fredag den 26. juni 2009

On a roll...

Skulle lige til at skrive noget om, at jeg savnede at kunne skrive digte, for i små tre uger har den del af mig, der sætter mig i stand til at skrive den slags, været totalt lammet. Jovist: Pennen har flere gange befundet sig på papiret, og der er da også kommet småting ud af det, men de har ganske enkelt manglet indsigt, overblik, klarhed, nærvær. Men så i dag dukkede den her ting op, mens jeg tog bad - fuldt færdig. Den skulle stort set bare skrives ned. For trainspottere: Rummer godt skjulte nik til både Kraftwerk, DAD og Dali.

Last

Truckstop Gondolero: Kaffe i krus,
gafler i plastic, fritter i papæsker,
tyske Melissa i skurvognen bagved.
Så videre: Autoværn, frakørsler,
olie på tøjet, en walkie, der skratter
sig vej gennem uger og landskaber.
Hjulene drejer: 16 af dem, kun én ordre,
én hånd, én fod og én tanke. Men i
Andalusien hobes de op, pyramiderne,
nye og skinnende, hundene bjæffer fra toppene.

3 kommentarer:

Linda Nørgaard sagde ...

Det er intet mindre end fremragende, Steffen!

Jens Keis Kristensen sagde ...

Topgodt digt!!!

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Tak! Har skrevet bedre ting, men det er der virkelig. Og det havde jeg brug for at se lige der...