af en urgammel tradition - været noget nær egnens første rock'n'roller. I hvert fald en slags rebel. En sand overgangsfigur mellem ny og gammel tid. Og i øvrigt også noget af det tætteste, man i Voel kom på en intellektuel: Kom man ind i hans stue, der var lige så rodet, som haven var velplejet, var det Mozart og Beethoven, man fandt rundt omkring i partiturform.

Kort og godt: Valdemar ELSKEDE musik!!! Jo, han gjorde, som antydet, en del ud af sin have - klippede sin hæk, som var den et avanceret solostykke for violin, der skulle sidde lige i skabet, og plejede sine blomster som om, at de var resonanser af særligt rene toner. Og et socialt menneske, som han var, var han en hyppig gæst under kaffeslabberadserne hos den ældre generation i området omkring Hjortgårdsvej, hvor han i en periode - til min store sorg, for han var så bitter, at han selv blev reserveret over for mig - kom så meget op at toppes med min viljestærke farmor, at al kontakt blev brudt, og min mere diplomatiske farfar først langt senere fik raget kastanjerne ud af ilden. Men det var musik, det handlede om. Toner, takter, pauser. Præcision og indføling. Kunst, for hulen - kunst! Han var den eneste kunstner - udover min farbror Mogens, som desværre aldrig for alvor forfulgte sit talent, og den lettere fordrukne Poul Vandborg fra Sminge, som man ind imellem stødte på, når han var på vej hen til købmanden efter pilsnere - jeg kendte som barn. Og om nogen den, jeg har forsøgt at modellere mig selv efter. For han var klar. Både instinktiv, kompleks og fuldstændigt tilgængelig i det, han lavede. Han mudrede aldrig sine vande for at få dem til at synes så meget desto dybere: De var, som de var, og det var fandeme mere end i orden! Til tider tror jeg ligefrem, at det var hans energi, jeg genkendte, da jeg senere opdagede punken og Michael Strunges lyrik - den her prunkløshed, den her glæde ved kunsten, den her intensitet... Bare set gennem en senere generations mere dystre, grumsede optik.

Så meget desto sørgeligere var det, at netop hørelsen skulle svigte ham på sine gamle dage. I 1987 var jeg et smut forbi ham for at sælge nogle kuponer for skolen, og som altid blev jeg budt venligt indenfor at en smilende Valdemar, som siden sidst - jeg var forlængst holdt op med folkedansen - var blevet udrustet med et enormt høreapparat. Mens jeg var der, begyndte han at indøve noget Beethoven pr. partitur... Og det lød ad helvede til. Han skar grimasser, blev flov, gav mig mine penge og sendte mig høfligt, men også lidt bestemt ud af døren. Og siden hørte jeg ham ikke spille igen.

På den anden side af 1990 - kort efter, at jeg var flyttet med min mor til Silkeborg - spillede han sin sidste koncert i Voel Forsamlingshus. Da vidste alle, at den var gal. Men uanset hvor meget byen var kendt for knallerter og slagsbrødre, elskede den også sin Valdemar. Og mens folk dansede det bedste, de evnede, fik han - akkompagneret af store, kærlige smil - lov til at spille den musik, der nu kun lød godt i hans eget hoved. For sidste gang. Ikke så længe efter døde han.

Er jeg Valdemars arving som kunstner? Gu' er jeg røv. Mit verdensbillede er et helt andet. Af tiden er jeg henvist til at være anløben, ækel, kynisk og dekadent, og min personlighed er således indrettet, at den til tider minder mere om Vandborgs. Men bærer jeg bare en flig af hans rene tone videre...

RIP Valdemar. Også dig.

Spillemanden - til Valdemar Andersen

Mens flækkernes folk
slog til søren,
fandt sammen i høstakken,
så deres ensomhed ligge
på bunden af nok en pægl brændevin,
rejste han rundt
med sin fele på ryggen,
navnløs, hjemløs, uden ophav.
Strengene spirede,
bredte sig stolt ud
i vældige kroner og stammer,
mens række på række af hoveder
ramte hans pande.
En dag gav den efter.
På bunden af hullet
lå jeg.

Fra Højby til Han-dynastiet


Farvel til en gennemført ækel og destruktiv måned. Goddag til en ny, der heller ikke ligefrem starter i fin stil, men trods alt ser ud til også at byde på lidt liv, comic relief og gode gensyn, når ferien for alvor sætter igang med besøg i København og Silkeborg. Og for at være helt ærlig: Jeg har brug for det, hvis ikke læsset snart skal ramle. Jeg er jo trods alt skytte, og skytten er som bekendt (selvom det for mit vedkommende har krævet de sidste måneders begivenheder, før jeg erkendte det ved selvsyn) et soltegn...

Men nu til noget helt andet: Har lige slugt et udvalg af Kinesiske Essays ved Else Glahn (Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busck, 1956), som jeg fik op under neglene for en flad tyver på Bureauet for et stykke tid siden. Uden helt igennem at rumme den klarhed, som ellers kendetegner klassisk kinesisk kunst og filosofi (betegnelsen "essays" er i øvrigt heller ikke helt betegnende for det sammensurium af breve, forord, digte, anekdoter osv., udvalget rummer), er der mange guldkorn imellem. Selvom man skulle tro, at navnet er en ringe joke, skrev Su Shih (billedet), som er fyldigt repræsenteret bagest i bogen, velformede, subtile natur- og livsfilosofiske tekster en masse. Det historiske dokument "Li Lings Svar til Su Wu" er en intens indførelse i en antik generals stolte, men også underligt sårbare tankegang, mens Ch'ü Yüans "Fiskerens Elegi" bondsk, men rammende gennemhuller asketens Weltschmerz. Hittet her i huset er dog Lu Chis digt "Fu om Litteratur" - en tidlig poetik, som umiskendeligt bærer præg af en livslang kamp med stoffet. Og som på visse måder er overraskende moderne i både form og indhold når man tænker på, at forfatteren døde i år 303!

"Man vrager morgenens blomst, som allerede er foldet ud,
og vælger aftenens knop, som endnu ikke er åbnet.
Man ser fortid og nutid i eet sekund
og berører de fire have i eet øjeblik."

"Man indhegner det uendelige på en kvadratfod silke
og udgyder et skybrud fra en tomme af sit hjerte.
Sproget breder sig videre og videre ud,
tanken trænger dybere og dybere ned.
De dryssende blomsters duft er forvirrende,
de grønne grenes frodighed overvældende.
En leende vind kommer flyvende og hvirvler op,
tætte skyer stiger op fra penselskoven."

"Vi må væve markedsvisen sammen med den sakrale melodi,
måske kan vi derved frigøre skønheden." (What took you so long, Baudelaire???)

I morgen starter jeg i øvrigt - som en kronologisk ujævn føljeton i et X antal afsnit - mit eget forsøg på at skrive en poetik, som bærer titlen Blitz i Blæsten. Indtil videre er den eksklusiv for denne blog. Og interessen for hvad en såkaldt upubliceret og tilmed bevidst utrendy lyriker tænker om sit håndværk er nok heller ikke større, end at blog-mediet kan tilfredsstille den...